Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Den gode pave, der ville have fred på Jorden

"Hele historien om Andet Vatikanerkoncil er et uhyre fascinerende og komplekst stykke kirkehistorie," skriver Finn Slumstrup i dagens kronik.

Et pavevalg er vigtigt for alle kristne også protestanter. For der er ganske enkelt ingen andre, der har blot tilnærmelsesvis så gode muligheder for at sætte kristendommen på den globale dagsorden, som paven har. Det mener dagens kronikør, der minder om, at det i april i år er 50 år siden, Johannes XXIII offentliggjorde sit skrift Pacem in Terris

DET ER FORFATTEREN Hannah Arendt, der har beskrevet samtalen med en stuepige på et hotel i Rom, på et tidspunkt da hele byen ja, hele den katolske kristenhed var levende optaget af, at paven lå for døden.

Stuepigen så intenst på Hannah Arendt og sagde: Frue, denne pave var en virkelig kristen. Hvordan er noget sådant overhovedet muligt? Hvordan kan en virkelig kristen nogensinde komme til at sidde på Sankt Peters stol? Skulle han ikke først vælges til biskop, så til ærkebiskop og så til kardinal, før han endelig kunne blive valgt til pave? Var der ingen, der havde en idé om, hvem han egentlig var?.

LÆS OGSÅ: Kontroversiel katolsk orden ind i varmen

Paven, de talte om, var Johannes XXIII, som døde den 3. juni 1963. Den gode pave, som italienerne for længst havde navngivet ham, fik ikke noget langt pontifikat. Han var blevet valgt den 28. oktober 1958 efter konklavets ellevte afstemning og var således kun pave i lidt mere end fire og et halvt år.

Men hvis kardinalerne havde forventet, at de blot pegede på en stilfærdig overgangspave, fik de og resten af verden en voldsom overraskelse kort tid efter, at den knap 77-årige venlige og trivelige patriark af Venedig Angelo Guiseppe Roncalli blev til Pave Johannes XXIII.

Paven sendte rystelser gennem hele kirken, som lige skulle vænne sig til, at denne karismatiske mand, som aldrig glemte, at han var bondesøn fra landsbyen Sotto il Monte i den nordlige region Lombardiet, havde en personlighed, der var totalt anderledes end den asketiske Pius XII, som havde været pave i 19 år.

Pius forlod stort set aldrig Vatikanets territorium. Men allerede på sin første juledag som pave og biskop af Rom besøgte Johannes XXIII polioramte børn på Bambin Gesu Hospital. Til pavens store fornøjelse troede nogle af børnene, at den smilende gamle mand, som havde gaver med, var julemanden. Dagen efter gik det verdenspressen rundt via fjernsynsselskabet RAI, at paven besøgte de indsatte i Regina Coeli-fængslet.

Italienerne elskede det, og billedet af Den gode pave var skabt. Utallige anekdoter underbyggede billedet i de kommende år.

MEN DEN STORE RYSTELSE KOM, da paven besluttede sig for at samle hele kirkens ledelse ja, hele kristenheden til Andet Vatikanerkoncil. Han offentliggjorde sine planer om at ville indkalde et sådant koncil den 25. januar 1959, og gradvist gik det op for hans omgivelser, hvad det var, paven lagde op til.

Han ønskede at slå skodderne fra og åbne kirken ud mod verden, ganske som han opfordrede de forskellige kristne trossamfund til at fokusere på, hvad de havde fælles, og ikke på, hvad de havde af forskelle sig imellem.

Andet Vatikanerkoncil fik sin imponerende åbningsceremoni den 11. oktober 1962. Små tre uger forinden havde Johannes XXIII af sine læger fået at vide, at der ikke længere var nogen tvivl om, at de smerter, han havde lidt under i nogen tid, skyldtes en fremskreden mavecancer.

Det ville blive hans lod at åbne koncilet, men der var ingen chancer for, at han ville kunne lede det til vejs ende. Det skete da også først efter årelange stridigheder om omfanget af kirkens fornyelse under hans efterfølger, Paul VI, i slutningen af 1965.

Hele historien om Andet Vatikanerkoncil er et uhyre fascinerende og komplekst stykke kirkehistorie. Men da paven var bevidst om, at det kun ville falde i hans lod at være med til de første sessioner, arbejdede han samtidig intenst gennem lidt over tre måneder på at kunne efterlade sig et dokument, som virkelig kunne være hans personlige testamente til verden. Resultatet blev rundskrivelsen Pacem in Terris Fred på Jorden som blev offentliggjort den 11. april 1963.

Rundskrivelsen er ikke blot rettet til det katolske hierarki, men også til alle Kristus troende på hele Jordens kreds såvel som til alle mennesker af god vilje.

Det er ikke til at vide, om det strejfer nogle af de kardinaler, som nu har valgt en efterfølger til Benedikt XVI, at det i april er 50 år siden, Johannes XXIII offentliggjorde Pacem in Terris. Men man har jo lov til at håbe det, for Pave Johannes er ikke glemt. For nogle år siden blev hans sarkofag flyttet fra pavernes gravkammer under Peterskirken og op i selve kirken.

Et pavevalg er også vigtigt for os protestanter. For der er ganske enkelt ingen, der har blot tilnærmelsesvis så gode muligheder for at sætte kristendommen på den globale dagsorden, som paven har.

Fred på Jorden er på 48 sider og skrevet i Johannes XXIIIs eget sprog, behageligt fri for højstemte teologiske forsiringer. Det er et skrift, som med tryghed åbner sig mod den moderne verden, for videnskabens fremskridt og nye tekniske opfindelser åbenbarer først og fremmest Guds uendelige storhed. Paven betragter naturligvis universet og livet på jorden som gudsskabt, og både ordenen i universet og ordenen mellem mennesker ses i dette lys.

Pave Johannes henter sin opfattelse af menneskets rettigheder og værdighed i naturretten, men er meget opmærksom på de store forandringer i tiden. Og her peger han især på tre afgørende udviklinger.

Det er for det første arbejderklassens erhvervsmæssige og sociale opstigen. For det andet er det kvindernes øgede deltagelse i det offentlige liv en udvikling, som synes at foregå hurtigere i de kristne folkeslag end andre steder på jorden.

Og for det tredje er der en udvikling i gang i den menneskelige familie, som vil give sig udslag i, at vi er på vej mod en helt ny orden i såvel det sociale som det offentlige liv. Da nemlig alle folkeslag ønsker frihed for sig selv, vil der snart ikke længere være folkeslag, som hersker over andre, eller folkeslag, som står under fremmed herredømme.

Her kan man nok mærke, at Johannes XXIII skrev for 50 år siden, da de tidligere kolonilandes selvstændighedsbevægelser stod højt på den internationale dagsorden. Men alle de tre udviklingstræk, han fremhæver, er tydeligt fremadrettede i deres beskrivelse af den virkelighed, som også kirken skal virke i.

DEN OPTIMISME, der var så karakteristisk for Johannes XXIII, viser sig også i hans opfattelse af, at nok er det tydeligt, at synden er i verden, men de destruktive kræfter er ikke i stand til at forhindre os i at se, hvad der er Guds mening med skaberværket.

Således fastslår paven, at alle stater er lige i værdighed. Og i samlivet mellem mennesker er det vigtigt at videregive det bedste af ens egen kulturelle arv og bestræbe sig energisk på at inspirere andre i deres åndelige bestræbelser. Ja, det menneskelige samfund må først og fremmest betragtes som en åndelig virkelighed, hvor freden i samfundet er baseret på pavens fire store temaer: sandhed, retfærdighed, kærlighed og frihed.

Det vakte opsigt, at paven i sin rundskrivelse fremdrog en lang række specifikke menneskerettigheder, som ingen af hans forgængere havde gjort sig til talsmænd for. Men for Johannes XXIII forholdt det sig sådan, at ganske som alle folkeslag fra naturens hånd var lige i værdighed, så gjaldt det samme for alle mennesker.

Og til kritikernes bemærkninger om, at han afveg fra den evangeliske tradition, svarede han i al stilfærdighed, at nej, der var ikke tale om, at han lancerede et nyt syn på tingene.

Men det forholdt sig til gengæld sådan, at jo mere han arbejdede med evangelierne og det kristne mysterium og det havde han gjort hele sit liv desto bedre forstod han det!

Finn Slumstrup er forfatter og foredragsholder