HVORDAN SER den islamiske verden ud efter 11. september? Kan vi spore nogen konsekvenser på islams teologiske scene? Har de traditionelle religiøse autoriteter, de såkaldte ulamâ, revurderet deres teologier især de dele af teologien, som angår spørgsmål om krig og vold og relationer til andre religiøse (og ikke-religiøse) samfund? Og hvad med hverdagens muslimer, cirka 1,3 milliard mennesker hvad mener de?
LÆS OGSÅ: Danske muslimer mere radikale efter 2001
Udtømmende svar på alt dette er naturligvis ikke ambitionen for denne kronik. Dertil er den muslimske verden simpelthen for mangfoldig og modsætningsfyldt, og ligeså forskningens bud. Desuden må vi holde os for øje, at offentlige udsagn fra muslimsk hold naturligvis ikke behøver at stemme overens med, hvad den enkelte muslim privat tænker og melder ud i en mere lukket kreds. Naturligvis var mange muslimer chokerede over den 11. september 2001, men kilder vurderer også, at en hel del betragtede begivenheden med en vis følelse af skadefryd eller retfærdighed sket fyldest. I en vestlig kontekst skriver islamforskeren Marcia Hermansen:
Som hvid amerikansk muslim var det mest foruroligende for mig de individuelle muslimske immigranter, som jeg kendte, der udtrykte glæde og selvtilfreds retfærdiggørelse omkring angrebene. Andre amerikanske konvertitter til islam og nogle af mine akademiske kollegaer, som underviser i islamiske studier på universitetsniveau, oplevede dette og det gnavede som en grim hemmelighed. Ingen kunne tale om det til medierne eller udenforstående af frygt for bagslag over for det flertal af muslimske amerikanere, som ikke havde gjort sig skyldige i sådanne tanker og var rystede over volden (min kursivering).
At ingen ønskede eller vovede at tale om det i majoritetens ikke-muslimske offentlighed, antyder fornemmelsen af offentlig hemmelighed i det muslimske miljø i Vesten på dette tidspunkt. Men efterhånden er denne form for offentlig hemmelighed brudt, ført an af whistleblowers og selvkritikere, som har villet udfordre miljøets traditionelle autoriteter. Dermed er konflikter og meningsforskelle internt i de muslimske miljøer også blevet mere udtalte.
MEN LAD OS NU KIGGE på de meningsdannere, som betyder noget i den islamiske verden, nemlig de islamiske lærde. En af de mest indflydelsesrige blandt disse er den Qatar-bosatte Yusuf al-Qaradawi (født 1926). Hans berømmelse skyldes blandt andet hans tv-program på al-Jazeera, hvor han når seertal i retning af 40 millioner. Men hans udmeldinger placerer ham også i et meningsmæssigt tågerum.
I forhold til 11. september viser dette sig tydeligst i den omstændighed, at han er anprisende over for palæstinensiske selvmordsbombere, der også angriber civile. Det er ud fra den betragtning, at hele Israels befolkning er militariseret (eller potentielt militariseret) og derfor udgør legitime mål. Problemet er, at al-Qaeda og ligesindede kan overføre samme argument på Vesten. Disse blåstemplinger afholdt ham imidlertid ikke fra hurtigt at fordømme ikke blot 11. september-angrebet, men også senere terrorangreb rettet mod civile vesterlændinge (Bali, London og Madrid). Samme type fordømmelse med israelske civile som en særlig undtagelse finder man blandt flere andre ulamâ.
Når Qaradawi vælger at skelne mellem 11. september (og lignende angreb) og såkaldte martyroperationer i Israel, taler han utvivlsomt durk ind i den brede arabiske offentligheds opfattelse af Israel-Palæstina-konflikten, samtidig med at han i bogstaveligste forstand udviser rettidig omhu for det stigmatiserende og pinlige image, som 11. september påførte islam og den muslimske verden.
Med Qaradawi som eksempel vil jeg fremsætte følgende kuldslåede konklusion: at hans og ligesindedes fordømmelser var stærkt påvirkede af den dårlige verdensopinion, som efterhånden var blevet en belastning for islam og muslimers image. Derfor iværksatte initiativrige muslimer og organisationer også storstilede kampagner, der skulle godtgøre, at islam var en fredens og sameksistensens religion en kampagneform man ikke tidligere havde set.
En anden og ganske snusfornuftig måde at nå frem til en form for overblik på over den islamiske verdens opinionsmæssige temperatur består i brugenaf meningsmålinger. Nogle af de mest ambitiøse aktører på feltet tilspørger så at sige hele menneskeheden. Pew Global Attitudes Project, World Values Survey og Gallup er blandt sværvægterne og har her henvendt sig til den muslimske verden.
MELLEM 2001 OG 2007 ansporet af 11. september foretog Gallup således en stor undersøgelse af den muslimske verden, mere end 35 lande, og dens holdninger til en række spørgsmål om blandt andet islams forenelighed med demokrati, kvindens rolle, terrorisme og så videre. Man nåede frem til et befolkningsudsnit, der repræsenterede mere end 90 procent af verdens 1,3 milliard muslimer.
Herunder fandt Gallup blandt andet frem til, at cirka syv procent syntes, at angrebene var fuldstændigt berettigede. Der er altså tale om en klar minoritet, omend procenterne udgør et uhyggeligt antal af cirka 91 millioner mennesker. Netop hvad angår terrorismepotentiale, er det klart, at selv et nok så lille fåtal kan ødelægge meget for flertallet.
Nyere tal fra Pew viser, at der er sket et ganske dramatisk fald blandt muslimer, som støtter bin Laden og hans projekt (nu overtaget af al-Zawahiri), og som finder selvmordsangreb på civile legitimt eller delvist legitimt. Hvad dette fald skyldes, er ikke helt klart, men mit skøn er, at det drejer sig om en kombination af især to faktorer.
For det første en stigende erkendelse af, at terrorisme rent faktisk ikke indfrier de mål, som dens udøvere stræber efter, men snarere forårsager graverende sikkerhedsproblemer og økonomisk ruin for almindelige menneskers hverdagsliv (jf. Egyptens turistindustri). 11. september blev måske nok modtaget med en vis skadefryd, men denne følelse er efterhånden vendt til en alvorlig tvivl på værdien af sådanne aktioner på længere sigt, ja, selv blandt de militante islamistiske organisationer gnaver tvivlen. Det Arabiske Forårs komme og dets forholdsvis succesfulde brug af fredeligt politisk pres i Tunesien og Egypten har også understreget den militante islamismes relative fiasko og indirekte samme relative fiasko for begivenheder som 11. september.
For det andet en gryende erkendelse blandt muslimer af, at islam og muslimer retfærdigt eller ej har fået et dårligt internationalt image, hvilket så igen har medført, at mere progressive og pacifistiske tolkninger af islam har vundet frem.
I denne kronik er vi endt på en optimistisk note. Denne optimisme er især baseret på en række store meningsmålinger, på visse udmeldinger fra de professionelle islamiske trendsættere og på de relativt areligiøse folkelige oprør, som Det Arabiske Forår senest har lagt for dagen. Forhold, der kunne tyde på, at den internationale jihadisme har tabt momentum.
Men dette er på alle måder en foreløbig konklusion, og der er malurt nok at komme i fremtidsbægeret. For terrorisme er utvivlsomt kommet for at blive, og i såvel åbne som lukkede samfund har den vist sig at være et effektivt middel til at skabe opmærksomhed omkring en sag omend det i det lange løb ofte har karakter af ét skridt frem og to tilbage.
Thomas Hoffmann er ph.d. og lektor ved Arabisk og Islamstudier, Arts-hovedområdet, Aarhus Universitet
Kronikken er en bearbejdet version af Thomas Hoffmanns bidrag til bogen 11. september Verdens tilstand 10 år efter. Bogen udkommer den 9. september.
Dette er den første af fire kronikker i anledning af 10-året for terrorangrebet i USA den 11. september 2001. Læs dem her i avisen og på k.dk/kronik