INDEN VI GÅR I GANG med at fejre Martin Luther og reformationsjubilæet i 2017, ville det være en god idé at sætte denne reformation af den kristne kirke i historisk perspektiv. Den protestantiske reformation kom oven på adskillige kirkereformationer, der omdannede middelalderkirken. Disse tidligere reformationer banede vejen for 1500-tallets reformationer, både den protestantiske og den katolske.
Ordet reformatio på latin betyder omstrukturering eller omdannelse. Det latinske ord blev flittigt brugt i middelalderens kirke. Under middelalderens sidste reformation i 1400-tallets begyndelse talte teologer, bisper og præster om reformatio in capite et membris: en omstrukturering af kirken i både hoved og medlemmer.
Som historiker ser jeg tre middelalderreformationer: den klerikale fra omkring 1050-1150, den pastorale fra 1150-1250 og den konciliære eller koncilbevægelsens reformation fra 1350-1450. Jeg er ikke ude på at nedgøre den store protestantiske reformation, men som middelalderhistoriker mener jeg, at stort set alt, som kom i 1500-tallet, allerede havde været forberedt under tidligere kirkereformationer. Samtidig finder jeg, at reformationer i både kirken og det øvrige samfund bidrager til en proces, som er nødvendig for kirkens liv og vækst. Derfor er reformationerne mere end historiske begivenheder. De er opfordringer til at forny kirken og give den nyt liv.
LÆS OGSÅ: Luther, guddommeliggørelsen og traditionstabet
Det er ikke muligt på godt 1000 ord at redegøre for 500 års begivenheder, men i en tid, hvor alt skal udtrykkes med få ord, må jeg gøre mit bedste.
MIDDELALDERKIRKENS første reformation, den klerikale, kom som en reaktion mod den verdslige magts skik og brug med at styre stort set alt i kirken. Præster og bisper var i århundreder blevet valgt af fyrster, der betragtede kirken som deres ejendom. Midt i 1000-tallet opstod der en reformbevægelse i Norditalien, og reformpaverne nægtede at acceptere, at den tysk-romerske kejser skulle bestemme kirkens politik og personale.
I historiebøgerne omtales dette opgør som investiturstriden, fordi kirken forbød den gængse praksis, hvorunder kongen eller hertugen investerede nyvalgte bisper med symbolerne på deres gejstlige autoritet: deres ring og stav. Men striden drejede sig om andet og mere end symboler: Den handlede om kirkens frigørelse fra den verdslige magts herredømme. Herefter skulle der afsættes gejstlige, der fik embeder takket være klækkelige betalinger fra deres familier. Denne praksis var simoni, køb og salg af gejstlige embeder.
Den klerikale reformation begrænsede sig til kirkens personale, gejstligheden eller kleresiet, der erklærede dens selvstændighed fra det verdslige samfunds magthavere. Samtidig skulle sognepræsterne vie sig helt og holdent til deres arbejde, og dette betød, at de ikke skulle være gift eller avle børn. Denne del af den første middelalderreformation var den mindst succesrige: Kravet om cølibat blev aldrig til virkelighed og præster levede fortsat sammen med deres kærester og fik børn med dem.
Ellers var middelalderkirkens første reformation en succes. Kirken viste, at den var i verden, men ikke af verden. Problemet var, at opgøret med samfundets herskere svigtede, hvad vi i dag ville kalde kirkens brugergruppe, lægbefolkningen. Den klerikale reformation koncentrerede sig om kirkens egen struktur, men ude omkring i Europa var der en befolkning der knap nok vidste, hvad den kristne religion handlede om.
FRA MIDTEN AF 1100-TALLET opstod den pastorale reformation, hvor den reformerede kristne kirke satsede mere end tidligere på at sikre, at kirkens nådesmidler og lærdom blev gjort tilgængelig for så mange mennesker som muligt. Der blev lagt mere vægt på prædiken, som foregik på folkesprog, selvom mange danske sognepræster den dag i dag fortæller deres konfirmander, at præsten i middelalderen prædikede på latin, og ingen forstod, hvad han sagde. Det er løgn og latin!
I 1215 blev der holdt et stort kirkemøde i Rom, Fjerde Laterankoncil, hvortil der kom gejstlige fra hele middelalderkirken, inklusive vores egen ærkebiskop Anders Sunesen af Lund. Koncilet vedtog mange reformbeslutninger, men vigtigst af alt blev det afgjort, at ethvert kristent menneske en gang om året var forpligtet til at gå til alters i sin egen sognekirke. Dette skulle helst ske i tiden efter påske og efter, at den enkelte havde været til skriftemål hos egen sognepræst. Derfor var det nødvendigt at bygge sognekirker inden for rimelig afstand af ethvert befolkningscenter. Sognepræster måtte kende deres sognebørn og sørge for deres sjælelige velstand.
Den pastorale indsats intensiveredes gennem etableringen af nye religiøse ordener, specielt dominikanere og franciskanere, hvis hovedopgave var at prædike evangeliet på gader og stræder til alle, der ville lytte. Efterhånden fik disse tiggerbrødre (som ikke var munke!) egne kirker i stort set alle europæiske købstæder, og her blev der holdt fremragende prædikener, der afspejlede brødrenes engagement og lærdom.
Den pastorale reformation var efter min mening middelalderens vigtigste og mest succesrige: Kirken nåede ud til alle hjørner af samfundet med sit budskab om frelse og forsoning, og en bedre uddannet gejstlighed formidlede håb. I middelalderens første århundreder fra 500 til 1000 var den generelle holdning, at de færreste skulle frelses, og de fleste af disse ville være munke og nonner og deres velgørere. Denne teologiske pessimisme blev nu erstattet af tillid til Guds grænseløse nåde som formidlet gennem kirken.
Fra omkring 1250 indtil 1350 var der ingen kirkelig reformation. Kirkelige institutioner brugte tid og kræfter på at bekæmpe hinanden og hævde egne rettigheder, som det ses i Danmark i en fejde mellem Aarhus-bisper og cisterciensermunke i Øm Kloster.
Men efter midten af 1300-tallet kom der en voksende erkendelse af behovet for endnu en kirkelig reformation. Specielt efter 1378, da kirken blev splittet, og der var en pave i Rom og en anden pave i Avignon, blev der efterlyst nye styreformer for at undgå denne splittelse eller skisma.
SÅ KOM KONCILERNE: Pisa i 1409, Konstanz 1414-1418 og senere i Basel. Hensigten var intet mindre end reformatio in capite et membris, reformation i hoved og i medlemmer, og et koncil skulle holdes hvert 5.-10. år og være øverste beslutningsorgan for kirken. Paverne skulle begrænse sig til at styre kirken i hverdagen, men kunne afsættes af koncilet. Det skulle blive muligt for lægfolk og gejstlige at appellere pavernes beslutninger til koncilet.
Denne koncilreformation var meget tiltrængt, fordi paverne siden 1000-tallet havde fået mere og mere magt over kirkens anliggender, og nu kom der en nødvendig reaktion. Men efter afsættelsen af flere paver og koncilets valg i 1417 af en ny pave, Martin V, tog denne tilbage til Rom og gjorde sit bedste for at underminere koncilets beføjelser. Hans efterfølgere viste langt mere interesse for kvinder, kunst og krig end for religion, og efter midten af 1400-tallet blev der ikke holdt flere konciler.
Indtil 1512, da det Femte Laterankoncil åbnedes i Rom. Men det var allerede for sent at reformere kirken indefra. Da koncilet sluttede i 1517, var Martin Luther i gang med sin reformation, der sprængte middelalderkirken og skabte de protestantiske kirker samt den moderne romersk-katolske kirke. Denne historie vil blive fortalt mange gang i de kommende år, og middelalderkirken vil blive set som den store stygge ulv, der skulle bekæmpes.
Men middelalderkirken, den hellige almindelige kirke, som er moderkirken for både protestantiske og katolske kirker, er hos os, hver gang vi går til alters, får et barn døbt eller hører evangeliets ord fortolket af en præst eller lægperson. Middelalderkirken er vores ophav. Det er herfra, vores verden går. Derfor er middelalderkirkens reformationer mere end fortiden. De er en udfordring i nutid og fremtid.
Brian Patrick McGuire er professor emeritus i historie