Prøv avisen

Den kristne kannibalisme

I antropologisk perspektiv må den kristne nadver forstås som en form for endo-kannibalisme i og med, man spiser én inden for sin egen gruppe. Hos Johannes er Gud blevet menneske, for at mennesket kan spise Gud, fordi først, når mennesket spiser

Det fortælles om James Joyce, at han aldrig drak rødvin, fordi det mindede ham om Kristi blod. Og Joyce ville hverken antastes for at være kannibal eller for den sags skyld kristen. Til gengæld blev det til adskillige flasker hvidvin. Fortællingen om Joyce er interessant ud fra to vikler. Dels er symboler farlige, fordi de føder betydninger, der langt overgår vores fatteevne. De kan gøre os både handlingslammede og handlingsfrie. Dels er forbindelsen mellem kannibalisme og nadver som regel et overset felt inden for den teologiske og kirkelige debat og er derfor i sig selv et interessant emne. I det følgende vil jeg se på nadveren i en spænding mellem at være et rituelt og symbolsk måltid på den ene side og så en blodig og dyrisk fortæring på den anden side. De to sider af nadveren er et uvilkårligt faktum, der trods bekendelsesmæssige og dogmatiske forskelligheder, er en del af det, som er på spil under enhver altergang. Uanset hvilken konfessionel fortolkning, vi lægger ned over nadveren, handler den basalt og banalt om det at æde og drikke. Og uanset om det er vin og brød, vi får, så symboliserer det trods alt kød og blod i en eller anden forstand. Mindst en gang om ugen er det altså tilladt at være menneskeæder. Selv i et civiliseret samfund som det danske. Det er måske af samme grund, mange har det svært med at skulle til alters. Hvem har lyst til at spise et andet menneske; de fleste har som regel nok i sig selv. Eller også er man vegetar og derfor bange for det højtidelige. For nu at forstå de selvmodsigende sammenhænge, der er mellem kannibalisme og ritual, kan det være lærerigt at gå til ikke-teologiske metoder og discipliner. Det gælder bl.a. antropologien og etnografien. Både Margrethe Wisser og bogen »The Rituals of Dinner« og Massimo Montanaris engelske udgave af bogen »The Culture of Food« kan være givtig i en kirkelig og teologisk sammenhæng af denne art. Jeg forholder mig i mine beskrivelser af kannibalismen mere eller mindre til begge bøger. Inden for europæisk historie har kannibalisme - på græsk hedder det antropofagi: menneskeæder - altid været det modsatte af kultur og civilisation. Tænk blot på Homers helt Odysseus, der på sin dannelsesrejse bl.a. skal stifte bekendtskab med alt det, han ikke selv er, inkarneret i monsteret og kannibalen: Kykloben. Den enøjede kæmpe, der uden skrubler æder Odysseus' mandskab. Kannibalisme er i den forstand et symbol på den totale forvirring; et hul midt i moralen, i lov og strukturer og repræsenterer således alt det, der er inhumant. I den forstand står kannibalisme i den europæiske dannelsestradition som modsætning til enhver form for dannelse overhovedet. Begrebet canibalis er fra 1500-tallet og en forvansket form for Caribes, beboerne af de caraibiske øer. Beboere, der var berygtet for at spise mennesker. Men en ting er nu de europæiske forestillinger og ikke mindst fordomme om kannibaler som uciviliserede og primitive. En anden ting er så, hvorledes sådanne mennesker egentlig opfører sig, og hvordan de strukturerer deres adfærd. Man deler dem i to grupper: exo-kannibalisme og endo-kannibalisme. Forskellen er simpel. De første spiser mennesker uden for stammen og fællesskabet, de andre spiser mennesker inden for stammen og fællesskabet. Af samme grund er exo-kannibalismen mere aggressiv end endo-kannibalismen. Fælles for begge er en høj grad af rituel bevidsthed, hvor alting foregår efter et fastlagt mønster: arkitektur og omgivelser, kostumer, hellige skåle, bægere og knive er en del af hele scenen. Det gælder ikke mindst for endo-kannibalerne, hvor selve ritualet med den dertil hørende myte i sig selv er det væsentlige. De spiser hverken mennesker for at overleve eller som tegn på sejr, men for at genoprette og stabilisere deres religiøse og metafysiske verdensbillede. Ved at spise en af de ledende og ældste inden for stammen, akkumulerer de således hans viden og værd. En handling der forener kød, kosmos og kærlighed. Kristendommen må således være en form for endo-kannibalisme i og med, man spiser én inden for sin egen gruppe: Ordet blev til kød og tog bolig i blandt os. Derfor kan Johannes fortsætte sit evangelium og lade Jesu sige om sig selv: »Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verdenen.« Han kom altså til sine egne, og han blev spist af sine egne, og han gjorde det for deres skyld. Det er ikke tilfældigt, at kærlighedsmotivet er det bærende i denne handling. Det er en del af den endo-kannibalistiske tankegang. Den er forsonende for stammen indadtil og et tegn på fred. Både sociokulturelt og universelt - religiøst. Der er en vis parallelitet mellem den kristne nadver og så de endo-kannibalistiske forestillinger om kærlighed og fred i forbindelse med måltidet. Det, at der overhovedet findes et ritual, er forudsætningen for, at så blodig et måltid som det kannibalistiske kan realiseres uden at slå over i den rene vold og destruktion. Volden og det dyriske venter trods alt med frådende tænder på, at ritualet og liturgien falder fra hinanden. Derfor skal det kannibalistiske måltid have rammer. Det gælder også for det kristne. Tankegangen træder tydeligt frem i nadvermåltidet. Hvis ikke der var et rituelt rum med den dertil hørende liturgi, ville det være svært at fastholde den kristne forestilling om indstiftelsen - eukaristien. Myten om brødet og vinen som et symbol på kød og blod ville enten blive meningsløs eller frastødende uden ritualet med dets rum, bestik, bord, billeder, dug, præst, menighed osv. Det er af samme grund ikke tilfældigt, at skærtorsdagsbegivenheden er det eneste sted i passionsfortællingen, hvor det ikke er tiden, men rummet, der er det bærende. Palmesøndag er det vandringen mod Jerusalem, langfredag vandringen mod korset, samme nat vandringen til graven, påskemorgen vandringen fra graven og anden påskedag vandringen til Emmaus. Men skærtorsdag erstatter mobilitet og bevægelse med rammer og gentagelser. Man overtager simpelthen de mønstre, der ligger i det jødiske påskemåltid, men ændrer lammet til et menneske og giver således ritualet en ny myte og et nyt indhold. Et indhold, der i kraft af sit blodige og kannibalistiske element nødvendigvis kræver et ritual, hvis ikke det skal falde fra hinanden. Ritualet nedskriver som sagt det aggressive i handlingen og giver myten om indstiftelsen en rummelig og sanselig kontekst. En vigtig del af kannibalismen er selve inkorporationen. Ikke mindst der hvor det har religiøs betydning. Mennesket er, hvad det spiser, hvilket vil sige, at subjektet bliver formet af objektets beskaffenhed. Det, vi får ned i maven, besætter hele vores krop, så vi fyldes af den volumen, som det, vi har spist, indeholder. Det gælder også for kannibaler. Når exo-kannibaler eksempelvis spiser deres fjender, gør de det bl.a., fordi de derved optager deres kraft i sig, så fjenderne svækkes, og de selv styrkes. Men inkorporationen gør sig også gældende for kristendommen. Hos Johannes er Gud blevet menneske, for at mennesket kan spise Gud, fordi først, når mennesket spiser Gud, bliver det sandt menneske: »Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer«, står der hos Johannes (6,53). De kannibalistiske og inkorporatoriske træk er tydelige. Når man spiser Jesu legeme og drikker hans blod, bliver man fyldt af den fortælling, han afspejler. Hans kød og blod er forudsætningen for oprettelsen af liv, et liv, der kun findes i ham. Den participerende, som under altergangen spiser kødet og drikker blodet, indoptager således den religiøse kraft, der ligger i elementerne. Kristus tager bogstavelig talt bolig i vores krop. Inden for europæisk historie har kannibalisme - på græsk hedder det antropofagi: menneskeæder - altid været det modsatte af kultur og civilisation Eukaristien forener således det menneskelige og guddommelige gennem inkorporationen. I Jesus Kristus bliver de to til ét kød, det kød, vi spiser og forenes med gennem ham, ved ham og i ham. Det samme gælder til en vis grad for Luther, der understreger selve vigtigheden af, at man tygger og sluger elementerne. En tankegang, der ikke er mindre fremtrædende hos Grundtvig i hans tale om badet og bordet: »Du siger: Æder, drikker frit/ af kødet og af blodet mit!/ Da får vi om dit liv besked/ i tro og håb og kærlighed.« Underkender man det kannibalistiske element i nadveren og kun anskuer den ud fra en ren dogmatisk bestemmelse, bliver handlingen flad og uden saft og kraft. Der er intet uciviliseret ved at spise et menneske. Blot det er tilberedt ordentligt. Og det er lige netop, hvad det er i kirken. Her kan man æde det, vi ikke kan få andre steder, her kan man sætte tænderne i Jesu legeme og drikke hans blod uden at blive stemplet som vild. Fjerner man den rå sanselighed, som den kannibalistiske inkorporation giver udtryk for, devaluerer man på samme tid nadverritualets værdi. Ritualet får først virkelig betydning som ritual i det øjeblik, man fastholder det kannibalistiske. Fra denne position kan man tale om altergang og nadver, uden at det hele ender i ord og begreber og dogmer. Under altergangen krydses alle grænser. Her er der mere på spil end det, der kan sættes på en formel. Grænsen mellem individ og gruppe, mellem liv og død, mellem krop og sjæl; grænsen mellem det evige og det timelige, mellem vært og gæst, mellem vegetarisme og kannibalisme, mellem Gud og mennesket. Alle disse grænser krydses under altergangen. Heldigvis! n sognepræst