Prøv avisen
Kronik

Klima-alarmismen er blevet en ny verdensreligion

På globalt plan er temperaturen ikke steget, men har holdt en såkaldt ”klimapause” de seneste to årtier, skriver tidligere statsgeolog Jens Morten Hansen Foto: Nicole Raucheisen, AP/ritzau

De seneste orkaner i Caribien bidrager til den udbredte opfattelse, at klimaet er gået amok. Det passer bare ikke. På globalt plan er temperaturen ikke steget, men har holdt en såkaldt klimapause de seneste to årtier, skriver tidligere statsgeolog

DET KAN NÆPPE have undgået tv-seernes opmærksomhed, at vi får stadig længere og stadig hyppigere vejrudsendelser. Der er næppe den storm, den skypumpe, det haglvejr, det skybrud, den snestorm, den oversvømmelse, det jordskred, den lavine eller den skovbrand, som alverdens vejrværter ikke river tv-seerne i næsen. Og når DR’s såkaldte klimaekspert Jesper Theilgaard er aftenens vejrvært, sker det ofte med en bemærkning om, at det skyldes ”klimaforandringerne” og ”den globale opvarmning”.

Sagen er bare, at det ikke passer. På globalt plan er temperaturen ikke steget, men har holdt en såkaldt ”klimapause” de seneste to årtier. Der er heller ikke mere ekstremvejr end før. Faktisk er verdens antal af orkaner faldet gennem de seneste 100 år, og forsikringsudgifterne efter ekstremvejr er ifølge FN’s statistik faldet gennem de seneste mange årtier. Men de seneste orkaner i Caribien har fået enorm opmærksomhed i medierne og bidrager derfor til den udbredte opfattelse, at ”klimaet er gået amok”.

Derfor er det svært at få bugt med den udbredte usandhed, at 97 procent af verdens klimaforskere er enige med det politiske, internationale klimapanel, IPCC: Nutidens klimaforandringer er tiltagende og menneskeskabte! Men det er vist igen og igen, at antallet af ”rettroende” forskere er langt lavere, når man nøjes med at spørge de forskere, der er specialister i årsager til klimaforandringer. Højere tal end 50 procent får man kun, hvis man spørger de forskere, som ikke selv har forsket i klimaforandringers mulige årsager, men som lever af at forske i de af IPCC forventede virkninger af de påståede menneskeskabte klimaforandringer.

Derfor er heller ikke så mærkeligt, at mange er faldet for klimaalarmismen, der efterhånden har karakter af en ny verdensreligion. Her i Reformationens jubilæumsår er det vel ikke helt upassende at sammenligne klimaalarmismen med en ny verdensomspændende religion. En verdensreligion, der har en god del af verdens befolkning som menighed, sin egen trosbekendelse og sine egne profeter, kardinaler, biskopper, provster, præster og degne til at varetage messernes liturgi i alverdens tilstrækkeligt store kongrescentre.

I Kristeligt Dagblads store artikel den 9. oktober vasker klimaalarmisten, professor Katherine Richardson (KU) dog hænder efter kritik fra blandt andet lektor Jens Olaf Pepke Pedersen (DTU), der i 2016 vandt prisen Årets Danske Forskningsresultat. Richardson har som sine meningsfæller gang på gang udtrykt, at klimakritikken er samfundsskadelig, og har som prodekan blandt andet medvirket til, at Københavns Universitets hjemmesider er forsøgt renset for klimakritik. Pepke Pedersen siger blandt andet, at afvigende holdninger i stigende grad bliver undertrykt og latterliggjort, og at han og flere andre derfor oplever Katherine Richardson som en blandt mange repræsentanter for en ny religion og nutidig inkvisition.

Det er vi mange klimaforskere, der kan skrive under på. Blandt andet har jeg fra min daværende chef fået en truende, skriftlig reprimande for forsøg på at kritisere IPCC. Og sammen med to af Nordens førende klimaforskere har vi fået afvist alle forsøg på indlæg i klimaalarmisternes skandinaviske hoforganer, det vil sige Dagens Nyheter (Sverige), Politiken (Danmark) og Aftenposten (Norge). Fra førstnævnte med den bizarre begrundelse, at avisen ”ikke udgiver artikler under temaet ’Kejserens nye klæder’”. Med andre ord: Hvis folk helst vil tro, at den nøgne kejser er påklædt, vil avisen ikke rokke ved denne tro!

Men uden kritik kan videnskabelig fremdrift ikke finde sted. Enhver tid har sine dominante teorier – paradigmer – som en stor del af samtidens forskere indordner sig kritikløst under. Videnskabsfilosoffen Thomas Kuhn er berømt for sine undersøgelser af naturvidenskabens paradigmer. Det vil sige de banebrydende idéer, der har brudt med tidligere paradigmer, men som nu selv bliver den nye tids meningskontrollerende paradigmer.

Kuhn og de fleste andre videnskabsfilosoffer er enige om, at menneskehedens trang til at opfatte verden på en bestemt tidstypisk måde deler forskerne i to hovedgrupper: de mange, der kritikløst følger og forsvarer samtidens paradigmer og søger at beskytte paradigmets kerne med et tykt lag af yderligere evidens (”mainstream forskning”). Og på den anden side de langt færre, der ikke arbejder på at fylde yderligere evidens på det politisk korrekte paradigme, men borer i dets svagheder og fejltagelser for at finde nye og bedre svar (”banebrydende forskning”). For mig at se svarer vor tids klimaforskning på alle måder til Kuhns teori om paradigmatisk meningskontrol, hvis man da ikke vælger ovenstående beskrivelse af klimaalarmismen som en ny ”katolsk” verdensreligion.

I dag er det ikke de faldne dogmer om pavens ufejlbarlighed, Newtons altforklarende mekanik og 1900-tallets racehygiejne, der ikke må kritiseres, men det internationale politiske klimapanel og dets bagland af mainstream-forskere, som forkynder ”troens renhed”, og som med Jordens og menneskehedens frelse som uimodsigeligt godhedsmål forfølger anderledes tænkende.

Danske og andre skandinaviske forskere har verdens længste tradition for klimaforskning. Siden slutningen af 1800-tallet har skandinaviske forskere før andre påvist betydelige effekter af naturlige klimasvingninger på Nordens og Grønlands geografi, iskapper, dalgletsjere, kystlinjer, dyreliv, vegetationsudvikling, arkæologi og historiske kulturudviklinger. Måske netop derfor finder vi her i Skandinavien et større mod til at modsige IPCC’s larmende påstand om, at nutidens klimaforandringer i alt væsentligt er menneskeskabte. Her i Skandinavien ser vi ingen målbare effekter af klimaforandringer, som vi ikke har set før industrialiseringen, og som ikke kan forklares med veldokumenterede, naturlige årsager.

Særligt alvorlig er IPCC’s ensidige brug af klimamodeller, der forudsætter, at atmosfærens CO2-indhold styrer temperaturen. Men det er vist mange gange i de senere år, at atmosfærens temperatur stiger før CO2-koncentrationen, og at klimaeffekten af CO2 er meget ringe. IPCC har byttet om på årsager og virkninger, men fremturer fortsat med denne fatale fejltagelse. Derfor kan klimamodellerne end ikke rekonstruere de seneste årtiers klimavariationer. Ikke desto mindre hævdes modellerne at kunne forudsige fremtidens klima om to århundreder.

Men langt værre er, at klimaets mainstream af forskere har kunnet trække de fleste statsledere med sig, og at de få, der ikke er faldet for fristelsen, ikke just hører til de mest uskyldsrene. Derved får forskerne profetens rolle og statslederne en perfekt mulighed for at fremstå som verdensfrelsere, mens langt værre problemer galoperer af sted i deres hjemlande mod for eksempel konstant stigende ødelæggelse af livsnødvendige vandressourcer, naturarealer og biodiversitet.

Derfor anser jeg nutidens klimaparadigme for at være den største trussel mod ikke bare forskningsfriheden og den almindelige meningsdannelse på miljøområdet, men i det hele taget mod landenes natur- og miljøbeskyttelse og sundhedspolitik.

Bag statsledernes klimaglorie og dens ”prægtige stråleglans” fortoner sig landenes eget ansvar for langt vigtigere miljø-, natur- og sundhedspolitiske problemer, hvor de enkelte lande har specifikke, men forskellige ansvar – ikke kun et fælles, men delt ansvar for et problem, hvis eksistens og eventuelle betydning ovenikøbet er yderst diskutabelt.