Prøv avisen

Den populære filmmusik

FILMMUSIK: Musik fra film bliver ofte meget populær, fordi de siger os noget, vi har brug for at høre. Og de siger det i et tonesprog og på et dansk, vi kan forstå

Prøv engang at nynne med på den her valsemelodi: »Den allersidste dans før vi går hjem ...«

Iørefaldende, ikke sandt? Melodien er skrevet, før jeg blev født. Det er vel derfor, det virker, som om jeg har kendt den altid. Også før jeg fandt ud af, at den kom fra en film. En film, jeg først så i sin fulde længde for et par år siden. Filmen er instrueret af Torben Anton Svendsen, men det er ikke ham, vi husker; han står ikke engang i mit filmleksikon. Vi husker sangen, sangene

- for der er flere af dem - og vi husker filmen, nemlig »Mød mig på Cassiopeia« fra 1951 med musik af Kai Normann Andersen. Sangteksterne var skrevet af Børge Müller.

»Mød mig på Cassiopeia« hører sammen med »Jeg er sgu min egen« og de noget nyere »Dancer in the Dark« og »Askepop« til de få egentlige danske filmmusicals. Filmenes store sange lever deres eget liv ved siden af filmene. Foruden »Den allersidste dans« presser »Musens sang« og »Jeg har aldrig følt himlen så tæt som nu« fra »Mød mig på Cassiopeia« sig på.

Fra »Jeg er sgu min egen« kan mange vel stadig høre Daimi synge den friske »Jeg sætter mig hat, som jeg vil« og Cæsar, der synger og spiller guitar til »Duerne flyver« - begge med tekst af Klaus Rifbjerg og musik af Bent

Fabricius-Bjerre. Når ingen af sangene hverken fra Lars von Triers »Dancer in the Dark« eller fra »Askepop« er blevet evergreens, er det, dels fordi de stadig er meget nye, dels fordi de næppe har de kvaliteter, som gør sange evigt grønne. Björks sange til Lars von Triers film kan formentlig kun synges af Björk selv, og numrene til »Askepop« viser blot, at 1950'ernes amerikanske rock and roll-musik stadig står i populærkulturen.

Man kunne tro, at en filmkultur, der som den danske kun har produceret få musicals, heller ikke har produceret schlagere, evergreens eller hits, som vi alle kan synge med på.

Men sådan forholder det sig ikke. Man kan jo have sange i en film - om det så bare er på lydsporet - uden at filmen er en musical. Bliver vi i Danmark, er der næppe nogen, der vil kalde 1950'ernes og 1960'ernes Morten Korch-film for musicals, selvom der bliver sunget af hjertens lyst i disse forkætrede og folkekære film. Den gamle nationale sangskat fik sit i Korch-filmene, mest markant i den første af dem, »De røde heste«, hvortil Højskolesangbogen leverede hele fem titler; men det er Sven Gyldmarks popnumre, eftertiden forbinder med Korch-filmene: Der er næppe mange, der forbinder »Hvor smiler fager den danske kyst« med »De røde heste«, Danmarkshistoriens mest sete film nogensinde. Og alligevel er det netop den sang, der lyder henover afslutningsbillederne af Poul Reichhardt og Tove Maes, der kører høet ind - med hesteforspand. Men vi ved alle, at »Er du dus med himlens fugle« og »Jeg har min hest, jeg har min lasso« er fra de gamle Morten Korch-film.

Sådan er der masser af filmsange, der har fundet en varig vej til danskernes hjerter. I år er der f.eks. blevet udsendt tre cd'er i en serie, der hedder »Dansk filmmusik og danske sange«, og Kai Normann Andersens 100-års-dag den 11. april 2000 blev festligholdt med flere udgivelser. For nogle år siden indspillede danskpoppens dronning, Birthe Kjær, sin »Dansk filmmusik på vores måde«, ligesom Anne Linnet var på banen i 1995 med cd'en »Pige træd varsomt«. Titelnummeret er godt nok ikke hentet fra en film, men det er mange af de andre.

Den umiddelbare anledning til disse linjer er imidlertid ikke cd-udgivelser. Det er udgivelsen af noget så gammeldags som en sangbog. En sangbog, der samler 100 danske filmsange fra Liva Weels »Glemmer du« fra »Odds 777« til Lisa Nilssons »En kort, en lång« fra »En kort, en lang«. »Toner fra filmen - 1932-2002« hedder bogen. Den er redigeret af filmmagister Ulla Hjorth Nielsen. Ud over noder og (til tider noget vanskelige) becifringer, så musikkyndige læsere kan bruge sangene til det, de er beregnet til, nemlig til at blive sunget, rummer bogen Ulla Hjorth

Nielsens korte forord og små kommentarer til alle sangene. På den måde får man et lille indblik i dansk film- og kulturhistorie. Det musikalske udtryk har ændret sig igennem de 70 år, bogen dækker, og noget af det interessante ved den er netop den populærmusikalske spændvidde og dynamik, den demonstrerer: fra de stille ballader over store orkesterarrangementer til rap-musikken i Natasha Arthys »Mirakel« fra 2000.

1930'erne og 1950'erne er dansk films to mest sangglade årtier, og derfor leverer de med Kai Normann Andersen og altså Sven Gyldmark som de mest succesfulde komponister knap halvdelen af bogens 100 sange fra de godt syv årtier, der har været lyd på filmens billeder. Det er lidt en skam, at der - formentlig af økonomiske årsager - kun er billeder på omslaget, for billeder fra de scener, hvor sangene hører til, kunne have forøget bogens i forvejen meget høje charmeværdi. Det er f.eks. lige i øjet, når der i kommentaren til Kim Larsens »Papirsklip« fra Erik Ballings sidste film, »Midt om natten« fra 1984, står: »Åndeløs smuk scene hvor der klippes mellem filmens tre hovedpersoner«, men hvor ville et billede eller to have sat erindringen om scenen og tanken på billedernes forhold til sangen i sving.

Langt de fleste af de 100 sange hører også hjemme på min liste over de bedste danske filmsange. Men sangene er ikke kun valgt, fordi de er kendte og elskede i forvejen. Nogle få er snarere valgt for at gøre udvalget repræsentativt. Hvad er det for sange, vi har gået og sunget med på. Mange af dem er egentlig frygteligt banale. Det demonstreres ironisk af sangen »Mor« fra »Poeten og Lillemor« fra 1959 (Poetens sang er skrevet af pseudonymet Perrik, bag hvilket Klaus Rifbjerg skjuler sig). I filmen skriver Poeten i skikkelse af Henning Moritzen for sjov en trivial tekst, der bl.a. rummer disse linjer: »Når levkøjen står i flor - mor/ omkring huset, hvor du bor - mor/ er det li'som om jeg hør' din lyse stemme.« Men senere i filmen, da »Lillemor hverken kan få kredit hos købmand eller slagter sælger hun, bag sin kompromisløse digtermands ryg, sangen til en komponist ved navn Harry Hamper«, som Ulla Hjorth Nielsen skriver. Sangen bliver et gevaldigt hit - og blev det også i virkelighedens verden, hvor dens anti-triviallitterære brod fuldstændig har fortonet sig. Men en af de helt store pointer ved disse populære filmsange er, at de jo netop så ofte - med større eller mindre elegance - formår at udtrykke de følelser, vi i vores almindelige dagligdags liv har vanskeligt ved selv at formulere. Det kan være den lette kærlighed som i »Titte til hinanden, titte til hinanden, og et lille kys måske!« eller dens modsætning i »Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort? Ak, ofte er livet så meningsløst hårdt«. Det kan være (1970'er-)ungdommens håb og tro på, at den har alverdens styrke i »Måske ku' vi - bestige bjerge« eller samme ungdoms erkendelse af, at »Intet varer evigt, snart er sommeren forbi« fra »Mig og Charly«. Det lyder måske også for banalt, når Benny i skikkelse af Kim Larsen på en enkel melodi med et simpelt akkompagnement synger til Susan Himmelblå: »Jeg ved da godt, du synes/at jeg er en gammel nar/og hvad så/ Jeg har prøvet mit/ nu skal du prøve dit. Kom så!«; men er der ikke noget opløftende og nødvendigt i at have nogle til at sige den slags? Et eller andet var der i hvert fald over Kim Larsens sange, for lp'en »Midt om natten« er med sine godt 550.000 solgte eksemplarer stadig den mest solgte herhjemme.

Når sådan en film og sådanne sange bliver så overvældende populære, er det, fordi folk kan genkende noget af sig selv i dem. Det er, fordi de siger os noget, vi har brug for at høre. Og de siger det i et tonesprog og på et dansk, vi kan forstå.

Derfor kan vi stadig nynne med, når Poul Reichhardt synger om den allersidste dans til Bodil Kjer i »Mød mig på Cassiopeia«.

Palle Schantz Lauridsen

er lektor ved Institut

for Nordisk Filologi

Læs kronikken på mandag:»Guvernanten som forløser« af ledende inspektor Dorthe Enger