Den jul, Rumænien fik nok af Ceausescu

Det var en kirkens mand, der udløste gnisten, som startede omvæltningen omkring jul i Rumænien for 25 år siden. Men modsat situationen i DDR og Polen spillede Rumæniens ortodokse kirke ingen rolle. Tværtimod fungerede biskoppen som håndlanger for Ceausescu, skriver dagens kronikør

Ung rumænsk kvinde mindes de, der døde i det antikommunistiske oprør i 1989. Billedet er fra den ortodokse Metropolitan kirke i Timisoara, som ligger 550 kilometer nordvest for Bukarest.
Ung rumænsk kvinde mindes de, der døde i det antikommunistiske oprør i 1989. Billedet er fra den ortodokse Metropolitan kirke i Timisoara, som ligger 550 kilometer nordvest for Bukarest.

DET SÅ PÅ OVERFLADEN UD TIL, at Ceausescu havde total kontrol med landet, befolkningen og kommunistpartiet. Sådan så det i hvert fald ud, da det rumænske kommunistparti i november måned i 1989 afholdt sin 14. kongres.

Her blev han enstemmigt og med iscenesat applaus genvalgt som generalsekretær for partiet. Men der anedes en forandring, idet der kom færre vestlige kommunister som gæster på denne kongres, men til gengæld mange fra Nordkorea og Kina. Desuden var sikkerhedsforanstaltningerne i Bukarest ekstremt strenge, og derfor lykkedes det Nicolae og Elena Ceausescu at gennemføre dette sidste grandiose skuespil.

Men i befolkningen gærede det af utilfredshed med undertrykkelsen og de elendige levevilkår, der var en følge af Ceausescus brutale styre op igennem 1980'erne. Der havde været spredte strejker og uroligheder i landet, som var blevet slået ned med hård hånd.

Men i slutningen af november var Muren faldet, og Jerntæppet gennembrudt i næsten alle østlande. Mange rumænere tænkte: Kan vi ikke også vælte Ceauses-cus diktatur? Det kunne rumænerne, men de betalte en meget høj pris.

Det var ikke blot i befolkningen, utilfredsheden gærede. Også i selve magtapparatet, altså i hæren og i den hemmelige efterretningstjeneste Securitate begyndte tvivlen om, hvorvidt Ceausescu var den rette mand til at lede landet, at melde sig. Alle kendte hans alder og vidste, han led af flere alvorlige sygdomme. En tredje gruppe utilfredse var de højtstående partimedlemmer, som Ceausescu havde degraderet.

FORLØBET, DER FØRTE TIL Ceausescus fald, startede allerede i november måned 1989 i Timisoara, hvor biskoppen havde fået ordre til at forflytte den reformerte præst Laszlo Tokes. Han skulle forflyttes fra Timisoara til en mindre landsby, hvor han ikke var så synlig.

Sagen var nemlig, at Tokes, der tilhørte det ungarske mindretal, åbenlyst kritiserede det kommunistiske regime. Myndighederne bad derfor biskoppen om at finde et andet sted til den oprørske præst. Tokes' menighed protesterede mod beslutningen ved allerede fra november at samle sig uden for kirken i Timisoara.

Den 15. december skulle Tokes være flyttet, men da han nægtede, blev Securitate bedt om at fjerne ham. Man skulle umiddelbart tro, at det almægtige sikkerhedspoliti uden videre kunne fjerne en oprørsk præst. Men det kunne Securitate ikke uden videre gøre. Menigheden samlede sig om kirken og forhindrede dermed, at Tokes blev fjernet.

Den 16. december er det ikke længere udelukkende den ungarske menighed, der protesterer ved kirken. Skaren er nu vokset til flere hundrede, og nu er flertallet etniske rumænere. Situationen kommer ud af kontrol, da politi og soldater søger at sprede de protesterende. Nu høres også råbet ”Ned med Ceausescu!”, og partihovedkvarteret i byen angribes. Det lykkes Securitate at arrestere Tokes og hans familie, men i mellemtiden har uroen bredt sig til hele byen. Fabrikker går i strejke og slutter sig til oprøret.

Først den 17. december går situationens alvor op for Ceausescu, og efter et møde i politbureauet samme dag beordrer han politi og hær til at nedkæmpe de oprørske demonstranter i Timisoara med alle midler.

Efter mødet rejser Ceausescu på statsbesøg i Teheran og overlader roret hjemme til Elena. Ceausescu må have næret tillid til, at situationen nu var under kontrol.

I TIMISOARA MASSAKRERER hæren og politiet, der endnu er loyale mod Ceausescu, den 17. december snesevis af demonstranter. De officielle tabstal er 97 døde i Timisoara og hundredvis af sårede. Byen ligner en krigszone, og her får revolutionen sit symbol: det rumænske flag - en trikolore - med et hul i midten, hvor hammer og segl var fjernet.

Kommunisterne i Bukarest kalder demonstranterne i Timisoara for ungarske hooligans og forsøger at stoppe oprøret ved at samle hundredvis af arbejdere fra den vestlige del af landet, sætte dem i tog og busser for at køre dem til Timisoara og der få oprørerne til at standse. Men allerede på banegården i Timisoara overbevises de om, at de misbruges af regimet, hvorefter de slutter sig til oprøret.

Den 20. december erklæres der generalstrejke i Timisoara, og samme dag udsender lederne af opstanden en proklamation med deres mål, som er Ceausescus afgang, frie valg, løsladelse af politiske fanger, undersøgelse af, hvem der beordrede massakrene og pressefrihed. Med denne Timisoara-proklamation får oprøret et solidt grundlag for den videre kamp.

Samme dag vender Ceausescu hjem fra besøget i Iran. Han går straks i fjernsynet for at forsøge at overbevise befolkningen om, at oprørerne i Timisoara er fascistiske banditter, der tilskyndet af fremmede magter vil omstyrte det såkaldte mangesidet udviklede socialistiske samfund.

Næste dag, den 21. december, vil Ceausescu med en storstilet demonstration på pladsen foran centralkomitéens mægtige bygning i Bukarest demonstrere, hvem der har magten i landet.

Sådan gik det som bekendt ikke. Tværtimod nåede Ceausescu ikke ret langt i sin tale, førend nogen nede på pladsen råbte ”Timisoara, Timisoara” og snart efter ”Ned med Ceausescu!”. For første gang nogensinde ydmygede folket Ceausescu foran de kørende tv-kameraer. Det omhyggeligt iscenesatte show krakelerede for åben skærm i løbet af få øjeblikke. Ceausescu måtte fortrække ind i centralkomitéens bygning.

Udenfor var oprøret nu i fuld gang i hovedstaden. Det bredte sig snart til Universitetspladsen, hvor demonstranter og politi stødte voldsomt sammen. Det viste sig snart, at hæren og dele af Securitate ikke var loyale mod Ceauses-cu. Man nægtede i stigende grad at skyde mod de tusinder især af unge mennesker, der fyldte gaderne i Bukarest aftenen og natten mellem den 21. og 22. december.

I LØBET AF FORMIDDAGEN den 22. december blev situationen for Ceausescu yderligere skærpet. Han befandt sig stadig i centralkomitéens bygning, men ved middagstid var situationen så kritisk, at Ceausescu og konen Elena skyndsomt måtte forlade bygningen i helikopter.

Efter en kort flyvetur landede piloten - angiveligt på grund af brændstofmangel. Snart efter blev de anholdt, stillet for en hastigt indkaldt militærret, dødsdømt og skudt den 25. december.

En ny ledelse, der kaldte sig Fronten til Nationens Frelse trådte frem i fjernsynet og lovede folket demokrati og en bedre fremtid. Fronten bestod på dette tidspunkt af repræsentanter for oprørerne og tidligere dissidenter, men især af kommunister, som Ceausescu havde stødt fra sig. De kendteste hed Ion Iliescu og Petru Roman.

Nu, da tyrannen var flygtet og en ny ledelse begyndt at fungere, skulle man tro det hele var overstået. Men i Bukarest fortsatte urolighederne, og om aftenen den 22. og frem til den 25. december blev der udkæmpet vilde kampe mellem oprørere og hæren på den ene side og på den anden side stadig Ceausescu-tro enheder fra Securitate.

Der er senere opstået en række myter om, hvorfor der blev kæmpet så voldsomt. Fjernsynet udsendte frem til den 25. december stærkt overdrevne tal for, hvor mange tusinder der omkom. Man nævnte tal på 60.000 døde. Men så snart Ceausescu blev vist frem død på tv, blev næsten alle kampe indstillet, ligesom skønnet for, hvor mange der var døde, faldt drastisk.

Fronten til Nationens Frelse var oprindeligt tænkt som en paraply for alle de kræfter, der havde deltaget i omvæltningen.

Snart udviklede fronten sig til et efterfølgerparti til det rumænske kommunistparti. De historiske partier havde det svært efter de mange år i eksil, fangenskab eller under jorden, men kom langsomt på fode.

Nu begyndte landets lange rejse mod demokrati og markedsøkonomi. Meget var forandret til det bedre i det rumænske samfund, men i de første mange år var der mørke for enden af tunnelen. Først efter årtusindskiftet kunne man skimte lyset.

Kjeld Erbs er fuldmægtig