Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

"Den kroniske uskyld" – en personlig oplevelse af Rifbjerg

Rifbjergs inspiration gik helt tilbage til Johannes V. Jensen og digtet ”Paa Memphis Station” fra begyndelsen af 1900-tallet. Dét var et meget moderne digt dengang. En maskine futtede ind på perronen og samlede det moderne menneske op til en transport ud til/i verden. Foto: Leif Tuxen

Det er 60 år siden, at Klaus Rifbjerg skrev ”Den kroniske uskyld” om, at man ikke kan bevare sin første, uskyldige, ægte, oprindelige kærlighed til nogen i omverdenen uden selv at måtte miste livet. Er verden blevet et mere uskyldigt sted siden? Næppe

DET ER NU 60 ÅR SIDEN, at Klaus Rifbjerg skrev ”Den kroniske uskyld”, hvis hovedpointe var, at man ikke kan bevare sin første, uskyldige, ægte, oprindelige kærlighed til nogen i omverdenen uden selv at måtte miste livet. Er verden blevet et mere uskyldigt sted på de forgangne 60 år? Næppe. Men hvordan kan den ”skyldige” digter så beskrive den moderne verden nu med dens kaos af begreber, informationer og krig? I 1963 kan man pludselig skrive dybt personlige og vedkommende digte om noget så banalt – og moderne – som en radiator, en brødrister, eller et futtog og et navn som Mona.

Jeg er blevet samlet op af Rifbjergs cremefarvede amerikanerbil med blodrøde striber, når man skulle på jagt, på radioen eller op på akademiet i Blixen-land og vurdere hinandens seneste frembringelser. ”Ja, den har 350 hestekræfter, Rolf, nu, hvor du spørger…” Amerikanerbilen var både moderne og klassisk, ja! Guf for en moderne og succesfuld forfatter, der (måske med rette) i sidste ende betragtede sig selv mere som digter end som romanforfatter, selvom der naturligvis også var højdepunkter her. ”Den kroniske uskyld” ikke at forglemme.

Rifbjergs inspiration gik helt tilbage til Johannes V. Jensen og digtet ”Paa Memphis Station” fra begyndelsen af 1900-tallet. Dét var et meget moderne digt dengang. En maskine futtede ind på perronen og samlede det moderne menneske op til en transport ud til/i verden.

Kalechen var oppe på Klaus’ fine køretøj, og jeg var lige blevet samlet op i amerikanerbilen – om ikke på Memphis Station, så ved Valby Station – og vi kørte derudad med den kompetente chauffør og talte om rævejagt mere end om digternes overvejelser og genvordigheder, mens vi var på vej til akademiet hos fru Blixen eller på jagt.

Men da jeg mødte Rifbjerg sidste gang, spurgte han mig om vej til et privathospital på Jægersborg Allé, der ligger lige over for Galleri Grothe, hvor jeg var på vej til for at male videre på min nye udstilling. Her gik han og støttede sin elskede kone, der var blevet alvorligt syg (alderdommen er ikke for tøsedrenge, eller tøsepiger). ”Rolf ved ikke, hvor det er!”, fik han vrænget i sin dybe frustration, da jeg førte dem over til hospitalet Hamlet, hvor de havde en tid. Dét var nær enden på ”et langt, lykkeligt ægteskab” (hvis den slags findes som andet end en påstand?).

Digtsamlingen ”Portræt” er også portrætter, naturligvis, om blandt andet dette. Portrætter af det moderne liv og den moderne, anderledes verden. Her malet af den moderne digter Klaus Rifbjerg i nye og gamle ord og på nye måder.

Det Kongelige Bibliotek sidder inde med et brev fra Rifbjerg til Gyldendals daværende redaktør Erik Vagn Jensen. Brevet er dateret ”Tessebølle 22-6-72”, og der er vedlagt et tætskrevet kollegiehæfte fra dengang, Klaus Rifbjerg studerede engelsk på Københavns Universitet.

”Kære Erik, tak for sidst, for mad og en forbløffende Beaune (Baume?) du Chateau. Vedlgat (vedlagt) et hefte (hæfte), der skulle kunne indbringen (indbringe) en rimelig pris. Det drejer sig om et kollegiehefte (kollegiehæfte) komplet med noget fra mine dage som eng.stud. samt mss (?) til ’Konfrontation’ og ’Portræt’ skrevet henholdsvis forfra og bagfra i bogen med poetens egen hånd og rettelser. Vi ses Klaus.” (Mine indskud.)

Som man kan læse af de mange, banale fejl i brevet, har poeten enten drukket rigeligt Chateau de Baume, eller også har han været så begejstret over sin succes hos Gyldendal, at alt andet i øjeblikket kunne være hip som hap? Det har næppe været ment som et bevidst ”oprør mod borgerskabet” med disse fejl i et brev til en vigtig skønlitterær redaktør på Gyldendal. Den Klaus Rifbjerg, som jeg kendte i min egenskab af forfatter og konsulent på forlaget, gik meget op i et korrekt sprog, tegnsætning og den slags, mens han var direktør. Fejlene i brevet har måske været en blanding af lidt for megen rødvin og succes?

De tidligste digte viser ham, som i flere af romanerne, som en ”temmelig utilpasset og skyldstynget teenager”, selvom han senere også var det modsatte: en ret borgerlig, voksen livsnyder.

Samlingen ”Portræt” begynder her i den originale ombrydning med en såkaldt ”epigraf” – en påskrift: ”bæger / kanalerne /om / banke /det /du dette…” Det er meget moderne, men sætter læseren helt af. Så fortsættes der: ”roligt uforstilt at vende tilbage møde skønheden fagtløs unervøst betragte legemets styrkende almindelighed ryge en hverdag uden at dø / rette blikke mod kendsgerninger flygtigt bestandige tolerere såret på håndfladen læne sig mod en skrabet viden om en tildelt post / sætte sig trygt forbandet tilbage og forstå / at fromheden er omsonst det klage øjenglar stær / nærpå uvirkeligt fjernet som horisonten rette signalerne bøgende mod tågeskjoldet / ane dit flugtomrids uklare nærhed”. ”Tågeskjoldet!”. Ja, tak. Det er naturligvis uvirkeligheden, fremmedgørelsen og alt det, der er lige nu og her, som det handler om. Og så den andens uklare nærhed.

I brevet til redaktøren oplyser Klaus Rifbjerg, at digtene til ”Konfrontation” og ”Portræt” er skrevet i forlængelse af hinanden og siden delt op i to digtsamlinger. Når man gennembladrer kollegiehæftet, ser man med andre ord snarere én digtsamling end to. Digteren har skrevet sine indfald ned og hverken tænkt på den ene eller den anden digtsamling, der senere skulle blive ud af det.

Men ”Portræt” har dog (også) nogle rigtige skjulte portrætter: ”Hvem har givet dig den fjerhat på / hvorfor står din far og mor også inden under den…”

Er det mon om den unge Rifbjerg, der taler? Der er ingen tvivl om, at han selv følte faderens gammeldags, sorte skole. Vi bærer alle mor og far – og en del af os en snert af småborgerligheden med os under fjerhatten... Han har nydt at finde på ordet ”fjerhat”. Der er så meget overflødigt og fjollet gemt i bare dét ord i rette sammenhæng, som er hans varemærke.

”Hvorfor bøjer du hovedet / de bøjer alle sammen med / de kigger alle sammen lige herhen / din far og din mor… alle / de glor.”

Ordet ”glor” er lige så meget et Rifbjerg-favoritord som ”fjerhat”.

”Dine bristefærdige øjne med fjer…/ dinglende bagudrettethed / faders vilje / moders / farfars... / alles (vilje) / gaflernes dobbeltsving fra damaskdugen / øjenæbler til dessert.”

Han har også forstået, som filmklipper og instruktør, at det er vigtigt at inddrage læseren, ikke kun støde ham fra sig med epigrafer og smarte, moderne vendinger. Den moderne læser ville ikke nøjes med de postulater og svulstigheder, som var moderne i tiden før Rifbjerg. Læseren søger konfrontation. Det er dødbringende kun at glo fascineret på det skønne og ikke selv turde kaste sig ud i eventyret med både hoved og krop... Klaus Rifbjerg kunne udtale ordet ”glo”, som om han havde 10 varme kartofler i munden. Poesi er at tælle ned til protest og aktion, som i det tidlige digt ”Terminologi”: ”Lyrik: 5,4,3,2,1! Poesi, hvor er mit brokbind?”. Men hvorfor og hvordan skelnede han mellem lyrik og poesi?

Og så var der jo (undskyld!) altid døden. ”Men døden er bare døden, der får malet sit portræt i solen!”, skrev jeg engang. Men hvordan kan man undskylde døden? Når Rifbjerg kunne finde på at skrive undskyld om en så alvorlig – eller ikke alvorlig – sag som døden, mente han det naturligvis ikke, eller? Dette undskyld vil snarere være udtryk for en apokalyptisk ironi, der sammen med supernaturalisme er vigtige litterære kvaliteter og værktøjer i både hans og min verden.

Men Klaus Rifbjerg vil for alt i verden ikke fremstå som værende sentimental, selvom han måske til en vis grad var det – eller frygtsom – trods det storladne ydre, også over for døden. Her næsten uopdaget i de første ”Portrætter”, og i mange af hans andre bøger. Døden skjuler sig iført karnevalskostume i ”far og mor” og i den elskede og i den for altid tabte uskyld.