Prøv avisen
Kronik

Den nye fase skal mødes med psykologisk indsigt

Vi skal have forståelse for, at vi hver især reagerer meget forskelligt på krisesituationer, skriver Anders Korsgaard og flere i Dansk Psykolog Forenings corona-ekspertpanel. På billedet fra Aalborg er det en gågade, der ved hjælp af den gule streg er opdelt i to klart afmærkede retninger. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Anders Korsgaard med flere, Dansk Psykolog Forenings corona-ekspertpanel

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I krisetider kommer vore forskelligheder frem, og det kan skabe konflikter. Derfor har vi brug for psykologiske værnemidler nu, hvor Danmark langsomt genåbner, mener Dansk Psykolog Forenings corona-ekspertpanel

Når man flytter til et nyt land, flytter man også ind i en ny kultur, hvor man skal lære landets nye skikke og traditioner at kende, og hvordan man omgås hinanden. Sådan kan man også beskrive den situation, vi alle har befundet os i, siden covid-19-pandemien for alvor gjorde sit indtog i Danmark og på meget kort tid lukkede store dele af samfundet ned. Vi har alle skullet vænne os til nye omgangsformer, hvor vi ikke må mødes og forsamles, som vi plejer, eller hilse på hinanden, som vi altid har gjort, for eksempel med et håndtryk eller et kram. Vi har fået retningslinjer om nye måder at gøre tingene på. Alt sammen for at inddæmme smittespredningen.

Nu står vi endnu en gang på kort tid i en ny situation med en langsom genåbning af samfundet, hvor det handler om at afbøde konsekvenserne af pandemien. Der er lempet på nogle af restriktionerne for vores adfærd – vi må så småt begynde at gå på arbejde, i daginstitution og i skole igen. Men det er med store forbehold. Den fysiske afstand skal stadig opretholdes. Vores samvær er, og vil blive ved med at være, helt forandret. Og ingen ved, hvor længe det vil vare.

Udsigten til, at vi skal holde afstand i måske et til halvandet år endnu, som meldingen fra Statens Serum Institut lød for nyligt, har skabt stærke reaktioner. Derfor er det også lige nu, at vi skal være ekstra opmærksomme på, hvad de psykologiske implikationer af situationen er – og hvad vi kan gøre for at håndtere dem. I første fase, hvor smitten skulle inddæmmes, har det været et medicinsk sundhedsfokus, der skulle til for at komme bedst muligt fra start under pandemien. Nu, i anden fase, hvor vi afbøder, handler det om at stille skarpt på de menneskelige og socialpsykologiske effekter af pandemien for at komme godt videre. Her er der flere ting, vi skal være opmærksomme på.

Først og fremmest skal vi have forståelse for, at vi alle står i en ukendt situation, som ikke ligner andre krisesituationer, vi kender, for eksempel en terrorsituation. Det specielle ved corona er, at den er usynlig og meget ukonkret.

Derfor er den også svær at håndtere. Vi ved ikke helt, hvor ”truslen” er; kun, at den består af smitte. Men vi kan ikke se, hvem der er smittet og udgør en risiko for os. Vi ved derfor heller ikke, hvornår vi er truet eller trygge.

Havde vi stået over for et terrorangreb eller en naturkatastrofe, hvor en bygning var kollapset eller et område oversvømmet, ville vi vide, hvor og hvornår vi var i nærheden af en trussel. Nu ved vi ikke, hvor vi kan være i sikkerhed, og vi kan ikke engang regne med, at det er sikkert at være i vores hjem. Det er selve mødet mellem mennesker, der er potentielt farligt for os og vores nære – sådan opleves det af mange, og det vil uvilkårligt give næring til frygt. Den usikkerhed og panikstemning ser vi allerede udspille sig. For eksempel når småbørnsforældre i forbindelse med genåbningen af daginstitutioner taler bekymret om at sende deres børn ud i ”frontlinjen”. Eller når et familiemedlem ikke overholder retningslinjerne for samvær og derfor opleves som en trussel, der trækker sårbarheden ind i resten af familien.

Vi skal have forståelse for, at vi hver især reagerer meget forskelligt på krisesituationer. Derfor ser vi også, at der er meget stor forskel på, hvor let eller svær corona-situationen opleves – og udsigten til en langsom genåbning af samfundet. Nogle af os kan næsten ikke vente med at komme tilbage på job eller i skole. Det kan skyldes mange ting: at isolationslivet i småbørnsfamilien er ved at nå et praktisk kogepunkt, eller at isolation rimer dårligt på ekstroverthed.

Andre af os forholder os til genåbningen med en slags sorgfuldhed: Det har føltes godt og nyt at arbejde hjemme med ro og frihed til opgaver eller at være anderledes tæt på sine børn og nærmeste, og skal vi nu sige farvel til det? Og så er der også de af os, der er bekymrede og frustrerede: Er genåbningen klog? Betyder den, at vi henter smitte hjem, hvor det er unødvendigt, fordi samfundsøkonomi trumfer menneskeliv?

Normalt har vi i vores samfund en tro på, at forskellighed er godt. Men når vi befinder os i en presset situation, stiger trykket i både samfundet og hos den enkelte, og så kan forskellighed skabe uenighed og konflikt. Nogle af os er autoritetstro og finder tryghed og sikkerhed i at gøre, som myndighederne anbefaler. Andre reagerer med modstand og skepsis.

De mekanismer ser vi for alvor komme i spil nu, hvor Danmark er ved at genåbne. Vi er gået fra en fase, hvor alle har bakket op om og efterlevet myndighedernes retningslinjer uden at sætte spørgsmålstegn, til en fase, hvor sundhedseksperter begynder at være uenige om strategien, den politiske opposition udfordrer regeringen, og de forskellige interesserer kommer i clinch.

Samhørigheden slår sprækker, og der viser sig tegn på grupperinger i samfundet: de offentligt ansatte versus de privatansatte – hvem får mest støtte og hjælp? De små børn versus vores ældre borgere –hvem skal skånes mest for smitte? Måske vil vi i den kommende tid også se flere grupperinger med interessekonflikter melde sig: De endnuikke-covid-19-smittede, der gerne vil have en langsom genåbning af landet, versus de allerede smittede, som er kommet raske gennem forløbet, er immune og gerne vil have samfundshjulene og økonomien i gang hurtigst muligt. Eller mellem patientgrupper – dem, der har måttet vige pladsen i sygehusvæsenet for covid-19 i en periode og nu står i kø for at få genoptaget udredning og behandling.

Grupperinger og uenighed er forventelige i en krisesituation som den, vi står i. Både fordi krisen indtil videre har været langvarig, opleves markant og truende, og fordi det specielle og svære ved covid-19-pandemien er, at vi ikke har en slutdato på den.

Vi kan ikke se en ende på den, men må holde vejret på ubestemt tid. Det stiller store krav til vores tilvænningsevne. Men også til vores empati og evne til at kunne sætte os i andres sted. Derfor har vi et stort mentalt arbejde foran os lige nu. Vi har brug for flere og andre værnemidler end mundbind, sæbe og håndsprit for at komme godt gennem situationen, også som samfund.

Vi skal gøre mere af det, vi allerede er gode til i mange andre kritiske situationer i vores liv, som når der er skilsmisse, dødsfald eller andre alvorlige begivenheder i vores omgangskreds: spørge, lytte og ønske at forstå situationen. Når vi sætter os ind i, hvilke mekanismer der er på spil hos andre, forstår vi også deres psykologiske reaktioner og rummer dem bedre. Jo mere vi kan rumme andres reaktioner og adfærd, desto lavere risiko for konflikter vil der være.

Vi skal øve os i at være gode til at finde på. Når vi ikke kan gå i biografen, tage ud at spise eller gøre alt det, der plejer at give os glæde og overskud, må vi opfinde nye måder at skabe trivsel på.

Allerede nu spirer opfindsomheden, nogle holder videokonference-fredagsbar, andre laver læseklubber eller bagekurser på de sociale medier. Vi skal også dyrke tilliden – til hinanden, samfundet og fællesskabet. Den er vores vigtigste aktie i en tid, hvor vi føler os truet på vores tryghed, sundhed og sikkerhed. Ved at støtte hinanden og række ud til nogen, der trænger – vores nabo, der mangler en hånd til indkøb, eller vores ældre, der kan være ensomme – oplever vi mening og fællesskab, og det hjælper både dem og os.

Når vi er bevidste om, at samfundet er forandret, og vi formår at tilpasse os de nye omstændigheder, skaber det ikke kun mere psykisk balance i hverdagen, men måske også eftertanke. Om, hvad det gode liv egentlig er for os hver især, og hvad vi sætter pris på i fællesskabet og samfundet. Det er en god erfaring at bygge på – også efter coronakrisen.