Prøv avisen

Den grønlandske kirkesag

Det er i år 95 år siden, at Udvalget for Den grønlandske Kirkesag blev oprettet. I hele perioden frem til udvalget blev ophævet sidste år, har det fungeret som et mellemkirkeligt udvalg mellem kirkeliv i Grønland og Danmark. Provst Erik

Året er 1909, måneden er august. Det er højsommer i det nordligste Grønland, hvor den lille dreng Inutersuaq leger i udkanten af bygden Uummannaq, som lå på tangen ud til det store Thulefjeld. Pludselig oplever den lille dreng noget mærkeligt. Lydbilledet ved en nordgrønlandsk bygd, som denne for foden af Thulefjeldet, er domineret af slædehundenes hylen og gøen; men med ét hører han en endnu højere hyletone, og han ser, at alle de voksne fra bygden begynder at løbe over til sydsiden af landtangen, mens de råber noget om en stor konebåd. Inutersuaq følger efter, så godt han kan, og nu ser han det store skib et stykke fra kysten. Det er dampskibet »Godthåb«, som ligger ude i North Star Bay, som bugten benævnes på søkortet, og det er skibets dampfløjte, som havde overdøvet hundenes hylen. Sådan fortalte den nu firsårige storfanger Inutersuaq 75 år senere, da jeg i 1984 mødte ham i Qaanaaq, Grønlands nordligste by, og det, han som lille dreng havde oplevet, var ikke mindre end et historisk øjeblik for kirke og kristendom i Grønland. Om bord på »Godthåb« var nemlig polarforskeren Knud Rasmussen, som fem år tidligere havde overvintret i Thule på den såkaldte Litterære Grønlandsekspedition. Dengang havde han boet sammen med Thulebefolkningen, og Knud Rasmussen fortalte senere, hvordan den gamle fanger Sorak havde pålagt ham at sørge for, at der ville komme nogen op at bo fast hos Thulebefolkningen og hjælpe dem i stedet for alle disse ekspeditioner, der kom forbi og ikke var interesseret i andet end at hyre fangerne som hjælpere for en kort tid på ekspeditioner. Med om bord på »Godthåb« havde Knud Rasmussen nu den grønlandske præst Gustav Olsen, som skulle blive deroppe og arbejde blandt Thulefolket. At dette skete, var det synlige resultat af oprettelsen den 4. februar 1906 af Udvalget for Den grønlandske Kirkesag. I lighed med Kjøbenhavns Kirkesag og den mindre kendte Vestindiske Kirkesag har vi her at gøre med en arbejdsmodel, som blev brugt i flere tilfælde dengang for at tage en »sag« op i folkekirkelig sammenhæng i en kirkeordning, som ikke var indrettet til at tage nye initiativer. Hvis der skulle bygges kirker i København og dannes menigheder, hvis der i kirkeligt regi skulle gøres noget for den tidligere slavebefolkning på De dansk Vestindiske Øer, eller hvis der skulle gøres noget for menigheden i Grønland, så måtte der etableres et frivilligt initiativ inden for rammerne af folkekirken, og her var det, at kirkesagsmodellen blev brugt. I de enkelte tilfælde blev der nedsat et udvalg til at tage sig af »sagen«, og det er ganske interessant at se, hvordan disse udvalg var sammensat. Her tilstræbtes nemlig, at der skulle være repræsentanter for de forskellige bevægelser inden for folkekirken, og at der stod markante kirkelige personer i spidsen for udvalget. I forbindelse med Grønland var det således stiftsprovst V. Helveg-Larsen fra Viborg, der var udvalgets formand gennem de første år. Han blev så afløst af biskoppen i København som født formand for udvalget. Der blev satset højt. Det kostede i datidens penge den svimlende sum af 35.000 kr. at realisere Thule-missionen i samarbejde med Det Danske Missionsselskab. Men ved etableringen manglede der fortsat 17.000 kr. Med i billedet hører det, at den danske stat ikke vovede at etablere sig i Thule-området af hensyn til storpolitiske interesser i området bl.a. fra USA's side, først i 1937, tre år før Anden Verdenskrig!, markerede den danske stat sin suverænitet i området og overtog kirke, skole og lægetjeneste i Thule-området. Blandt initiativtagerne til Den grønlandske Kirkesag finder vi foruden Knud Rasmussen og hans far, som havde været præst på Grønland, tillige med den energiske, unge provst for det nyoprettede grønlandske provsti under Sjællands Stift, C.W. Schultz-Lorentzen. Han var levende optaget af at iværksætte den nye lovgivning for skolen og kirken og for flere andre områder i det grønlandske samfund lige efter århundredeskiftet. Formålet med kirkesagen var tredobbelt: Der skulle arbejdes for Thulemissionen. Der skulle skabes et levende fællesskab mellem de små og geografisk isolerede grønlandske menigheder. Og der skulle arbejdes på at fastholde og udbygge forbindelsen mellem folkekirkens menigheder i Danmark og Grønland. Hvad angår arbejdet med at fremme kirkelivet i den enkelte grønlandske menighed, så gik Den grønlandske Kirkesag de første mange år hånd i hånd med den særlige grønlandske folkelige og kirkelige vækkelsesbevægelse Pekatigniat, som med stor tilslutning var startet af grønlænderen Ulrik Møller efter forbillede i de danske vækkelsesbevægelser, ikke mindst KFUM og K. I Grønland var der et tomrum, fordi kirken på det tidspunkt var overgået fra at være et missionsområde til at være en del af folkekirken, men i 1900 var der også sket det, at Brødremenighedens folk havde forladt Grønland, hvor de tidligere, siden 1733, havde været etableret hele syv steder op langs vestkysten. Nu skulle den grønlandske kirke i højere grad lære at stå på egne ben, og hertil var der brug for støtte. Man kan med en vis ret sige, at hjælpen også kom til at bestå i, at den unge grønlandske kirke måtte engagere sig i missionsarbejdet blandt stammefæller højt mod nord og på Østkysten. Derfor kunne den lille Inutersuaq i august 1909 følge med i, hvordan skibsbåden fra Godthåb sejlede frem og tilbage med skibets last, og følge med i, hvordan det første træhus blev bygget i Thule. Det undrede ham godt nok, at de, der opførte huset, stod og slog på det i ét væk, som var det for at skræmme onde ånder væk ved en rituel, besværgende handling, men han havde jo aldrig før oplevet, at der blev brugt hammer og søm. Da huset stod færdigt, og inden dampskibet »Godthåb« satte kursen mod syd hen over Melville Bugten, og før isen lukkede igen, samledes alle i det lille hus for at holde gudstjeneste. Kateketen satte sig til harmoniet, og nu måtte den lille dreng igen undre sig over, at alle de voksne satte i med at hyle og græde; men det var jo kun, fordi han aldrig før havde oplevet salmesang. I kirkebogen i Qaanaaq står det fortsat at læse, hvordan Inutersuaq Uloriaq, den lille drengs far, tre år senere i 1912 blev døbt som den første af den lokale befolkning, men vi skal alligevel helt frem til 1937, før den sidste voksendåb fandt sted hos inuitfolket i Thule. I dette tilbageblik får vi et indtryk af begyndelsen på Den grønlandske Kirkesag og det engagement i kirkesagen, som skulle blive en aktiv faktor i grønlandsk kirkeliv fra brydningstiden omkring og efter år 1900 op gennem århundredets skiftende vilkår og frem gennem de første tyve år med hjemmestyre på kirkens område i det grønlandske samfund. Kirkesagen er gennem årene blevet inddraget i løsningen af en lang række opgaver til støtte for den enkelte menighed i Grønland, opgaver, som efterhånden er overtaget af den officielle kirke gennem præstegældsrådene. Men der har også været tale om støtte til fælles arrangementer og møder for kirken i Grønland som helhed. Nævnes kan her udgivelsen af Tussiaqattaarutit, to store bind med hhv. nodebøger og tekstbøger med lige ved 400 salmer i den særlige, frie grønlandske tradition for flerstemmig salmesang til de kirkelige højtider. Gennem alle årene fra 1906 til 2000 har kirkesagen udgivet bladet Meddelelser, som har bidraget til kendskabet i Danmark til de kirkelige forhold i Grønland. Og en gang om året har der under forsæde af biskoppen i København været afholdt årsmøde i det tyve personer store udvalg, som med interesse har fulgt situationen for kirken i Grønland og for den grønlandske menighed i Danmark. Kirken i Grønland er i dag et selvstændigt stift inden for folkekirken, og siden hjemmestyrets indførelse har kirken været et hjemmestyreanliggende. Nye tider fordrer nye modeller for løsning af kirkelige opgaver. Det er meget vigtigt at erkende, at det er sådan, og samtidig erkende, at relationerne på det kirkelige område mellem de to dele af rigsfællesskabet, Grønland og Danmark, i de kommende år vil have en tendens til at henfalde, hvis der ikke gøres noget aktivt for at fastholde forbindelserne. I denne sammenhæng kan det blive af afgørende betydning, at de bestræbelser lykkes, som nu er sat i gang for at oprette et stiftsudvalg for mellemkirkeligt arbejde i Grønlands Stift. Der er her tale om et initiativ, som udgår fra grønlandsk side i samarbejde med Det Mellemkirkelige Råd. Et sådant stiftsudvalg vil kunne stå som garant for, at Grønland ikke bliver isoleret på det kirkelige område, men udvalget vil netop kunne medvirke til kirkelige kontakter til Grønlands inuit-nabofolk i det cirkumpolare område, i Canada, Alaska og Sibirien. Og videre til de nordatlantiske naboer i Island og på Færøerne. Men også videre endnu - til de lutherske kirker i Norden (herunder Danmark!). I 1909 var det en mellemkirkelig opgave for den grønlandske kirke at medvirke til udsendelsen af den første præst til inuit i Nordgrønland. I dag, i 2001, er det en mellemkirkelig opgave for Grønlands Stift at fastholde og udbygge forbindelsen med nabokirkerne mod vest og øst til gensidig berigelse af kirke- og gudstjenestelivet og til inspiration i forbindelse med de kommende års uddannelse af præster og medarbejdere til kirken i Grønland. n provst