Den kvindelige hemmelighedsfuldhed

Kvinder er så sandelig ikke udelukkende en svag og undertrykt menneskeart. Deres veje er ofte uransagelige, hvilket man kan få et indblik i i Sue Millers seneste roman

Ou est la femme? spørger franskmændene, når de ikke kan give en fornuftig forklaring på en politisk eller social begivenhed. Hermed har de på én gang sagt, at kvinderne så sandelig ikke udelukkende er en svag og undertrykt menneskeart, og at kvindernes veje ofte er uransagelige. Nogen lægger ansvaret for denne tilbøjelighed til at gå krogveje på kultur og kønsroller, medens det i de senere år er blevet tilladt at fremhæve de biologiske og genetiske arveanlæg. Det kan imidlertid ikke være ligegyldigt, om forklaringen på denne tilbøjelighed (hvis den er reel) er kulturelt eller genetisk begrundet. Alle drenge lærte før i tiden af »Flemming-bøgerne« og lignende opbyggelig litteratur, at »man ikke slår på piger og nogen, der er mindre end en selv«. På den anden side lod mange være, fordi de af erfaring vidste, at pigerne var »feje«, idet de både kunne bruge negle og tænder i et slagsmål. Var det, fordi pigerne var »infame«, eller var det med deres mindre fysiske kræfter nødvendigt at bruge de midler, de havde til rådighed, eller var det, fordi de havde lært, at det var effektive midler, fordi drenge ikke kunne fordrage kradse- og bidmærker. Eller var det, fordi de var i besiddelse af en kollektiv bevidsthed om, at visse kønsspecifikke kampmidler er effektive. Gillian Bradshaw fortæller i bogen om den fønikiske »purpurvæverske«, hvordan hun vinder en nervekrig mod den romerske statholder ved - enten bevidst eller ubevidst, vi ved det ikke - at iscenesætte et (vellykket) »hysterisk« anfald med gråd og tænders gnidsel, fordi hendes ægtemand ikke må følge hende efter kejserens ordre til Byzans. Det er i hvert fald en konventionel erfaring, at mænd ikke kan modstå tårer, lige så lidt som kvinder kan modstå »the little boy's method«! Der er da også en formodning om, at der er »naturlige« forskelle på kønnenes strategi i den gensidige magtkamp baseret på de roller, generne oprindeligt har »tiltænkt« kønnene i henseende til artens og dermed genernes overlevelse. Det er denne »objektive« erfaring, som Allan Massie taler om i »Imperiets undergang«, og som John Banville gør i »Den urørlige«, denne hemmelighedsfulde tilbøjelighed til at handle ubevidst og uden at vide hvorfor. Måske fordi de vitale handlinger nødvendigvis må være spontane og uden at komme op til bevidsthedens overflade, hvis de ikke skal komme for sent. Vi trækker alle hånden til os, når den kommer for nær til ilden, før vi begynder at tænke over, om det nu kan betale sig. Den amerikanske forfatterinde Sue Miller, som tidligere har skrevet nogle fine og raffinerede romaner om familierne og deres indbyrdes relationer (bl.a. Familiebilleder), har nu udgivet et lille mesterværk i genren, »While I was gone«, som igen handler om begivenheder, der ikke bare berører de enkelte implicerede personer, men får afledede virkninger for familien og dens funktion. Den har også en elementær spænding, idet det moment, som indleder destruktionen af familiens mønster, er genoplevelsen af den kvindelige hovedpersons traumatiske fortid, som indeholder det uopklarede mord på hendes bofælle og veninde i et ungdommeligt kollektiv i 60'erne. Denne katastrofe er en direkte følge af hendes flugt fra et forhastet og utilfredsstillende studenterægteskab og ind i en ny og hemmelig identitet som barpige og med optagelse i et af Bostons studenterkollektiver. En sen aften finder hun veninden brutalt myrdet med en køkkenkniv under omstændigheder, som peger på et indbrud og tilhørende røveri, idet alle de unge mennesker synes at have et alibi og intet motiv, selvom der har været både kærlighedsforhold og uenigheder i gruppen. De overlevende flygter hver sin vej, og hovedpersonen genser ikke de andre, før hun ved et tilfælde møder en af de dengang lidt sky, men tiltrækkende unge mænd, som nu er en berømt biolog på Nobelprisplan, og hun selv driver en dyrlægeklinik og lever i et lykkeligt ægteskab med den lokale anglikanske præst, efter at de tre voksne børn har forladt hjemmet. Den yngste datter har fået en ny og beundret universitetslærer, som hun henviser til moderens klinik med en gammel, syg hund, som tilhører hendes mand, der viser sig at være den fortidige studenter- og husfælle. Det er denne tilfældighed, som sætter en lavine af uforudsigelige begivenheder i gang med voldsomme konsekvenser for forholdet mellem hende og hendes mand og børn. Når udviklingen løber løbsk og nærmer sig katastrofen, hænger det sammen med det, som hendes børn kalder hendes hemmelighedsfulde natur, men som hun selv oplever som nødvendige udeladelser og fortielser af hensyn til beskyttelsen af familiens uforstyrrede lykke. Hun har ganske vist fortalt sin mand, men ikke sine børn, om sin rodede og ukonventionelle fortid, hvorfor de måske reagerer negativt på grund af deres fornemmelse af modsigelser mellem kravet om sandhed og åbenhed og uopgravede lig i lasten. Til gengæld har hun ikke fortalt sin mand om den attraktion, hun i sin tid følte for den unge mand, der nu dukker op som en midaldrende, blomstrende og berømt videnskabsmand, en attraktion, som fører hende ud i et hasarderet stævnemøde, der får en helt anden udgang, end hun havde håbet eller frygtet, idet hun både mentalt og praktisk har indrettet tete-a-teten på en måde, der holder alle muligheder åbne, idet hun derhjemme har fortalt den gamle historie om et besøg hos en veninde. Når det kan komme så vidt, skyldes det naturligvis ikke bare en genopblussen af et ungdomssværmeri, men noget langt dybere i en hidtil ikke åbent erkendt irritation over ægtemandens lidt pedantiske og »patroniserende« attituder og andre små beklagelser, som tillader sig at komme frem på trods af et i enhver henseende ellers lykkeligt ægteskab, båret frem af denne nye følelse, som er mere end en erindring om den ungdommelige følelse. Der opstår pludseligt og uventet et sammenligningsgrundlag, som får hende til at ty til de hemmelighedsfulde gerninger. I stedet for en romance udvikler stævnemødet sig til en katastrofe, idet han under middagen tilstår, at det var ham, der i sin tid myrdede den unge pige, fordi hun nægtede at genoptage et tidligere kærlighedsforhold, men det var dog først og fremmest den ligegyldighed, hvormed hun afviste ham, der fremkaldte det raseri, som fik ham til at gribe en køkkenkniv og stikke hende uden nærmere tanke på konsekvenserne, hvorefter han vendte tilbage til sit arbejde på et laboratorium, hvor han kunne skille sig af med sit blodplettede overtøj og senere vende tilbage til huset med et vandtæt alibi. Han har, siger han, siden levet alene og for menneskeheden gennem sin forskning for at skaffe sig aflad for sin forbrydelse, men appellerer åbenbart også om hendes forståelse og tilgivelse, men på en måde, som virker kvalmende og arrogant, så hun i stedet rejser sig fra bordet og flygter. Da hun kommer hjem, oprevet og forgrædt, tilstår hun over for sin mand, hvor hun i virkeligheden har været, og hvad der er sket. Skal hun anmelde forbrydelsen til politiet eller af bekvemmelighed eller barmhjertighed lade ham slippe? De bliver enige om at vente med en beslutning, som jo kan få indgribende konsekvenser ikke alene for gerningsmanden, men også for dem selv, ikke mindst for datteren. Hun satte netop familierne i forbindelse med hinanden for at fremme et attraktivt samarbejde med den kvinde, han i en moden alder havde giftet sig med uden planer om andre familiemedlemmer end den gamle hund, hvis sygdom giver anledningen til gensynet. Da hun tilfældigt møder »forbryderen« og får fornemmelsen af, at han ikke så meget har ønsket hendes tilgivelse som arrogant forsøgt at gøre hende meddelagtig i en forbrydelse, handler hun igen spontant og anmelder forbrydelsen til politiet, som imidlertid henlægger sagen, da hendes oplysninger ikke afgørende ændrer på bevisets stilling, og da han benægter ethvert kendskab til forbrydelsen og til tilståelsen heraf. Da han desuden har antydet, at hun, der har taget initiativet til stævnemødet, har villet hævne sig over at være blevet afvist af ham, bliver hun afvist med et tvetydigt smil. På en måde er ægtefællerne enige om, at det er en lettelse, at de nu kan lægge sagen bag sig, men da hun som et led i forklaringen af politiets motiver må indrømme, at hun havde taget initiativet til det mere end tvetydige stævnemøde, trækker manden sig tilbage i en slags venlig, men fjern isolation, medens datteren fortvivlet beklager sig over moderens hemmelighedsfuldhed og forræderi. Tiden går og læger måske sårene, men helt den samme familie er der ikke tale om på ruinerne af den gamle, og spørgsmålet står tilbage, om katastrofen er en følge af individernes og begivenhedernes tilfældige konstellationer, eller om der er tale om en dybtgående fejlvirkning af den kvindelige natur og dertil hørende hemmelighedsfuldhed. Jeg har sagt det før: man har lov til at citere kvindelige forfattere for at sige ting om kvinder, som ellers ville blive betragtet som reaktionær mandschauvinisme. n Sue Miller: While I was gone, 1999.- 265 sider. dr.jur.