Efter en længere periode, hvor begrebet var på vej over i glemselskassen med truede ord eller i det mindste var noget, som kun blev taget alvorligt i Grundtvigs Mindestuer er det tydeligt, at det atter er blevet politisk korrekt at beskæftige sig med folkeoplysning.
Det officielle comeback startede, da undervisningsminister Bertel Haarder (V) i februar 2009 nedsatte et Folkeoplysningsudvalg med en halv snes medlemmer, som skulle afgive bud på seks problemfelter, hvor det første var at fremlægge forslag til, hvordan højskolen, folkeoplysningen og idræts- og foreningslivet i højere grad kan medvirke til at styrke demokrati og medborgerskab.
De andre problemfelter var af mere teknisk art, men ministeren havde allerede under det første punkt beskrevet, hvad det drejer sig om: Demokrati og medborgerskab trænger til at blive styrket. Og hvad er i den situation mere naturligt for en minister med rod i folkehøjskolernes verden end at undersøge, om der kunne hentes hjælp fra de forskellige elementer, som tilsammen udgør folkeoplysningen. Dette hæderkronede begreb, som vi lige siden den danske kulturrevolution i tiårene efter 1864 har betragtet som en væsentlig del af forklaringen på, at danskerne magtede at forandre et smerteligt militært nederlag til en folkelig sejr.
Det blev 15. oktober 2010, før udvalgets rapport om Folkeoplysningens samfundsmæssige betydning så dagens lys. Den efterfølgende debat førte frem til en revision af Folkeoplysningsloven, som trådte i kraft den 1. august 2011. I loven tales der gentagne gange om, at formålet med aktiviteterne er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab.
Ud fra disse smukke, overordnede formuleringer fastsætter loven en lang række rammebestemmelser. Men det er op til kommunerne at fylde rammerne ud, hvorfor alle kommuner inden den 1. januar 2012 skulle udarbejde en politik for den folkeoplysende virksomhed.På dette som på så mange andre områder støder Folketingets smukke,
overordnede formuleringer ind i den økonomiske nødvendighed ude i kommunerne.
LÆS OGSÅ: Oplyst folkelighed skal tilbage i medierne
Nu hvor man begynder at kunne se resultaterne af, at de skal udarbejde politikker på folkeoplysningens område, er der klare tendenser til, at det ansvarlige medborgerskab, som loven skal styrke, søges anvendt til at aktivere frivillige kræfter til at gå ind og løse kommunale velfærdsopgaver. Hvorved kommunerne kan spare penge på de hårdt belastede social- og sundhedsbudgetter.
Advarende røster taler nu om, at kommunaliseringen truer folkeoplysningen!
Bevares, et af de fornemste særpræg ved det danske samfund er så afgjort de enorme mængder af frivilligt arbejde, der udføres inden for idrætten, skolerne og ikke mindst livsvigtige hjælpeorganisationer som Røde Kors, Kirkens Korshær med flere.
Men det helt afgørende er, at frivilligheden udspringer fra den aktive frivillige selv. Den er ikke sat i system ovenfra. Den udspringer af, at landet er fyldt med ansvarlige mennesker med overskud til at engagere sig i lokale fællesskaber.
Og denne aktivitet må ikke erstatte folkeoplysningens bidrag til oplæring i demokrati gennem foreningsaktiviteter, hvor der ideelt set også skabes forståelse for den påkrævede brobygning fra det lokale til det nationale og derfra videre ud til det globale. Og så er vi tilbage ved de store ord. Ved demokrati og medborgerskab.
For det er hér, det brænder på i disse år. Den traditionelle danske selvtilfredshed er voldsomt udfordret. Ikke blot fordi danske skolebørn taber til kineserne i en tv-duel, men også af mere dybtgående årsager. Det er ved at gå op for os, at Danmark ikke længere er den suveræne nationalstat, som beskrives i vor nu 60 år gamle grundlov.
Vi er dybt spundet ind i et net af gensidigt forpligtende internationale aftaler, samtidig med at vi i de seneste fem år har oplevet en finanskrise af et sådant omfang, at det store flertal af os ikke har oplevet noget tilsvarende.
Det er ikke problemer, vi er alene med. Europa knækker over i flere dele økonomisk. En forfærdende arbejdsløshed, særligt blandt ungdommen, udløser stærke politiske rystelser, og de alarmerende tilstande i Syd- og Østeuropa medfører, at gamle nationalistiske kræfter vækkes til live.
Ikke blot i de direkte berørte lande, men også hos os i det stadig relativt privilegerede Vesteuropa.
Der er simpelthen brug for at styrke danskernes forståelse for netop demokrati og medborgerskab, såfremt det gode skib Danmark skal komme gennem sejladsen uden alt for store skader.
Som et bidrag til den nødvendige offentlige samtale udarbejdede Grænseforeningen i samarbejde med Grundtvigsk Forum et Folkeoplysningens manifest op til Folkemødet på Bornholm 2012.
Det skete under den fanfareagtige overskrift Med fællesskab skal folkestyre udvikles, og vi beskrev i 12 punkter, hvordan folkeoplysningen skal have betydning fra den enkelte til fællesskabet, herunder både det nationale og det globale fællesskab.
Vi var måske lidt for tidligt ude, men siden har der været flere initiativer i samme retning, og Folkemødet i år talte sit umisforståelige sprog om, at en ny erkendelse er ved at brede sig om behovet for folkeoplysningens styrkelse.
Et af tegnene er en lille bog med titlen Myndige borgere og forpligtende fællesskaber, som Dansk Folkeoplysnings Samråd udsendte i april i år.
Ni debattører, som kalder sig Kredsen, og som består af blandt andre kulturminister Marianne Jelved (R) og professorerne Ove Kaj Pedersen og Steen Hildebrandt, giver i en række individuelle artikler bud på den folkeoplysning, samfundet savner.
Afslutningsvis fremlægger Kredsens medlemmer Otte visioner for folkeoplysningen som folkelig bevægelse.
Det er interessant nok visioner, som flugter fint med tankerne bag Folkeoplysningens manifest fra i fjor.
Begge udspil peger på, at folkeoplysningen skal være med til at gøre borgeren til medborger.
Ganske som et stærkt og levende civilsamfund er en forudsætning for, at vi kan fastholde de fælles værdier i Danmark og danne danskerne til danske verdensborgere.
Bolden ligger nu i høj grad hos kulturministeren. For ved regeringsskiftet i efteråret 2011 skete der det, at netop folkeoplysningsområdet blev overført fra Undervisningsministeriet til Kulturministeriet. En stor del af området havde altså på dette tidspunkt netop været igennem en lovrevision, men den omfattede ikke folkehøjskolerne, som har deres egen lov.
Marianne Jelved har netop sendt et udkast til ny højskolelov i høring.
Denne særprægede skoleform har særlige forudsætninger for at være et laboratorium for netop demokrati og medborgerskab. Kulturministeren sidder derfor nu med en enestående chance for at sætte praksis bag de fine ord i artiklen Folkeoplysning 2.0 i den omtalte bog fra Kredsen, hvor hun skriver: Hvad er fremtidens svar? En fornyelse af folkeoplysningen, så det bliver både oplivning og oplysning, der grunder sig på undren og dermed sætter eksistentielle problemer til diskussion som del af den almene dannelse til borgere, medborgere og verdensborgere.Nu er så spørgsmålet, om ministeren har magt, som hun har agt.
Finn Slumstrup er forfatter og formand for Grænseforeningen