Tidligere sognepræst: Det moderne syn på mennesket corona-krakelerer

Coronakrisen har været med til at få det moderne syn på mennesket til at krakelere. Og hvad er det så for et syn på mennesket? Det er troen på, at mennesket er et frit og suverænt væsen, som er herre over sin egen tilværelse, skriver tidligere sognepræst

Troen på det frie og magtfulde menneske, som menes i stand til selv at skabe og kontrollere sin tilværelse og sin verden, det er den nyere tids og dermed den moderne overtro, skriver Knud Nybroe Rasmussen
Troen på det frie og magtfulde menneske, som menes i stand til selv at skabe og kontrollere sin tilværelse og sin verden, det er den nyere tids og dermed den moderne overtro, skriver Knud Nybroe Rasmussen. Foto: Privatfoto og Anne Nygård/Unsplash.

Der tales i mange sammenhænge om, hvad coronakrisen har lært os, og hvad vi kan lære af krisen. Jeg må indrømme, at jeg grundlæggende er skeptisk over for en sådan tale. For den synes mig at have en uudtalt præmis, nemlig at der overhovedet skulle være noget som helst ”positivt” ved en global sundhedskrise, hvor millioner af mennesker bliver alvorligt syge, alt for mange dør, og utallige mister deres arbejde og virksomheder, og hvor i forvejen eksisterende kriser og misforhold i svage samfund alvorligt forværres.

Det forudsætter en vis velbjærgethed distanceret at diskutere, hvilken ”læring” (!) vi kan drage af den aktuelle krise. Som om den i sig selv havde en positiv mening.

Skulle man endelig pege på noget, som den globale coronakrise rent faktisk har afstedkommet, så kunne man sige, at den har været med til rimeligt effektivt at få, hvad jeg vil kalde den moderne overtro til at krakelere.

Men hvad er det nærmere bestemt for et syn på mennesket, som er blevet modernitetens dominerende overtro? Det er – kort sagt – troen på, at mennesket er et frit og suverænt væsen, som er herre over sin egen tilværelse.

En moderne, urbaniseret og højteknologisk kultur som vores kan let forlede os til at tro, at vi selv er virkelighedens skabere. Men dermed jo også få os til at glemme, at forudsætningen for alt, hvad vi er og kan, faktisk ikke er frembragt af os selv, men givet os. Det gælder selve livet og dets kosmiske og naturmæssige betingelser. Men det gælder også det, der skal give os håb og mod til at leve. Også her lever vi måske på en illusion, at det er os selv, der skaber livet – i stedet for at modtage det, der udefra kommer til os af mening, af tro, af håb og af livsmod.

Lektor i teologi ved Københavns Universitet Jakob Wolf har i sin bog ”Jobs tårer. Om Gud og det onde” sagt noget, der rammer lige ind i spørgsmålet om, hvor meget magt vi egentlig har over vores tilværelse:

”Det er en uhyre selvfølgelighed, at nok er der meget, jeg har magt over og har indflydelse på; men der er langt mere jeg ikke har magt over eller har indflydelse på. Min afmagt er usammenlignelig meget større end min magt. Jeg er afmægtig i forhold til de mest afgørende begivenheder i mit liv, min fødsel, min død, kærligheden, og ikke nok med det, den magt, jeg har, bygger på en magt, jeg ikke har. Min magt er afhængig af, at jeg er født og lever og opretholdes af kræfter og energi, der tilflyder mig udefra. Min afmagt er så stor og indlysende, at man let kommer til at overse den.”

Troen på det frie og magtfulde menneske, som menes i stand til selv at skabe og kontrollere sin tilværelse og sin verden, det er den nyere tids og dermed den moderne overtro. Paradigmatisk udtrykt i det kendte og ikke tilfældige reklameslogan: Du skaber selv dit liv.

Hvad siger kristendommen til denne moderne tro på det suveræne og selvskabende menneske? Den siger på sin vis det samme til den moderne tro, som den sagde til den gamle, nemlig at den er overtro og indbildning. En ”totalillusion”, som Løgstrup kaldte tankegangen.

Men hvorfor nu denne negative karakteristik af den moderne tro på menneskets egen magt og muligheder? Der er jo da rigtig meget, som vi kan med vores videnskab og teknik. Ja, det er der heldigvis. Og godt for det!

Ikke desto mindre modsiges den moderne tro på det frie og suveræne menneske af helt elementære og afgørende forhold i den menneskelige tilværelse.

Lad os begynde med et negativt, men uomgængeligt og i moderniteten ofte fortrængt fænomen, nemlig menneskets skyld for ikke at sige synd. Om den siger Jesus i Johannesevangeliet til de jøder, der om sig selv påstod, at de aldrig havde været nogens trælle og derfor naturligvis var frie: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl”, syndens slave.

Det var – og er – en uforskammet besked at komme med til oplyste mennesker, der mener om sig selv, at de er frie og har magt og kontrol over det meste.Men det er faktisk den besked, kristendommen giver enhver tids ”frigjorte” og magtfuldkomne mennesker. I er ikke frie i fundamental forstand – ikke frie fra jeres selviske vilje.

Hvis eksempelvis alle mine forsøg på at ”gøre noget godt” primært har mig selv og min egen habitus og redning for øje, hvor godt er det så egentlig, det, jeg gør? Forøger det så ikke bare min selvoptagethed og ”indkrogethed i mig selv” (som Luther beskrev synden)?

Helt bortset fra spørgsmålet om, hvordan man skulle kunne arbejde sig ud af skylden, når den tid, hvori vi misbrugte livet og pådrog os skyld, jo ikke vender tilbage, men er uigenkaldeligt forbi. Derfor bliver skylden stående, og den skyldige er dybest set uden chance for selv at indfri sin skyld eller skaffe den ud af verden.

Den magt har heller intet andet i verden. For også det hører tiden til og er som vi selv underlagt forgængeligheden. Skal skylden virkelig tilgives, må tilgivelsen komme fra livets egen instans. Det er faktisk det, kristendommen handler om, når den forkynder syndernes forladelse.

Men ikke kun skylden aktualiserer spørgsmålet om menneskets frihed eller ufrihed. Mange andre også positive fænomener i den menneskelige tilværelse rejser det samme spørgsmål, der også kan formuleres som spørgsmålet om magt og afmagt. Hvor meget af det, vi lever af, skylder vi os selv? Og hvor meget har vi egentlig magt over, når det kommer til stykket? Af ting, som vi er afmægtige over for, nævnte Jakob Wolf fødsel og kærlighed og livets opretholdende og nærende kræfter, som tilflyder os udefra.

Men afmagten gælder jo i allerhøjeste grad også sygdom og lidelse og ikke mindst døden, som hensætter ethvert menneske i den ultimative afmagt. Netop den sygdomsbetingede afmagt har den aktuelle sundhedskrise gjort uhyggeligt klar og nærværende for de fleste. Og dermed er coronakrisen som allerede antydet medvirkende til meget effektivt og brutalt at få den moderne overtro på menneskets egen magt og uendelige muligheder til at krakelere.

Måske er kirken et af de få steder i dag, hvor både menneskets ufrihed og afmagt artikuleres klart – hvor der derfor tales usminket og sandt om den menneskelige virkelighed, ”la condition humaine”.

Som præsten og teologen K. Olesen Larsen prægnant har formuleret det i en lille kirkebladsartikel:

”Virkeligheden, det er både det at leve og det at dø, – ingen nok så fin nyopfundet virkelighed kan tage døden bort. Virkeligheden er ikke sejr, men nederlag, er at være i livets og i dødens magt og ingensinde at være herre over sit eget liv. I virkeligheden er vi fattige, uvidende, usikre mennesker; og den virkelighed skal vi blive i for at leve den. For her er det en nødvendighed at høre Guds røst og leve af hans nåde.”

Den tyske filosof Rüdiger Safranski er inde på det samme, når han i sin bog om ”det onde” skriver:

”Religionen giver menneskene mod til at indrømme deres afmagt, endelighed, fejlbarlighed og skyldighed. Og den gør det samtidig muligt at leve med alt det. Ideologierne satser derimod på menneskets selvtilstrækkelighed.”

Men måske er det præcis den menneskelige selvtilstrækkelighed, som den nuværende krise er med til at slå skår i.