Prøv avisen

Den evangeliske frihed før og nu

Marin Luthers syn på evangeliet handler om frihed, derfor skal evangeliet i dag bekæmpe forbud, mener dagens kronikør.

Friheden er en afgørende del af Martin Luthers teologi og af den evangeliske kristendom. Hele Luthers arbejde og forkyndelse drejede sig om et kristent menneskes frihed, som et af hans store skrifter også hedder.

Det er en frihed til at være til som menneske over for Kristus, og i videre forstand taler vi om frihed til at tænke, mene og tro, hvad vi vil.

Det kan man synge store sange om, og man kan prise denne frihed i høje vendinger, men alle, der besynger friheden, erfarer på et tidspunkt, at det ikke altid går som præsten prædiker. Frihedens omkostning er, at menneskenes veje går andre steder hen end det, der i første omgang var hensigten. Det er frihedens pris.

Det erfarede Luther med eftertryk i foråret 1522, hvor han sidder på borgen Wartburg og er ved at lægge sidste hånd på sin oversættelse af Det Nye Testemente. Det var den oversættelse, der udkom senere på året under navnet Septembertestamentet og udkom frem til Luthers død i ikke mindre en 20 optryk, hvilket var udtryk for den gryende evangeliske kirke.

I de tidlige forårsmåneder i 1522 oplever Luther, at der hvor evangeliet blev forkyndt klarest fra hans mund, gled det ud af hans hænder. Han måtte smertefuldt erkende, at han intet monopol havde på fortolkningen af den evangeliske sandhed. Evangeliet fløj, hvorhen det ville, og satte nu næsten brand i Luthers hjemby, Wittenberg, under ledelse af Luthers tidligere kollega Andreas Karlstadt og hans ordensbroder Gabriel Zwilling. Evangeliets frihed og sandhed, som Luther havde gravet frem under paveåget, blæste nu andre veje, end Luther selv havde ønsket det.

De evangeliske i Wittenberg anført af Karlstadt ville nu den evangeliske frihed. De ville tvinge til den frihed. Luther var standset på halvvejen, mente de. Når nu han havde sagt, at lægfolket kunne modtage både brød og vin ved nadveren, og ikke blot brødet, som det var romerskkatolsk skik, så skulle folk modtage både brød og vinen.

Og når Luther havde sagt, at præster kunne gifte sig, så skulle de gifte sig. De evangelisk revolutionære gjorde kunne til skulle, hvilket er alle radikale ånders kainsmærke. Der skulle tvinges til frihed. Men spørgsmålet er, om man kan tvinge til frihed.

Grundtvig siger det meget præcist, når han et sted skriver, at kun til Helvede kan man tvinges/til Himlen må der ringes. Tvang medfører blot hykleri og halvhjertethed. Den sande frihed må forkyndes uden tvang. Man kan ikke tvinge folk til frihed. Man kan kun tvinge dem til at være hyklere.

Under den forståelse er et tørklædeforbud i vore dage også en misforståelse. Når politikerne vil tvinge tørklæderne af de muslimske kvinder, så vil man tvinge til frihed. Det viser historien os, at intet godt fører med sig. Eller et omskæringsforbud for den sags skyld.

En kristen frihed viser sig ved, at man forkynder tørklæderne af, men ikke forbyder dem af. Man forkynder Kristus som eneste frelser, og derved mister tørklædet sin religiøse værdi. Det er opgaven for den kristne forkyndelse og ikke at forbyde dem af. På samme måde med et omskæringsforbud: Kristus skal forkyndes, så at omskæring mister sin mening, hvilket allerede apostlen Paulus indså. Men et forbud vil blot medfører hykleri og dølgsmål. Man skal altid huske på, at frihedens omkostning er, at mennesker ikke lige gør det, man ønsker, at de skal gøre.

Opgaven er at forkynde Kristus som eneste frelser, og derved vil al religiøs tvang miste sin ret.

Luther drog netop fra Wartburg til det urohærgede Wittenberg i marts 1522, og han kom ikke med forbud mod de evangeliske rebeller, men han kom med prædiken og forkyndelse. I en uge forkyndte han i bykirken i Wittenberg, og han forkyndte den kristne frihed uden nogen form for tvang, for Luther vidste her, at tvang var vejen til Helvede.

LÆS OGSÅ:Den intellektuelle reformator

Luthers handlemåde er her et forbillede. Utallige er de revolutioner, der er endt i tvang, fordi mennesker ikke gjorde, hvad revolutionen ønskede, eller de gjorde det ikke hurtigt nok. Så ender det med guillotine og nakkeskud for at hjælpe revolutionen på vej. Og mennesker begynder måske at gøre, som den tvingende frihed ønsker, men de gør det af angst og frygt. Tvang skaber kun hykleri.

Luther vidste, at fortolkningen af evangeliets sandhed var ude af hans hænder, men derfor sad han ikke med hænderne i skødet eller meldte sig ud af samfundet. Han talte, skrev og forkyndte. Og enhver måtte lytte til ordene og gribe dem på sin måde. Den kristne forkyndelse kan kun lyde, men aldrig selv gøre således, at den også lyder ret.

Men når fortolkningen af den evangeliske sandhed er ude af vore hænder, så kan vi selvfølgelig ikke have en pave eller et kirkeligt hierarki, der siger, hvad der er ret tolkning. Så er den enkelte kristne sin egen fortolker.

Men samtidig skal den enkelte kristne huske på, at der er man så ikke alene. Man er med i de helliges samfund, der består af de kaldede, der hver for sig ikke har monopol på fortolkningen af den evangeliske sandhed, for den er ude af både dine og mine hænder.

Derved er forkyndelsen, som jo lyder af menneskemund, og fortolkningen, som er lige så menneskelig, midlertidig. Ingen i det kristne fællesskab kan opløfte sig til pave med den rette fortolkning, for da knægter man evangeliets frihed. Vi kan kun lade Ordet lyde og da lade det genlyde fra hinanden. Nogle fortolkninger må selvfølgelig åbenlyst afvises, fordi de taler om en anden tro end den, der forkynder Kristus som Herre og frelser. Andre må vi lade lyde uden tilslutning og uden afvisning, fordi de rummer sandhed, men ikke tydeligt nok.

Den evangeliske kirke er et forkyndelsesfællesskab. Derfor kan der strides om evangeliets sandhed i den evangeliske kirke. Og det kan ske, at den tolkning, vi møder, byder os imod, men det er frihedens pris. Vi har lige her til lands erfaret en stor debat om homoseksuelle. Det er muligt, at vi ikke brød os om resultatet af debatten, men vi er nødt til at glæde os over, at den evangeliske kirke stod sin prøve: Alle kastede fortolkning af Skriften ind i debatten og ingen trak en pave ned fra loftet, der autoritativt kunne modsige fortolkninger. Det bør vi i sandhed tage hatten af for og glæde os over.

Friheden er så, at nu kan nogle velsigne homoseksuelle, og andre kan være fri. Begge i samklang med deres skrifttolkning.

Nogle kunne dog ikke tåle friheden og ønskede den bundet. Derfor skabte man frimenigheder og fred med dem. Evangeliske menigheder, som er bygget på forskrækkelse for friheden, har ikke fremtiden i sig. Men den kirke, der tør kæmpe både internt og eksternt, om evangeliets sandhed har fremtiden i sig. Den kirke, der i sandhed er evangelisk. Den kirke, der ikke lader sig diktere af andet end fortolkningen af skriften og af forkyndelsen af Jesus Kristus som Herre og frelser. Den kirke er jeg stolt af at tilhøre.

Thomas Reinholdt Rasmussen er sognepræst i Aalborg Stift