Prøv avisen
Kronik

Den skal du længere ud på landet med

Programmet "Nak og æd" meddeler drømmen om Udkantsdanmark og om at være sig selv nok i sin egen plovfure, mener dagens kronikør. Foto: Copyright: www.fedefotos.dk / Mads Jensen

Myten om Udkantsdanmark er godt mediestof, og vi kender alle grundfortællingen om ”den rådne banan”. Historien om, at alting bare kører meget bedre i storbyen end i provinsen, som ikke er bæredygtig og så videre. Men er myten rigtig? Der findes nemlig andre og måske mere frugtbare forestillinger og drømme om livet på landet

MYTEN OM UDKANTSDANMARK er godt stof i massemedier og den trykte presse, hos politikere og i litteraturen. Nu skal jeg fortælle dig en historie om, hvad myten gør.

Du har jo været ude på landet? Du har set et rigtigt gammelt bondehus med hullet tag? Du synes, der må gøres noget? Du ser bonderøven forvandle sten til brød? Du ser Jørgen og Nikolaj forvandle virkelighed til drøm? Du ser reality-tv om livet på landet? Du synes, Søren Ryge italesætter sin have mere og mere forudsigeligt og redundant? Bringer han ikke myten om Udkantsdanmark som ventedanmark i en lidt selvhøjtidelig melankoli?

Programmet ”Nak og æd” meddeler derimod drømmen om Udkantsdanmark. Det er explorergenren i lille skala, der producerer drømme og forventninger. Her gælder det ikke om at være sig selv nok i egen plovfure.

Formen er hentet fra komediegenrens faste skema for plot: konflikt, krise, vending. Sprogbrugen er triviel, af og til hjælpeløs. Rollerne er velkendte klovner med komplementære evner: Jørgen, et pjok ved bålet, faktotum ved bræt og gryder under sin kommandant; men bruge en riffel, det kan han. Nikolaj, et pjok på jagten, skyttens skygge i gummistøvler; men mester i måltider uden opskrift, naturens muntre søn.

Konceptet formidler et Udkantsdanmark af livsappetit, forventning og lyst til at gå på opdagelse i en uhøjtidelig, selvironisk form: De skændes behersket over kontrapartens svage sider. De meddeler et Udkantsdanmark af tro, håb og dumhed, uhøjtideligt og åndfuldt.

Så er der myten om ”den rådne banan”, politikeres dårlige samvittighed over et Danmark på slæb. Det gælder om at udjævne ulighederne og frelse de fortabte i det skævtrukne land. I den politiske debat placeres problemet hos den anden blok, dem på den forkerte side. Spillet sker på mediernes scene som et realityshow i form af news 24/7, og myten om udkanten er gået i selvsving.

MEN HVOR ER SELVE SAGEN i det spil? Lad os undersøge, hvad myten går ud på: ”Vi har en myte om Udkantsdanmark, som går på, at alting kører meget bedre i storbyen end i provinsen (“). Provinsen er ikke bæredygtig; at man ikke får en uddannelse, når man bor i provinsen; at provinsen ikke har nogen reel betydning for dansk økonomi, og at hovedstadsområdet pumper en masse penge derud. Hvis du går i biografen og ser reality-tv eller læser fiktion, fremstilles folk i provinsen som nogle sølle eksistenser, moralsk korrumperede, og som nogle, der ikke rigtig kan gøre noget ved deres situation. Det er billeder af små landsbyer med solarier, genbrugsforretninger og nedslidte huse.” (Kaare Dybvad i Politiken den 28. februar 2015).

Altså ikke kendsgerninger, men reality-tv og fiktion, i genre beslægtet med amerikanske westerns landsbyruiner. Man kunne fortsætte historien med den mindre provinsby, der markerer sin formåen med hunde, mindst to i hver bolig, men hundelort på alle fortove fortæller udkantshistorie. Og ikke nok med det, i oplandet rykker ulven ind. Det er kendsgerninger. Myten lyver altså ikke, men er den udtømmende?

Kendsgerningerne i de såkaldte udkantsområder er resultat af en kæde af politiske beslutninger, og udveje er derfor også en politisk opgave. Med forslagene om en hærvejsmotorvej, om at liberalisere landplanloven og afskaffe kystbeskyttelseszonerne viser man sig klar til at ofre store natur-, landskabs- og fællesværdier. Costa del Nordsee!

Men pengenes logik er blind for uerstattelige værdier i den fattige del af landet, og denne mangel er selv en fattigdom i det liberale koncept. Det er et spejl af metropollivets gearede arbejdsliv med pengerigelighed, materielle goder, statussymboler, kampe, stress, overflade og showoff, altså projicerede selvfordoblinger. Hvor er agtelsen, hvor er indlevelsen?

Myten om Udkantsdanmark er ikke hjemmelavet. Her i udkanten holder vi mund. Myten produceres af folk i fortroppen, som har behov for myten. Den handler om udkanten, men kommer ikke fra Lars Tyndskids mark. Uanset om den formidles litterært, i massemedierne, i pressen eller af politikere, er det en historie, man skal længere ud på landet med.

Alternativet leveres i mange programmer i realitygenren, hvor udkantsmotivet er et drømmemotiv mere end en fortabelsesmodel. Hvis man ser på sendefladen i fjernsynet, er den fyldt med spis og bo, explorerstof, antik- og husdyrsprogrammer, noget forskellige efter om de er rettet til kulturborgerskabet (DR 1) eller til hundelufter- og campingvognssegmentet (TV 2).

”Nak og æd” gør op med udkantsmyten. Udsendelsen fremstiller udkantsmotivet rekreativt, kreatitvt, produktivt, muntert, selvironisk, åndfuldt og berigende. Er det så en drøm uden hold i virkeligheden? Nej!

FOR NYLIG BLEV en tre år lang drøm i Viborg Kommune til virkelighed. Det handler om Microsoft-koncernens servercentral med et kæmpe energiforbrug og forventede arbejdspladser. Viborg er udvalgt for energiforsyningens skyld, muliggjort af en offensiv dansk politik om vedvarende energi i statsligt regi.

Så er der udbygningen af havnen i Esbjerg, betinget af vindmølleindustri (Vestas, Siemens og andre), udskibning, offshore og energiservice. Og der er lige startet fire daglige flyafgange Esbjerg - København.

Behøver man næsten at sige, hvad Vestjylland har at byde på for jægere, fiskere, ornitologer, vandrere, kanoroere, kunstnere, turister og cykelryttere? Deres produkter eksporteres næppe, men produktive er de, de kan få noget ud af ingenting, for er det ikke det, Udkantsdanmark er?

Produktivitet er udvejen. H.C. Andersen viser den. I 1829 nåede han på vej mod Vesterhavet til Viborg. Herfra drømte han sig videre på rejsen:

”Er disse høie, sorte Masser Fjelde?

Nei! Fremad styrte de med Vælde,

Og Sneens Masser paa den høie Tinde,

Snart stige, snart forsvinde!

- Er det da Skyer, som i Dalen svæve,

Og nu med eet sig høit mod Himlen hæve?

Nei, det er Havet! Hør dets dybe Sang.

Ei hørte Øret før slig Orgelklang.

Den ryster Sjæl og Tanke,

Thi her er alting stort og uden Skranke!

- Hvad gjemmer Du, o Bølge, i Dybets Bugt?

Hvad saae Du paa din stolte Flugt?

Hvad hørte Du? - Du Jordens Vugge, Jordens Grav!

Herlige Hav!!!

Havets fravær sætter sanserne på arbejde. Hans syner nærmer sig realitygenren og ”Nak og æd”, hvor virkelighed gøres til drøm. Ved hjælp af ”Aandens Blik”, det poetiske navn til hans forsynstanke, får H.C. Andersen noget ud af ingenting. Landet, hvor Loke driver sine hjorde, kræver smidige sind og levende sanser for at slippe sine hemmeligheder. Penge alene gør det ikke.

Efter 1847, hvor jernbanen kom til Danmark, får H.C. Andersen øjnene op for teknisk udvikling i transport, rejser, landbrug. Han tænker især på Vestjylland og forudsiger, at dampdragen kommer på skinner der, at heden snart omdannes til landbrugsarealer, og at Englandsruterne skaber udveksling mellem landene. Han holder af penge og mekanik.

I ”Jylland mellem tvende have” spår han, at tog kommer kørende mellem rige bøndergårde. Og han viser historisk nødvendigheden af politisk magt. Langt fra at være en lokalpatriotisk lovsang til Jylland ser han landsdelen i større perspektiv: internationalt (briterne), globalt, geografisk (ørken, bjerge), historisk (runestaven, prins Hamlet), fremtidsrettet, teknisk udviklet, erhvervsvenligt, landvindende, produktivt; men alt sammen udgået fra runestavens gåde. Set med ”Aandens Blik” er det forsynstro der frembringer fremtidsvision. H.C. Andersens drøm angiver en retning for Udkantsdanmark.

Se, det er nu en historie. Den har jeg hentet i avisen, i medier og i sange. Hvad myter gør, er ikke det rigtige. Hvad drømme gør, er måske det rigtige. Hvad forfatter gør, er altid det rigtige.

Hans Jacob Iversen er lektor emeritus og bosat i Varde