REGERINGEN HAR FREMLAGT sit nye bud på en økonomisk plan frem mod 2025. Planen skal med regeringens egne ord forstærke og forlænge det økonomiske opsving ved at løfte væksten i bruttonationalproduktet (BNP) op på de magiske to procent hvert år frem til 2025.
Retorikken omkring planen placerer sig solidt i forlængelse af den fortælling om den økonomiske fremtid, der har bredt sig i det politiske liv i de senere år. Fortællingens kerne er, at vi befinder os på en økonomisk affyringsrampe.
Måske er affyringsrampen lidt længere end normalt på grund af finanskrisen, men snart letter opsvinget, og så kan vi vinke helt farvel til stagnation og pessimisme.
Fortællingen er blevet gentaget så mange gange siden 2009, at det efterhånden lyder som en ridset plade fra gamle dage. Den høje vækst i BNP har ikke indfundet sig, men politikerne bliver ved med at tro på, at den venter lige om hjørnet.
REGERINGENS NYE 2025-plan, der repeterer den stort set enslydende fortælling i 2025-planen fra sidste år, er det seneste eksempel.
Der er imidlertid god grund til at tage fortællingen om affyringsrampen op til grundig revision. Den bygger nemlig på en forældet tankegang, der kan få katastrofale konsekvenser.
Meget tyder på, at vi ikke økonomisk set befinder os på en affyringsrampe, men omvendt på en sliske, der er ved at ramle sammen.
Hvis vi ser på den økonomiske udvikling i Danmark over en periode på 50 år, tegner der sig tre tendenser, der tilsammen får de traditionelle økonomiske forestillinger til at blegne helt.
For det første har vi set, at vækstniveauet er blevet halveret i hver af de to store kriser i efterkrigstiden, først i 1970’erne og siden i 2000’erne. Krisen i 1970’erne markerede enden på den gennemsnitlige vækstrate på op mod fem procent om året i BNP, som vi så i efterkrigstiden. Det generelle vækstniveau lå herefter på godt to procent om året.
FINANSKRISEN I DET foregående årti bankede så yderligere vækstniveauet i BNP ned på omkring en procent om året. Sideløbende hermed er efterkrigstidens stabile vækstforløb blevet afløst af store økonomiske svingninger, hvor væksten er blevet fortættet i økonomiske omsving, der så er blevet afbrudt af hyppige nedture med lav eller negativ vækst i BNP. Det generelle billede er, at de økonomiske opsving er blevet stadig kortere og svagere med årene.
Det stort opreklamerede opsving i 2000’erne, den såkaldte forbrugsfest, varede i fire år og den gennemsnitlige årlige vækst i BNP løftede sig ikke meget over to procent.
Som følgesvend til dette udviklingsbillede har vi oplevet, at den finansielle økonomi har fået stadig større betydning, hvilket har bidraget til væksten, men samtidig har gjort udviklingen meget mere skrøbelig.
Finansøkonomien fremmer økonomiske bobler på især aktie- og boligmarkederne. Så længe disse bobler vokser lystigt, er udsigterne lyse, men når de brister, ændrer stemningen sig med det samme, og væksten dykker.
Det så vi to gange i 2000’erne. I begyndelsen af årtiet var det it-boblen, der bristede, hvorefter der var nulvækst i tre år. Herefter voksede finansboblen frem og bristede med et brag i 2008, hvorefter BNP faldt i ikke kun Danmark, men globalt. Finanskrisen handler altså om et årti med to bristede økonomiske bobler.
SET I LYSET AF disse udviklingstræk tegner der sig et mudret billede af den aktuelle økonomiske situation og fremtidsudsigterne. Regeringens skråsikkerhed og optimisme er malplaceret.
Efter et meget svingende vækstbillede siden finanskrisen så vi i årene 2014-2016 en gennemsnitlig årlig vækst på godt 1,5 procent. Det er denne udvikling, som regeringen kalder et opsving og planlægger at løfte yderligere i vejret frem til 2025.
Men er der overhovedet tale om et opsving? Både ja og nej. Det er et opsving i den forstand, at vi har set en årrække med vækst i BNP, der ligger over væksttrenden i disse år. Der har også været tale om en række andre tegn på et opsving.
Beskæftigelsen er vokset markant, boligpriserne er steget kraftigt, og aktiekurserne er eksploderet. Den brede befolkning har fået flere penge mellem hænderne, og virksomhederne tjener gode penge. Så vidt er det også et opsving.
På den anden side mangler en række andre ingredienser i et opsving. Væksten i BNP har ingen af årene hævet sig over to procent, der er konsekvent underskud på statsfinanserne, og den udbredte sociale optimisme, der karakteriserer et generelt økonomisk opsving, er helt og aldeles fraværende.
DA POUL SCHLÜTER (K) under 1980’ernes opsving sagde, at det gik ufatteligt godt, havde hans ord en social klangbund. Det samme var tilfældet, da de regerende politikere under 1990’ernes opsving talte om en ny økonomi helt uden kriser og tilbagegang. Og under forbrugsfestens eufori klingede det ikke helt hult, da Anders Fogh Rasmussen (V) udråbte en social revolution.
I disse år er det imidlertid, som om politikernes sociale optimisme er falsk og forceret. Den rammer skævt i forhold til befolkningen, og det virker heller ikke, som om de selv helt tror på den.
Det, der skete i forbindelse med finanskrisen, var egentlig, at privatøkonomien blev udsondret fra samfundsøkonomien i en sådan grad, at end ikke et stort opsving i privatøkonomien i disse år forplanter sig til et reelt opsving i samfundsøkonomien.
Bindeleddet mellem privatøkonomien og samfundsøkonomien er det private forbrug, og midt i 2000’erne var væksten i privatforbruget så stort, at det trak hele samfundsøkonomien op af hængedynget. Der var høj vækst i BNP, pengene fossede ind i statskassen, og den sociale optimisme florerede.
I de seneste år har end ikke den voldsomme vækst i privatøkonomien været tilstrækkelig til at få det private forbrug op i så høje omdrejninger, at vi oplever et reelt samfundsøkonomisk opsving.
Med andre ord er de bobler i privatøkonomien, vi ser i øjeblikket, ikke ensbetydende med en samfundsøkonomisk boble. Der er nye bobler på bolig- og aktiemarkederne samt i det hele taget i den finansielle sektor og virksomhedernes indtjening, men boblerne støder mod en barriere på det samfundsøkonomiske plan.
På sin vis er det betryggende, at vi slipper for en ny samfundsøkonomisk boble, men omvendt ser den samfundsøkonomiske fremtid stadig mere faretruende ud, for når de privatøkonomiske bobler brister – og det gør de før eller siden – vil de rive tæppet væk under selv de beskedne vækstrater i disse år. Og det vil iværksætte en økonomisk nedtur af kolossale dimensioner.
REGERINGENS ØKONOMISKE affyringsrampe er altså rådden. Der er intet reelt grundlag for at regne med høj vækst hvert år frem til 2025. Vi har ikke oplevet et så langt opsving siden 1970’ernes krise, og finanskrisen har yderligere halveret vækstniveauet, sådan at utvetydige samfundsøkonomiske opsving sandsynligvis hører fortiden til.
Det økonomiske billede, vi har set i de foregående tre år, og som fortsat indrammer den aktuelle økonomiske udvikling, er sådan en type ”opsving”, som vi må vænne os til efter finanskrisen, og så bør vi med rette frygte den bratte økonomiske nedtur, der når som helst kan blive udløst, idet privatøkonomiske bobler af hidtil ukendt omfang brister.
Peter Nielsen
er lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet.