Prøv avisen
Kronik

Den østtyske brug af kz-lejren Buchenwald

"Fra tid til anden får Buchenwald besøg af statsmænd, som med alvorlige ansigter udtaler, at vi skal lære af historien. Og det vil sikkert også blive sagt, når der ved 70-året - vel for sidste gang ved en rund årsdag - er et større antal overlevende fanger med som hædersgæster," skriver Henrik Heinemeier i dagens kronik. Arkivfoto af Buchenwald.

Den 11. april markerer man i den tidligere kz-lejr Buchenwald 70-året for befrielsen. Buchenwald fik stor betydning i det kommunistiske DDR, som brugte det dystre sted til at demonstrere moralsk overlegenhed over for Vesttyskland. Østtysklands brug af Buchenwald virker som en advarsel mod at uddrage politiske manualer af fortiden

Den 11. april 1945 havde de allierede erobret hovedparten af Tyskland, og i Buchenwald-lejren på højdedraget Ettersberg nær Weimar vidste både SS og fangerne, at amerikanske tropper var få kilometer væk.

En del af fangerne - den kommunistiske del - planlagde en aktion med de skydevåben, som man havde skaffet og holdt skjult til dagen X. Den østtyske spillefilm ”Nøgen blandt ulve” fra 1963 fortolker, hvad der dernæst skete: På et aftalt signal stormede fangerne hovedporten, overmandede SS-folkene og meddelte over højttalerne de øvrige fanger: ”Kammerater: Vi er frie!”.

Men denne selvbefrielse havde kun symbolsk karakter. Med deres få våben kunne fangerne ikke tidligere hamle op med maskingeværerne i vagttårnene. De kunne først gå i aktion, da de allerfleste af de 1500 SS-folk havde taget flugten, og de amerikanske soldater havde nået Ettersberg.

Lejren var blevet bygget med politiske fanger som arbejdskraft og taget i brug i 1937. Herefter ankom nye fangegrupper i takt med den politiske udvikling: østrigere, jøder, polakker, hollændere og sovjetiske krigsfanger.

Som i andre nazistiske lejre brugte SS ”selvforvaltning” som metode til at styre de efterhånden tusinder af fanger. Det vil sige, at man overlod en vis magt til en fangegruppe, som holdt justits med de øvrige og besad privilegier.

Der opstod et hierarki, hvor betroede fanger (kapoer) fik bedre arbejde, tøj og kost end de øvrige. Indtil 1942-1943 havde vanekriminelle de vigtigste funktioner, derefter tog de tyske kommunister over. I ”Kontoret for statistik” sammensatte kapoer lister over fanger, som blev sendt til nedbrydende arbejde i de såkaldte udekommandoer. Nederst i hakkeordenen stod østeuropæere og jøder, ofte under grufulde vilkår i den ”Lille lejr”, som med pigtrådhegn var adskilt fra den øvrige lejr. De cirka 1900 danske politifolk, som var i Buchenwald i tiden fra oktober 1944 til marts 1945, stod af forskellige grunde lidt uden for fangehierarkiet.

I en fortrolig amerikansk rapport fra 1945 finder man også anerkendende ord om de tyske kommunistister. Det hedder, at de i tiden efter lejrens befrielse havde været ”næsten uundværlige” for amerikanerne, som de tidligere havde været ”uundværlige” for SS. De tyske kommunister (KPD) inddrog efter befrielsen andre nationer i deres komité og sammenkaldte alle fanger (cirka 21.000) til at aflægge en ed. Her svor man at ville knuse nazismen og bringe alle skyldige for retten. Man lagde senere i DDR en vældig betydning i denne ed, som dog ikke væsentligt adskiller sig fra, hvad befriede fanger svor i andre lejre.

I juli 1945 overtog USSR forvaltningen af området (Thüringen). Nu kom der sovjetiske soldater på Ettersberg, og snart blev lejren brugt til nye fanger: nazister, ”kapitalister” og politisk aktive ikke-kommunister. Denne ”Speciallejr nummer 2” bestod indtil 1950, men allerede i 1949 begyndte den nye stat DDR at lægge planer for Buchenwald som et mindesmærke. Den tidligere KPD-fange Walter Bartel, som havde været i ”Kontoret for statistik”, deltog i arbejdet, og han kom - udstyret med en professor-titel - i 40 år til at sidde tungt på udlægningen af historien om lejren. Hans partifælle Ernst Busse, den vigtigste kapo i Buchenwald, lod russerne derimod forsvinde i en Gulag-lejr.

I begyndelsen af 1950'erne blev alle fangebarakker i Buchenwald fjernet, hvilket vakte vrede hos mange eksfanger. DDR's motiv var formodentlig at fjerne de synlige spor af hierarkiet blandt fangerne: Nogle havde boet i murstensbygninger, mens der i den ”Lille lejr” havde været staldlænger af træ som i Auschwitz.

Det akavede officielle navn på stedet sigter til, at de besøgende skulle mindes i den tidligere lejr, mens de på Ettersbergs sydside skulle formanes politisk. Derfor anlagde man her en slags smertens vej, hvor man møder relieffer med motiver fra fangernes vilkår, stenporte, ringmure i romersk stil og pyloner, der bærer navne på 18 nationer. Så stiger man ad en lang trappe op til en skulpturgruppe skabt af Fritz Cremer, som viser beslutsomme fanger med våben og fane i hånd. To gange skulle Cremer lave gruppen om, så den tydeliggjorde både selvbefrielsen og partiets rolle. Til slut når den besøgende ”Frihedens tårn”, som symboliserer, at lidelse og kamp slutter med et nyt samfund. Omkring tårnet var der plads til, at tusinder kunne samlet på mærkedage.

Det pompøse anlæg blev indviet den 14. september 1958 af ministerpræsident Otto Grotewohl, som stillede DDR op som et hjemsted for fred og humanisme over for Forbundsrepublikken: ”Men den vesttyske stat er en reaktionens højborg, hvor militaristerne og fascisterne atter er kommet til magten.” Tidligere fanger fra over 20 nationer var med ved indvielsen, og den danske taler valgte at blæse i samme horn som Grotewohl. DDR anvendte i de år ganske store ressourcer på at indrette Buchenwald og andre gamle kz-lejre som mindesteder for at profilere sig internationalt som den bedre tyske stat. I dansk presse fik indvielsen dog et lille og negativt ekko. ”Buchenwald mindet med angreb på Vesten” hed overskriften på et telegram i Politiken.

DDR-borgerne lærte, at KPD havde hjulpet den sovjetiske hær med at befri Tyskland, og skoleklasser og værnepligtige soldater blev sendt på besøg i Buchenwald for at få indprentet, at fangernes ed i 1945 var DDR's dåbsattest. Andre gruppers modstand mod Hitler og selv holocaust fremstod som mindre væsentlige i den samlede fortælling om nazitiden, og DDR førte i øvrigt en fjendsk politik over for staten Israel. De gamle mænd, som styrede DDR til det sidste, havde i Hitler-tiden overvejende været spaniensfrivillige, tugthus- og kz-fanger eller i eksil, og heraf udledte de retten til magt og ære. Da nynazistiske grupper dukkede op i DDR i 1980'erne, var magthaverne målløse, for den slags skulle ikke være muligt i en stat, som angiveligt havde revet det brune tankegods op med rode.

Efter genforeningen blev den ensidige fremhævelse af KPD i lejrens udstilling forventeligt nok fjernet. Man kunne igen erfare, at lejren var blevet befriet af USA, offergrupper som Jehovas Vidner og romaer fik deres omtale, og ”Speciallejren” blev ikke længere fortiet.

Fra tid til anden får Buchenwald besøg af statsmænd, som med alvorlige ansigter udtaler, at vi skal lære af historien. Og det vil sikkert også blive sagt, når der ved 70-året - vel for sidste gang ved en rund årsdag - er et større antal overlevende fanger med som hædersgæster. Men hvad skal man lære? At man skal afvise had og totalitært tankegods, javel. Men bliver vi for eksempel klogere på konflikten i Ukraine ved at hæfte betegnelsen ”en ny Hitler” på Putin, som på sin side kalder de ukrainske nationalister for nazister? Den østtyske brug af Buchenwald virker som en advarsel mod at uddrage politiske manualer af fortiden. Henrik Heinemeier underviser i tysk og historie på Haderslev Katedralskole og har skrevet bogen ”Berlin og danskerne”

"Fra tid til anden får Buchenwald besøg af statsmænd, som med alvorlige ansigter udtaler, at vi skal lære af historien. Og det vil sikkert også blive sagt, når der ved 70-året - vel for sidste gang ved en rund årsdag - er et større antal overlevende fanger med som hædersgæster," skriver Henrik Heinemeier i dagens kronik. Arkivfoto af indgangen til Buchenwald.