Den problematiske forbruger

Den politiske forbruger er ikke lÏngere bare en græsrodsaktivist, der tager sagen i egen hånd, når myndighederne svigter. I dag er det politiske forbrug noget, man regner med. Ikke bare blandt virksomheder, der ønsker at være på forkant med udviklingen. Også fra politisk hold satses der på forbrugerens magt. I »Regeringens forbrugerpolitiske strategi« spiller den politiske forbruger derfor en hovedrolle. Statens opgave er nu mere at sikre forbrugerne frit valg end at sikre borgerne fornuftige varer. Vi husker alle de gode historier om forbruger-boykotter, der har tvunget firmaer til at opgive børne- og slavearbejde i Den tredje Verden. Men de gode historier har øjensynlig fået os og politikerne til at overse, at man skaber en række mere principielle problemer for vores demokrati og gode moral, når man læsser ansvar over på forbrugeren ved køledisken. Først og fremmest lider ideen om den politiske forbruger af et simpelt demokratisk underskud. Eftersom det er pengesedlen og ikke stemmesedlen, der tæller på markedet, gælder princippet: Jo flere penge, jo større indflydelse. Vi kan alle boykotte fransk rødvin, når franskmændene foretager atomprøvesprængninger. Men hvis man alligevel ikke har råd til at købe fransk rødvin og aldrig har haft det, så er der jo ikke meget boykot i at lade være. Kun storforbrugeren af fransk rødvin kan for alvor markere sin holdning og gøre sin indflydelse gældende. Spørgsmålet er, om den fattige forbruger ikke allerede nu føler sig sat helt og aldeles uden for politisk indflydelse på markedet - ikke bare i spørgsmålet om prøvespræng- ninger, men i det hele taget. Så længe der ikke er indregnet et beløb til moralske og politiske markeringer i den danske bistandshjælp, folkepension og SU, vil mange mennesker være tvunget til at købe de billigste produkter. De har altså ikke noget valg. I takt med at markedet gøres til centrum for etik og politik, påfører man samtidig den fattige forbruger skyld og skam. Som noget helt nyt er man tvunget til at vise sine moralske kvaliteter og sit politiske ståsted frem, hver gang der skal købes ind. Man både stemmer og stempler sig selv med sine indkøb. Er det nu en klam kemikotelet eller en økologisk klassekotelet i posen? Den fattige er nødt til at køre på moralsk bundklasse og støtte den laveste politiske fællesnævner. Der er ikke penge til andet. Det er selvfølgelig synd. Men det er også trist for alle andre, der er bedre stillet økonomisk, at det politiske forbrug ophæver et ældgammelt skel mellem privat og offentligt. I »gamle dage« kunne man diskutere politik, når man havde lyst, men hvad man købte og solgte og serverede for sine gæster, var en privat og politisk neutral sag. I dag slæber man populært sagt rundt på hele verdenssituationen i sin indkøbskurv. Bagefter bærer man den med hjem. Det er umuligt at sammensætte en festmenu til en sammensat forsamling uden at træde en række af gæsterne over tæerne. Hver fødevare er sprængfyldt med holdninger. Er der idealistiske økologer og konservative landmænd bænket ved bordet, er fanden løs i form af flæskestegen. Noget helt andet er, at det vel også er lidt tyngende at skulle bære alle verdens problemer på sine skuldre med lille Bjarne på armen i Brugsen fem minutter før lukketid. At man generelt skulle være i stand til at tage fornuftige politiske beslutninger i meget komplicerede sager under de omstændigheder, virker ikke realistisk. Rent bortset fra, at en række af de centrale spørgsmål om produktionen af fødevarer er af så teknisk en karakter, at kun eksperter kan gennemskue dem. Så vidt den vanskelige situation som forbruger. Betragter vi sagen fra producent-siden, går det helt galt med privatlivets fred, hvis udviklingen i retning af det »etificerede« marked fortsætter. Staten må åbenbart stå som garant for øko-, svane-, lup-mærkninger etc., for at firmaer ikke skal markedsføre sig med falske oplysninger. Den seneste tids svindel med økologiske æg viser, at staten er nødt til at udøve grundig kontrol. Dermed er vi på vej ud i et helt nyt overvågningssamfund, hvor statens »etiske efterretningsvæsen« skal overvåge enhver bevægelse for at kunne rapportere til forbrugeren. Den anonymitet, der må regnes som en af markedets store fordele, vil dermed gå tabt. Staten er snart nødt til at kigge producenten over skulderen hele tiden. Liberalister, der står på retten til at være fri for statens indblanding og opsyn, burde være meget på vagt over for denne tendens. Velfærdsliberalister, der satser på, at markedet sikrer et effektivt samfund med velstand og velfærd til alle, burde heller ikke sove godt om natten. Markedets store styrke består jo i den barske og ilde hørte sandhed, at hvis alle optræder egoistisk på markedet - og markedet lever op til en række forudsætninger - bliver varerne produceret og fordelt bedst muligt, så folk får mest for pengene. Markedet formår altså at vende individuel egoisme til samfundets styrke, til stor samlet velfærd. Indtil videre går det måske an at anskue politisk forbrug i det lys, at forbrugerne ud fra rent egoistiske hensyn efterspørger varer med nogle særlige etiske eller politiske kvaliteter. Men den dag, hvor den politiske forbruger for alvor handler med tanke på sælgeren og ikke bare tilfredsstiller sine egne behov, falder hele markedets ide væk. Hvis vi af medfølelse med en flink kaffebonde gladeligt betaler femdobbelt pris for kaffen, sikrer markedet ikke længere effektivitet. Med den virkelige etiks indtog bliver markedet ikke mere menneskeligt og dermed mere meningsfuldt. Tværtimod, markedet mister sin mening, for nu kan vi ikke længere sige, at den ubarmhjertige konkurrence tvinger de dovne til at oppe sig, de elendige virksomheder til at lukke til fordel for de dygtige osv. Det var måske noget teoretisk. Men alle mennesker må da opleve konflikten mellem markedets grundprincip - egoisme - og den gode morals princip - f.eks. næstekærlighed - når de står foran køledisken og vender femørerne og pap-pizzaerne for at få pengene til at slå til. Det er til at blive skizofren af at skulle optræde ansvarligt og godgørende, når århundreders kulturel bagage fortæller en, at producenten og supermarkedet er vores profitmaksimerende modstandere, når vi køber ind. Og det er virksomhederne jo også, og det vil de fortsat være, selvom de sælger god etik på dåse og kødpølser med politisk profil og i øvrigt opfører sig gennemført anstændigt. Enhver virksomhed lever nu engang af at tjene penge. Nu glemmes det i øvrigt tit, at kødpølsen ikke kan have enhver profil. Ikke al moral kan formidles af markedet. Lad os f.eks. forestille os, at en politisk forbruger går ind i Føtex med et indkøbsnet og et kristent livssyn. Bare tanken om, at forbrugeren skal udvise god, kristen moral ved at bruge sine penge klogt, burde skurre gevaldigt i ørerne. I Det Nye Testamente plejer det jo at være en god start at skille sig af med alle pengene. Det er heller ikke ren bibellæsning, når det politiske forbrugs logik siger, at jo flere penge man har, jo mere moralsk kan man være. Og kan man forholde sig næstekærligt til næsten gennem en belgisk culottesteg? Nej, markedet som medium for kristen moral duer ikke rigtigt. Markedet som formidler af vigtige politiske holdninger er heller ingen ubetinget succes. Fordelene ved at markere sig på markedet i forhold til det politiske system hører man ofte fremhævet: Ens indflydelse er direkte og hurtig. Man behøver ikke at vente til næste valg med at give sin mening til kende. Og man kan sammensætte sin helt individuelle indkøbskurv. Begrænsningerne hører man sjældnere om. Hvad er det lige for bøffer, man skal købe for at fremme et nyt dødskriterium eller en anden abortlovgivning? De findes jo ikke. For slet ikke at tale om, at den rigtigt venstreorienterede er afskåret fra at efterspørge sådan noget som en afskaffelse af markedet på markedet. Og skulle der en dag være nogen, der synes, at politik burde være en sag for vælgerne og politikerne, ville de ikke kunne fremme et stop for det politiske forbrug med deres indkøb. Det giver markedet ikke mulighed for. Det helt store forbrugerproblem i dag er jo nemlig, at man ikke kan nægte at være politisk forbruger. Uanset hvad man køber, kan det udlægges som opbakning til et eller andet synspunkt. Fortaleren for udviklingen vil sige, at det er helt rimeligt. Ens indkøb har jo en betydning for den enkelte kaffebonde eller landmand, og derfor må man påtage sig et ansvar. Jeg mener, at man i en række situationer har lov til ikke at tage stilling. Situationen ved køledisken er blot en af dem. Selvom det skulle vise sig at have betydning for strafudmålingen, om man mødte op i retten eller lod være, har man lov til at nægte at agere som politisk tilhører ved målrettet at møde op eller blive hjemme. De fleste vil mene, at det er andres (professionelle) opgave at tage sig af strafudmåling. Tilsvarende må man kunne nægte at være politisk forbruger og insistere på, at vurderingen af tilsætningsstoffer og sprøjtemidler er en professionel sag. En sådan modreaktion mod den politiske forbrugers fremmarch kunne man forvente fra flere sider. Fra demokrater, der går ind for princippet om »én mand - én stemme« og ikke »én krone - én stemme«. Fra fattige, der også gerne vil have indflydelse. Fra liberalister, der gerne vil være fri for statens »etiske efterretningsvæsen«. Fra virkeligt venstreorienterede markedskritikere. Fra velfærdsliberalister, som forudser et ineffektivt marked og tab af velfærd, hvis købere og sælgere ikke er ubøjelige egoister. Eller fra kristne, der synes, at god moral er andet og mere end økologisk kaffe. idehistoriker og medredaktør af tidsskriftet Salt