Den folkekirkelige virkelighed ved Brøndby Strand

Det nytter ikke, at folkekirken ser bort fra den nye virkelighed, hvor folkekirkens medlemmer kommer nærmere borgere med anden religion, simpelthen fordi folk nu engang kommer sammen, der hvor de bor, skriver Birthe Rønn Hornbech

Birthe Rønn Hornbech
Birthe Rønn Hornbech Foto: Leif Tuxen

Så raser debatten i folkekirken igen. Denne gang drejer det sig om koranord i Københavns Domkirke under en mindegudstjeneste for terrorens ofre, der som bekendt ikke alene omfatter kristne, men i høj grad muslimer.

Sidst debatten rasede, var i anledning af Danmarks Radios tv-gudstjeneste nytårsnat. Biskoppen over Haderslev Stift var prædikant og holdt en meget stærk prædiken, så ingen burde være i tvivl om, hvad kristendom er.

Tilsyneladende var en del utilfredse læserbrevsskribenter mere optaget af at lytte til de korte indslag fra mennesker med anden tro end til biskoppens prædiken og de kernedanske salmer. Deraf vel utilfredsheden.

Intet kan tilsyneladende i den grad hidse danskerne op som tale om islam, muslimer og Koranen og muslimers tilstedeværelse i kirkerne. Således også efter den omtalte gudstjeneste i Københavns Domkirke, hvor deltagerne ifølge pressereferaterne har måttet tåle oplæsning af kontroversielle ord fra Koranen. Desværre er svaret på muslimers tilstedeværelse i kirkerummet næsten altid forargelse og utilfredshed, frem for en efterlysning af mere kristendom.

Da jeg ikke var til stede i Københavns Domkirke, vil jeg alene holde mig til nogle principielle betragtninger om præsternes og folkekirkens forpligtelser, men samtidig forsøge at stille nogle spørgsmål, der tager udgangspunkt i den folkekirkelige virkelighed her ved Brøndby Strand.

Jeg har boet her i 53 år. I 1963 var der ingen kirke og ingen udlændinge. Nu er der både en stor kirke og masser af udlændinge. Faktisk er folkekirkemedlemmerne i Brøndby Strand Sogn slet ikke i flertal. Mindre end hver anden indbygger er medlem af folkekirken.

Også antallet af indbyggere med danske rødder er på vej til at komme i mindretal. Udviklingen går stærkt, og man kan roligt regne med, at antallet af udenlandske tilflyttere ikke vil falde, men stige i fremtiden. Det er vilkårene her i strandområdet og i andre områder i Danmark, hvor udenlandske statsborgere, herunder mange på overførselsindkomst, klumper sig sammen.

Brøndby Strand Sogn er et multietnisk, multikulturelt og multireligiøst sogn. Det har totalt ændret folkekirkens vilkår, og det nytter ikke, at folkekirken ser bort fra virkeligheden. Tilstedeværelsen af tusinder af medborgere med anden religiøs baggrund end den kristne i Danmark, parret med danskernes historieløshed og manglende viden om, hvor radikalt evangeliet er, og hvor langt kristendommen er fra islam, nødvendiggør en meget klar forkyndelse og kristelig oplæring med belysning af forskellen på kristendommen budskab om syndernes forladelse og den islamiske lovreligion.

Virkeligheden nødvendiggør, at folkekirken taler i et klart sprog om den kristne frihed, hvoraf al anden frihed udspringer. Virkeligheden kræver, at der tales klart og karskt om forskellen på forholdet mellem Gud og mennesker og borgernes forpligtelse over for samfundet, så de to regimenter ikke blandes sammen.

At begynde at sammenblande religionerne under en kristen gudstjeneste og de kirkelig handlinger er både i strid med præsteløftet og bekendelsesgrundlaget og præsternes forpligtelser efter tjenestemandslovgivningen. Jeg går ud fra, at biskopper og provster på det punkt lever op til deres forpligtelse som tilsynsmyndighed, og at præsterne tager vare på deres embede som forkyndere af evangeliet.

Men uanset disse forpligtelser kommer hverken tilsynsmyndigheden, præsten eller menighedsrådet uden om den virkelighed, der for eksempel findes her ved Brøndby Strand, hvor folkekirkens medlemmer på samme tid kan ende som en minoritet, men samtidig kommer nærmere til borgere med anden religion, simpelthen fordi folk nu engang kommer sammen, der hvor de bor – også på tværs af religiøse skel.

Jo mere succesfuld integrationen bliver, og jo klarere evangeliet lyder i kirkerne, jo flere vil på den ene side gifte sig på tværs af religiøse skel, og jo flere vil måske konvertere fra islam til kristendom, men stadig bevare en iboende kultur og tradition, der kan være begrundet i muslimernes religion.

Hvad skal vi så gøre her i folkekirken ved Brøndby Strand og i andre indvandrerområder? Jeg husker så udmærket, at mange skoler har takket nej til juleafslutning i kirken med den begrundelse, at det kan man ikke, når mange skolelever er muslimer.

Men hvad nu, hvis skolen beder om en juleafslutning i kirken? Skal præsten så insistere på, at der er tale om en gudstjeneste med Fadervor og trosbekendelse? Eller skal præsten forsøge at føre skolefællesskabet ind i kirken, så alle kan være med?

Jeg foretrækker så klart det sidste, hvis præsten ellers holder fast i julefortællingen og fortæller, hvad kristendom er og ikke giver køb på budskabet. Men det er jo ikke det samme som at forlange, at der skal køres efter højmesseritualet.

Er der så sket en tillempning af ritualerne? Ja, det er der. Er der sket en udvanding af evangeliet. Efter min mening nej. Alternativet ville være, at ingen elever kom til juleafslutning i kirken. Ja, konsekvensen ville være, at ingen fik den den aronitiske velsignelse, som vi slet ikke vil undvære, når vi er i kirke. Vanskeligere bliver det, når integrationen bliver så god, at der vil forekomme flere blandede ægteskaber. Skal folkekirken så afvise en kristen pige, der vil giftes med en muslimsk mand, som ønsker en kristen vielse, men også at få et par koranord med på vejen?

Skal kirke svare: Desværre, I kan ikke blive gift her, I må gå i moskéen. Skal det være folkekirkens svar? Jeg håber det ikke, og jeg håber, at folkekirkens præster vil være i stand til at udvise en konkret begrundet skønsomhed, så også den muslimske familie kommer under ordets tiltale, men måske med et par af præsten godkendte muslimske ord på dansk ved afslutningen af den kirkelige handling.

Og den gamle kone, der vil begraves kristent, men stadig har en del muslimske pårørende, hvordan med den begravelse? Skal præsten afvise, at der i margin af begravelsen bedes en muslimsk bøn, eller skal vi i folkekirken forvise disse sørgende og søgende fra kirkens dør? Det er spørgsmål, hvis aktualitet vil blive mere og mere påtrængende. For én ting er sikkert: Antallet af udlændinge vil i de kommende år eksplodere. Folkekirken må ikke stå uforberedt. Folkekirken må selv finde svarene lokalt. Ingen kan vel forestille sig, at indblanding fra Christiansborg på nogen måde vil tjene evangeliets sag.

Ej heller firkantede regler fra biskopperne er at ønske. Der er stor forskel på at være kirke i den socialdemokratiske og relativt nye forstad Brøndby Strand og i Helsingør Domsogn i den gamle, konservativt styrede købstad.

Gælder det ikke om, at det ved enhver gudstjeneste og kirkelig handling altid står helt klart, hvad evangeliet betyder, men at der, hvor særlige grunde taler herfor, gives plads for den enkelte præsts sans for skønsomhed? Jeg synes det.

Evangeliet er for hele folket. Jeg mener derfor ikke, at det kan være folkekirkens opgave at være så kategorisk ekskluderende, at der aldrig i margin af en gudstjeneste eller kirkelig handling kan gives plads til et ord fra en anden religion, med den konsekvens, at mennesker med anden religion forvises fra kirken og dermed aldrig kommer under evangeliets tiltale.

Danmarks største problem og udfordring er ikke alene tilstedeværelsen af de mange muslimer. De døbte og udmeldtes ligegyldighed over for evangeliet og den åndsfrihed, der er en konsekvens af evangeliet, samt den manglende forståelse for denne kristne friheds væsentlighed som integrationsfaktor vil i fremtiden vise sig at være et endnu større problem.

Birthe Rønn Hornbech er tidligere medlem af Folketinget for Venstre og tidligere kirkeminister