Den omvendte generationskløft

En generationskløft tager sig forskelligt ud alt efter, hvilken side af kløften man står på. Når voksengenerationen taler om oplevelsen af en generationskløft, kan det være udtryk for, at man ikke forstår den kommende generations handlinger og motiver, fordi de i den grad sætter spørgsmålstegn ved de værdiforestillinger, man har bygget sit eget liv på. Set fra den anden side kan den yngre generation opleve det som en kløft, når de bliver de handlekraftige bærere af et værdisæt, mens de voksne afsøger grænser. I flere film og bøger i disse år kan denne omvendte generationskløft ses. Her er børnene repræsentanter for et ret fast værdisæt, de handler og forstår verden ud fra, mens de med hoved-rysten og let overbærenhed betragter voksengenerationen tåge rundt i en barnlig frygt for at påtage sig voksen-livet. Børnene udvikler og fastholder selv grundlæggende holdninger og værdier til tilværelsen, de voksne har nok i deres søgen efter ståsted. I marts måned udkom på dansk på forlaget Forum tre vinderbøger fra den nordiske børnbogskonkurrence. Konkurrencen var udskrevet med det formål at skabe nye spændende og indholdsrige bøger til læsere i alderen 9-11 år. Den svenske vinder var »Den mørke skov« af Cecilia Modig, den norske »Knas fra Ougadougou« skrevet af Rønnaug Kleiva og den danske »Drengen med sølvhjelmen« skrevet af Hanne Kvist. Det er alle tre børnebøger, hvor forholdet mellem børn og voksne står som et resonansrum bag både det egentlige handlingsforløb og de temaer, der behandles. Det er derfor oplagt at se på, hvad det er for billeder på forholdet mellem generationerne, der tegnes i bøgerne, og at vurdere disse billeders kvaliteter set i lyset af, at de optræder i netop børnebøger. Mit spørgsmål til bøgerne er ikke primært, om de rummer realistiske skildringer af børns liv mod årtusindskiftet, men at se om de billeder, der tegnes af forholdet mellem børn og voksne, er med til at gøre bøgerne spændende og indholdsrige for den aldersgruppe, de henvender sig til. »Arne er lidt ligesom sit hus, synes jeg. Sådan åben og lys og pæn og praktisk. Der er ikke noget galt med ham, bare han ikke trænger sig på og prøver at støvsuge mig indeni og flytte rundt på alting og proppe en masse lyse og praktiske ting ind i hovedet på mig.« De »lyse og praktiske ting« er bl.a. idealet om en aktiv og friluftsagtig tilgang til sommeren, der kolliderer med Ademirs forkærlighed for at sidde og læse bøger og blade i sommerhuset. Hovedhandlingen foregår i sommerhuset med Arne og moren før og efter, de nye stedsøskende dukker op. Ademir får efterhånden en større og større radius i skoven omkring sommerhuset, hvor han alene går ud for at søge efter en spøgelseshund. Hunden viser sig at være særdeles virkelig, og sammen med en af Arnes sønner forener de hunden med sin ejer. Hunden flytter ind på plejehjemmet hos den gamle Valfrid. Hunden bliver altså et bindeled mellem drengene og får Ademir til at se lysere på livet efter sommerferien, hvor de to familier skal flytte sammen. Hovedpersonen i »Knas fra Ougadougou« er Katja, en pige på 12-13 år, der bor hos sin far. Forældrene er skilt, og moren er u-landsarbejder i Afrika. Katja holder kontakt til hende med den mobiltelefon, hun næsten altid har på sig. Katjas mor er svær at nå dels fysisk, men har også så travlt med at »frelse« Den tredje Verden, at hun gang på gang svigter de løfter, hun giver Katja igennem mobiltelefonen. Den sommerferie, vi følger Katja, foregår i familiens sommerhus, hvor faren har inviteret sin nye kæreste Petra med. Katja gør, hvad hun kan for at være spielverderber i det forelskede pars sommerferie. En stor del af de dagbogsagtige kapitler, bogen er skrevet i, handler om nye raffinerede måder at sætte kæppe i hjulet for det nye forhold. I de korte kapitler giver pigen luft for sine mange frustrationer over livet i sommerhuset. Hun registrerer farens behjertede anstrengelser på at lege »far mor og børn«, og forfatterens valg af synsvinkel og dagbogsformen gør, at disse refleksioner fylder meget. Bag det hele ligger naturligvis pigens angst for at miste sin far, men man kan savne spændende episoder i bogen, der ligger uden for det psykologiske trekantsdrama. Faren har en last - han er en stor slikmund - og spiser uhæmmet og barnligt til posen er tom. Til farens fødseldag mødes Petra og Katja i det projekt at lave et gigantisk slikslot til faren. I løbet af bogen finder hun langsomt og modvilligt frem til en forsoning med tingenes nye tilstand og accepterer forældrenes skilsmisse som en realitet. De to sommerhuse er fyldt med historie og spor fra familiens og generationers brug. De har dannet rammer om ferier, før de brud, der nu har ført til, at Katjas far sidder i den norske hytte ved havet med sin datter Katja og den nye kæreste Petra, og at Arne sidder med sin nye kæreste og Ademir i den gamle svenske købmandsbutik. De fysiske rammer emmer af nordisk sommer, lyse nætter og lugten af gammelt træ i solen. Husene er udtryk for soliditet og rester af en livsform, før verden gik af lave. Før og nu, brudte forhold og ny lidenskab, dine og mine børn, ferieforventninger og »plejer« flytter ind for at holde den længe ventede ferie. Der er dagsordener nok til lange nordiske sommernætter. Børnene er dybt viklet ind i disse dagsordener. Hvor meget, der holdes fri på disse ferier, kan man godt tvivle på, til trods for at de voksne hele tiden bedyrer det! De voksne gør, hvad de kan for at iscenesætte rammerne om et familieliv, der måske passer bedre til sommerhusenes grundlæggere end til deres egne familier og nutiden. Børnene gennemskuer det og ser på, bærer over og ryster lidt på hovedet af de voksne. I den danske bog »Drengen med sølvhjelmen« af Hanne Kvist er der mindre overbærenhed. Bogen er skrevet i en slags fantastisk realisme og handler om en dreng, der drager ud for at befri sin lillesøster, der er i onde kræfters vold. Drengens forældre er i ledtog med de onde kræfter, og lillesøsteren Liv bliver et symbol på det ukuelige liv, som drengen stædigt vil kæmpe for. Drivkraften for den farefulde færd er drengens usvækkede kærlighed til det lille forsvarsløse barn - Liv. Drengen Jon får en lillesøster Liv, der bliver født med små sorte vinger på ryggen. Jon er den eneste i familien, der hilser den nye lille pige velkommen og tager forældrenes ansvar på sig og passer lillesøsteren. Forældrene synes generelt, at børn er mest til besvær, de roder, sviner osv., og der er slet ikke plads til en, der afviger fra det normale. Fem måneder gammel sælger forældrene hende til den såkaldte Børnetjeneste. En forretningsmæssig smart måde at sætte børn ud på. Drengen drager ud med sin sølvhjelm på hovedet for at finde og befri lillesøsteren. Undervejs møder han den stoute og gæve lastbilchauffør Michum, en fyret chauffør fra Børnetjenesten. De finder Liv på et børnehjem fyldt med små englebørn drevet af en ond og kynisk greve. Mod bogens slutning lykkes det for Jon at befri hende og de øvrige englebørn. Michum dør, og Jon drager alene ud i verden med søsteren hos sig. Bogens sidste linjer lader det stå åbent, om handlingen måske kun er foregået inde i Jons hoved. I bogen er Michum Jons mest trofaste hjælper, men det er drengens stædighed, der driver værket. Som en skarp kontrast til forældrenes afstumpede forhold til den lille ny og rædslen for den mindste afvigelse fra det normale, står deres egen søn Jon. Hans befrielsestogt er ensomt, men er båret af værdier som hæderlighed, ansvar og sansen for menneskeværd. Troværdige voksne, der tør være voksne, er der ikke mange af. I de tre vinderbøger møder vi børn, der på hver sin vis er viklet langt ind i de voksnes liv og forsøger at vikle sig ud og skabe rum til sig selv. »Knas fra Ougadougou« og »Den mørke skov« er begge fortalt gennem børnene, og også i »Drengen med sølvhjelmen« er synsvinklen placeret hos Jon. Det giver en oplagt mulighed for identifikation, men spænder også ben for at sprænge fortællerens bevidsthed, og her ligger efter min mening et problem. Dels falder forfatterne i et par steder og lader børnene komme med nogle utroværdige voksenbetragtninger. Den 9-11 åriges perspektiv på tilværelsen bliver voksengjort ved de mange refleksioner, og den psykologiske handling er tæt på at overskygge en ydre handling. Man kan også diskutere, om Rønnaug Kleivas valg af dagbogsformen understøtter en refleksiv forholden sig - så historiens kerne næsten forsvinder i refleksioner. »Drengen med sølvhjelmen« er en god historie med en spændende handling, men også her truer det refleksive og lidt fortænkte handlingen i at folde sig helt ud. Katja, Ademir og Jon er børn, men de er også sært forvoksede og i øjenhøjde med de voksne og deres problemer. Det er ensomme veje, de betræder, og man kan spørge sig selv, hvilken pris de betaler for den indsigt, de giver udtryk for. Børnebogens fornemmeste opgave er at fortælle gode historier, der ved fiktionens muligheder kan give oplevelser og indlevelse. Et bærende træk ved børnebogen er, at den skal give mulighed for identifikation for læseren. Barnet skal have mulighed for at genkende sig selv - se sig selv i det spejl god litteratur holder op. Men bogen skulle også gerne gennem det billede af verden, den tegner, give mulighed for at se sig selv fra nye vinkler i spejlingen. Altså pege udover det billede af virkeligheden, som vi selv etablerer og er tilbøjelige til at ville fastholde. Man kan afslutningsvis spørge, om de spejle disse tre bøger holder op i virkeligheden er i voksenhøjde og derfor også vil synes uinteressante for den aldersgruppe, de er tiltænkt? n cand.mag.