Den mineramte Kristus – da kirken blev global

De hellige tre konger, som vi fejrer i disse dage, blev et billede på mission. De fandt frem til troens kerne i stalden i Betlehem og drog ud for at dele budskabet med mennesker overalt. Sådan blev kirken global

Den mineramte Kristus – da kirken blev global

OVER MIT SKRIVEBORD hænger et krucifiks fra Cambodja. På korset hænger Jesus, som vi kender det fra krucifikser i hele verden, men på dette kors har han mistet den nederste del af det ene ben. For i Cambodja ligger der stadig landminer efter Pol Pots rædselsregime tilbage i 1970’erne. Miner, der koster liv og lemmer for mange cambodjanere. Miner, der er en del af dagligdagen og virkeligheden. Derfor hedder krucifikset også ”Den mineramte Kristus”.

Jeg holder meget af det krucifiks, fordi det siger noget, som jeg har brug for at vide. Nemlig, at Jesus kender til at være menneske. For uanset hvor vanskelige hver enkelt af os kan føle, at vores vilkår er, så blev Jesus menneske julenat, for at vi skal tro på, at intet menneskeligt er Gud fremmed. Han kender også cambodjanernes vilkår, han blev også menneske som dem – derfor hænger han dér på korset, ramt af de lidelser, som mennesker rammes af – ramt af en landmine. Sådan inspirerer den cambodjanske kirke min tro.

HELLIGTREKONGERSDAG den 6. januar er ifølge traditionen afslutningen på julen. Hjemme hos mig står juletræet med lys og pynt til helligtrekonger, hvor meget det end drysser. For julen skal have sin plads og sin tid. Der er meget at fejre.

Og selvom helligtrekongersdag markerer, at juletiden er forbi, så minder beretningen om de hellige tre konger os om, at det er nu, kristendommen begynder sin rejse ud over Jorden. For da de hellige tre konger har fundet stalden med barnet, Maria og Josef og har tilbedt Jesusbarnet, så drager de hjem igen.

Selvom det i Bibelen er meget kortfattet, hvad der fortælles om de vise mænd fra Østerland, så udviklede legenden sig hurtigt til fortællingen om tre hellige konger fra hver sin egn af den kendte verden. På malerier kan vi se, at man forestillede sig, at de var af forskellig oprindelse: brun, sort og hvid. De fik navne: Caspar, Melchior og Balthazar. De rejste fra Betlehem og bragte evangeliet med sig – ifølge legenden til hver sin del af verden. Sådan som Jesus efterfølgende også siger det i missionsbefalingen. Kristendommen og kirken blev global – for evangeliet er for alle.

DERFOR HAR helligtrekongerssøndag igennem tiden været missionens søndag med fokus på evangeliets udbredelse til hele verden. Rundt om i Danmark bliver der i denne tid holdt gudstjenester og foredrag om den verdensomspændende kristne kirke.

Fra missionsselskabernes første tid i begyndelse af 1800-tallet handlede det om at forkynde kristendom for mennesker, som aldrig havde mødt evangeliet eller hørt om Jesus. Dog lod det heller ikke missionærerne uberørte at møde den kultur, de missionerede ind i. Og man har sagt, at de, som fulgte missionens arbejde hjemme fra Danmark, var de mest globalt oplyste, både politisk, kulturelt og religiøst. De blev præget af de mange indtryk, missionærerne bragte hjem.

Da kolonitiden ophørte i 1960’erne, opstod der uafhængige kristne kirker i de nu selvstændige lande. Derfor har mission i mange år handlet om gensidig kirkeudvikling. Kirkerne ude i verden får vores bistand, både økonomisk, organisatorisk og teologisk til selv at kunne dele evangeliet, mens vi i Danmark inspireres og tager ved lære af kristne, som lever under andre livsvilkår. De læser Bibelen med andre forudsætninger og får måske øje på rigdomme, som vi ikke har set og videregivet i vores nord- og vesteuropæiske kultur.

TROEN PÅ KRISTUS viser sig forskelligt i de forskellige kulturer, den slår sig ned i. Sådan har det altid været – også da kristendommen kom til Danmark for mere end 1000 år siden med datidens missionærer.

Vi har måske bare glemt det og kommer let til at tænke, at vores ”udgave” af kristendommen er den eneste rigtige. Derfor får vi som danske kristne udvidet vores horisont ved at følges med kristendommen, når den rundt om i verden møder andre kulturer og udfordringer. Noget, som i disse år også kommer til os i Danmark for eksempel gennem kristne indvandrere og i mødet med andre religioner. Det styrker og beriger folkekirken.

I mange andre af verdens kirker har man spørgsmålene helt tæt på. Hvordan påvirker det den kristne forkyndelse, hvis man er en kristen minoritet under barske vilkår? Hvad gør man i Afrika, når respekten for de døde skal være en del af den kristne tro? Var det en styrke for kristendommen, at der i Sydamerika fra 1960’erne og frem opstod befrielsesteologi? Hvordan rummer kristen teologi, at kristne gifter sig med mennesker af anden tro?

Der er ikke nødvendigvis et endegyldigt svar på disse udfordringer. Men samtalen om dem er væsentlig for, at vi hver især kan forholde os til vores kristentro. Troen vokser i samtalen og i mødet med andres tro.

I Tamil Nadu i Sydøstindien er der tamilsk høstfest her i begyndelsen af januar. Pongal hedder festen. Pongal er en stor familiefest, hvor alle har fri i flere dage for at kunne tage hjem til familien og fejre denne fest, som har sit udspring i hinduismen.

Hvad gør de kristne? I den kristne kirke i Sydindien, blandt andet hos Danmissions partner Arcot Lutherske Kirke, er de faktisk ikke enige om, hvordan de skal forholde sig.

Uenigheden er stærk, og begge sider af diskussionen siger noget vigtigt om kristendommen. Den ene holdning er, at man bestemt ikke må fejre festen, fordi det så virker, som om man anerkender hinduismen. Andre mener, at man godt kan tage elementer af høstfesten og fejre den i en kristen sammenhæng, hvor man takker Gud for hans gode gaver, ligesom vi også i Danmark kan holde høstgudstjeneste og takke Gud for høsten. Og så er der dem, der peger på, at det kan gøre det sværere at konvertere til kristendommen, hvis man også skal give afkald på en stor familiefest. Diskussionen og samtalen om dette er vigtig. For det gør os bevidste om, hvad der er vigtigt for os i kristendommen.

HER I 2017 FEJRER VI reformationsjubilæet. Et af Reformationens og Luthers vigtige anliggender var, at den katolske kirke og dens præster ikke kunne tage tolkningen og forståelsen af kristendommen og Bibelens fortællinger fra det enkelte menneske. Enhver står til ansvar for sin tro over for Gud og sin samvittighed.

I mødet med den globale kirke kan vi blive inspireret til at arbejde med vores tro, hver især og sammen.

Derfor er Danmission gået sammen med andre kirkelige organisationer om at invitere teologer og lægfolk fra verdens kristne kirker til Danmark, så de i efteråret kan gæste danske kirker med oplæg om, hvordan man læser Bibelen andre steder i verden. ”Sola Scriptura – Skriftens Stemmer” hedder initiativet, som er en del af fejringen af 500-året for Reformationen.

I mødet med kristne fra steder som Kina, Cameroun, Libanon og Madagaskar sættes vores egen bibellæsning i perspektiv, men vigtigst af alt sættes vores egen tro og forståelse af kristendommen i spil. Derved vokser vi i troen.

De hellige tre konger, som vi fejrer i disse dage, blev et billede på mission. De fandt frem til troens kerne i stalden i Betlehem og drog ud for at dele budskabet med mennesker overalt. Sådan blev kirken global.

Og derfor hænger ”Den mineramte Kristus” over mit skrivebord og minder mig om, at Gud kender til det at være menneske – både her og i Cambodja.