DEN ØKONOMISKE KRISE, som har sendt hele den vestlige verden uden undtagelse til tælling, har ramt de sydeuropæiske lande særligt hårdt. Hvad enten det er Portugal eller Italien eller Grækenland, er middelhavslandene præget af meget store økonomiske problemer. Landenes ungdomsarbejdsløshed er de fleste steder over 50 procent, og flere generationer af unge er således blevet tabt på gulvet. Deres fremtidshåb er smuldret mellem fingrene på dem.
Smuldret ganske ligesom murene den seneste tid er begyndt at skride og falde sammen, og graffitien på dem er begyndt at krakelere og blive til støv i den antikke by Pompeji. Det er nemlig en anden følge af finanskrisen i Italien. Den italienske stat har simpelthen ikke længere midler til at vedligeholde i tilstrækkelig grad de antikke ruiner i landet, som derfor overalt er truet af sammenstyrtning. Således også murene med deres graffiti i Pompeji.
Lad mig i denne kronik først fortælle lidt om Pompeji og dernæst give eksempler på kærlighedsgraffitien fra byens mure. Pompeji ligger i den sydlige del af Italien i nærheden af Napoli i det frugtbare landskab Campanien. Byen lå i antikken ud til Middelhavet og var derfor en havne- og handelsby. Forfatterne fra samtiden beskriver den som en af velstand præget by, som talte cirka 20.000 indbyggere.
Roms overklasse havde villaer i det naturskønne og frugtbare område omkring byen. Men det var ikke placeringen ved Middelhavet og dens velstand, som gjorde den berømt. Det var dens tætte placering ved vulkanen Vesuv. Vulkanen blev byens skæbne.
LÆS OGSÅ: Almen praksis - kontinuitet i modvind
Ingen indbygger i Pompeji forestillede sig tidligt om morgen den 24. august år 79 efter Kristus, at vulkanen ville bryde ud, selvom der 15 år tidligere i februar måned havde været et forvarsel i skikkelse af et voldsomt jordskælv, som havde ødelagt flere af byens offentlige bygninger. Den samtidige forfatter Plinius den Yngre var øjenvidne til vulkanudbruddet og fortalte om det i senere breve til en anden forfatter, aristokraten Tacitus.
Tidligt på eftermiddagen den dag så han, der befandt sig sammen med sin onkel på flådebasen Misenum 25 kilometer væk fra vulkanen, en stor, sort sky i horisonten over vulkanen, som mindede om en pinje. Hans onkel sejlede af sted til området til undsætning af bekendte, men måtte bøde med sit liv for redningsindsatsen.
Matroserne fortalte ham senere om aske og lava, om pimpsten og stenstumper, om svovlgasser og jordskælv, kort: om alt det, der blev spyet ud af den rasende vulkan, som hurtigt udslukkede alt liv i Pompeji og dækkede byen til med et fem meter tykt lag af pimpsten og aske.
Da udbruddet var færdigt, lå byen begravet. Og snart efter også glemt. Under laget lå et øjebliksbillede af en romersk provinsby i sidste halvdel af det første århundrede efter Kristus.
Først 1500 år senere begyndte udgravninger af byen så småt. I dag er det meste af byen udgravet. Herunder også dens huse og deres mure.
Netop murene er interessante. For der er mange steder skrevet graffiti på dem. Og meget af graffitien handler om naturligvis som graffiti til alle tider kærlighed i dens forskellige former. At graffitien i Pompeji handler om kærligheden, er så meget mindre overraskende, fordi byens beskyttende guddom var kærlighedsgudinden selv, Venus.
Graffitien faldt ganske vist ikke i husejernes smag. En graffiti lyder: Gid den, der har skæmmet denne væg med graffiti, må blive ramt af kærlighedsgudindens vrede, Venus, som beskytter vores by. En anden husejer håber, at den formastelige bliver straffet af Jupiter. Og en tredje husejer undrer sig over, at hans vægge ikke for længst er styrtet sammen og er blevet til ruiner på grund af alle graffitiindskrifterne.
En graffiti fastslår, at elskende er ligesom bier: De kræver et honningsødt liv. Og en anden fastslår, at ingen er smuk undtagen den, der har elsket. Hvem vover derfor at forbyde at elske? I massevis af indskrifter står der, at den ene elsker den anden. For eksempel: Marcus elsker Spendusa. Eller: Cornelia Helena elskes af Rufus.
Men kærligheden kan også være grum. Den behøver ikke at være gengældt. En graffiti lyder: Marcellus elsker Praenestina, men hun bryder sig ikke om ham. Og måske er det den samme Marcellus, der er ophavsmand til følgende ord: Intet kan vare til evig tid. Når solen har skinnet smukt, går den ned. Månen tager af i skikkelse, når den har været fuld. Og således er kærlighedens vildskab ofte ligesom en let vind, der blæser, hvorhen den vil. Stridende mænd om den samme kvinde har skrevet hånende graffiti til hinanden. Et sted står der: Successus, væveren, elsker Iris, Coponias slavinde, men hun bryder sig slet ikke om ham. Således skriver hans rival, Severus.
Successus svarer straks: Bare fordi du sprænges af misundelse, skal du lade være med at forfølge en smukkere mand. Severus får det sidste ord: Hvad jeg skrev, det skrev jeg: Du elsker Iris, men hun elsker ikke dig.
En ægtemand har fået nok af, at unge mænd har kastet et blik på hans smukke hustru. Han skriver: Væk med lystne blikke og flirtende øjne mod en anden mands hustru. Anstændighed skal præge din opførsel.
Men kærligheden er så stærk, at den ikke kan forbydes. Den er selve livet. Dens forbud er døden. En graffiti lyder: Gid han må leve, som elsker; gid han må gå til grunde, som ikke kender til at elske. Gid han må gå til grunde to gange, som forbyder at elske.
Derfor gælder det også, som en indskrift fortæller til forbipasserende om Pompeji, kærlighedsgudindens by: Kom, I, der elsker, til Pompeji.
Men kærlighedsgraffitien på murene i Pompeji er ved at forsvinde, fordi den ene mur efter den anden styrter sammen på grund af manglende vedligeholdelse.
Det er næsten symbolsk. Et symbol på den krakelerede kærlighed i en tid præget af den økonomiske krise. Kærligheden har det ikke let i disse tider rundt omkring i den vestlige verden og slet ikke i den europæiske del af den vestlige kulturkreds, hvor regeringer sætter økonomien i første række og gør kærlighedens levevilkår trange. Den er krisens største offer. Aldrig er der blevet født så få børn i den vestlige kulturkreds kærlighedens sandeste vidnesbyrd.
Og man fristes til som læser af indskrifterne fra ruinerne at tænke: Mon vores del af verden er ved at blive som denne ruin i Campanien, der langsomt forfalder for at forsvinde en krakelerende kærlighed på vej ud i glemslens mørke?
Lars Vangslev er ph.d. og studielektor i latin på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet