Den hårde hånds politik

Der er stadig meget, der skal rettes op på i Kinas menneskerettighedspolitik, men på grund af uenighed i Vesten er det stadig muligt for det store land at spille de forskellige holdninger ud mod hinanden

Danmark gik i 1997 enegang og fremsatte en kritisk resolution mod Kina i FN's Menneskerettighedskommission - den sjette i FN's historie. Den blev ikke vedtaget, men forslaget kostede dyrt i danske eksportkroner, fordi Kinas regering opfattede tiltaget som æreskrænkende. Samtidig skaffede aktionen dog international anerkendelse og goodwill i forhold til den danske indsats for menneskerettighederne - en velvilje, der også kunne spores i selve Kina. Men i år valgte Danmark end ikke at støtte USA i fremsættelsen af en tilsvarende resolution i Menneskerettighedskommissionens forsamling. Udenrigsministerens begrundelse var, at et samlet EU med en fælles stemme havde større effekt. Men at EU som helhed valgte at tage afstand fra USA's kritiske resolutionsforslag betyder, at Kina fortsat kan spille de forskellige holdninger ud mod hinanden og sidde kritikken overhørig. Det er ærgerligt, for der er meget, der burde rettes op på i Kinas menneskerettighedspolitik. Jeg tror, at hændelserne i Menneskerettighedskommissionen var præget af to grundlæggende forhold. På den ene side udgør Kina et marked, der giver enhver innovativ virksomhed julelys i øjnene: 1,3 milliarder potentielle forbrugere i et land, som i kraft af dets størrelse og vækstpotentiale nærmest inviterer til samarbejde og samhandel. På den anden side er Kinas befolkning underlagt et totalitært styre, hvor de fundamentale menneskerettigheder undertrykkes af et kommunistparti, der tilsyneladende for enhver pris ønsker at fastholde 50 års greb om magten. En uret, der kræver konsekvens. Disse to kendetegn, økonomi over for idealisme, præger verdens opfattelse af Kina. Et dilemma, der i høj grad har sat dagsordenen for især de vestlige landes politiske ageren i forhold til Kina - og dermed også for Kinas optræden udadtil. Problemstillingen ses også i den hvidbog, som Kinas regering offentliggjorde den 17. februar under overskriften »50 Års Fremgang for Menneskerettighederne i Kina«. I dette skrift roser myndighederne sig af, at Kinas menneskerettigheder tilsyneladende aldrig har nydt bedre vilkår end nu. Det var næppe tilfældigt, at hvidbogen udkom umiddelbart inden debatten i Menneskerettighedskommissionen. Ej heller synes det utilsigtet, at udgivelsen kan øge muligheden for et fremtidigt WTO-samarbejde. Udgivelsen tyder på, at Kina ønsker at nedtone dilemmaet mellem økonomi og idealisme. Det er positivt, at Kina så at sige accepterer præmissen om menneskerettighedernes universalitet ved i hvidbogen at tage udgangspunkt i FN's menneskerettighedskonventioner. Men det er værd at hæfte sig ved, at hvidbogen nok peger på fremskridt, men ikke nævner de forhold, der har været genstand for kritik de seneste år. Det gælder især religionsfrihed, som efter min opfattelse er en af de væsentligste menneskerettigheder, og som hører til de mest problematiske i Kina. Den 1. oktober 1949 blev Folkere-publikken Kina udråbt som stat af Mao Zedong, og under hans kommunistiske »demokratiske diktatur« begyndte en grundlæggende omstrukturering af det kinesiske samfund. Maos fordømmelse af bl.a. religion og vestlig indflydelse betød, at især de kristne kirker blev underlagt meget hårde betingelser. Kristne skulle tilslutte sig den såkaldte patriotiske »Tre-Selv Bevægelse«, dvs. at kirkerne skulle være selvstyrende og selv-udviklende. I praksis var kirkerne tvunget til at bryde alle bånd med omverdenen. Den sidste missionær blev udvist i 1952. I Tre-Selv Kirken forventes den kristne lære at være i overensstemmelse med kommunistisk ideologi og er reelt en statslig kontrolinstans. Mange kristne blev forfulgte, bl.a. ved at blive sendt i arbejdslejre. Det gjaldt især dem, der hverken kunne eller ville lade deres religiøse overbevisning smelte sammen med kommunistiske principper i en tvungen loyalitet over for styret. Kulturrevolutionen (1966-1976) medførte en forøget undertrykkelse. I stort omfang blev »kontra-revolutionære« fængslet, tortureret, dræbt og sendt i arbejdslejre - også de kristne. I 1966 lukkede de Røde Gardister de sidste Tre-Selv kirker. De efterfølgende ni år var så rædselsfulde, at endog Kinas styre i dag afviser Kulturrevolutionens berettigelse. Da Mao døde i 1976, blev undertrykkelsen gradvist mindre, og i 1979 blev det efter 13 års rædselsregime tilladt Tre-Selv Kirken at genetablere sig som trossamfund. Styret anerkendte siden fem trossamfund; protestantisme, »patriotisk katolicisme«, buddhisme, daoisme og islam. Men på intet tidspunkt har de såkaldte hus-kirker (uafhængige af Tre-Selv Kirken) haft legal status, og disse kirker har været udsat for stadige forfølgelser og undertrykkelse. Deng Xiaoping kom til magten i 1978 og påbegyndte reformer af de kommunistiske dogmer. Efterhånden blev Kina mere markedsorienteret - det blev velanset og ligefrem gloriøst at opnå rigdom. Trossamfundene blev ikke underlagt særlige begrænsninger i perioden 85-89. I befolkningen skabtes forhåbninger og krav om yderligere frihed. Studentermassakren på Den Himmelske Freds Plads i juni 1989 satte en stopper for denne udvikling, sandsynligvis foranlediget af repressive og reformkritiske kræfter i kommunistpartiet. Trods styrets forsikringer om det modsatte, har trossamfundene generelt set ikke siden 1989 været underlagt så store begrænsninger som nu. Med jævne mellemrum finder der overgreb sted over for kristne (specielt huskirkene), muslimer, buddhister med flere. Et utal af organisationer, blandt andre Human Rights Watch, World Religious Freedom Report, Amnesty International og Compass Direct, har veldokumenterede beretninger om forfølgelse. Kirkelukning, bødeforlæg, ejendomskonfiskation- og ødelæggelse, fængsling, tortur, anbringelse i arbejdslejre, og regulære martyrier hører stadigvæk til dagens orden. Meditationsbevægelsen Falun Gong er i den seneste tid kommet i søgelyset - alene i hovedstaden Beijing blev der sidste år arresteret over 35.000 tilhængere. Skulle man pege på en årsag til myndighedernes undertrykkelse, hænger det paradoksalt nok sammen med de samfundsreformer, som finder sted. Deng, og senere Jiang Zemin, har iværksat en række markedsøkonomiske og sociale reformer i Kina - med krav om øget effektivitet og bæredygtig udvikling. Det har medført en større ulighed og utilfredshed, og dermed en større potentiel modstand. I Kina findes der millioner af fattige og dårligt uddannede arbejdsløse, der bevæger sig rundt mellem de store byer og vækstcentre på jagt efter bedre livsvilkår. Reformpolitikken bærer store menneskelige omkostninger, såsom øgede sociale problemer og kriminalitet, med sig. Siden 1996 har styret forsøgt at imødegå denne negative udvikling med »den hårde hånds politik«, dvs. hård domspraksis og strenge straffe. Masse-henrettelser på offentlige pladser, der leder tankerne hen imod romertidens blodige optrin i Colosseum, er en af de mere synlige følger heraf. De sociale spændinger og desillusioneringen i forhold til kommunismens fremskridtsløfter har medført, at styret frygter at miste kontrollen. Så længe reformerne kunne fremvise gode resultater, gjorde en større politisk frihed ingen skade. Nu er situationen en anden. De, der oplevede lidt politisk frihed, ønsker en ændret styreform. Der er skabt grobund for politisk uro, alt imens myndighederne forsøger at opretholde kontrol og stabilitet. Selv en meditationsbevægelse bliver derfor en farlig modstander i magthavernes øjne. For at bevare kontrollen har styret sat officielle skel mellem tilladt »normal religiøs aktivitet« og illegal »overtro«, med svære konsekvenser for mange såkaldte illegale sekter og huskirker, foruden muslimerne i Vestkina, tibetanske buddhister, og de øvrige religiøse grupperinger. På Revolutionsdagen den 1. oktober 1999 bebudede Jiang Zemin en skærpet kontrol med religiøs virksomhed i Kina. Dette budskab fik stor betydning for mange - jeg vil drage én person frem af Kinas millioner. Nyhedsbureauet Compass Direct beretter om præsten Li Dexian, hvis husmenighed i Guangzhou-provinsen ikke har opnået legal status, da kirken står uden for Tre-Selv Bevægelsen. Han er blevet slået og arresteret adskillige gange siden oktober sidste år. Hver gang, han taler for menigheden, bliver han fængslet. Politiet har ødelagt kirkens bygning og kræver, at menigheden opløser sig selv. Også fem andre er blevet arresteret og slået. I et tilfælde slog man en kvinde, mens hendes hoved blev presset ned i en kloak. Der findes utallige tilsvarende eksempler. Forholdet mellem Kina og Danmark er forbedret siden resolutionsforslaget i 1997. Kinesiske regeringsmedlemmer har besøgt Danmark, og i maj skal statsministeren aflægge Kina et besøg. Er det danske fokus på menneskerettigheder blevet nedtonet? Efter min opfattelse er det vigtigt at bevare en konstruktiv dialog med Kina - både gennem et økonomisk samarbejde og i udviklingen af en velfungerende menneskeretlig praksis. Kina giver i kraft af dets størrelse ikke så stort et spillerum for konkret handling. Desto vigtigere bliver vores holdning. Jeg vil opfordre til, at dansk udenrigspolitik ikke lader de økonomiske hensyn veje for tungt i forhold til kritikken af overgreb mod menneskerettigheder. Samtidig skal Danmark i EU presse på med at sætte menneskerettighedssituationen i Kina på dagsordenen. Uden at lade hensynet til religionsfrihedens menneskeret drukne i generelle hensigtserklæringer. Kinas stemme er ikke kun myndighedernes røst. Der er meget, der tyder på, at Danmarks initiativ i 1997, og vores fortsatte - om end svagere - fokus på problematikken bliver modtaget positivt på den globale scene. Det gælder også hos kinesiske virksomheder, samarbejdspartnere - og den enkelte kineser. n medlem af Folketinget (KrF)