Den færøske reformation

På Færøerne var man ikke i tvivl om, hvad det var, der blev fejret ved årsskiftet. Det var 1000-året for kristendommens komme til øerne

Fejring af år 2000 så ud til at nå hysteriske dimensioner i Danmark, måske fordi man ikke gjorde sig klart, om det var Jesu fødsel, man fejrede, eller det blot var tallenes magi, at årstallet skifter markant. Usikkerhed gør støjende. På Færøerne var man ikke i tvivl om, hvad man ville fejre. Det var 1000-året for kristendommens komme til øerne. Så uanset al festivitas her, så kendte man grunden til festen. Folkekirken på Færøerne, den katolske kirke og de fleste andre kristne trossamfund, stod sammen om at fejre de tusind år. Lidt før midten af årtusindet kom den lutherske reformation til Færøerne.

I de sidste syv år har jeg som vikar været præst ved den katolske kirke i Torshavn. Her bor ikke længere nogen fast præst. Et hold af præster udefra tager sig på skift af den lille menighed. Jeg har fået et indtryk af, hvad den lutherske reformation på godt og ondt kom til at betyde for sprog, kultur og kirkeliv på Færøerne.

I 1500-tallet var Færøerne sammen med Norge og Island under den danske konge. I Danmark var der en folkelig reformationsbevægelse. På Færøerne var der ingen. Her blev reformationen alene gennemført på den danske konges befaling.

Kongen hed Christian den Tredie. I 1535 havde han vundet magten i Norge. I 1536 erobrede han med stort besvær København. Byen overgav sig, og nu vrimlede den med de generaler og soldater, der havde kæmpet for kongen. Kongen havde et problem. Alle disse generaler - og det var adelsfolk - og deres krigere skulle have løn. Efter tre års borgerkrig var statskassen tom. Kongen fandt en løsning. Han arresterede kirkens biskopper og beslaglagde hele kirkegodset. Det var næsten en tredjedel af Danmarks jord. Kongen selv erklærede, at han tog kirkegodset »på det at Danmarks krone og konge kan blive desmere formuendes«.

Biskopperne var fængslet, så nu kunne kongen gennemføre den lutherske reformation med stor folkelig opbakning i mange købstæder.

I Norge protesterede ærkebiskop Olav i Nidaros forgæves. Året efter kom turen til Norge. Ærkebiskoppen flygtede til Belgien. Bispesædet på Færøerne var Kirkjubøur. Det hørte under ærkebispesædet i Nidaros. Den sidste katolske biskop i Kirkjubøur var Åmund. Han havde været sognepræst i Norge og medlem af domkapitlet i Bergen.

I 1532 havde færingerne bedt den danske konge om at få ham til biskop. Sammen med Norge fik Færøerne reformationen påtvunget af kongen i 1537. I et af de følgende år blev biskop Åmund afsat. Biskop Åmund levede endnu i 1551. Da får han brev fra kongen i København, »at hvis han ikke straks sender den kvinde bort, som han umoralsk lever sammen med til et dårligt eksempel for alle, så vil både han og konen blive ført til fængsel i Bergenshus«. Derefter hører man ikke mere til Åmund.

Man ser, at præstecølibatet aldrig slog helt igennem i Norden. Jvf. biskop Jon Arason på Island. Han bliver halshugget sammen med sine sønner 1550. I stedet for Åmund indsatte kongen 1540 den lutherske superintendent Jens Gregersen Riber. Han blev ikke længe i Kirkjubøur. Han flygtede bort, da det gamle bispesæde blev angrebet af franske sørøvere, angiveligt fordi de ville straffe dem i Kirkjubøur, som havde svigtet fædrenes tro.

Kongen udnævnte ham i 1557 til superintendent i Stavanger. Bispesædet i Kirkjubøur blev nedlagt. Provsten i Torshavn skulle være den lokale kirkeleder. Færøerne kom først under Bergen stift, men fra 1709 under Sjællands stift i Danmark. De katolske præster, som ikke ville fortsætte som præster i den lutherske kirke, fik Tradargard på Sandø. Her levede de, indtil den sidste døde 1570. I året 1541 blev der ordineret lutherske præster til Færøerne.

Før reformationen ejede de frie odelsbønder ca. halvdelen af jorden. Næsten lige så meget tilhørte kirken. Kongen beslaglagde kirkegodset, men lod dog en tredjedel blive ved præstegårdene. Kongens foged fik ansvar for resten. Han gav kirkegodset i fæste til bønder, som derfor fik navnet kongsbønder. Fæsteafgiften var beskeden, og kongsgårdene kunne ikke deles ved arv, men fæstet kunne overtages af kongsbondens søn. Det blev en stor styrkelse for den færøske bondestand, men det skabte også en vis modsætning mellem kongsbønderne på de store, udelelige kongsgårde og odelsbønderne på gårde, som ofte ved arv blev delt i mindre og mindre brug.

Hvilken betydning fik reformationen på Færøerne? Vi ved næsten intet om, hvordan færingerne tog imod den lutherske tro. Det var nok sådan, at præsten prædikede den lutherske lære, men at dele af den katolske tro blev ved med at leve mellem mennesker. Rester findes stadig. Et eksempel er, at man signer sine børn med korsets tegn. Det, vi med sikkerhed ved, er, at reformationen blev en katastrofe for det færøske sprog. Ved bispesædet i Kirkjubøur havde der været en præsteskole. Her havde de kommende katolske præster lært at prædike på færøsk.

I middelalderen var det færøske sprog en dialekt inden for det fælles vestnordiske sprog, som blev talt både på Island og i Vestnorge. Det var et højt udviklet skriftsprog. Love blev skrevet på dette sprog, og der er bevaret to homilisamlinger, en norsk og en islandsk. Det er samlinger af prædikener og betragtninger til årets helligdage og søndage og særlige kirkelige handlinger. Store dele af Bibelen havde i dem allerede fået deres oversættelse til dette fælles kultursprog. Den kendte færøsksprogkyndige professor Winther Poulsen i Kirkjubøur har med stor venlighed vist mig disse samligner. Jeg har læst i dem og måttet tro, at jeg læste færøsk! I den grad ligner det nuværende færøske sprog det gamle vestnordiske sprog.

Den mest kendte elev fra præsteskolen i Kirkjubøur var Sverre. Han blev konge i Norge lidt før år 1200. Han afslørede en udmærket skrivekunst, og han kendte sin Bibel så godt, at han kunne tale imod selveste paven I Rom. Det synger man om i den norske nationalsang »Ja, vi elsker dette landet«. Her hedder det: Fra dets høje Sverre taled', taled' Roma midt imod.

Med reformationen skulle modersmålet være gudstjenestesprog. Hvis modersmål? Den danske konges modersmål. Derfor blev dansk gudstjenestesprog ikke blot i Danmark, men også i Norge og på Færøerne. Islændingene holdt fast ved deres eget sprog.

Allerede i 1540 udkom Ny Testamente på islandsk oversat af Oddur Gottskalsson, og i 1584 hele Bibelen oversat af Gudbrandur Torlaksson. Sådan bevarede islændingene deres sprog også som skriftsprog.

På Færøerne skulle sproget være dansk. Det færøske skriftsprog forsvandt. Det talte sprog var ikke længere kirke- og kultursprog. Det blev et sprog, der alene blev anvendt i det praktiske arbejde på gårdene, om fåreavl og fiskeri. Først i 1930 blev det tilladt præsterne at prædike på færøsk.

I 1949 udkom Victor Danielsens færøske bibeloversættelse efterfulgt af provst Dahls i 1961. Først i 1960 udkom den færøske Salmebok. Forudsætningen var, at provst Hammershaim i sidste halvdel af 1800-tallet havde lagt grunden til det færøske skriftsprog. Der gik således ca. 400 år efter reformationen, før færingerne fik deres skriftsprog tilbage.

Før reformationen var der 54 kirker foruden fire »halvkirker« og mange bønhuse. Efter reformationen blev kun 39 kirker tilbage. Syv præster skulle betjene dem. Det var fem-seks kirker til hver præst. I 32 kirker var der således ingen præst om søndagen. Folk rejste til præsten for at få døbt nyfødte børn. Skulle man giftes, eller skulle der kastes jord på de døde, måtte det vente til præsten kom. Lutherdommen var ordets forkyndelse, og derfor kom prædikenen i centrum.

Men hvad gjorde færingerne, når præsten kun prædikede i kirken seks gange om året? De tog sagen i deres egen hånd og læste Guds ord i hjemmene og nu på det fremmede sprog dansk. Godt 100 år efter reformationen hedder det, at »største parten af mande-folket i landet læse udi bøger«. I 1673 siger provst Lucas Debes om færingerne, at »deres lige iblandt den gemene mand udi religionens kundskab findes ikke udi Danmark«. Den læsefærdighed er ikke opstået ganske pludselig. Den må have haft dybe rødder i tiden før reformationen.

Man stiller spørgsmålet: Hvem var Sverres skolekammerater i præsteskolen i Kirkjubøur? Var det mon ikke sønner af odelsbønderne på Færøerne?

Efter reformationen oprettes en latinskole i Torshavn. Den kunne støtte den ældgamle læsetradition på Færøerne. Hvad læste man i hjemmene? Læste man homilier mage til de to, der er bevaret? Efter reformationen blev det den danske Bibel og sikkert Luthers Lille Katekismus.

Fra 1650 læser man især den sjællandske biskop Jesper Brockmanns »Huus-Postille«. Når de unge skulle giftes, var det en betingelse, at de kunne Luthers katekismus! Det var alt sammen på dansk. Først fra 1750 blev det påbudt, at degnen skulle læse en prædiken i kirken alle de søndage, hvor man var uden præst. Måske har det allerede før midten af 1750 været praksis i nogle af kirkerne. Denne degnegudstjeneste er bevaret til den dag i dag.

Vi må konkludere, at reformationen med de få lutherske præster alligevel fik en stor og enestående betydning for det færøske folk. Med hjemmelæsningerne tog folket sagen i sin egen hånd. Kirken blev på denne usædvanlige måde virkelig folkets kirke dybt forankret i Bibelen. Det mærkes endnu den dag i dag.

Efter et forgæves forsøg i 1800-tallet kom den katolske kirke tilbage til Færøerne i 1931. Hvad er dens opgave? At være kirke for de få katolikker, som bor på Færøerne og for alle dem, der kommer hertil udefra. Den katolske kirke vil sammen med de andre kristne kirker og trossamfund på Færøerne være med i arbejdet for, at den kristne tro bliver givet videre til næste generation, så det, der blev begyndt for 1000 år siden, må leve videre i det færøske folk.