Prøv avisen

Den påtænkte reform af fleksjobordningen vil være til stor skade

Det virker ikke, som om beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har sat sig ind i emnets kompleksitet og forstår rækkevidden af de fundamentale forandringer, hun vil påføre en stor gruppe af i forvejen hårdt udfordrede mennesker, skriver dagens kronikører. Foto: .

KRONIK Udspillet til en liberalistisk fleksjobreform indeholder skræmmende perspektiver for de berørte grupper. Konsekvensen vil være yderligere marginalisering frem for en reel mulighed for inklusion på arbejdsmarkedet. To fleksjobbere maner til besindighed: Annullér reformen!

Af Claus Jansson og Lisbeth Riisager Henriksen

I skrivende stund har regeringen netop lavet en skattereform med Venstre og De Konservative. Det er forståeligt nok et væsentligt politisk emne i medierne.

LÆS OGSÅ: Regeringen risikerer at afskaffe mange fleksjob

Reformen belønner de hårdtarbejdende danskere og præges som så meget andet i vores tid af liberalistiske værdier og forestillingen om det selvansvarlige menneske. Arbejdsløse og sygdomsramte mennesker er tabere i dette liberalistiske spil.

Der foregår dog også andre væsentlige politiske forhandlinger, som desværre ikke har fået stor mediebevågenhed: forhandlingerne om en reform af fleksjob- og førtidspensionsordningen. Udfaldet af disse vil, såfremt reformen bliver vedtaget i sin oprindelige form, få katastrofale konsekvenser for en stor gruppe af mennesker, der på grund af kronisk sygdom eller handicap har en varigt nedsat arbejdsevne i forhold til den raske eller det, som arbejdsgivere i dagens Danmark forventer: Det vil sige arbejde på fuld tid og fuld kraft uden variationer og uforudsigeligheder.

Livet med kroniske sygdomme eller handicap er en hård udfordring for mange. Samspillet mellem kronisk sygdom og arbejdsmarked er komplekst og indeholder en lang række store udfordringer, som man nok kun kan forstå omfanget af, hvis man selv kender til dem.

Det virker ikke, som om beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har sat sig ind i emnets kompleksitet og forstår rækkevidden af de fundamentale forandringer, hun vil påføre en stor gruppe af i forvejen hårdt udfordrede mennesker. Det er også påfaldende, hvor lidt ministeren har villet lytte til de massive opråb og bekymrede røster, der i månedsvis har lydt fra handicapforbund og patientforeninger, fra sundheds- og socialområdets fagfolk, fra fagforeninger, arbejdsgivere såvel som en lang række fleksjobbere og førtidspensionister i forskellige positioner. Det virker, som om ministeren partout vil gennemtrumfe en reform.

NU I 11. TIME FORSØGER VI stadig at komme til orde med et opråb til Mette Frederiksen og de folketingspolitikere, som hun forhandler med: Denne reform vil være til stor skade for mange tusinde mennesker. Den indebærer voldsom diskrimination af sygdomsramte og handicappede mennesker og er mest af alt baseret på uvidenhed, ukorrekte tal, myter og usandheder (se reformfakta.dk og stopfleksjobreformen.dk for detaljer).

Den er blevet præsenteret for befolkningen som en hjælp til de svagest stillede. Man undlader dog at fortælle, at man i virkeligheden vil lade tusindvis af kronisk syge og handicappede personer inklusive deres familier betale regningen for samfundets finansielle krise og betale uforholdsvis meget i forhold til andre grupper, og at man kynisk vil sende folk ud i økonomisk fattigdom foruden den tiltagende stigmatisering, som de så må kæmpe med ud over deres i forvejen tunge udfordringer. Det er en dybt bekymrende og anstødelig liberalistisk dagsorden, som ligger langt fra det, man med rette kunne forvente af en såkaldt socialdemokratisk ledet regering.

Den nuværende fleksjobordning er båret af et grundlæggende kompensationsprincip og flytter mennesker fra udgangspunktet førtidspension til alternativet: at deltage på arbejdsmarkedet mod en kompensation (præmissen for fleksjob er en erhvervsevne, der er varigt nedsat med mere end 50 procent målt i forhold til den raske befolknings). Fleksjobberen bidrager med sin restarbejdsevne i det, der svarer til 12-20 normaltimer, han modtager en fuldtidsløn i forhold til laveste overenskomst på området fra arbejdsgiveren, som til gengæld modtager halvdelen eller to tredjedele lønrefusion fra kommunen.

Med reformen vil man ændre radikalt ved disse parametre. Man vil gøre op med kompensationsprincippet og i stedet gøre fleksjobbere til både ordinære arbejdstagere og klienter. Og hvad er man så? Lønmodtager om mandagen? Modtager af overførselsindkomst om tirsdagen? Man forstår sikkert, at de økonomiske, arbejdsmæssige og retsmæssige grundvilkår hermed bliver temmelig uklare og sat voldsomt under pres.

Forslaget om at lade en del af fleksjoblønnen fungere på markedsvilkår er himmelråbende uretfærdigt. Det er udtryk for den forestilling, at sygdomsramte mennesker og mennesker med handicap bare kan arbejde mere, fordi økonomien og motivationen tilsiger det. Men det kan de ikke det er jo kronisk invaliderende.

Et af de horrible forslag i dette opgør er begrebet effektiv arbejdstid. Det vil lægge ekstra pres på fleksjobberens løndannelse og føre til social dumpning, fordi ingen kan definere det. Og så står det i modsætning til hele den grundlæggende tankegang bag fleksjobordningen. Fleksjobbere har jo netop som en del af deres sygdoms- eller handicapforhold en vis variation i arbejdsevnen over tid nogle dage magter man mere end andre og accept af denne variation var forudsætningen for overhovedet at kunne stille op på arbejdsmarkedet.

Når man fjerner den accept og anerkendelse og fjerner refusionsmulighederne, så udhuler man ordningen! På grund af helbredet vil fleksjobbere aldrig kunne konkurrere med de raske, ordinært ansatte i forhold til timetals- eller effektivitetsniveau! Det efterlader dystre fremtidsperspektiver, for så vidt angår løn/ydelse, pensionsforhold, arbejdsrammer og muligheden for overhovedet at opnå et arbejde!

DERUDOVER INDEHOLDER reformudspillet blandt mange andre urimeligheder et forslag om at tidsbegrænse ledighedsydelsen til to år. Det er urimeligt, al den stund man ikke kan sidestille fleksjobbere med raske dagpengemodtagere, da nedsat arbejdsevne betyder langt færre jobmuligheder.

Det korte af det lange er, at hvis reformen bliver gennemført, vil store sårbare grupper blive yderligere marginaliserede fra arbejdsmarkedet. Man tager brødet ud af munden på dem, mens man ignorerer det altoverskyggende problem: at arbejdsmarkedet er forbeholdent over for dem, og at det er svært at opspore fleksjob! Og måske lige så slemt er det, at man med denne liberalisme dømmer på en uretfærdig måde! For vi mennesker er ikke frie på denne måde, og derfor dur liberalistiske takter ikke i socialpolitik!

Man har sagt, at reformen kun vil komme til at gælde mennesker, der visiteres efter reformens vedtagelse, skifter job eller er ledige. Bemærk den forførende nedtoning! For kun vil jo hen over årene sige en stor andel af de nuværende 70.000 samt alle kommende fleksjobbere!

Hvorfor skal allerede fleksjobvisiterede overgå til en ny ordning, hvis eller når de skifter job eller jobfunktion på deres arbejdsplads? Den slags stavnsbinding er voldsomt umoderne og gælder jo ikke alle øvrige parter i samfundet! Hvorfor skal allerede fleksjobvisiterede overgå til en ny ordning, hvis de uheldigvis er ledige for øjeblikket? Siden hvornår er det blevet gangbar praksis at lovgive med tilbagevirkende kraft? Det er uretfærdigt!

Enhver af os kan risikere på et tidspunkt i livet at behøve en hjælpende hånd. Det var en af pointerne i velfærdssamfundet, og det skal vi værne om.

Så, kære Mette Frederiksen og øvrige folketingspolitikere: I holder en afgørende del af vores og vore medmenneskers liv i jeres hænder. Behandl det varsomt, behandl det blidt!