Prøv avisen

Den fjerde statsmagt

I betragtning af den magt, pressen har fået, er der behov for, at pressen udøver magtkritik og er sig sit ansvar bevidst. Selvfølgelig lever den af at sælge sin vare, men den forlanger jo også etiske regnskaber og etisk optræden af erhvervslivet

dr.phil. og MF

Storbritannien var det første land efter Cæsars Romerrige, som tillod referater i aviserne fra den lovgivende forsamling. Begge steder skete det for at undgå, at politikerne sagde ét til befolkningen, hvorefter de bag lukkede døre gjorde noget andet.

I Storbritannien medførte det en borgerlig offentlighed, der ikke siden lod sig udrydde, hvorimod den hurtigt blev udryddet i Romerriget. Her havde der kun ved Cæsars foranstaltning været én avis, hvorimod der i Storbritannien kom mange. I løbet af det 18. århundrede steg antallet af dagblade fra 11 i 1714 til 53 i 1776, og avisoplagene steg fra 2.288.000 daglige aviser i 1712 til 15.005.760 i 1792.

De havde i mellemtiden fået en sådan magt over offentligheden og det politiske liv, at regeringernes liv afhang af pressens behandling af dem. F.eks. frygtede alle i det britiske parlament det anonymt udgivne blad »Letters of Junius«, der var sig sin magt bevidst og i 1772 skrev: »Pressens frihed er englændernes borgerlige, politiske og religiøse rettigheders værn«. Den sikrede således, at borger- og menneskerettighederne blev respekteret, endnu inden amerikanerne i 1776 havde formuleret de sidste.

Det var derfor ikke uden grund, at politikeren Edmund Burke i 1787 døbte pressen »den fjerde statsmagt« ved siden af den lovgivende, udøvende og dømmende, som var indført i forlængelse af filosoffen John Locke's tanker mod slutningen af det 17. århundrede. Burke var ingenlunde modstander af denne pressemagt, som han selv flittigt bidrog til. Han var kun minister i få korte perioder og brugte det meste af sit politiske liv til at bide magten i haserne.

Pressens funktion i demokratiet er således oprindeligt at være magthavernes vagthund og tilse, at ingen magtinstans misbruger sin magt.

Den kan nemlig vække folkets »ånd« og gøre borgerne utilfredse »med god grund«. Men den kan jo også misbruge sin frihed til at gøre dem vrede og utilfredse på et dårligt og forkert grundlag.

I sin oprindelige funktion er pressen reagerende. Magthavernes og magtinstansens handlinger har fundet sted, hvorefter pressen vækker folket og hidser det til modstand for at få ændret afgørelsen eller lovgivningen.

Pressen har imidlertid fået endnu en funktion. Den er nu også blevet agerende. Den rejser sager, som nu og da ingen sag er. Den fremkalder en vrede på et forkert og forhastet grundlag. Og den får derefter magthaverne til at reagere og gå ind i sager eller ændre lovgivningen på en måde, som de ikke skulle have gjort. Dermed er forholdet vendt om. Pressen agerer, og lovgiverne reagerer, hvorved vore dages hissa-hussa-hejsa-hovsa-lovgivning opstår.

Tillige i forhold til den dømmende magt tenderer pressen mod at blive »overmagt«. Den dømmer i øjeblikkets ophidsede stemning og kan mane en lynch-stemning frem, som domstolene kan have svært ved at stå imod. Ved en Folketingshøring om straffene i 1986 sagde en landsdommer således, at domstolene dømmer hårdt for at tilfredsstille offentlighedens hævntørst, men de ved godt, at den strenge straf næsten aldrig udstås, men det ved folk ikke. Dømmer domstolene for mildt i sager med stor mediebevågenhed, risikerer de, at lovgiverne under stemningspresset laver lovene om. I øjeblikkets stemning sker det for ofte, at pressen straks dømmer en person, som domstolene langt senere frikender. Det alvorligste eksempel herpå er den offentlige dom over en plejeassistent for at have myrdet 21 mennesker, hvorpå hun lang tid efter blev pure frifundet.

I vort fredelige land fulgte medierne så intenst sagen mod Trads og Thorsen, der havde bedraget PFA, at »det er helt sikkert, at forklaringerne i retten i PFA-sagen kan blive mindre sande på grund af den intense dækning i medierne af sagen«, udtalte lektor Jørn Vestergaard fra Retsvidenskabeligt Institut ved Københavns Universitet til »Journalisten« for 21. april 1999. I yderste konsekvens kan en mediedækning af en verserende sag føre til, »at skyldige går fri«, sluttede han, fordi parterne i medierne kan følge de andres forklaringer og derfor nå at justere deres egne i overensstemmelse hermed. På denne måde har pressen efterhånden ophævet magtens tredeling og placeret sig som den hellige tre-enighed: den er dømmende, udøvende og lovgivende.

Men pressen er ikke kun såvel agerende som reagerende. Den er tilmed blevet inter-agerende, dvs. den spiller med i den politiske proces og fremkalder derved politiske resultater, som den derefter forventes at reagere uhildet og nøgternt på. Dette er bare umuligt, eftersom den selv har været med til at skabe resultatet. Det ved borgeren/læseren/seeren/lytteren blot ikke.

I det politiske liv kommunikerer pressen med partiernes og ministrenes pressechefer. Pressen skal have nyheder og helst solohistorier, og partierne skal have vinklet historierne til deres fordel. Under denne livlige bytteproces, der ligner barneårenes frimærke-bytning, formår de gode journalister selvfølgelig at holde afstand og undgå at købe den historie råt, som de får udleveret, men det er ikke alle journalister, der er gode nok. Hvis de var det, ville der ikke være så mange spindoktorer, som tilfældet er.

Under det tætte samliv får pressen færten af den dårlige lugt i det politiske køkken og hænger selvfølgelig de ildelugtende ud. Ligesom restauratører med kakerlakker i køkkenet hænges ud. Men under jagten på den dårlige lugt udvisker den grænsen mellem offentligt og privat i en sådan grad, at en Europarådsrapport om »Medier og den demokratiske kultur« den 23. marts 1999 rejste et faresignal: »Der er en grænse, hinsides hvilken offentlig interesse bliver til offentlig voyeurisme og usund nysgerrighed. I disse tilfælde skades et samfunds demokratiske kultur i stedet for at udvikles«.

Når pressen opholder sig så meget i køkkenet, risikerer den selv at lugte, hvorefter den ikke kan lugte, at noget lugter råddent. Det så vi f.eks. i forbindelse med efterlønsforliget efter folketingsvalget 1998. I slutfasen af valgkampen udstedte statsministeren sin efterlønsgaranti, men da efterlønnen blev ændret, og pensionsalderen uden nogen forudgående offentlig debat blev nedsat samme efterår, var det ikke pressen, der afslørede uoverensstemmelsen mellem løfter og handling. I begyndelsen viste den fuld forståelse for forløbet, »sådan er politik jo«. Den kørte regeringens linje, indtil en halsstarrig og stædig SiD-formand fik held til at få pressens øjne op for det eklatante løftebrud, men det tog ham flere dage, hvor han blev fremstillet som den kværulant, statsministeren først forsøgte at reducere ham til.

Pressen var blevet ét med det system, hvis bidske vagthund den ellers formodedes at være. Dette fik Connie Hedegaard til i Politiken den 20. december 1998 at spørge: »Hvorfor var der ikke flere lederskribenter, der fra begyndelsen hæftede sig ved vælgerbedraget? Formentlig fordi de aldrig selv har troet på garantien: Det er jo bare den slags, en presset statsminister finder på at sige i kampens hede. Ren taktik«. Gennem sin interaktion var pressen blevet en del af magten, og dermed er pressens kontrolfunktion som »den fjerde statsmagt« ophørt.

I betragtning af den magt, pressen har fået, er der behov for, at pressen udøver magtkritik og er sig sit ansvar bevidst. Selvfølgelig lever den af at sælge sin vare, men den forlanger jo også etiske regnskaber og etisk optræden af erhvervslivet og ansvarlighed og seriøsitet af politikerne. Den kræver redelige dommere og borger-respekterende embedsmænd. Men hvad den kræver af andre, bør den selv efterleve. Det var derfor desværre et karakteristisk nej til en rigtig udsendelse, der faldt, da DR i 1998 afviste et programforslag, som over 30 minutter ville vise euroens påvirkning af de nationale valutaer. Afvisningen begrundedes med, at den slags ikke egner sig for tv. Imidlertid bør man ikke »undervurdere den danske gennemsnitsseers intelligens. Danskernes uddannelsesniveau er højt. Hr. og fru Hansen behøver ikke at blive underholdt, hver gang de sætter sig ned for at se et journalistisk tv-program«, udtalte lederen af Danmarks Journalisthøjskoles TV-afdeling, Nancy Graham Holm, den 5. maj 1999 i den anledning til »Journalisten«.

Der er behov for en »dogme-journalistik«, hvor journalisten erklærer ikke at ville lade sig bruge, at ville bevare sin integritet, at tjekke sin kilde, at være rede til at erklære sig inhabil og indstillet på at være kritisk både over for sig selv og andre, samt at gå i dybden. Med pressen som livsnødvendig formidler mellem politikere og borgere er det nødvendigt, at pressen ikke leverer en falsk vare til borgerne og gør sig klart, hvad og hvorfor den bringer denne eller hin begivenhed. Ellers bidrager den til det politiske bluff, som svækker borgernes tillid til og interesse for det politiske liv, som færre derefter selv vil deltage aktivt i.

Det fremmer den politiske apati og bereder jordbunden for den overgang fra demokrati til demagogi, som demokratiets tidlige teoretikere, Aristoteles og Machiavelli, forudså ville blive enden på demokratiet. n

Dagens kronik er et redigeret uddrag af en noget længere arkikel, som Per Stig Møller netop har publiceret i Danske Dagblades Forenings debatserie.