Den hele skole

Skolen af i dag fokuserer på indlæring i traditionel forstand og giver ikke børnene mulighed for gennem leg og praktiske aktiviteter at fordybe sig på egne præmisser. En af de åbenbare konsekvenser er, at børn bliver mere eller mindre stressede

Et spørgsmål som: »passer skolen til de børn, der rent faktisk befinder sig der?« forekommer mere og mere relevant. Fremmer skolen f.eks. børns oplevelse af helhed og sammenhænge? Satser man på de ting, der giver reel livskompetence? For til trods for et samfund i hastig udvikling og forandring, satser skolen stadig ret entydigt på de såkaldte »læringsorienterede« aktiviteter. Ved at udbygge samarbejdet mellem skolen og fritidsordningen postuleres det, at man kan opnå en større pædagogisk helhed. Skolefritidsordninger (SFO) placeret på skolerne kan være en udmærket løsning, dersom der sikres gode fysiske rammer. Pædagogisk bliver det dog først rigtig interessant, når skolens og fritidsordningens medarbejdere samordner deres pædagogiske arbejde. Det betyder ikke, at skolens og SFO'ens aktiviteter skal være ens - snarere tværtimod. Men de to medarbejdergrupper må samarbejde i bestræbelserne på at skabe et godt samlet socialt liv for »de fælles børn«. Men målet synes i flere kommuner at være etablering af heltidsskoler med det skjulte motiv at give børnene mere tid til undervisning, samt få dem til at begynde i skolen tidligere end nu. Chokket fra de store læseundersøgelser kan således som konsekvens få et dårligere børneliv, hvor dels skoledagen forlænges med mere indlæring, dels, at mulighederne for fri udfoldelse i de SFO'ere, der i en amputeret form bliver tilbage, er forringet. Forringet, fordi pladsen er for trang, og fordi de børn, der har brug for dét, ikke kan opnå den tilstrækkelige kontakt med en nærværende voksen. »Tidens paradoks er, at alle synes, de ikke har nok af den, skønt enhver disponerer over den i dens helhed«. Polemisk siger han videre: »Ligesom alle andre vigtige ting her i livet lærer man i skolen heller ikke at bruge tiden fornuftigt«. Opsplitning og adskillelse antager næsten form af en karikatur i skolens indre liv. Her er der virkelig tale om en »systematisk brudt praksis« og en mangel på helhed inden for skolens egne rammer. Man kunne sige, at børnenes skoledag virker som »en lang række kanalskift«. Der bliver ikke gennem leg og praktiske aktiviteter tid til og mulighed for, at børn kan fordybe sig på egne præmisser. En af de åbenbare konsekvenser bliver, at børn bliver mere eller mindre stressede. Jeg vil vove den påstand, at vor skole ret ensidigt beskæftiger sig med barnets intellektuelle udvikling og således i al overvejende grad satser på undervisning og indlæring i traditionel forstand. Stadig er det sådan, at man i folkeskolen generelt prioriterer de boglige fag højere end de praktiske og musiske. Faktisk har »den store borte« taget de praktiske-musiske fag. Når der i skolen optræder dramatik, musik og lignende, er det som mentalhygiejniske »dampventiler« - eller som rent rekreative aktiviteter. Der er meget få ansatser til et udviklingssyn, der ikke vedrører »måle-og-veje-fag«. Men netop i disse tider synes det store indholdsmæssige »mantra« ved skolestarten, den såkaldte indskoling, at være »leg og læring«. Altså læring med legens præg. Det kan sådan set være godt nok og mere inciterende end den traditionelle undervisning. Men spørgsmålet er, om der i sådanne sammenhænge er tale om leg? Legen er det redskab, hvormed børn lærer noget om sig selv og om deres omgivelser. Men gøres der brug af denne viden? Der er i et hidtil uset omfang netop nu tendenser til mere undervisning til yngre børn. Mange børnehaver gør det til deres opgave intellektuelt at ruste børnene til skolestarten. Man taler om, at børnehaven skal »indlæringsforberede« børnene, at børnehavens opgave er at levere børnene til skolen på en sådan måde, at de (børnene) passer til skolen. Er dét en fremtidsvision for børnehaverne, kan man efter min opfattelse lige så godt nedlægge dem og lade børnene begynde i skolen som tre-årige. Man kunne jo sige, at det vel er godt nok, for »børn kan godt li' at være beskæftiget med noget meningsfuldt«. Selvfølgelig, men der er som oftest ret stor forskel på, hvad børn og voksne opfatter som meningsfyldt. Medmindre man ønsker tilværelsen reduceret, så er fravær af leg i børnenes liv fatal. Det udtrykker nemlig et stærkt reduceret børnesyn. Legen giver mulighed for udviklingen af en alsidig personlighed. Hvis denne del af virksomheden i daginstitution og skole skæres bort eller reduceres, forandres grundlaget for visse sider af børnenes muligheder. Når børneaktiviteterne leg og læring sammenflettes, dvs. »går hånd i hånd«, er der risiko for, at disse virksomhedsformer »udvandes« på en sådan måde, at lærere og pædagoger ikke er helt klar over, hvornår barnet er i gang med den ene eller den anden aktivitet. Dermed har de heller ikke overblik over, hvad den konkrete situation måtte kræve af dem. Skal virksomhedsformerne »leg« og »læring« integreres, hvad der naturligvis godt kan lade sig gøre, er det vigtigt at sikre sig, at man i processen har gjort sig klart, hvilke karakteristika de har hver for sig. Det må accepteres, at de forskellige virksomhedsformer har forskelligt indhold. Det betyder ikke, at børn ikke lærer, mens de leger, eller - omvendt - ikke leger, mens de lærer. Men det betyder, at mål og organisationsformer er forskellige, afhængig af, om sigtet er leg eller undervisning og indlæring. Ikke mindst børn, der starter tidligt i skolen, risikerer at få et »skolechok«. De reagerer på de stærkt faglige krav, der stilles dem, og på de store sociale krav om tilpasning. Nogle bliver udadvendte, mens andre bliver indadvendte, passive. Man kan da tale om stressede børn, og er stresset tilstrækkeligt voldsomt, kommer det til at fungere som en personlighedsdannende faktor; ikke mindst fordi det pres, skolen lægger på visse børn, gør dem passivt modtagende og ikke aktivt udforskende. sådanne børn vil kunne komme til at mangle selvtillid og selvsikkerhed, da de er tvivlrådige mht., hvilke aktiviteter der nu er de »rigtige«. Ønsket om en hurtigere indlæring, om mere indlæring og om tidligere indlæring viser kun alt for tydeligt, at mange primært opfatter hele barndommen som et (desværre nødvendigt) forstadium til voksenalderen. Skolen skal ændre sig; ikke mindst fordi den i sin struktur og sit indhold er dybt opsplittet, samt fordi indholdet alt for sjældent tager udgangspunkt i børnene. Det, man beskæftiger sig med, har ikke mening for børnene. Man kan sige, at skolens problem i så henseende er en »nødvendighedens mangel«. at finde nye sammenhænge og helheder. Og man skal ikke af den grund frygte, at det faglige niveau udvandes. Undervisningens skarpe opdeling i fag og timer forsvinder, og det boglige knyttes sammen med det praktiske, det legende. Det faglige indhold vil altså ikke forsvinde, men arbejdet kan gøres mere sammenhængende og uden det tidspres, der er i skolen i dag. Det har været sagt, at vor tids største forbrydelse er »tyveriet af børnenes barndom«; at vi med andre ord vil gøre vore børn store så hurtigt som muligt. Giver vi ikke legen og det praktisk-musiske element den plads i børns liv, som børnene har krav på, bliver en sådan påstand gyldig. Dette er måske bedst egnet til at forstærke de så ofte beskrevede negative tendenser i børnenes følelsesliv og hele adfærd. Børn er udforskende i forhold til omgivelserne, og omgivelserne reagerer på denne »forskertrang« på en eller anden måde. Hvis børn bliver frataget deres naturlige initiativ og ikke får tilstrækkeligt med legemuligheder, bliver de passive og usikre. Børn, der til gengæld selv får lov at udforske og undersøge, og som får opgaver, de kan løse, og som de er motiverede for, bliver stærke. De bliver. Et væsentligt aspekt i legen er, at den giver børnene mulighed for at give fantasien frit spil. At fantasere er en nødvendig forudsætning for at blive grænseoverskridende og - i videste forstand - at kunne frembringe bedre livsmuligheder. At give næring til legen og det spontane er dermed også at give næring og liv til fantasien. Men kunne børn ikke lege i skolen? Jo, men skolen har endnu ikke lært at lege, det skal den så at sige først til at lære! n cand.pæd. og psych., formand for Børns Vilkår