DEN 26. NOVEMBER afsatte Kristeligt Dagblad en hel avisside for at portrættere Søren Krarup med hjælp fra anden side - blandt andre Mikael Jalving, der i 2014 i bogform udsendte en ”samlet introduktion til Krarups tænkning”.
Tænkning?
Jalving refererer i sin bog blandt andet, hvordan Krarup i sit gennembrudsværk ”Demokratisme” beskæftigede sig med demokratiets trang til ”at skyde hellige hensigter frem foran sig (og) dyrke utopien med ulyksalige konsekvenser for både samfund og borger”. Men ikke med ét ord oplyser Jalving noget om, hvad Krarup tænker på med ”de hellige hensigter” og ”ulyksalige konsekvenser”, som en praktisering af demokratiet kan føre til.
Ved siden af sin polemik mod denne den mindst ringe styreform har Krarup som bekendt med flid kastet sig over Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fra FN. I sin bog ”Dansen om menneskerettighederne” fastslår han blandt andet, at en praktisering af disse rettigheder ”truer ethvert hæderligt styre og angriber enhver borgers frihed”. Med dem har ”helligheden holdt sit indtog i politik”. Men - hvad er det for en trussel og en hellighed, Krarup tænker på?
Han påstår videre, at FN's menneskerettighedserklæring ”strider imod menneskelivets komplekse eller forskellig-artede væsen”. Den ”vil ikke vide af den skrækkelige ulige virkelighed (“). Alle skal være ens”. Sludder og vrøvl! Alle skal ikke være ens ifølge erklæringen, men alle skal så vidt muligt stilles ens med hensyn til visse rettigheder, for eksempel frihed for slaveri, tortur, vilkårlig anholdelse og partisk domfældelse og ret til lighed for loven, asyl i tilfælde af forfølgelse, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, (fag)foreningsfrihed, gratis undervisning og lægebehandling, arbejdsløsheds- og alderdomsunderstøttelse med videre. Men altså ikke ifølge Søren Krarup.
I sin bog om menneskerettighederne beskriver han med stor evangelisk spydighed, hvordan ”hjælpsomme og gode mennesker i FN yder Vorherre adskillige tjenester. (Men FN) er ikke et sted, hvor menneskets arvesynd kendes”. Og det er fatalt ifølge Krarup, for når man ikke vedkender sig arvesynden i FN, så absoluteres verdensorganisationens forsøg på at skabe så gode og frie vilkår for mennesker som muligt. Ved hjælp af denne religiøse betragtning bliver han i stand til at hænge FN ud som en totalitær institution, således at han kan nedgøre den på samme måde, som han nedgør demokratiet, menneskerettighederne og velfærdsstaten med videre - uden at Jalving har en eneste kommentar endsige indvending.
HVAD VELFÆRDSSTATEN ANGÅR, skriver Jalving, at Krarup som DF-partigænger ”satte alt ind på at ændre den danske udlændingepolitik. Prisen blev, at han måtte ofre sin kritik af velfærdsstaten eller behandlerstaten”. Det var noget, som også redaktør Sven Ove Gade var opmærksom på. Derfor opfordrede han den 22. juni 2003 i Morgenavisen Jyllands-Posten Krarup til at kommentere denne mistanke. DF-pastoren erkendte i et svar kort efter det velbegrundede i Gades mistanke. Men han mindede om den heltegerning, som han i egen indbildning havde udfoldet, inden han blev folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, ved ”konstant at føre krig mod den socialdemokratisme, der vil skabe det perfekte samfund ved at hjernevaske og svinebinde menneskene med sin totale (velfærds)ideologi”. Altså igen-igen en fuldstændig grundløs Krarup-absoluterering.
Meget kan man sige om Socialdemokratiet, men dette parti har aldrig været i nærheden af noget, der bare kunne minde om absolutisme. Dette i modsætning til den lutheranske absolutistpastor. Hans læremester Martin Luther baserede sit samfundssyn på Paulus-ordet om, at ”der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod.” (Rom. 13, 1-2). På denne måde absoluterede Luther de til enhver tid siddende magthavere - lige meget hvor uduelige eller undertrykkende de var. Han gjorde som bekendt meget ud af at skelne mellem, hvad han kaldte ”det åndelige og det verdslige regimente”, det vil sige mellem religion og politik. Men med sit paulinske samfundssyn rodede Luther jo selv politik og religion sammen på samme måde, som Krarup har gjort det kontinuerligt for eksempel i forlængelse af Folketingets åbningsdebat i 2001.
Ved den lejlighed udtalte Pia Kjærsgaard (DF) med brod mod islamisternes lovreligion, som hun havde lært det af partifælle Krarup: ”At man sætter reli-gion over et lands lov, er ikke noget, vi kan acceptere i Danmark.” Få dage efter, den 6. oktober 2001, fastslog Krarup imidlertid i Morgenavisen Jyllands-Posten, at ifølge Grundloven er Danmark et luthersk land. ”Dette er forudsætningen, under hvilken Grundloven skal læses og landet ledes,” ligesom det også skal være ”fortegnet for den lovgivning, der vedtages i det danske folketing”. Her satte Krarup således umisforståeligt religionen over loven - ligesom islamisterne.
Den kendte, schweiziske teolog Karl Barth - en af Tidehvervs læremestre - var af den opfattelse, at Luther ikke var uden skyld i, at tyskerne så villigt bøjede sig for nazidiktaturet. Nazisterne kunne ydermere hente inspiration i hans intense jødehad. I sit skrift ”Om jøderne og deres løgne” anbefaler Luther således, ”at man sætter ild på deres synagoger (...), at man ligeledes nedbryder og ødelægger deres huse (...), at man fratager dem alle deres bønnebøger (...), at man fuldstændigt fratager jøderne retten til at rejse frit omkring”, ja, at man ”behandler dem med al ubarmhjertighed”. Den første danske oversættelse af Luthers antisemitiske skrift blev udsendt af det danske naziparti i 1939. Den næste oversættelse blev udsendt i 1999 - af Søren Krarup.
MAN MÅ SPØRGE: Har Søren Krarups mange borgerlige tilbedere slet ikke gjort sig konsekvenserne klar af de ”tanker”, han gør sig med hensyn til mistænkeliggørelse af demokratiet eller menneskerettighederne? Mikael Jalving gør det tydeligvis ikke. Han nævner blot, at DF-pastoren ”ikke har vist synderlig interesse for Luthers politiske stillingtagen - herunder hans besked til de tyske fyrster, at de skulle slå bønderne ned som gale hunde”, fordi de tillod sig at tage evangeliet til indtægt i deres kamp mod de godsejere, som havde frataget dem deres jord. Og Jalving finder det blot ”symptomatisk”, at Krarup genudsendte Luthers skrift mod jøderne - uden nærmere kommentarer.
I sit svar til Sven Ove Gade i Morgenavisen Jyllands-Posten gjorde Søren Krarup den tilføjelse, at ”det har aldrig har været velfærdsstaten, der har været genstand for min kritik. Det har alene været behandlersamfundet”. Gade følte sig ikke ganske overbevist om denne forsikring. Det havde han heller ingen grund til. I sin bog ”Det tavse flertal” tilslutter Krarup sig for eksempel den grundtvigianske forfatter Jakob Knudsens påstand om, at der ”ikke er noget træk i samfundsskorstenen, hvis ikke luften strømmer til fra fattigdommens isnende vinterøde”. Ja, Krarup gjorde oven i købet en tilføjelse om, at ”denne håndfaste virkelighedserkendelse (har) en dansk nutid grund til at overveje mere end én gang”. Det er som bekendt, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu ikke bare har overvejet. Han genindfører kontanthjælpsloftet i skærpet form, skønt det, da han tidligere indførte det, blandt andet bragte cirka 45.000 børn i øget fattigdom. Af den grund afskaffede Helle Thorning-Schmidt (S) det. Krarup gjorde aldeles intet forsøg på at skelne mellem velfærds- og behandlersamfundet, før han som folketingsmedlem måtte bøje sig for partidisciplinen.
”Det er selvsagt ikke muligt på nuværende tidspunkt at vurdere rækkevidden af Krarups indsats,” skrev Nils Gunder Hansen i sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad af Jalvings bog om Krarups ”tænkning”. Mon det var muligt på nuværende tidspunkt at få ham eller Jalving til at vurdere den kritik, som jeg her har fremført?
Henning Tjørnehøj er historiker og forfatter