Den gode frygt og vejen tilbage til Gud

En af de mest gennemtrængende analyser af vejen til og fra ateismen finder man hos den britiske forfatter Peter Hitchens, som i dag gæster Danmark, og som er bror til super-ateisten og den nu afdøde forfatter og journalist Christopher Hitchens

Katrine Winkel Holm.
Katrine Winkel Holm. . Foto: Leif Tuxen.

”Detateistiske eretfattigtåndsfællesskab, når det kommer til de store spørgsmål i livet.”

Ordene er Lars Mikkelsens, der spillede den besynderlige provst Johannes Krogh i ”Herrens Veje” så godt, at man blev hængende foran skærmen trods manuskriptets stejlt stigende svagheder.

I al deres enkelhed rummer ordene en sandhed, som midt i en nyateistisk tid måske begynder at blive påtrængende. For efter den efterhånden automatiske, ateistiske afvisning af tro og tradition opstår der en fornyet søgen efter fylde, mening og etisk alvor. Næsten naturnødvendigt. For man bliver jo ikke ved at være åndelig teenager altid. Efter nedbrydningen følger tomheden, og efter tomheden en søgen efter fylde. Spørgsmålet er bare, hvad man fylder i sig.

En af de mest gennemtrængende analyser af vejen til og fra ateismen finder man i den britiske forfatter Peter Hitchens bog ”The Rage Against God”. En personlig beretning, der begynder med, at forfatteren som 15-årig sætter ild til sin bibel, og som slutter med en storstilet debat mellem den nu kristne Peter Hitchens og hans super-ateistiske bror, den prominente forfatter og journalist Christopher Hitchens.

Christopher Hitchens, der døde i 2011, har opnået heltestatus hos mange, fordi han vendte sig mod islam og kristendom i lige stærke vendinger. I bogen ”Gud er ikke stor. Hvordan religion forpester alt” svinger han i voldsomme vendinger svøben over enhver form for religion og ”umoralske” religiøse mennesker.

Det frådende kampskrift får et anderledes og afdæmpet svar i broderens bog. Den indeholder polemik, men er i lige så høj grad en kærlighedserklæring til den protestantiske kirke, han voksede op med, og en personlig beretning om hans vej tilbage til den. For selvom historien er en helt anden end broderens, har den samme udgangspunkt. For Peter Hitchens, født 1951, fulgte samme tendens som sin bror og blev som ung ateist og trotskist og fjernede alt i sin bevidsthed, som havde nogen sammenhæng med kristentro og kristen moral. Fra den brændende bibel til De Ti Bud.

Han beskriver bruddet som en berusende følelse af frihed. Men frihed til hvad? Frihed til at gøre præcis det, han havde lyst til, og frihed fra den ydmygende gudsfrygt. Fra nu af står han kun til ansvar over for sig selv. Den ændrede livsopfattelse får konkrete konsekvenser for hans adfærd. Han opdager, at livet bliver langt mere behageligt, når man uden dårlig samvittighed kan udføre mange af de formodede syndige gerninger, og han konstaterer, at de gamle formodede gode gerninger er tilsvarende besværlige at udføre og derfor bekvemme at lægge på hylden.

”Jeg vil ikke gå længere i mine personlige bekendelser. Mine synder var uoriginale. En detaljeret beskrivelse af dem vil kede de fleste, være ubehagelig for min familie og sårende for dem, der blev direkte berørt af min værste opførsel. Lad os bare sige, at de inkluderer politisk konfrontation med politiet, indtagelse af ulovlige stoffer, der havde mindre skadelig virkning på mig, end jeg fortjente, en arrestation for besiddelse af et ulovligt våben og en lang række mindre og større handlinger, præget af moralsk svigt, utaknemlighed, illoyalitet, fejhed, foragt og renlivet selviskhed.”

Tilbageblikket på de unge ateist-år viser, at etikken er central for Peter Hitchens’ kristendomsforståelse. Med kristendommen får vi et moralsk kompas til gavn og glæde for den enkelte såvel som for samfundet. Ødelægges det moralske kompas, medfører det også alvorlige ødelæggelser for samfundet. Hitchens nævner her Sovjetrusland som et tankevækkende eksempel.

Selv forvandles han ikke til et moralsk supermenneske: ”Min dårlige opførsel stoppede ikke, da jeg listede mig ind bag den bageste søjle i kirken, hvor jeg har haft min plads de seneste 25 år. Den mistede blot sin organiserede, bevidst villede form. Jeg påstår ikke, at jeg blev ’frelst’ ved min tilbagevenden eller ved min deltagelse i nadveren. Det må andre autoriteter, som kender mit hjertets indre, afgøre.”

Vejen væk fra den moralske nihilisme, som ateismen inderst inde udgør, indledes for Peter Hitchens med frygt. Ja, frygt. Den følelse, som præster ellers hele tiden belærer os om, er noget frygteligt noget, som vi i Jesu navn skal befries fra, så vi kan vælte jubelglade og 100 procent frygt-fri ud af kirken. Men Bibelen lærer os faktisk, at gudsfrygt er al visdoms begyndelse. Gud er ikke bare vores kammerat og bror, han er også vores dommer. Det er det, der en dag pludselig går op for Peter Hitchens.

Under en sommerferie i Frankrig, mens han endnu er en venstreorienteret, frigjort journalist, lægger han vejen forbi byens ældste bygning for at beskue en berømt altertavle af renæssancemaleren Rogier van der Weyden. Egentlig gider han ikke, han er dødtræt af al den religiøse kunst, som han foragter, og ser den kun for skams skyld, fordi han regner sig selv for kultiveret. Men altertavlens skildring af de dømte mennesker gør et overraskende voldsomt indtryk på ham:

”Disse mennesker virkede hverken fjerne eller fortidige; de tilhørte min egen generation. Fordi de var nøgne, var de ikke fanget i deres egen tid. Tværtimod mindede både deres frisurer og på en mærkelig måde også deres ansigtsudtryk om min tid. De var mig og de mennesker, jeg kendte.”

Oplevelsen bliver skelsættende: ”Jeg havde ikke en ’religiøs oplevelse’, intet mystisk eller uforklarligt fandt sted – ingen trance, ingen dånen, ingen åbenbaring, stemmer eller lysglimt. Men jeg fik en pludselig fornemmelse af, at religion var noget nutidigt.”

Det sætter en tankerække i gang hos ham: ”Et langt katalog af ugerninger, der gik fra det helt pinlige til det afskyelige, dukkede pludseligt igen op i min bevidsthed. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg hørte til blandt de dømte, hvis der da fandtes nogen dom. Og hvad nu hvis der gjorde? Og hvordan kunne jeg vide, at der ikke gjorde?”.

Til sin overraskelse bliver Hitchens forskrækket og erkender, at det ikke umiddelbart er smigrende, at det er frygt, der indleder hans vej tilbage til Gud.

Men frygt er en følelse, der fortjener et forsvar, mener han. Frygt beskytter os mod virkelige farer, og folk helt uden frygt er i virkeligheden tåber, der gladeligt kan vandre hen mod afgrunden uden at ane faren.

Frygten, der griber Peter Hitchens foran maleriet af dommedag, har selvfølgelig sin rod i samvittigheden. Den dårlige samvittighed, der pludselig liver op igen efter årelang ateistisk fortrængning. Oplevelsen får ikke umiddelbare konsekvenser, men ”et års tid senere stod jeg i et privat, moralsk dilemma, hvor frygt for at gøre det forkerte holdt mig tilbage fra at foretage mig noget forkasteligt. Det er jeg stadig umådeligt lykkelig for. Og uden Rogier van der Weydens altertavle havde jeg nok ikke truffet det rigtige valg”.

Men er Hitchens ikke her meget langt fra vores glade lutherske kristendom, hvor vi møder Gud uden frygt og med Grundtvig synger ”Ej mer du gruer for dommedag, du ved min dommer har ført din sag”? Nej, salmen siger i virkeligheden det samme som Hitchens. Den eneste grund, du har til ikke at grue for dommedag, er Kristus. Uden ham ville der være god grund til at blive bekymret og nære frygt.

Og selvom du er frikendt, så gælder buddene og loven stadig. Evangeliet har ikke ophævet loven, for nu at sige det på luthersk, selvom det er en forbløffende udbredt antagelse i folkekirken.

Peter fik selvfølgelig aldrig overbevist sin broder Christopher om, at han spildte sine gode evner på et destruktivt, goldt og kulturnedbrydende projekt. Men i stedet har Peter Hitchens givet alle os en dyb og tankevækkende beretning om den kraft og fornyelse, der findes i kirken for den, der vil lytte.