Prøv avisen
Kronik

Den identitetspolitiske livsanskuelse er udtryk for narcissisme

Sigri M. Gaïni, Ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Den navlebeskuende identitetspolitik er glædesløs og forstemmende, da den anskuer verden ene og alene ud fra sit eget ydre ståsted. Hudfarven, kønnet eller den seksuelle orientering bliver frivilligt og med stolthed givet al definitionsmagt, skriver Sigri M. Gaïni

VI MÅ DESVÆRRE KONSTATERE at være blevet ramt af bølgerne af ekstrem politisk korrekthed, som igennem de seneste år har hærget i USA. Tendensen er foruroligende og begynder efterhånden at ligne en slags sprogfascisme, der slår ned på det frie udtryk i antidiskriminationens navn.

I Deadline på DR 2 den 1. december 2018 nævner lektor ved Københavns Universitet Thomas Brudholm et fuldstændig absurd eksempel fra USA om stemmer, der hævder, at det er diskriminerende at bruge et udtryk som ”On one hand... on the other hand...”, da der findes mennesker, der kun har én hånd.

Eksemplet er rystende, først og fremmest fordi det afspejler en snæversynethed, der ikke er i stand til at hæve sig over sin egen begrænsede og navlebeskuende verden, dernæst fordi det vidner om en intolerant og humorforladt tilgang til menneskeligt udtryk og kommunikation. Samtidig er ironien til at tage at føle på, når man tænker på de tilhørende opråb og krav om tolerance.

Hvis man skal følge disse rabiate fortalere for antidiskrimination, så er der i grunden ingen, der må udtrykke sig længere. For er det ikke krænkende for de fleste skandinaver, at nogen bruger udtrykket ”blåøjet”?

Hvad med udtrykket ”glimt i øjet”? Tænk at bruge dette sproglige udtryk, da der er mennesker, som mangler øjne. Det eneste gode ved denne bizarre bevægelse er komikken i den. Man kan grine både godt og længe ad alle de forskellige sproglige eksempler, der potentielt kan være ”krænkende”.

Den navlebeskuende identitetspolitik er glædesløs og forstemmende, da den anskuer verden ene og alene ud fra sit eget ydre ståsted. Hudfarven, kønnet eller den seksuelle orientering bliver frivilligt og med stolthed givet al definitionsmagt – og dette skal medborgerne forholde sig til.

Dynamikken bliver derefter, stærkt afgrænset og ufri. For ikke at tale om kedelig. For hvad er det interessante i at skue verden udelukkende fra et så ligegyldigt perspektiv som de nævnte? Den identitetspolitiske livsanskuelse er udtryk for en narcissisme, der udspringer af varierende faktorer i samfundet – og det er således en misforståelse blot at tolke den som en indignation over krænkelser, mennesker, der tilhører diverse minoriteter, oplever.

DEN UDBREDTE NARCISSISME udspringer blandt andet af den igennem mange år superindividualiserede vestlige kultur, hvor borgere promoverer sig selv og deres ”unikke” egenskaber nærmest som en slags vare.

Det tydeligste eksempel på dette er nok de personlige profiler på sociale medier, hvor den personlige identitet søges fremhævet gennem deling af billeder, oplevelser, synspunkter og så videre.

Identitetspolitiken, der opererer ud fra ståstedet hudfarve, køn, seksuel orientering og lignende, formindsker både sin egen og andres menneskelige rækkevidde ved udelukkende at fokusere på ydre udtryk og symboler, hvilket afslører en enorm blind vinkel.

Identitetspolitikken er villig til at ofre historisk, kunstnerisk og sproglig indsigt med det formål at forsvare sine ”tilfældige” karakteristikker imod krænkelser. Udøverne af denne kulturelle puritanisme er dog næppe klar over omfanget af konsekvenser, deres fundamentalistiske holdninger kan føre med sig, da det narcisistiske udgangspunkt blokerer for sådan en erkendelse.

Tager vi USA, fra hvilket Thomas Brudholms absurde eksempel stammer, så er her mange andre nedslående eksempler på ekstrem politisk korrekthed at finde. På universiteterne er der blandt andet eksempler på studerendes censur af professorers pensum. Et eksempel vil være, at der i forbindelse med litteraturundervisning skal læses en novelle, der handler om en voldtægt. Da en af de studerende har oplevet at blive voldtaget, kræver hun, at novellen ikke indgår i pensum, og professoren er nødt til at finde en anden novelle.

DETTE MÅ SIGES AT UNDERSTREGE krænkelseskulturens logik: Fokus på ens egen personlige identitet får lov til at sætte dagsorden for et helt samfunds uddannelse, uanset om det er den mest ulogiske løsning på den studerendes (alvorlige) problem. Og alligevel er USA endt i denne situation.

Hvorfor USA er endt her, er et godt spørgsmål, som der naturligvis ikke findes et enkelt svar på. En forklaring kan være, at der igennem de seneste mange år har manglet tydelige restriktioner på egentlig hadtale (hate speech), hadforbrydelser (hate crime) og seksuelle krænkelser, hvilket har ført til denne absurde krænkelseskultur, der er overreagerende og i konstant forsvarsposition.

DET FAKTUM, at den amerikanske domstol stort set aldrig håndhæver anklager om hadtale, og at det amerikanske politi igennem de seneste år gentagelsesvis har undsluppet straf for drab på uskyldige unge, sorte amerikanere med videre spiller muligvis en rolle i krænkelseskulturens opståen.

I så fald viser de manglende restriktioner sig i den grad at være kontraproduktive. Man kan sige, at det er noget af det samme, vi har set i forbindelse med MeToo-bevægelsen: De absurde eksempler på kvinder, der anklager mænd for at have rørt ved deres knæ for 10 år siden, er udtryk for præcis det samme symptom, som når en studerende vil have en professor til at censurere en novelle. Symptomet indikerer, at der er noget galt med omstændighederne, muligvis at der mangler tydelige grænser og restriktioner for de reelle seksuelle krænkelser og hadefulde ytringer, der finder sted.

Denne ene mulige forklaring skal dog under ingen omstændigheder ses som en undskyldning for den offerdyrkende krænkelseskultur. Tværtimod. Aktørerne i denne bevægelse er først og fremmest selv med til at underminere det, de påstår at ville forsvare. Gennem deres ønske om at pådutte samfundet censur af sprog, kunst og kultur, undergraver de deres egen agenda: at bekæmpe diskrimination og undertrykkelse. Dette i form af selv at bruge undertrykkende metoder som for eksempel censur af professorers pensum samt i form af at udvande begrebet krænkelse til det ukendelige.

En anden bivirkning ved identitetspolitikkens ståsted er dens manglende udsyn i forhold til samtiden. Den kigger med dømmende blik på fortidens sprog, kunst og kultur og ser det krænkende ved, hvordan mennesker fremstilles i forhold til hudfarve, oprindelse eller seksualitet.

Hvad den ikke ser, er, hvordan vi i samtiden har andre blinde vinkler, man kunne hidse sig op over, hvis man gjorde sig umage for at få øje på dem.

Det er klart, at det er godt at arbejde imod diskrimination og seksuelle krænkelser, men at ville censurere i litteratur, kunst og sprog vidner om en skræmmende ignorance. At ville udviske historiens menneskesyn svarer til at ville udviske erfaringerne i et menneskeliv.

Vi må håbe, at de amerikanske strømninger ikke får fodfæste i Danmark eller i Europa, og at universiteterne, kunstmuseerne og først og fremmest politikerne ikke lader sig diktere af denne nyopståede kulturelle puritanisme.