Prøv avisen
Kronik

Den folkekirke, vi drømmer om

Vi har en drøm om en åndelig vækkelse i Danmark, for aldrig har mennesker været så åbne og åndeligt søgende, og aldrig har befolkningen vidst så lidt om kristendom, skriver dagens kronikør

I dag er der opstillingsmøder til menighedsråd over hele landet. Der skal findes tusindvis af folk, som brænder for at gå ind i et frivilligt arbejde, som i disse år er meget vanskeligt.

Folkekirkens medlemstal daler, i København er andelen af medlemmer af folkekirken nu under 60 procent, flere steder i landet står kirker tomme, og Ateistisk Selskab har haft held til med populistisk propaganda at lokke over 10.000 personer til at melde sig ud af folkekirken.

Måske sidder der et sted i folkekirken en taskforce, som er ved at tage denne udfordring op, vi ved det ikke. Men indtil da vil vi gerne komme med vore drømme om, hvordan folkekirken kunne være, og det gør vi ud fra mange års erfaring med menighedsrådsarbejde, frivilligt arbejde i kirken og almindelig kirkegang.

Vi har en drøm om en åndelig vækkelse i Danmark, for aldrig har mennesker været så åbne og åndeligt søgende, og aldrig har befolkningen vidst så lidt om kristendom.

Om at folkekirken vil bruge alle sine kræfter på at udbrede kristendommen blandt danskerne. At den øgede fokus på religion, og især den radikaliserede udgave af islam, vil bane vejen for en større udbredelse og forståelse for, hvad kristendommen står for: Den kristne er stillet frit og skal ikke overholde love og forskrifter, kristendommen er ikke en lovreligion, den kristne Gud er en barmhjertig Gud. At kristen- domsundervisning for voksne er noget, kirkerne vil tage op rundt om i landet.

Vi har en drøm om mere nærvær og tid til fordybelse i gudstjenesten. At søgende mennesker vil føle sig hjemme i den evangelisk-lutherske kirke, hvis man i højere grad inkorporerer stilhed, fordybelse og bøn i gudstjenesten. At man selv kan hvile lidt i bøn efter prædiken og kirkebøn. At man udskyder praktiske oplysninger til sidst i gudstjenesten, som flere kirker allerede gør, og på den måde hviler længst muligt i Guds nærhed.

At man kan fange det moderne menneske ind ved at bevare noget af mystikken i gudstjenesten. Det synes, som om kirken har glemt at lære menigmand om forbønnens kraft og virkning. Den uselviske forbøn, som mystikerne kendte og kender, forbønnen for jorden og menneskeheden. Der sidder mennesker over hele jorden, der hver dag på samme klokkeslæt beder for denne planet, som aldrig har haft mere brug for forbøn end nu. Man kunne lade denne forbøn for verden være en fast bestanddel af kirkebønnen.

Vi har en drøm om, at når terroren rammer, så slår kirkerne dørene op. Ikke kun til mindegudstjeneste et stykke tid efter, men samme dag eller nat. At kirkerne bliver det naturlige sted at søge hen for at få trøst, for at få at vide, at Gud er med dig også i mørket og høre præsten gå i forbøn for verden. At kirken kan blive et sted, man går hen med sin bekymring, også selvom man ikke føler sig som troende. Projekt ”Sjælesorg på nettet”, som fra nytår er en realitet i alle landets 10 stifter, tror vi, vil få stor betydning, fordi man her kommer danskerne i møde på deres præmisser.

Vi har en drøm om, at kirkerne har en fælles hjemmeside, hvor man som ny kirkegænger kan gå ind og blive ” klædt på” til at gå til højmesse.

At man visuelt kan blive gjort bekendt med og få forklaret højmessens ritualer.

Vi har en drøm om, at kirkekaffen bliver en teologisk rundbordssamtale efter højmessen for præst og menighed. At man her kan diskutere prædikenen og lære hinanden bedre at kende. At det vil være en måde at fastholde og udvide menigheden på og en måde, hvorpå præsten kan lære sin menighed bedre at kende. Vi har i dag den mest veluddannede ældre befolkning på jorden, hvorfor bruger kirken ikke den livserfaring og dygtighed, som disse ældre mennesker besidder?

Davidskirken i København har et flot projekt kørende, hvor den ældre menighed høres og bruges i det omfang, det kan gavne dem og kirken. Alle steder i dag, i institutioner og virksomheder, evaluerer man brugernes opfattelse. Også kirken har brug for feedback fra sine medlemmer. En forskning omkring folks opfattelse af kirken som institution, hvorfor man vender kirken ryggen, og hvad man kan gøre for at imødekomme medlemmernes ønsker, burde måske foretages.

Måske er en sådan undersøgelse allerede foretaget, og viden uddraget deraf, vi er lægfolk og har ikke det fulde overblik over kirkens indre anliggender. Kirkebladet burde også åbne mulighed for, at menigheden kan komme til orde, enten i form af artikler eller læserbreve, gerne med et svar tilbage fra menighedsrådsformanden. Menighedsrådsmedlemmer har ifølge loven ikke pligt til at møde op til gudstjenester eller arrangementer, hvilket kan gøre det vanskeligt at gøre sine synspunkter gældende.

Vi ved, at der foregår mange flotte aktiviteter i den danske folkekirke, som er prisværdige. I disse uger holder Kristeligt Dagblad en konkurrence om de bedste aktiviteter i vore kirker, alt sammen såre godt. Men kirken har et større problem, nemlig hvordan den på længere sigt kan nå ud til en befolkning i alle aldersgrupper, der har brug for det smukke budskab, som kristendommen rummer. I dag er det kun mellem 5 og 10 procent af folkekirkens medlemmer, der kan finde på at gå i kirke om søndagen. Som Søren Abildgaard, der er formand for Landsforeningen af Menighedsråd, påpeger, har ”folkekirken en tendens til at glemme sin medlemspleje. Det er lidt en konsekvens af, at vi jo har en stor tilslutning, hvor medlemmerne automatisk betaler til kirken gennem kirkeskatten, og det kan give et noget tilbagelænet forhold til dem”.

Vi har en drøm om, at man i et overordnet kirkeligt organ drøfter det store spørgsmål, hvordan man ”kristner danerne” i en moderne tid.

Vi kan se smil og hovedrysten hos læserne nu, men vi mener det alvorligt. Begynder man ikke at se skriften på væggen, kan kirken miste endnu flere medlemmer, dette kan på længere sigt friste politiske partier til at plædere for at skrotte den grundlovssikrede statsstøtte til kirken. Den statsstøtte, som vi alle betaler til, og som vi ikke kan melde os ud af (for eksempel tilskud til præstelønninger).

Vi ved godt, at mange siger, at kirken har bestået i mere end 2000 år, så det bliver den nok ved med. Et er sikkert: Alt kan forandres her på jorden. Så er det ikke fatalistisk at tro, at kirken kan bestå til alle tider, hvis udmeldingerne og uvidenheden om kristendommen fortsætter? Vi tror det ikke. Apropos uvidenhed siger kirkekonsulent Ole Kamp: ”Hvis jeg udbyder kurser om etik, så dukker der vildt mange op, men hvis overskriften er kristendom, kommer kun få. Men i virkeligheden siger jeg det samme på begge kurser.”

Denne kronik er ment som et kærligt puf til kirken. Hele vores kultur og samfund er præget af kristendommens værdier, etik og moral. Velfærdssamfundet, som ingen danskere ønsker afskaffet, bunder i disse værdier, som er nedlagt i folkesjælen, nemlig at tage hånd om næsten.

Mange mennesker er sig ikke bevidst, hvor disse værdier kommer fra. Vi frygter, at hvis viden om kristendommen langsomt siver ud, får vi et helt andet samfund, som ikke håndhæver de principper, der i dag er med til at skabe et af de mest homogene og velfungerende samfund i verden. Er det ikke en sag, der er værd i fællesskab at gå i kamp for, kære kirkefolk?