Prøv avisen
Kronik

Den skingre omskæringsdebat er oplysningstidens arv

Hysteriet afslører, at det ikke er sådan lige til at være moderne og oplyst, og at oplysningstidens arv ikke kun er en velgørende pluralisme og tolerance, men også en absolutistisk frigørelsestrang, der nidkært udrydder skikke og livsformer, der falder uden for idealet om det moderne og oplyste liv. Oplysningsfetichismen kan nemt ende et sted, hvor den bliver umulig at skelne fra formørket intolerance og åben antisemitisme, skriver dagens kronikør. Foto: Scanpix/Sofie Mathiassen

90 procent af befolkningen vil forbyde omskæring af drenge. Özlem Cekic har lagt sig ud med almenviljen. Hysteriet afslører, at vi nu er så langt fra tradition og religion, at vi ikke længere forstår, at andre kan tænke anderledes end os selv, skriver dagens kronikør

OMSKÆRINGSDEBATTEN er sprunget op igen efter udgivelsen af Özlem Cekics novelle om den kurdiske pige Ayses lillebror, der skal omskæres og fejres. Resultatet: en bølge af vrede og forargelse. Ifølge Cekic selv har hun modtaget tusindvis af reaktioner på sin mail og Facebook, herunder en god mængde ufortyndet had og direkte trusler. 90 procent af befolkningen ønsker at forbyde rituel omskæring af drengebørn. Cekic er med andre ord kommet for skade at lægge sig ud med almenviljen.

Hysteriet afslører, at det ikke er sådan lige til at være moderne og oplyst, og at oplysningstidens arv ikke kun er en velgørende pluralisme og tolerance, men også en absolutistisk frigørelsestrang, der nidkært udrydder skikke og livsformer, der falder uden for idealet om det moderne og oplyste liv. Oplysningsfetichismen kan nemt ende et sted, hvor den bliver umulig at skelne fra formørket intolerance og åben antisemitisme.

KASTER MAN ET HURTIGT BLIK på den ophedede onlinedebat om omskæring, støder man – ud over på dødstrusler og orgiastiske voldsfantasier – særligt på to argumenter, som oftest går hånd i hånd. Det første går på, at individet er ukrænkeligt, og at omskæring er en irreversibel krænkelse af et individ. Det andet peger på, at vi er et oplyst og moderne land, hvor man ikke skal bøje sig for nogle ældgamle traditioner.

Tilsammen udgør de en påberåbelse af en angiveligt liberal oplysningsposition, hvor man sætter skel mellem os, der er oplyste og frigjorte individualister, og de andre, der er traditionelle, middelalderlige eller rent ud barbariske. Det første argument hævder vores værdier. Det andet underkender værdien af de andres og afslutter enhver debat. Denne position kunne også – med et udtryk fra filosoffen Søren Harnow Klausen – kaldes ”Den selvfede oplysning”, hvor det moderne gøres til et slagvåben, der skal banke de andre på plads og understrege deres kulturelle mindreværd.

Selvfedme og intolerance er iboende i oplysningen. Ikke som essens, men som mulighed. Historisk set kan oplysningstiden, der tog sin begyndelse et sted i 1700-tallet, uden videre siges at være præget af et stærkt ønske om emancipation, altså frigørelse.

Oplysningen var opdagelsen af, hvad mennesket selv magtede i kraft af sin fornuft. Af denne opdagelse afledte man snart etiske og politiske konsekvenser. Mest kendt er nok Kants diktum, at mennesket kun skal handle efter regler, det kan indse rigtigheden af gennem sin egen fornuft. Denne moralske autonomi er det moderne menneskeideal.

Men fordi mennesket ikke besad denne moralske autonomi, men derimod var underlagt alle mulige regler, værdier og normer, som var funderet i tradition, historie, vane eller måske ligefrem åbenbaring, blev oplysningens projekt at frigøre mennesket. Dermed kom oplysningen til at stå i et ofte udtalt modsætningsforhold til religion og tradition.

Livsformer funderet heri måtte opfattes som fængsler, der forhindrede mennesket i at være sandt menneske. Deraf kom nødvendigheden af at løbe storm mod konventioner og institutioner og bane vejen for frigørelse.

Men netop fordi oplysningen løb storm mod tankeløst traderede fordomme og det, den så som den religiøse ortodoksis monopolisering af sandheden, blev den en position, der krævede og hyldede pluralisme og tolerance.

ALLEREDE JOHN LOCKE, en af oplysningstidens afgørende inspirationskilder, havde gjort kravet om religiøs tolerance gældende i slutningen af 1600- tallet. Siden gjorde den franske oplysningsfilosof Voltaire religionsfrihed til sit store slagnummer. Friheden til at dyrke sin religion blev da også en central del af den menneskerettighedskonvention, der, undfanget af oplysningstænkningen, kom til verden i forbindelse med Den Franske Revolution i 1789.

Pluralismen fik særligt én vigtig konsekvens, som det kan være godt at huske på i omskæringsdebatten: frigørelsen af Europas jødiske befolkning. Oplysningstiden satte kort sagt gang i en proces, der gav jøder borgerrettigheder og efterhånden ligestillede dem med deres kristne medborgere, som nu i en ny og radikal forstand blev deres landsmænd.

Det førmoderne samfund havde været pluralistisk i den noget snævre forstand, at jøder og jødedom kunne indrømmes en plads inden for en stat, men kun afsondret, ved siden af eller nærmere uden for samfundslivet i øvrigt. Med oplysningen blev pluralismen langt mere reel. Nu fik Europas jødiske element formelt lov til at udfolde sig borgerligt og religiøst som et led i samfundslivet, og oplysningens pluralisme handlede tillige om forholdet mellem de kristne trossamfund og staten. Tænk på den amerikanske forfatnings adskillelse af stat og kirke. Den var notorisk ikke et forsøg på at ekskludere troen fra det offentlige rum, men et ærligt forsøg på at beskytte de religiøse samfund mod indgreb og indblanding fra staten.

ARVEN FRA OPLYSNINGSTIDEN er såvel pluralisme som emancipation, men der var fra begyndelsen en spænding mellem de to idéer. Mens oplysningen i Amerika blev til et forsvar for religiøs pluralisme, udviklede den sig i Frankrig til et angreb på kirken. Efter Den Franske Revolution forsøgte de revolutionære at afskaffe kristendommen og erstatte den med en ny, statsunderstøttet ateistisk religion, hvor fornuften blev genstand for religiøs hengivenhed. Det handlede her om at bruge statsmagten til at frigøre. Mennesket måtte, som filosoffen Rousseau udtrykte det, tvinges til frihed. Det gik, som det måtte gå. Guillotinen blev emancipationens autentiske udtryk.

Dermed har det historiske forløb vist, hvordan oplysningstænkningen kunne pervertere og slå over i sin modsætning, når den emancipatoriske stræben kannibaliserede oplysningen og gjorde det af med pluralismen.

Spændingen består i dag. I virkeligheden dækker den over to forskellige syn på, hvad den moderne stats rolle er: Den pluralistiske oplysningsstat interesserer sig for rammer og procedurer, der sikrer den borgerlige frihed og giver samfundet mulighed for at udvikle sig efter sin egen logik. Den emancipatoriske oplysningsstat derimod er et ideologisk projekt, der har et ganske bestemt ideal om, hvor vi skal bevæge os hen, opfatter sig som verdenshistoriens assistent og sætter sin magt ind på at realisere idealet og tvinge borgerne til frihed.

Selvom det er det 20. århundredes totalitære eksperimenter, der har spidsformuleret den emancipatoriske oplysningsstat, kender vi også tendensen til at skyde pluralisme og tolerance til side og tvinge folk til frihed herhjemme. I forskellige former er den emancipatoriske stræben gået igen i adskillige toneangivende kulturelle bevægelser herhjemme, brandesianismen, kulturradikalismen og nyradikalismen.

I dag befinder vi os i en situation, hvor disse bevægelser har sejret i en sådan grad, at vi ikke alene har selvfølgeliggjort deres variant af oplysningen, men også opfatter deres kamp mod tradition og religion som storslåede sejre, der har formet vores moderne, oplyste samfund.

Vi er kommet så langt hinsides tradition og religion og så langt ind i en principfast individualisme, at vi ikke længere er i stand til at acceptere, at andre kan tænke anderledes om tilværelsen end os. Vi opfatter kort sagt deres livsform som et overgreb; noget, der krænker mennesket og derfor er umenneskeligt. Og vi vil bruge statsmagten til at tvinge dem til individualisme. I hvert fald 90 procent af os. I virkeligheden er det nok os, der har glemt noget om, hvad det vil sige at være menneske.