Prøv avisen

Stender: Vi kristne har en farlig og utæmmelig Gud ved vor side

Sognepræst Poul Joachim Stender fra Kirke Saaby Foto: Niels Ahlmann Olesen

Islamistiske kræfter bruger deres guds navn til at slå mennesker ihjel med, og jeg er bange for, at vi i folkekirken vil gøre kristendommens Herre endnu mere harmløs for at vise, hvor ufarlig vor egen religion er, skriver sognepræst Poul Joachim Stender

KRONIK: Den kristne Gud er farlig.

Lige så højt som jeg elsker Ham, lige så meget frygter jeg ham.

Gud og jeg er ikke kammerater eller Facebook-venner, uanset hvor meget vi end liker hinanden.

Men den kristne Gud er farlig på en helt anden måde end islamisternes gud. Islamisternes messehagel er en vest fuld af sprængstof.

De råber ”Gud er stor” -Allahu Akbar - og øjeblikket efter sprænger de sig selv og en masse mennesker i luften.

Men i kristendommen er det noget helt andet, vi mener, når vi råber ”Gud er stor”. Hans storhed er nemlig, at han gør sig så lille, at han bliver menneske i Jesus. Men det at Gud gør sig lille og kommer til os som et spædbarn, er ikke det samme, som at han er ufarlig.

I Markusevangeliet (kap. 2, 21-22) står der: ”Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges.”

Guds farlighed i kristendommen ligger i, at han, fordi han kommer med noget afgørende nyt, sprænger alle vore forestillinger, alle vore tanker. Han er simpelt hen så utæmmelig, at han også får ord som næstekærlighed og tolerance til at eksplodere. Mødet med ham er derfor igen og igen forbundet med en udefinerlig form for frygt, der intet har at gøre med at være bange.

Jeg har været præst i folkekirken i over 30 år.

I den periode har jeg fornemmet, hvordan Vorherre dag for dag er blevet mere og mere dresseret og tæmmet. Og nu er jeg bange, fordi islamistiske kræfter bruger deres guds navn til at slå mennesker ihjel med, at vi i folkekirken vil gøre kristendommens Herre endnu mere harmløs for at vise, hvor ufarlig vor egen religion er.

Derfor reducerer vi ham til at være en supertolerant og flink Gud. Den holdning kom stærkt til udtryk for nylig, da biskoppen i Stockholm besluttede sig for at fjerne korset fra en sømandskirke i byen, så muslimer og andre ikke-kristne mennesker ikke skulle føle sig stødt, når de trådte ind i kirkebygningen.

Vi er også i folkekirken begyndt at gå på listepoter for ikke at støde nogen. Folketinget åbner altid med en gudstjeneste. For nogle år siden holdt en biskop en åbningsprædiken, hvor han traf den diplomatiske beslutning ikke at tale om Kristus. Vi fik et fint indslag om næstekærlighed og demokrati og frihed og moderne tysk arkitektur.

BISKOPPENS PRÆDIKEN afslører en tendens herhjemme: Vi præster tøver med at tale om Vorherre selv i kirken, fordi vi gerne vil være imødekommende. Men hvis en dansk biskop holder evangeliet tilbage af diplomatiske grunde, og en svensk biskop fjerner korset fra en af sit stifts kirker for ikke at vække anstød, hvad så med ganske almindelige præster, når de har spaghettigudstjenester og juleafslutninger for skolen? Det er ikke uden grund, at Jesus siger ”Salig den, der ikke forarges på mig”!

Jeg holder meget af vore hyggelige møder og sammenkomster for menigheden i mine sogne. Men efterhånden kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi giver befolkningen et forkert indtryk af kristendommen med al den hyggen både til gudstjenester og sognearrangementer?

Det er nemlig ikke altid hyggeligt at følge Jesus. Da disciplene engang gik om bord med Jesus i en båd på Genesaret Sø, sejlede de lige ind i en storm. Disciplene var ude af sig selv af angst. Selvom Jesus sov iblandt dem, var de overbevist om, at de var ved at gå under.

Troen på Jesus som Guds søn er ikke en Kodimagnyl-tro, hvor meget vi end bedøver os med kirkelig hygge. Man sejler, trods udglattende prædikener og efterfølgende økologisk kirkekaffe, ind i den ene storm efter den anden. Evangeliet har ingen god vejrudsigt, men lover til gengæld at bære os gennem storme og turbulens med Guds søn ved vor side.

Når vi danskere kommer ind i en kirke, hvisker vi ikke. Vi hverken bøjer hovedet ærbødigt eller slår korsets tegn for os. Gud er ufarlig. Det evige er harmløst. Kristendommen er en sød livsholdning. Og måske er det folkekirkens overhyggelige prædikener og kirkeliv, der giver menigheden denne fornemmelse.

Igennem årene er der sket en stor forandring med danskernes måde at gå i kirke på. Der var engang, da man kom til kirken, som vismændene kom til det nyfødte Jesusbarn. Der står om vismændene, at de ”faldt ned og tilbad” Gud.

Men sådan går den moderne kirkegænger ikke i kirke. De fleste kommer til kirken for først og fremmest at få noget med sig hjem, som de kan bruge i deres liv, så de får det bedre med sig selv.

For nogle år siden fremkom nogle undersøgelser, der påviste, at man kan få et længere liv af at gå i kirke. Gennemsnitslevealderen hos nonner og munke var blevet grundigt undersøgt. Og de levede tre-fire år længere end ikke religiøse mennesker.

Undersøgelsen var også blevet gennemført i Glostrup. Og her kunne man påvise endnu en gang, at folk, der går i kirke regelmæssigt, lever længere end folk, der ikke går i kirke. Førhen deltog man i gudstjenesterne for at få et evigt liv. Nu skal man til at gå i kirke for at få tre-fire leveår mere.

Førhen gik man i kirke for at få det bedre med Gud og sine medmennesker. Nu går man i kirke for at få det bedre med sig selv.

Men kirkegang er farligt. Der burde stå en advarsel på døren ind til kirken ligesom på cigaretpakkerne: ”Kirkegang kan dræbe”.

Hvis man tager sin kristendom alvorligt, får man mod til at leve livet på fuld drøn. I troen vil man andet end at overleve. Man er ikke bange for at sætte sikkerhed og tryghed på spil, når man kaster sig ud i farlige gøremål, der er Gud til ære og medmennesket til glæde.

Mon ikke mange af os gejstlige føler os som embedsmænd, funktionærer, der har et regulativ, en embedsbeskrivelse, der skal passes? Man er præst fra klokken 9.30 til 16. Dog torsdag også fra klokken 19 til 20.

I GAMMEL TID brugte man ordet kald om et arbejde. Profeten Esajas blev i sin tid kaldet til at være profet. Han var ikke medlem af en profetfagforening, der forlangte, at han ikke måtte sige mere end højst tre profetier om dagen.

Det betød alt for Esajas at vide, at han var kaldet af Gud. Det gav ham umådelige kræfter til at fortælle om Herren. Han følte, at hans mund var et skarpt sværd. At hele hans krop var en spids pil, som Gud holdt gemt i sit kogger. Ikke et sekund tvivlede Esajas på, at han med sin gerning skulle vise jøderne Guds herlighed.

I dag har mange af os præster, provster og biskopper glemt denne gamle kaldsfølelse, hvor Gud på forskellig måde kalder os til at udføre et hverv. Det er klart, at kaldstanken ikke er populær. Vi lever i et samfund, hvor vi er vant til at vælge alting. Vi er vælgere. Det gør os utrygge at høre, at vi, der er vant til at vælge, pludselig er dem, der bliver valgt.

Islamisterne har givet danskerne et indtryk af, at religion er farlig. Og det er religion også ligesom politik og kærlighed. Men det nytter ikke, at vi som modsvar mod den islamiske fanatisme tæmmer den kristne Gud.

Nogle har sagt, at det eneste værn mod religiøs terrorisme er mere religion. Og mere religion skal komme fra os kristne, der slår igen mod ondskaben ved at fastholde de kristne værdier og ikke inde fra folkekirken selv udvander kristendommen til humanisme og råhygge.

Hvis vi skal have mod til at tage kampen op mod terrorismen, skal vi turde tale tydeligt om Jesus Kristus, hvis storhed fylder os med både frygt og mod. I hans øjne er islam og buddhisme og jødedom ikke lige så godt som kristendom og reinkarnation ikke på linje med opstandelsen fra de døde. Og det at være kristen er en daglig, farlig kamp mod ondskaben med en utæmmelig Gud ved vor side.

Poul Joachim Stender er sognepræst og forfatter