Kronik: Behandlingsgarantier, læringsmålsstyring, dokumentation og effektiviseringer.
Det skorter ikke på politiske krav, som de offentligt ansatte skal leve op til – og heller ikke på koncepter, modeller og opskrifter, der ved hjælp af tidslinjer og tydelige krav skal sikre, at velfærden leveres hurtigt, til tiden og efter aftalte mål.
Hurtigere, hurtigere! Op med produktiviteten og ud med alt det, der ikke umiddelbart giver målelige resultater.
Vi skal have mere velfærd for pengene, og netop derfor får de offentligt ansatte hele tiden besked ”oppefra” om at koncentrere sig om det, der giver resultater og holde op med at bruge tiden på alt muligt andet, som ikke er ”produktivt”.
Men i og med, at de bliver bedt om netop det, trækkes deres opmærksomhed paradoksalt nok væk fra præcis de opgaver, de er sat til at løse, og fra de mennesker, de er sat til at løse dem for. Og det kan de ganske enkelt ikke holde ud eller stå inde for.
I løbet af de seneste måneder og år er der kommet flere og flere opråb fra de mennesker, hvis arbejde består i at ”levere” det, som vi andre går og kalder ”velfærd”.
I november tog klinikchefen på Rigshospitalets fødeafdeling sit gode tøj og gik, fordi han ikke længere kunne stå inde for sikkerheden for de fødende.
Adskillige folkeskolelærere har forladt deres jobs, fordi de ikke længere havde tid til eleverne.
Sygeplejersker undgår at tage øjenkontakt med selv de mest syge patienter, fordi de ved, at de ikke har tid til at tage den samtale, der uvægerligt vil følge efter. Eller forlænger patientens tid i respiratoren for på den måde at vinde tid til andre patienter.
Pædagoger kæmper med daglige dilemmaer om, hvilke børn de skal vælge at trøste, når de nu er alene om alt for mange børn.
Og på psykiatriske behandlingssteder er de ansatte så udsatte, at de og deres nærmeste er nervøse for overhovedet at tage på arbejde. Er det den offentlige sektor vi vil have?
En offentlig sektor på en etisk glidebane, fordi den svigter børn, syge, fødende, der har brug for hjælp, og fordi den skubber ansvaret for at udføre dette svigt ud på de medarbejdere og ledere, der står midt i det hele, men ikke har indflydelse på de mekanismer, der trækker deres opmærksomhed væk fra netop de mennesker, som de selv synes det er deres vigtigste opgave at hjælpe.
Enhver, der har været ude for en ulykke, har været alvorligt syg, har haft et barn, der mistrivedes i skolen, har været pårørende til et menneske med psykisk sygdom eller har født et barn, ved, i hvor høj grad man har brug for at møde professionelle, der har tid og overskud til at tage vare på en selv eller ens nære. Og der er faktisk ikke noget, de professionelle hellere vil end at få lov til netop det.
Fagfolk beskriver, hvor absurd det er at stå med sin faglige viden inden for nogle rammer, hvor der ikke er tid til at gøre brug af den.
Psykiateren ved godt, at man ikke kan stille en diagnose på en patient uden at have mødt den pågældende, men bliver samtidig mødt af krav om at skulle diagnosticere et øget antal patienter inden for den samme tid.
Læreren ved godt, at det ikke kan lade sig gøre at gennemføre undervisning, hvis konflikter eller andre sociale problemstillinger ikke er blevet løst, men oplever samtidig, at al arbejdstid er øremærket til andre opgaver, så han altid allerede skulle have været et andet sted, når de ustyrlige konflikter og problemstillinger skal løses.
Sygeplejersken ved godt, hvor vigtigt det er for patienter og pårørende at få forklaret, hvad der skal ske, og få mulighed for at tale svære livskriser igennem, men oplever samtidig, at kravet om at skulle håndtere et øget antal patienter i løbet af en arbejdsdag spænder ben for både denne og andre livsvigtige opgaver.
Man beder hele tiden de professionelle om at gå på kompromis og se bort fra denne viden, fordi der ikke er tid nok.
Beskeden er, at der skal effektiviseres, og leveres mere ”produktivitet” for pengene, og dermed bliver en bestemt del af de professionelles arbejde meget synligt, men samtidig bliver andre dele af arbejdet usynligt, fordi det ikke ”tæller med” i produktiviteten.
Hvad sker der med mennesker, som gang på gang oplever et system, som svigter dem selv eller deres nærmeste, og som faktisk ikke rigtig har tid til at de er syge, skal føde, har svært ved at læse eller er kede af det? Hvad sker der med mennesker, som bliver bedt om at udføre dette svigt ved at håndhæve et system, de ikke har indflydelse på og ikke nødvendigvis kan stå inde for? Hvad sker der med den generelle tillid i befolkningen til, at den offentlige sektor er et fælles sikkerhedsnet, som det giver rigtig god mening, at vi alle sammen betaler til?
Er det virkelig en god idé fortsat at styre den offentlige sektor ud fra en ambition om at maximere ”produktivitet” ud fra tal i regneark?
Der er visse biologiske, psykiske og sociale processer, som det ikke står i systemets magt at speede op.
Man kan ikke diktere, at fødsler skal gå hurtigere eller passe med personalets vagtplaner, eller at børn skal kunne trøstes på kortere tid eller skiftes til at være kede af det, fordi der ikke er pædagoger nok på stuen, eller at mennesker med alvorlige sygdomme skal blive mere effektive i deres erkendelsesprocesser, så sygeplejerskerne også kan nå at børste tænder og skifte forbindinger på patienten ved siden af. Og ikke mindst nå at dokumentere det hele i it-systemerne, så også administratorerne kan se, at den påkrævede produktivitet er leveret.
Langt hen ad vejen har velfærdprofessionelle alle vegne i den offentlige sektor forsøgt at kompensere for systemernes manglende rummelighed over for alt det, der ikke kan styres, optimeres, effektiviseres og komprimeres. Men det ser ud, som om grænsen er nået.
Den etiske udfordring opstår, fordi det simpelthen ikke er muligt at springe det mellemmenneskelige møde over i velfærdsarbejdet. Det skyldes, at der i det asymmetriske magtforhold mellem lærer/elev eller læge/patient og så videre ligger en udleverethed, som stiller krav om, at man tager vare på det andet menneske.
Man kan med Løgstrup tale om en etisk grundkerne i det professionelle velfærdsarbejde, som kræver, at man altid forholder sig til det andet menneske. Det er dette etiske ansvar, som de velfærdsprofessionelle ikke kan lægge fra sig.
Når der ikke er tid til at behandle eleven eller patienten som menneske, så svigter læreren, pædagogen, sygeplejersken og lægen på et menneskeligt plan. Det er læreren, sygeplejersken og lægen, der må gå hjem med det svigt i baglommen eller i hjertet, alt efter hvor stort svigtet er. Og det er både barnet/patienten og den professionelle, der må leve med dette svigt efterfølgende. Det kan intet menneske blive ved med at bære.
De velfærdsprofessionelle står med et menneskeligt ansvar, men har ikke mulighed for at leve op til det, fordi bestemmeretten over tid og ressourcer er kravlet opad i systemet og er landet på skrivebordene hos nogen, der ikke selv står ansigt til ansigt med de mennesker, som svigtes.
Er det ikke på tide, at de mennesker, der står med ansvaret i det daglige, også får indflydelse på, hvordan den offentlige sektor styres?
Pia Böwadt, Rikke Pedersen & Nana Vaaben er alle ansat ved Professionshøjskolen UCC, København