Prøv avisen
Kronik

Den polemiske prædiken og kollegialiteten og mig

Lejrene om sognepræst Søren Elbæk Jensen er delte: Er han en skarp prædikant, der forkynder rent og purt, eller en ukollegial slambert?

Dagens kronikør har været ude i et teologisk stormvejr den seneste måneds tid, efter at Kristeligt Dagblad offentliggjorde hans prædiken over teksten om Martha og Maria. Og lejrene er for alvor delte: Er han en skarp prædikant, der forkynder rent og purt, eller en ukollegial slambert? Her er hovedpersonens egne refleksioner over sagen

Det er ikke uden bekymring, at jeg den seneste lille måned har fulgt debatten her i bladet, efter at Kristeligt Dagblad offentliggjorde min prædiken over Martha og Maria-temaet, som afstedkom en klage fra min provst til biskoppen.

Grundlæggende kan man fastslå, at meningerne om min formåen som prædikant har været delte. Dels er der dem - hovedsagligt fra Tidehvervs-lejren, som jeg ikke selv er en del af - der synes, at jeg forkynder Ordet rent og klart; dels er der dem, der betragter mig som en ren slambert, som med min prædiken ikke vækker glæde, men hævder mig selv på bekostning af mine kolleger, sådan som min provst og biskop også beskylder mig for. Og så er min prædiken for resten blottet for forkyndelse.

Sagt med andre ord: Enten er jeg bestået med glans, eller også er jeg aldeles dumpet; ja, på Facebook ser jeg ligefrem, at en historieprofessor, som jeg i sin tid læste latin med, tildeler mig karakteren 00.

Sådan en bedømmelse bliver man selvsagt ikke særlig glad for, men lad mig i forbifarten nævne, at det besynderligt nok heller ikke er specielt rart at blive kåret som en skarp prædikant, hvad der i mine øjne måske hænger sammen med, at en prædiken altid er foreløbig, den er aldrig definitiv.

Om to år skal man på den igen med den samme tekst, og ubevidst ved man, at den næste prædiken gerne skulle blive bedre. Som sådan er en prædiken altid lunken, skønt enhver præst naturligvis gør sit bedste. Så vi klapper lige hesten og slår fast, at min prædiken ikke er noget mesterværk, Helligånd eller ej.

Alligevel fastholder jeg min undren over, at en for mig at se relativt uskyldig prædiken kan føre til en biskoppelig advarsel med trussel om fyring i tilfælde af, at jeg også i fremtiden skulle opføre mig ”ukollegialt” og ”illoyalt”, som det udtrykkes.

Undskyld mig, men hvor er det ukollegiale i min prædiken? Da jeg i sin tid skrev den, var mit forholdsvis uskyldige ærinde, at vi skal passe på, at den klassiske højmesse ikke drukner i alle de såkaldt anderledes gudstjenester, der er dukket op i de seneste årtier med pasta til hverdag og lammesteg skærtorsdag.

Fint nok med det, jeg tager selv del i løjerne, da jeg både har lavet popgudstjeneste og hver sommer sammen med Poul Joachim Stender - som jeg på mange områder slet ikke deler teologi med - arrangerer en campinggudstjeneste, hvor konceptet i al sin enkelhed går ud på, at vi to præster sviner hinanden til på det groveste, men heldigvis også lover modparten og hele menigheden Herrens tilgivelse, hvad der efter den korte gudstjeneste midt mellem alle fastliggercampingvognene bliver fejret med grillpølser og fadøl i rigelige mængder.

Det er med andre ord så lavkirkeligt, som tænkes kan, så hvis jeg er ukollegial i min prædiken - sådan som min biskop og mange læsere mener - burde jeg lægge sag an mod mig selv.

Af samme grund er der ikke hold i beskyldningen om, at jeg i min prædiken har overtrådt Danske Lov ved at nedgøre andre mennesker ved navns nævnelse, sådan som blandt andre lektor Hans Raun Iversen har anført.

Sandt nok nævnes Hans Raun Iversen ved navn i den famøse prædiken, men det tillod jeg mig alene, fordi jeg bildte mig ind, at vi delte holdning. Det gjorde vi så ikke, og den vrede lektor er derfor blevet anonymiseret i min kommende prædikensamling, ”Kulsorte syndere i en kridhvid kirke”, hvor der i det hele taget er renset ud i navngivne personer, da jeg - navnlig i mine første år som hjælpepræst - sandt at sige ikke anede en pind om Danske Lov og derfor hængte denne og hin person til tørre ved navns nævnelse.

Her skal det tilføjes, at der uden undtagelse har været tale om offentlige personer; instinktivt har jeg altid afholdt mig fra beskyldninger om, at Børge Nielsen på fjerde kirkebænk var ude i det rene kætteri, fordi han alene ved sit alt for glatte ansigt var i besiddelse af alverdens djævelskab. Det kunne jeg ikke drømme om, muligvis fordi jeg uden at kende Danske Lov vidste, at Børge Nielsen ikke var i stand til at give igen.

Når det gælder politikere og andre offentlige debattører var jeg imidlertid ikke bange for at sætte navn på den person, som der blev polemiseret imod, fordi jeg mente, at de kunne tåle snapsen.

Det gør jeg - efter at være blevet bekendt med Danske Lov - ikke længere, og jeg er også glad for, at jeg ikke gør det, for jeg er helt enig i, at en prædikestol ikke er egnet til polemik mod navngivne personer, hvad enten det så er den lokale bager eller en forhenværende statsminister.

Årsagen til, at jeg mener, at Danske Lov stadig har gyldighed, er imidlertid ikke juridisk, men teologisk. Som rigtig mange har peget på, så har vi Danske Lov, fordi en navngiven person ikke har mulighed for at tage til genmæle mod kritik fra en prædikestol.

Det er historisk set også rigtigt, da Danske Lov blev indført i 1600-tallet, hvor der endnu ikke fandtes massemedier. I dag kan man roligt sige, at argumentet er blevet svækket, i takt med at vi ikke bare har en frygtelig bunke medier, men ligefrem udgør et massemedium i os selv.

Sagt anderledes: Hvis jeg virkelig i et svagt øjeblik skulle driste mig til at sige, at førnævnte Børge Nielsen var ukristeligheden selv, så kunne Børge Nielsen sidde på fjerde kirkebænk og sende mig en sms og fortælle mig, at han var uenig, ja han kunne ligefrem gå på Facebook og erklære for alle, at det var noget vrøvl, jeg sagde, endnu mens prædikenen var i gang.

På den måde har Danske Lov mistet sin betydning, og hele debatten om min Martha-prædiken viser da også, at en prædiken sagtens kan blive modsagt - du milde, hvor kan den dog blive modsagt!

Men hvorfor så overhovedet fastholde Danske Lov? Som sagt af teologiske grunde. Med fare for at lyde højstemt er enhver prædiken - også mine sølle ord - dikteret af Helligånden. Netop derfor skal man som præst være yderst varsom med at skælde folk ud ved navns nævnelse, for nu er det ikke præsten, men selveste Helligånden, som den navngivne er oppe at slås med.

Der er ikke bare tale om antikveret snak. Faktisk har jeg erfaret, at offentlige debatører, som ellers var vant til lidt af hvert, virkelig blev forskrækkede, når jeg sendte dem en prædiken, hvor de stod nævnt og ikke for det gode.

Jeg husker således en sportsredaktør, der havde uddelt aldeles ukristelige beskyldninger mod cykelrytteren Michael Rasmussen, og derfor fik sportsredaktøren også, hvad han fortjente i min prædiken, hvor han i den grad blev nævnt ved navn (og helst også med adresse, hvis jeg havde haft den).

Men da jeg mailede prædikenen til sportsredaktøren, svarede han, at han anerkendte min argumentation; han havde bare ikke regnet med at høre argumenterne fra en prædikestol. Det gav mig noget at tænke over.

Af samme grund - altså at Helligånden står bag en prædiken - tillader jeg mig imidlertid at være bekymret over, at min provst klager over mig som prædikant; ikke fordi jeg har besudlet hverken Herren, Sønnen eller Helligånden, men alene fordi provsten - fejlagtigt efter min mening - har tolket mine ord som et angreb mod mine kolleger.

Det er der absolut intet belæg for i min prædiken, og jeg ville da også have været en sand idiot, hvis min hensigt var at lægge mig ud med mine nærmeste samarbejdspartnere.

Sådan er min prædiken da heller ikke blevet opfattet af mine kolleger i Hvalsø Kirke, og på en underfundig måde heller ikke af min provst, når det kommer til stykket, for få uger efter sin klage ringede han til mig og spurgte, om jeg ikke akut kunne tage en spaghettigudstjeneste, fordi vore ungdomspræst havde fået migræne. - Det sagde jeg ja til, man er vel kollegial.

Søren Elbæk Jensen er sognepræst