Prøv avisen

Den nazistiske likvidering af Kaj Munk

Hvis man kan kalde et ligtog for et triumftog, så var Kaj Munks rejse fra Silkeborg og til Vedersø et triumftog – et ”sorgens triumftog”. En formulering, som pastor Herluf Aagaard brugte om Kaj Munks sidste rejse. Foto: Arkivfoto

"Tyskerne regnede med, at mordet på Kaj Munk ville afskrække danskerne og svække modstandsviljen. Sådan gik det ikke," skriver lektor Knud Erik Andersen i dagens kronik

Under Anden Verdenskrig skrev og talte Kaj Munk om, at danskerne måtte tage stilling vælge standpunkt og gå ind i aktiv modstand mod den tyske besættelsesmagt. Det var et synspunkt, mange ikke brød sig om at høre under krigen og anså for direkte tåbeligt. Hvad kunne modstand dog nytte?

Kaj Munk vidste, at hans synspunkt kunne koste ham livet, og det gjorde det tirsdag den 4. januar 1944 præcis for 70 år siden i dag.

Hans lig blev fundet onsdag den 5. januar 1944 cirka klokken 08.15 af en lokal murer, der var på vej til landsbyen Pårup. I vejsiden så han Kaj Munks skindhue og liget i grøften. Hurtigt efter fik han fat i en telefon og ringede til politiet, der straks satte en eftersøgning i gang.

Kaj Munk blev myrdet af tyskerne, der skød ham i en grøft ved Hørbylunde Bakke i Midtjylland. Tre skud et skud i nakken og to i venstre tinding afsluttede hans liv. Mordet var en gengældelseshandling. En tysk gengældelse for, at danske stikkere blev dræbt af modstandsbevægelsen, fordi de var farlige for modstandsfolkene. Cirka 375 stikkere blev dræbt.

For at gengælde stikkerdrabene begyndte tyskerne at myrde en række kendte danskere. Som en af de første udpegede tyskerne Kaj Munk, der skulle myrdes, fordi han både som præst og forfatter talte tyskerne imod. Ja, direkte opfordrede til aktiv modstand.

Tyskerne regnede med, at mordet på Kaj Munk ville afskrække danskerne og svække modstandsviljen. Sådan gik det ikke. Først og fremmest krigens hele udvikling, men også mordet på Kaj Munk øgede modstandsviljen og antallet af sabotagehandlinger.

Fra tysk side var der ikke nogen interesse i, at mordet på Kaj Munk blev opklaret. Det hindrede dog ikke, at kriminalpolitiet fandt ud af, hvem der stod bag mordet. Morderne kom for retten efter krigen, hvor de blev idømt hårde straffe for i 1952 og 1953 at blive benådet og udvist af Danmark.

Så sent som ved nytårsprædikenen den 1. januar 1944 appellerede Kaj Munk om, at danskerne lod være med at samarbejde med tyskerne. Tværtimod skulle den tyske besættelsesmagt bekæmpes.

Det var ikke første gang, den appel lød fra ham, men det blev den sidste gang. Stærkt og utvetydigt talte Kaj Munk stående ved siden af prædikestolen iført sin overfrakke og det røde halstørklæde, han altid gik med til sin menighed og fordømte dem, der uden grund samarbejdede med tyskerne.

Kaj Munks lig blev kørt til Silkeborg Amts Sygehus, hvor det blev obduceret. Dødsårsagen blev her endeligt klarlagt: Tre skud afsluttede hans liv. Dagen efter, torsdag den 6. januar, blev Kaj Munks lig kørt til sygehusets kapel, hvor en af hans ungdomsvenner, pastor Herluf Aagaard, Them, holdt en gribende højtidelighed.

Man sang Martin Luthers salme Vor Gud han er så fast en borg, og Herluf Aagaard fremsagde trosbekendelsen og Fadervor. Ceremonien blev afsluttet med, at alle sang salmen Mægtigste Kriste. Midt på eftermiddagen og i en by, hvor mange flag var på halv stang, satte rustvognen med Kaj Munks kiste sig i gang. Hvis man kalde et ligtog for et triumftog, så var Kaj Munks rejse fra Silkeborg og til Vedersø et triumftog et sorgens triumftog. En formulering, som pastor Herluf Aagaard brugte om Kaj Munks rejse til Vedersø.

Kaj Munks begravelse blev overværet af mere end 2000 mennesker. Kun et mindretal kom ind i kirken, nemlig beboerne i Vedersø og så de indbudte.

Dr.theol. Niels Nøjgaard, en af Kaj Munks gamle og trofaste venner, holdt gudstjenesten og talte ud fra ordene: Ild er jeg kommen at kaste på jorden. Aksel Schiøtz sang Udrust dig, helt fra Golgata. Da kisten blev båret ud, sang man Så rejse vi til vort fædreland.

Kisten blev sænket i jorden svøbt i et dannebrogsflag, som unge i Vedersø Sogn havde samlet ind til. En blæsende og regnvåd dag sluttede det hele, mens Vor Gud han er så fast en borg lød, først fra enkelte af de tilstedeværende snart med tilslutning fra alle.

Kaj Munk kan ikke have været i tvivl om, at hans liv var i fare. Et par dage før jul 1943 opsøgte en tysk officer faderen til sognepræsten i Ulfborg, K.L. Aastrup, og fortalte, at hans søn og Kaj Munk var i fare.

K.L. Aastrup tog over til Kaj Munk for at drøfte, hvad de skulle gøre. De to præster var enige om, at de ikke som i byerne kunne gemme sig et andet sted, og her lige før jul kunne de ikke tage ferie. Resultatet blev, at de ville se tiden an. Videre blev de enige om, at de i deres nytårsprædikener ville vende sig imod de mange i deres sogne, der tjente penge ved at arbejde for tyskerne med befæstningen af kysterne eller ved at stille heste og vogne til rådighed for værnemagten.

I slutningen af december 1943 blev Kaj Munk opsøgt af modstandsmanden Børge Eriksen, der var taget til Vedersø for at advare Kaj Munk og overtale ham til at gå under jorden.

Sent om aftenen kom Børge Eriksen til præstegården, hvor Lise Munk tog imod ham. Børge Eriksen bad om at komme til at tale med Kaj Munk, der opholdt sig i sit arbejdsværelse på første sal i præstegården. Men Kaj Munk nægtede at komme ned. Han ville ikke tale med Børge Eriksen, hvis formål med at komme til præstegården han sikkert har anet. Næste morgen forlod Børge Eriksen Vedersø uden at have talt med Kaj Munk.

Flere endnu havde tidligere advaret Kaj Munk om den fare, han udsatte sig for, og foreslået ham at gå under jorden. Blandt andre har graver ved Vedersø Kirke Viggo Thornvig fortalt om en ordveksling, han havde med Kaj Munk i 1943, hvori han havde anbefalet ham at tage til Sverige. Men Kaj Munk ville ikke stikke halen mellem benene.

Vi kan i dag have svært ved at forstå, hvorfor Kaj Munk ikke gik under jorden. Han havde dog et stort ansvar for fem børn og en kone. Måske har han ikke troet på, at han ville blive henrettet, måske har han troet, at han kun risikerede at blive sendt til Tyskland og i en fangelejr for en periode eller ønskede Kaj Munk martyriet? Vi ved det ikke. Det bliver kun til gætterier.

Men vi ved, at Kaj Munk ikke ville forlade Vedersø, og at han nægtede at holde mund: Sandheden skulle frem. Koste hvad den ville.

I dag kan vi læne os tilbage og glæde os over, at der i Danmark både var en Kaj Munk og modstandsorganisationer, så æren delvist blev reddet.

Samtidig kan vi glæde os over, at der i situationen var politikere, der forstod, at det gjaldt om at komme igennem krigen med mindst mulige skader og frem for alt så få tab af mennesker som overhovedet muligt.

Knud Erik Andersen er ekstern lektor, ph.d., tilknyttet Kaj Munk Forskningscentret