Prøv avisen
Kronik

Den fremmede i kirken

God påske, siger folk til hinanden med indkøbsvognene fyldte. Men for de fleste er påskemorgen ikke noget særligt, skriver dagens kronikør. Foto: Mads Jensen

God påske, siger folk til hinanden med indkøbsvognene fyldte. Men for de fleste er påskemorgen ikke noget særligt. Den ligner enhver anden søndag morgen, hvor folk dovner og sover længe. Lisbeth og Holger Mamsen gør sig efter morgenmaden klar til at gå i kirke på kirkens største festdag. Her bliver de opmærksomme på en fremmed mand

Marts er regnfuld med skyer og grå himmel ud i én køre. Kun få plusgrader. Det sjapper og risler, hvor end man sætter foden. På markerne samler vandet sig i mørke lavninger, hvor afgrøderne senere hen nægter at gro. Det er, som om det sure og dryppende ingen ende vil tage.

Får vi ikke snart lidt lune, spørger folk og længes efter forår. De med tid og penge kan rejse til sydens sol og tage forskud på varmen og sommerens glæder. Andre må pænt vente og tage til takke. Ingen kan jo alligevel ændre på nogen ting. Naturen spørger ingen til råds.

Endelig slår vejret om en af de første dage i april, netop som påsken melder sin ankomst. Solen står skarpt på den blå himmel fra morgen til aften og driver det tunge og indadvendte væk. Jorden emmer af grøde, fuglene synger, og i haverne lyser påskeliljerne. Det ligefrem eksploderer i gult, der hvor de står tættest.

God påske, siger folk til hinanden med indkøbsvognene fyldte. Men for de fleste er påskemorgen ikke noget særligt. Den ligner enhver anden søndag morgen, hvor folk dovner og sover længe. Bortset fra dem, der har pligter eller har haft pligter engang og stadig vågner tidligt.

Den brede vej ligger øde hen. En cyklist i sporty cykeldragt og med rød hjelm er ude for at motionere og mærke blodet pumpe i kroppen. Han er ikke helt ung. Han nikker til en kvindelig motionist, der lunter forbi i joggingdragt og hilser igen. Tak for sidst, når hun at råbe.

En ældre mand er ude for at lufte hunden, som trækker hårdt i snoren med snuden boret ind i noget interessant under en hæk. Manden kalder utålmodigt for at komme videre. Hver har deres tidligmorgen rutiner.

Andre er der ikke at se. Først et stykke hen på formiddagen vil trafikanter dukke op og køre vestpå. Sommerhuset kalder, og eventuelt en frisk gåtur ved havet. Eller biler og passagerer har kurs mod påskefrokosten i familiens skød.

Havde bageriudsalget eksisteret, havde mange nok startet motoren for at køre efter rundstykker. Men forretningen er lukket ligesom så meget andet i landsbyen. En skønne dag var skiltet væk, og der duftede ikke længere af frisk brød eller hørtes smækken af bildøre.

Fremmede rykkede ind og lavede butikken om til stue. Indtil også de forsvandt, og nye kom til, som lader affaldet flyde, selvom grunden ligger klos op af kirkegårdsdiget. At de da ikke skammer sig, går snakken.

En midaldrende kvinde i en let vindjakke over det mørke tøj står inden for lågen og bakser med snoren. Lidt efter glider flaget op i lange, rolige træk og folder sig smukt ud i den lette luftning. Da hun er færdig, går hun med kvikke skridt tilbage imod den tunge kirkedør, som står halvt åben, og forsvinder ind og lukker efter sig.

Ved præsteboligen overfor er det præsten selv, som viser sig på græsplænen med den røde bylt over armen. Også han i mørkt bortset fra den hvide skjorte med flippen inden under blusen. Det kraftige hår antyder, at han næppe er over de fyrre.

Da flaget er oppe og snoren gjort fast, går han den vanlige runde ned for enden af haven igennem frugtlunden, nynnende på nogle linjer. Da han når blommetræet, begynder det at kime. Han kigger mod tårnet og de åbne luger. Dernæst på armbåndsuret og styrer hurtigt mod køkkendøren.

Også på den lille plæne foran Lisbeth og Holger Mamsens gulstenshus flages der.

”Tilbage i min drengetid var der 10 steder mindst, hvor flaget var oppe påskemorgen. Alene ude i vores ende af sognet. Og hele gården var i festtøj, og alle skulle i kirke. Nu er der ikke ét eneste sted. Og herinde i byen! Havde det ikke været for os og henne ved Dagny Sygeplejerske,” siger Holger Mamsen

”Årh, du med dine gamle dage og bekymringer! Du skal se, det går nok.”

De er færdige med morgenbordet. Der ligger endnu en tiloversbleven hvedebolle i brødkurven. Lisbeth Mamsen puster lysene ud og fjerner med børsten krummerne fra den blå damaskdug, hvorpå står tre forskelligt farvede krukker med hver en krokus plantet i samt de små påskepynteting, som hvert år bliver fundet frem af skuffen og stillet op.

”Der kommer altid nye til. Tag bare vores egen søn og svigerdatter. De går da i kirke en gang imellem, fortæller de. Det skulle ligefrem være blevet helt moderne!”

”Ja, ovre i København! Men vi bor ikke i København.”

Holger Mamsen er forhenværende gårdejer og menighedsrådsformand. Kirkens ve og vel ligger ham på sinde og har gjort, det lige siden han i sin ungdom var på Rødding Højskole og mødte det levende ord og ved samme lejlighed mødte sin kone. Nu vil ingen vælges mere. Ved sidste valg var der kun mødt fem til opstillingsmødet.

Han rejser sig og går ud i gangen, tager den pæne vindjakke på og bereder sig på at vente de obligatoriske minutter. Han har en kone, som altid skal nå tusind ting på vej ud ad døren. Og han har for længst opgivet at lave hende om.

Klokken er godt 20 minutter i, da en blå Citroen drejer ind og parkeres som den første ud over organistens og graverens biler. En pæn, moden mand stiger ud og ser sig omkring. Lader et øjeblik øjnene hvile på den hvidkalkede bygning med det karakteristiske spir. Går derefter hen til støbejernslågen og studerer skiltet med navne og oplysninger på. Så går han en tur på gangene og står indimellem stille og læser på en sten. Fortsætter hen til det østre dige med udsigten over engen og falder i staver.

Lisbeth og Holger Mamsen har deres faste bænk sådan cirka midt i kirken. Der ligger to puder, som er deres, fordi bænkene er hårde, og uden disse puder er det lidt af en tortur at stå en gudstjeneste igennem. Men bænkene er gamle og med originale udskæringer og måtte under ingen omstændigheder udskiftes, skrev stiftet til ham. Dét er åbenbart vigtigere, end at folk sidder godt.

Fra deres pladser kan de tælle omkring 10 hoveder, som sidder foran. Og bagved omtrent det samme antal. Præstekonen har de tre livlige børn med, som hvisker og tisker, og som hun tysser på. Ellers er det kun ældre og lokale, som er mødt frem på denne kirkens største festdag. Bortset fra den velklædte mand, som sidder på bænken skråt overfor som sunket ind i sig selv.

”Har vi set ham før?”, hvisker Lisbeth Mamsen.

”Nej,” hvisker hendes mand tilbage.

Herren af søvne opvågned, opsprang, / hører du, Helved, vor morgensang: Kristus opstod fra de døde!

Nogle få stykker mumler med på den ukendte salme, som ellers nok er værd både at kende og at lære, taler præsten om. Den er fra Grundtvigs græske vækkelse og oversat fra en gammel liturgisk hymne.

Præsten har fejret påsken i Grækenland og fortæller indlevende om oplevelsen og om de gamle ikoner. Han gør ekstra meget ud af påske-ikonen, som er afbildet på forsiden af kirkebladet. Og han kommer også ind på uroen og protesterne i Athens gader.

”Han skulle nu holde sig til at prædike om mere jævne ting for os almindelige mennesker.”

Lisbeth og Holger Mamsen følges med Dagny Sygeplejerske, som bor længere henne ad vejen.

”Årh, vi har nu godt af at høre om andet end fra vores egen lille andedam,” mener Holger Mamsen. Det vigtigste er, at en prædikant har noget på hjerte.

Lisbeth Mamsen lagde mærke til, at den fremmede skråt overfor havde tårer i øjnene under ”O kristelighed” og også, mens præsten bad fra prædikestolen.

”Man skulle måske være gået hen og have ønsket 'Glædelig påske',” funderer hun. Men han var jo så hurtigt ude af kirken.

”Måske det var derfor, han kom,” svarer Holger Mamsen. Fordi han ikke kender nogen her og har brug for at være alene.

Thomas U. Fenger er forfatter og tidligere sognepræst