Prøv avisen
Kronik

Den folkekirke, du ikke kender

Genrebilleder af præst i funktion

Sagen mod sognepræst Søren E. Jensen kaster igen lys over det folkekirkelige kulturforfald, som nu endnu en gang eksponeres i Roskilde Stift. Biskoppen har intet lært af sin forgænger Lindhardt, der som den eneste danske biskop til dato har fået en næse af ombudsmanden, skriver dagens kronikør

FOR SNART 35 ÅR SIDEN udtalte Roskilde Stifts daværende biskop, Bertil Wiberg, i anledning af en strid om en præsts prædiken, at ”man jo skulle passe på, at folkekirken ikke blev en bispekirke”.

Sagen henhørte i virkeligheden under københavnerbiskoppen, men var gennem visse politikere blevet ført op på et politisk plan, hvor kirkeministeren så blandede sig. Den blev præsenteret som en konflikt mellem biskoppens og kirkeministerens kompetence. Og det var på et tidspunkt, hvor de fleste mente, at prædikener alene var biskoppens kompetence, at biskop Wiberg kom med sin lidt skæve bemærkning. Bispemagt kunne jo også blive for meget i en evangelisk-luthersk folkekirke.

Man kan ikke sige, at synspunktet har slået rødder. Tværtimod har bispeembedet i de senere år tiltaget sig en magtfylde, som fra tid til anden folder sig ud på en måde, som tidligere var utænkelig.

Jeg tiltrådte mit første præsteembede for netop 35 år siden, i Roskilde Stift, dengang grundtvigianeren Hans Kvist var biskop. I de senere år har unge præster ofte talt om præsteembedets ensomhed og appelleret til mere og synligere opmærksomhed fra de gejstlige kolleger og myndigheder.

Den slags følelser kunne vel også melde sig for mig i 1975, men de gik hurtigt over. Jeg opdagede nemlig, at ensomhedens gave var frihed. Og at jeg slet ikke var så alene. Jeg opdagede nemlig også, at biskop Kvist på en stille og umærkelig måde var endog særdeles nærværende.

Altid rede til at give råd, når jeg spurgte. Ja, han kunne ringe op og spørge, hvordan det stod til, men aldrig gav han anvisninger, jeg ikke havde bedt om. Og sådan fortsatte det også under hans efterfølger Bertil Wiberg, også en ægte frisindet grundtvigianer.

Dengang var præstens centrale opgave prædikenen. Tiden var en tid med skarpe fronter, og det satte selvfølgelig spor også i prædikenen. Desuden var hele min generation af præster dybt præget af P.G. Lindhardts polemiske prædikestil.

”GAMLE” LINDHARDT havde i sine prædikener taget alt fra lav til høj under kraftfuld behandling. Kirkelige bevægelser, det folkekirkelige embedsapparat og folkekirkelige prædikanter måtte lægge ryg til en del sandheder.

Denne tilgang til prædikenen var gået os i blodet. Hvis man over for biskop Kvist præsenterede sig som ”folkekirkelig”, sagde han, at man nok skulle gøre det noget tydeligere, hvad man stod for. Det var et frihedsbrev.

Kirkehistorikeren Hal Koch kaldte engang den folkekirkelige ordning for ”velordnet anarki”. Og denne friske karakteristik svarede godt til virkeligheden i mange år.

Men så skete der noget. Folkekirken skiftede kultur. Ude i det virkelige liv, det vil sige erhvervslivet, meldte der sig pludselig helt andre idealer. Man ville have ledere og fodslag i takt. Vi, der er født under Anden Verdenskrig, har altid været noget betænkelige ved en sådan kultur. Men den greb om sig, og på et tidspunkt skyllede den da også ind over folkekirken.

Folkekirken skulle pludselig præsentere sig med en markant identitet. Provsti-identitet og ikke mindst stifts-identitet med biskoppen som den store leder, hvis opgave det var at udstikke stiftets retning. Jeg befaler, og I følger, var denne lederideologis målsætning. Ja, det lyder jo ikke rart, og man skulle for så vidt også tro, at det var løgn. Men det var det ikke.

Jeg tror, det var omkring årtusindskiftet, min mand skrev en lille artikel i Kristeligt Dagblad om den nye roskildebiskop, Jan Lindhardts forskellige initiativer til at profilere Roskilde Stift og dets biskop som noget helt særligt.

Et polemisk og temmelig muntert indlæg, der ikke mindst ironiserede over tendenserne til at omdanne folkekirken til en koncern, hvor alle skulle underordne sig lederens visioner. Og ikke mindst rettede kritikken sig mod den omsiggribende tendens til at erstatte teologisk fordybelse med alskens hurlumhej, blandt andet til glæde for morgendagens fiskeindpakningspapir.

Der var intet påfaldende ved min mands lille klumme. Den var helt i traditionen. Men pludselig opdagede vi, at tiden var en anden. At folkekirken ikke mere var den kirke, vi kendte.

Jeg, der i endnu gode tider var blevet udnævnt til provst, blev af biskop Jan Lindhardt indkaldt til tjenstlig samtale. Dagsorden: Din mands artikel i Kristeligt Dagblad. Her oplyste han mig om, at hvis folkekirken havde været en privat virksomhed, ville jeg være blevet fyret på grund af min mand. Og så meddelte han mig efterfølgende skriftligt, at han ikke havde tillid til min funktion som provst, når jeg ikke kunne styre min mand - med kopi til Kirkeministeriet!

Det kunne jeg naturligvis ikke leve med. Som provst skal man i en række sammenhænge repræsentere biskoppen, og hvordan skulle jeg kunne fungere med en biskoppelig tilkendegivelse af mistillid til min dømmekraft?

Jeg klagede derfor til Kirkeministeriet, som sandt at sige ikke gjorde nogen god figur. I håndbold ville man have kaldt det nøl. Så til sidst så jeg ikke anden udvej end at klage til Ombudsmanden. Som så endelig gav såvel kirkeministerium som biskop Jan Lindhardt en næse. Den første og eneste biskop, der til dato har fået en ombudsmandsnæse.

I det offentlige rum havde der også været støtte. En juraprofessor havde tidligt tilkendegivet, at Lindhardt havde en ekstremt dårlig sag. En tidligere stiftskontorchef havde skrevet, at ikke siden Hitler havde nogen gjort ægtefæller retsligt ansvarlige for offentlige ytringer. Og Kristeligt Dagblad havde skrevet en leder, hvor man belærte roskildebiskoppen om, at folkekirken ikke var nogen koncern.

Men Lindhardt havde da også fået støtte. En præst i stiftet, Lars Munck, iværksatte en underskriftindsamling til støtte for Jan Lindhardts koncern-kirkelighed. Han fik otte (!) underskrifter.

Hensigten med disse erindringer er ikke at meddele pensionist-memoirer. Jeg har villet kaste lys over det folkekirkelige kulturforfald, som endnu en gang eksponeres i Roskilde Stift.

STIFTETS NUVÆRENDE BISKOP, min tidligere provstekollega Peter Fischer-Møller, har tydeligvis intet lært af forgængerens nederlag for 15 år siden. Og den tidligere underskriftindsamler optræder nu på scenen igen. Som provstelig angiver af Søren E. Jensens uanstændigt evangeliske prædiken over teksten om Martha og Maria.

Hvor provst og biskop kun har omsorg for koncernen, har Søren E. Jensen omsorg for evangeliet. Denne tekst er faktisk en fortræffelig katalysator for kulturskiftet i folkekirken. Indtil vor tid var der jo ingen tvivl om, at det var Maria, der gjorde det ene fornødne. Nemlig at lytte til Jesu ord. Det var faktisk grænseoverskridende revolutionært på Jesu tid. Kvinden fik lov til, ja, ordre til at være lige så åndelig som mænd. Vore dages forkyndelse er ikke revolutionær, den er konform. Konform med samtidens mest ordinære udtryk.

Nu har Martha taget over. For vi skal ikke mere udfordres, vi skal bekræftes. For et par år siden hørte jeg en ung, kvindelig præst, der i sin prædiken sagde, at Jesus selvfølgelig holdt med Martha mod Maria. For praktisk arbejde var hårdt, og Martha havde brug for respekt.

Denne nye tekstlæsning har gennemsyret folkekirken fra bund til top. Det er praktikken, der er det ene fornødne. Præstekonventer, der tidligere havde ”hvad forstår vi” som dagsorden, har nu ”hvordan gør vi” som målsætning.

Roskilde Stift er under de seneste par biskopper gået i spidsen i praktik-moden. Roskilde stift er nu grønt stift. Det betyder, at man helst skal drikke Max Havelaar-kaffe til menighedsrådsmøder.

Hvis ikke der var folk som Søren E. Jensen, ville evangeliet for længst være druknet - ikke på bunden af sagosuppen, men i bunden af kaffekoppen.

Benedicte Hvidt Breengaard er provst i Roskilde Stift