Prøv avisen

Den moderne fitness og dydernes etik

I følge kristendommen giver det ingen mening at forstå krop og sjæl som to splittede dele

Menneskesyn Kristendommen forkynder som bekendt kødets opstandelse, og det indebærer heldigvis, at den rummer et alternativ til den forståelse af forholdet mellem krop og sjæl, som i dag findes i meget moderne fitness og historisk i den gamle nyplatoniske dydsetik fra antikken

For nylig lancerede fitnesskæden SATS holdtræning i en ny form for motion. Konceptet er, at man i stedet for at holde kroppen i form på løbebåndet eller i romaskinen skal ud i naturen og dyrke autentisk motion. Og hvad er så det? Jo, autentisk motion er motion, som vore fjerne forfædre dyrkede den.

LÆS OGSÅ: Den kristne etik er ikke frit svævende

Ikke for at gøre sig attraktive på datingmarkedet eller for at holde kolestoroltallet nede. De dyrkede simpelthen den motion, som var tilvejebragt af en praktisk omgang med naturen. Derfor tilbyder fitnesskæden nu, at det moderne bymenneske kan komme ud i skov og krat og kaste med kæppe, slæbe tunge vægte og løbe på kryds og tværs mellem grene og vandpytter.

Men hvad er der nu i vejen med at vælge romaskinen eller løbebåndet, hvor man kan motionere, selv hvis vejret er dårligt og oven i købet kan se tv under anstrengelserne?

Svaret er, at denne motionsform har det utidssvarende problem, at den hverken er ægte eller oprindelig. Den er civiliseret og dermed uautentisk. Motionsrummets regulérbare temperatur og mangel på vind, vejr og vandhuller fjerner vores kroppe fra deres egentlige og naturlige udfoldelse.

Hvis man derimod dyrker motion på hulemandsfacon, så kan man bygge bro over den kløft, som fitnessguruerne mener kommer til udtryk i vores uegentlige levevis på løbebåndet på den ene side og et sandt, autentisk og harmonisk forhold til os selv på den anden.

Så derfor: Hvis man vil være med på noderne og realisere det autentiske liv, så er det bare på med de moderne, naturlige, strømpelignende løbesko og så af sted.

Inden for teologien taler man i disse år om, at dydsetikken har fået et comeback. Begrebet dydsetik stammer fra antikken og blev videreudviklet i den tidlige middelalder. Dydsetikkens grundtanke er, at man realiserer det etiske ved hjælp af dyder. En række abstrakte eller almene forskrifter, som man skal efterleve for at kunne realisere det etiske.

Hos en af de mest berømte dydsetikere, nyplatonikeren Plotin (204-270) forstås kroppen og det kropslige særdeles negativt.

Plotin taler ligefrem om, at kroppen er at betragte som en skorpe, der omgiver sjælen. Hvis man skal kunne realisere dyderne og dermed realisere det etiske, så er det nødvendigt at adskille sjælen fra den odiøse krop.

En sådan opfattelse af forholdet mellem sjæl og legeme kaldes i filosofisk fagterminologi dualisme. I Plotins form for dualisme kommer kroppen til at spille en overmåde stor, negativ rolle, idet den er det, der gør, at vi ikke kan realisere dyderne fuldt ud og dermed leve etisk.

Men hos Plotin finder vi ikke kun en dualistisk dydsetik. Vi finder også et svar på, hvad en dydsetik, hvor kroppen og kropsligheden indtager en afgørende rolle, kan betyde for vores forhold til andre mennesker.

Det er nemlig ikke kun min egen krop, der er den rene sjæls udvendige og odiøse skorpe. For hvis det lykkes sjælen at skille sig fra kroppen i tilstrækkelig grad, vil den nemlig opdage, at det er forkert at tale om forskelle.

Det skyldes, at det, sjælen stræber efter, er det ene. Det guddommelige princip, hvorudfra al væren strømmer. De andres kroppe er således også bare skorper, der endnu ikke har sluppet kødet for at nærme sig det ene.

I Plotins dydsetik gøres det etiske altså til et forhold, der udspiller sig mellem sjælen, kroppen og dyderne. Under SATS markedsføringsstrategi ligger de samme tanker om forholdet mellem kroppen og dyderne som hos Plotin: Kun ved at dyrke sin krop på en særlig måde kan man realisere det autentiske, egentlige liv.

Når Plotin taler om, at man skal lade sin sjæl løsrive fra den urene krop for at kunne realisere dyderne og leve etisk, svarer det til fitnessfolkets forestilling om, at vores krops aktivitet på løbebåndet er uren og uautentisk; at den er underlagt noget, der er den fremmed.

Det skyldes, at markedsføringsstrategerne hos SATS har den forestilling, at det moderne menneskes liv er splittet. Under modsætningen mellem det uautentiske liv i fitnesscenteret og den autentiske hulemandsfitness blandt skovens træer ligger en dualisme, der ligner Plotins.

Ligesom Plotin taler SATS nemlig om kroppen og sjælen som adskilte fra hinanden. Den adskillelse er så markant, at vi har brug for en helt ny, autentisk motionsform for at hele den.

Den anden parallel mellem Plotins dydsetik og fitnessguruernes autenticitetsdyrkelse er, at tilværelsens etiske aspekt flyttes fra at være noget, der angår mig og en anden, til at være noget, der angår mig og min krop. Det primære mål i tilværelsen bliver at hele sit eget splittede selv, så man kan tilvejebringe de dyder, det gør det muligt at leve autentisk og egentligt.

Fittnesskæden SATS er ikke det eneste eksempel på, at dydsetikken er vendt tilbage. Efter at det er blevet muligt for Gud og hvermand at købe økologisk mad, er det blevet moderne blandt velbjergede storby-beboere at gå et skridt videre.

På Nørrebro i København kan man tilmelde sig en forening, hvor man kan købe grøntsager, der ikke bare er økologiske. Nej, de er dyrket relativt tæt på byen, på et lille landbrug, hvor bondemanden selv har draget omsorg for hver eneste kartoffel.

Ligesom i SATS opfatter man her i grøntsagssammenslutningen autenticitet som noget efterstræbelsesværdigt. Forskellen er, at her er det ikke motionen, men privatforbruget, der kan gøre livet autentisk. I en dydsetisk ramme vil det sige, at forbruget får en etisk dimension. Således bliver det etiske fokus også her skubbet, så det ikke længere handler om et andet menneske, men om en selv. Om mig og mit forbrug.

I det begravelsesritual, som bruges i folkekirken, lyder det: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå. Kristendommen forkynder kødets opstandelse. Det indebærer, at kristendommen rummer et alternativ til den forståelse af forholdet mellem krop og sjæl, som findes i de tre varianter af dydsetik, vi har set i det ovenstående.

Forkyndelsen af kødets, ikke blot sjælens, opstandelse indebærer, at det kristeligt set ingen mening giver at tale om en splittelse mellem legeme og sjæl. Deraf følger, at der ingen grund er til at udvikle dyder, som kan hele en sådan splittelse. Således indebærer forkyndelsen af kødets opstandelse muligheden for et korrektiv til tidens autenticitetsdyrkelse. Forkyndelsen af kødets opstandelse giver mulighed for, at livets mening ikke skal findes i positiv eller negativ kropsdyrkelse, og at det etiske ikke er et spørgsmål om privatforbrug.

Hvis vi køber præmissen i de ovenstående eksempler og tror på, at der findes en splittelse mellem krop og sjæl, så kan konsekvensen i sidste ende blive, at vi, som Plotin, også begynder at skelne mellem de andres kroppe og sjæle: at skønt jeg dyrker min næstes rene sjæl, kan jeg stadig betragte hans person som helhed, hans kød og blod som en nederdrægtig skorpe.

Og den tanke giver mulighed for et ubehageligt menneskesyn. Vi ser ansatser til det, når det bliver almindeligt at omtale fede mennesker, rygere og mennesker, der ikke køber økologisk mad, med væmmelse.

Vi tror os berettigede til det, fordi disse mennesker med deres kropslighed og forbrug viser, at de ikke stræber efter de dyder, der er nødvendige for at realisere et etisk liv. De er med andre ord umoralske.

De filosofiske og historiske perspektiver i et sådant menneskesyn er slet og ret uhyggelige.

Martin Ravn er teologistuderende ved Københavns Universitet