Kirkelig undervisning er af væsentlig betydning livet igennem. For børn som voksne. Intet menneske bliver på noget tidspunkt færdigt med at få oplysning om og indsigt i den kristne tros indhold og mening. I denne kronik vil jeg koncentrere mig om kirkelig undervisning eller dåbsoplæring for børn indtil 15-års-alderen og give eksempler på, hvordan den kan placeres og tilrettelægges i kirken.
Allerførst vil jeg argumentere for dåbsoplæringens betydning, især på baggrund af ændringen i kristendomsfaget i skoleloven af 1975. I 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne blev det mere og mere åbenlyst, at den kristne enhedskultur i Danmark var blevet brudt og afløst af et pluralistisk samfund.
Denne erkendelse måtte nødvendigvis få nogle konsekvenser i dansk skolelovgivning, blandt andet vedrørende formålsparagraffen og den forkyndende binding, som folkeskolens kristendomsundervisning indtil da havde haft til den kristne tro.
Det medførte så blandt andet, at faget i skoleloven af 1975 fik navneforandring til Kristendomskundskab, hvormed det blev signaleret, at det nu var et kundskabsfag på linje med alle skolens andre fag. Den konfessionelle binding til kirken ophørte, og siden har skolens kristendomsundervisning udelukkende haft et kulturelt udgangspunkt og sigte.
Som underviser i faget på det tidspunkt og som fagkonsulent i kristendomskundskab/religion ved Århus Skolevæsen (1978-1986) oplevede jeg på meget nært hold denne ændring, og hvad ændringen kom til at betyde for skolen – men så sandelig også, hvad den kom til at betyde for kirken.
Den betyder nemlig, at hvis børnene nu skal høre noget om forkyndelsen i det kristne budskab i bibelfortællinger og i dåb og nadver og kirkens gudstjeneste i det hele taget, så er der i dag kun forældrene og kirken til at varetage denne meget vigtige opgave.
Det er meget væsentligt, at forældre og kirke gør sig helt og aldeles klart, at det er sådan, det forholder sig. Og det betyder, at kirken i dag under ingen omstændigheder kan henvise til skolens kristendomsundervisning som undskyldning for at undlade sin egen kristendomsundervisning/dåbsoplæring.
Spørgsmålet er så: Er der sket noget med den kirkelige dåbsundervisning siden 1975, og hvad kan der eventuelt gøres yderligere nu og i fremtiden?
Ja, noget er der sket. I 1980 fremlagde daværende biskop Herluf Eriksen en ide om, at der i kirkeligt regi blev etableret en indledende konfirmationsforberedelse/dåbsoplæring med et antal timer på et tidligere klassetrin end 7. klassetrin. Det var en tanke, som var helt ny, og den mødte – for at sige det mildt – skepsis fra mange sider.
Men i 1987 blev der med udgangspunkt i en kirkeministeriel forsøgsordning nedsat et udvalg, som skulle udforme retningslinjer for forsøget. Jeg var med i dette udvalg, og da jeg på samme tidspunkt netop var blevet ansat som sognepræst ved Ravnsbjergkirken i Århus, var det oplagt, at jeg også forsøgte at gennemføre idéen i praksis.
Jeg valgte at gennemføre forsøget med i alt 30-40 timer på 3. klassetrin, og det blev en meget positiv oplevelse med 100 procent forældreopbakning. Men det gik unægtelig lidt trægt med at komme i gang rundtomkring i sognene de første år. Mere og mere forståelse for, hvad sagen drejede sig om, og også regelmæssige kurser på Præstehøjskolen i en årrække, var dog med til at ændre indstillingen i positiv retning. Og i dag, godt en snes år senere, er denne dåbsoplæring vel efterhånden landsdækkende, og jeg tror ikke, at der bliver ansat mange nye præster i dag, uden at de skal love enten at påbegynde eller videreføre denne dåbsoplæring.
SPØRGSMÅLET ER SÅ: Er det nok at give denne dåbsoplæring på et enkelt klassetrin? For mit eget vedkommende er svaret klart: Nej, det synes jeg ikke! Og jeg synes, at det er en af folkekirkens allerstørste opgaver og udfordringer i fremtiden at opbygge en sammenhængende dåbsoplæring og få en sammenhængende kontakt med børnene under hele deres opvækst.
I min tid som sognepræst ved Ravnsbjergkirken fra 1986 til 2004 nåede jeg sammen med gode kolleger, kraftigt støttet af menighedsrådet, faktisk at etablere og afprøve en sådan sammenhængende dåbsoplæring eller konfirmationsforberedelse, som jeg gerne her vil give en redegørelse for.
Det begynder med, at alle børn efter dåben får en dåbshilsen fra kirken hvert år, og på deres femårs dåbsdag bliver de inviteret til en eftermiddag i kirken sammen med deres forældre.
På 1. klassetrin inviterer vi så børnene – døbte som udøbte – til 20-25 timers dåbsoplæring med to timer ad gangen i perioden fra sidst i oktober til sidst i januar. Det er klart, at beretninger om advent, jul og helligtrekonger får en væsentlig placering i dette forløb, som afsluttes med en gudstjeneste med efterfølgende samvær med børn, forældre og andre pårørende.
På 3. klassetrin gav vi så igen forældrene tilbud om, at deres børn kunne komme til dåbsoplæring med et forløb på 30-35 timer. Det centrale indhold i dåbsoplæringen er på alle områder gudstjenesten med bibelfortællinger, trosbekendelsen, salmer og fadervor. Midler og metoder kan veksle og fornyes – aldrig det centrale indhold. Også forløbet på 3. klassetrin afsluttes med en særlig gudstjeneste med efterfølgende samvær med forældre og øvrig familie. På både 1. og 3. klassetrin får børnene som afslutning en boggave. Den ene gang en børnebibel.
På 5. klassetrin ville vi også gerne have kontakt med børnene, men vi havde en fornemmelse af, at de på dette klassetrin var optaget af mange andre fritidsaktiviteter, så derfor inviterede vi ikke til et samlet timetal fordelt over længere tid, men til to lejrskoleprægede weekendforløb i kirken. Det gav os mulighed for at være sammen med børnene på en anden måde.
Vi lavede mad sammen, spiste sammen, så en film og arbejdede hver gang med et centralt livstema. Vi lavede aftenandagt i kirken. Børnene overnattede i konfirmandlokalerne, og næste morgen begyndte med en naturvandring og morgenmad og sluttede med en gudstjeneste i kirken. Og så kom endelig på 7. klassetrin et undervisningsforløb på cirka 60 timer, afsluttende med, at børnene blev konfirmeret.
Til slut vil jeg nævne, at Ravnsbjerg Sogn er et forstadssogn til Århus. Sogne kan være forskellige, og der kan være sogne, som egner sig bedre for en anden planlægning, men der skal ikke være tvivl om, at vi har haft meget stor glæde af samværet og den sammenhængende kontakt med børn og forældre under hele børnenes opvækst efter de retningslinjer, jeg her har beskrevet, og vi har på alle klassetrin haft mellem 90 og 100 procent tilslutning.
Det må da være et stort arbejde for præsterne, vil nogle nok sige. Ja, men man behøver bestemt ikke at stå alene med det, men kan inddrage alle gode kræfter i sognet til at bidrage og hjælpe med forskellige opgaver.
Så ud over glæden ved og betydningen af selve dåbsoplæringen og samværet og kontakten med børnene under hele opvæksten kunne det måske også give startskuddet til et bredere og rigere menighedsliv!
Ejvind Nielsen er tidligere sognepræst ved Ravnsbjergkirken i Århus Stift