Prøv avisen

Den katolske påvirkning af Johannes Jørgensen

Både Mogens Ballin og Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen - og for Jørgensen resulterede forargelsen fra venner og familie i, at han emigrerede til Italien. Foto: Iris.

På mandag er det 100 år siden, at den danske maler og kunsthåndværker Mogens Ballin døde. Hans indflydelse på den danske forfatter Johannes Jørgensen kan næppe overdrives. De endte begge to med at konvertere til katolicismen til stor undren og forargelse blandt venner og bekendte

I GEMMERNE i forfatteren Johannes Jørgensens hus i Svendborg ligger et manuskript til en bog om Mogens Ballin, som Johanes Jørgensen startede på allerede kort tid efter, at Mogens Ballin døde den 27. januar 1914 for 100 år siden på mandag.

Det spørgsmål, som Johannes Jørgensen stiller i det ufærdige manuskript, er, hvorfor Mogens Ballin som et velhavende enebarn, indtagende og ven med alt, hvad der dur inden for kunst, beslutter sig til at blive katolik. Hvis nogen har haft betingelserne til at forme sig en verdslig set lys og strålende tilværelse, så var det vel ham!.

Mogens Ballin er ikke nogen tilfældig person for Johannes Jørgensen. Han skriver i manuskriptet:

Mogens Ballin var et af de Mennesker, som man træffer én Gang i sit Liv og endda kun, hvis man er født under en lykkelig Stjærne.

At Johannes Jørgensen er optaget af Mogens Ballins konversion til den katolske kirke, er heller ikke helt tilfældigt. Mogens Ballin har nemlig en vigtig rolle i forhold til at introducere katolicismen til Johannes Jørgensen, og ligesom det for Mogens Ballin var et stort skridt at blive katolik, var det for Johannes Jørgensen nærmest en revolution, der kostede venner og renommé.

LÆS OGSÅ: Åndsfyrsten, der gav redskaber til en ny trospraksis

Forud går en lang og intens diskussion mellem de to, men også en lang og svær adskillelse mellem Johannes Jørgensen og den kreds af kunstnere i Danmark, som han havde været del af i særlig grad hvad angår relationen med Sophus Claussen, Viggo og Ingeborg Stuckenberg, men også med Brandes brødrene, der stod for naturalismen i dansk kulturliv på daværende tidspunkt.

I CENTRUM AF RELATIONEN mellem de to danske kunstnere står et tre måneder langt ophold i Assisi og landsbyen La Rocca, hvor de to mænd opholdt sig i sommeren og efteråret 1894. Det handler om tro, tvivl og livssyn.

Mogens Ballin og Johannes Jørgensen diskuterer, så taget brager. Mogens Ballin er den overbeviste, selvsikre, der håner Johannes Jørgensen for hans vage og tvivlende sind. Mens Mogens Ballin er tydelig antiprotestant, så er Johannes Jørgensen ikke overbevist og tager tydelig afstand til de letkøbte kritikpunkter af Luther og Danmark.

Johannes Jørgensen skriver i sin dagbog:

Ballin havde, som sædvanlig, i Dagens Løb sat ud paa det Danske og forherliget Italienerne. Og jeg tænkte Du kan nok saa meget kalde dig Mogens og kalde dig Francesco, du bliver dog hverken dansker eller Italiener men det, du af Naturen er. En stærk Fornemmelse af, at Gud har gjort mig til Protestant og vil, at jeg skal være det.

Johannes Jørgensen kritiserer aflad, korstogene, inkvisitionen og processen mod Galilei. Man kan næsten høre vore dages liste om abort, prævention og homoseksuelle. Han bevæger sig dog, og selvom han konstant bliver kritiseret af Mogens Ballin, så erkender han i sin dagbog de skridt, han tager. Mod slutningen af opholdet skriver han:

Meget katholsk Brev til Moder. Og bagefter, under en Samtale med Ballin, er jeg nu lidet Katholsk.

Opholdet ender med, at Johannes Jørgensen tager hjem til Danmark, hvor han blandt andet skriver en bog om sit ophold, Rejsebogen (1895), der både dedikeres til Mogens Ballin, og som på mange måder indvarsler hans overgang til katolicismen, der fandt sted året efter.

Det er netop, fordi Johannes Jørgensen skriver om den nye strømning, symbolismen, at de to mænd kommer i kontakt med hinanden. Symbolismen var ikke kun en ny kunstretning, men også et opgør med gudløsheden i moderne kunst. Flere af de aktive symbolistiske kunstnere gik over til katolicismen. Omend det i Danmark kun gjaldt et fåtal, så fandtes den tendens også i den danske kreds.

DA DE TO MØDER HINANDEN, er Mogens Ballin kort forinden konverteret fra jødedommen til katolicismen. Han har været på lange rejser i Frankrig og Italien, hvor han har mødt moderne avantgarde kunst og litteratur og selv været del af kredsen omkring Gauguin og den gruppe malere, der kaldte sig Nabi profeterne på hebræisk.

Mogens Ballin er stærkt optaget af bruddet med naturalismen. Han skriver i et brev fra Frankrig i 1891, at vi har et stort ækelt lig at putte i jorden Naturalismen det er ligets navn er død. Så stærkt kan det siges, og det er med den forståelse, at Mogens Ballin kontakter Johannes Jørgensen. Han kan på Jørgensens skriverier se, at her er en person, der bevæger sig i samme retning som han selv.

Mogens Ballin er som person meget forskellig fra Johannes Jørgensen. Han er en selvsikker herre og del af et velstående jødisk borgerskab i København. Johannes Jørgensen er en fattig poet fra provinsen, der konstant er plaget af tvivl. Mogens Ballin har familiepenge i ryggen og kan tillade sig at dyrke sin kunst og sine religiøse eksperimenter uden at skulle overveje økonomien. Han er heller ikke gift som Johannes Jørgensen. Det er også ham og en hollandsk maler, Jan Verkade, der har inviteret Johannes Jørgensen med ud på tur i Europa i det håb, at ved at trække Johannes Jørgensen ud af den danske andedam vil han opdage en ny verden både åndeligt og materielt.

Det var der naturligvis folk, der var kritiske overfor. Teddy Petersen kalder Mogens Ballin for Johannes Jørgensens åndelige anstandsdame i sin biografi Et menneske kommer hvorhen det vil (2006). Mange af datidens venner var særdeles kritiske som Viggo Stuckenberg, der heller ikke kunne lide Mogens Ballin. Ingeborg Stuckenberg, der var et kvindeligt samlingspunkt for gruppen af unge digtere og kunstnere, som Jørgensen var del af, har den meget radikale reaktion på Jørgensens skift, at hun ønsker at bryde hans fingre itu, så de ikke mere kan skrive en linje.

DEN TÆTTE RELATION mellem Mogens Ballin og Johannes Jørgensen fortsætter efter hjemkomsten fra Italien, men bliver mindre med årene, og de to personligheder udvikler sig forskelligt, både kunstnerisk og trosmæssigt.

Hvor Mogens Ballin som udgangspunkt anser den danske katolske kirke som et noget kedeligt og provinsielt foretagende, hvor der er lavt til loftet, så engagerer Johannes Jørgensen sig og er i en længere periode skribent for et dansk katolsk blad, ligesom han forsvarer katolicismen over for protestantismen og kritikken fra det verdslige Danmark.

Mogens Ballin går videre med sin kunst og når, inden sin alt for tidlige død, at inspirere andre store danske kunstnere, blandt andre Georg Jensen. Efter Mogens Ballins kones død i 1907 udskifter han sit værksted med en katolsk højskole, og hans syn på den protestantiske kirke forandres. Peter Schindler skriver i biografien om Mogens Ballin (1936), at protestantismen gradvist vandt hans sympati, da den kom inden for hans horisont særlig den form, som han mødte på højskolerne i en grundtvigiansk skikkelse.

Mogens Ballins overgang til den katolske kirke var et stort chok for forældrene. Hans gamle jødiske mor, Ida, mener, at hendes opdragelse er slået fejl, men det afviser Mogens. Han mener netop, at kristendommen er en følge af hans jødiske baggrund. Måske har Ida haft nemmere ved at forstå sin søns skift, end hvis han havde afsagt sig tro i det hele taget. Johannes Jørgensen derimod bryder med en kreds, der klart afviser religion. Om Sophus Claussen skriver Johannes Jørgensen, at hans had til al positiv tro går til grænsen af det tyranniske.

For Johannes Jørgensen bliver bruddet med Claussen og de andre også et brud, der kommer til at præge hele hans eftermæle. Han flytter fra Danmark til Italien i 1913 og lever det meste af sit voksenliv uden for landet og får måske aldrig den anderkendelse i Danmark, han burde have haft i kraft af sin litterære kvalitet.

Den største afgrund er mellem tro og ingen tro og ikke om den er katolsk eller protestantisk. Den diskussion, som de to mænd havde i skyggen af figentræerne i La Rocca, kostede for begge. Det er ikke gratis at stå ved, at man tror på Gud.

Nik Bredholt er cand.polit.