”PRØVEN ER POSITIV.”
Farmaceuten på apoteket så lidt usikkert på mig. Måske tænkte han, at jeg havde fire børn og ikke ønskede flere graviditeter. Men han tog fejl. Som jeg husker det, satte jeg over disken, fløj ham om halsen og gav ham et stort knus.
Jeg cyklede hjem til huset ved stranden og faldt på knæ. Jeg var dybt, dybt taknemmelig for den glæde, der var overgået mig.
Jeg var 41 år og havde aldrig været gravid. Året forinden havde jeg truffet mit livs kærlighed. Vi ønskede os brændende et barn. Og nu var det på vej!
KÆRESTE ANDERS!
Dette er historien om min bedste sommer. Den sommer, da du blev dannet og voksede i mit indre. Den sommer, hvor alt forandrede sig for mig.
Hvor drømmen om et liv som familie voksede i takt med, at du udviklede dig. Det blev min bedste sommer nogensinde.
Foran mig lå en række af sommerdage, som jeg skulle opleve sammen med dig. Og hvilken sommer blev det!
Uden at tøve aflyste jeg mine ferieplaner: idrætslærerkurset på højskole, Dansk Bjergklubs træf i Alperne. Jeg ville nyde hver eneste sommerdag sammen med dig.
Sommeren var din fars højsæson. Arbejdsplanen for bygningsrestaurering og nytækkede stråtage var lagt, kunderne ventede. Så sommeren var min egen.
Min drøm var ganske langsomt at gøre dig parat til livet. Jeg ville vise dig den smukke verden, du skulle opleve, og de dejlige mennesker, du skulle møde.
Foretage en rejse gennem landet, fortælle dig om landskaber, bygningskultur og historie, lade dig møde musikkens verden og møde kærlige familiemedlemmer og venner.
Jeg husker sommeren som en endeløs række af solfyldte dage. Hvor naturen var smuk og betagende, og hvor sommerfloraen var mangfoldigere end nogensinde.
Jeg startede dagen med morgensang. Ingemanns og Weises dejlige morgensange: ”Lysets engel går med glans”, ”Nu vågne alle Guds fugle små”, ”Nu titte til hinanden”, ”Gud ske tak og lov”. Jeg morgenbadede og plejede min krop med salver og cremer, alt imens jeg kærtegnede dig i min voksende mave.
Forårs- og sommersangene sang jeg glad: ”Den grønne søde vår”, ”Midsommervisen”, ” ”Jeg elsker de grønne lunde”, ”Nu lyser løv i lunde”, ”Han kommer med sommer”, ”Se det summer af sol over engen”, ”Nu blomstertiden kommer”, ”Hvor smiler fager den danske kyst”. Jeg kunne blive ved!
Og om aftenen sagde jeg tak for endnu en dejlig dag med kønne aftensange. Også aftensange for børn. Og jeg foldede mine hænder og var Vor Herre dybt taknemmelig.
Cyklen var den sommer mit transportmiddel. Rundt i det dejlige danske landskab cyklede jeg. Jeg ville vise dig blomstrende enge og korngule marker. Du skulle dufte til blomstrende roser, og vi skulle sammen drikke hyldeblomstsaft.
Ad små stier, langs bække og åer, gennem bakkede landskaber, forbi gravhøje og stengærder, rundt om søer og langs vandløb skulle vi vandre. Jeg ville vise dig Danmark, når det var smukkest.
Sammen besøgte vi kirker (tak til de mange vejkirker!), gravhøje, museer og slotte. Alt havde en historie, som var værd at sætte sig ind i og fortælle til dig.
Og selvom du efterhånden bevægede dig voldsomt i min mave, tror jeg på, at du lyttede. Sommerkoncerter og aftensange på havnen. Hvor vi nød det, du og jeg.
Sommeren bød også på det årlige familietræf. Jeg skulle fortælle den glædelige nyhed til min mor, som havde børnebørn, men ingen, hun var mormor til. Jeg skulle fortælle det til mine fire brødre og deres dejlige børn. Du ville få ni fætre og kusiner.
Du hørte om Kristian og Thomas, om Vibeke og Signe, om Naya, Tina og Erik, og om Martin og Kasper, mine pragtfulde nevøer og niecer, som jeg havde indstillet mig på skulle være ”mine børn” dengang jeg troede, jeg ikke selv ville få børn. Vi dansede og sang, vi badede og legede på stranden, og vi tændte bål og sang solen ned over Vesterhavet.
På et herligt foto fra dengang står de omkring mig og kærtegner min mave og dig!
Tankerne om fremtiden skubbede jeg fra mig. Graviditeten ville betyde, at jeg måtte opgive mit job, flytte til en anden del af landet for at bo sammen med din far.
Indtil nu havde vi hver især villet fortsætte vor karriere. Men nu skulle vi være en familie, og det kunne have sin pris. ”Den tid, den glæde”, tænkte jeg.
Sommeren bød også på graviditetsundersøgelser. Jeg indfandt mig alene. ”Det er jo i arbejdstiden”, sagde din far. Men intet kunne slå skår i min glæde. ”Du er i risikogruppen,” sagde skiftende læger til mig, så ofte, at jeg til sidst spurgte: ”Hvori består mon min risiko?”.
Det havde de svært ved at svare på, men en behjertet medicinstuderende sagde på et tidspunkt: ”Det betyder blot, at der skal være en overlæge til stede ved fødslen.” Den besked modtog jeg med glæde.
Ret tidligt begyndte vore nærmeste og venner at spørge, hvornår jeg havde termin. ”Det bliver i slutningen af december, måske nogle dage ind i det nye år,” svarede jeg, og reaktionen kom prompte.
”Nej, hvor synd. Jeres barn vil skulle fejre fødselsdag i juleferien, det vil ikke kunne fejres i skolen” og lignende. De ord kunne jeg ikke lide.
Der skulle ikke være noget, der ”var synd for dig”. Så jeg valgte at sige, at du ville blive født juleaften! Og så blev jeg pludselig interessant! ”Nej hvor spændende.
Tænk at få et barn i julegave.”
Jeg var ikke ventet på fødeafdelingen. Alle var sendt hjem på grund af den kommende julehøjtid. Men veerne var stærke. En ældre jordmoder sad ved min side. Hun var tavs.
Jeg tænkte på det med at være i risikogruppe. Var der mon en sammenhæng mellem hendes tavshed og min situation? På et tidspunkt blev jeg beroliget ved, at hun sad og gjorde notater.
Måske skulle hun afløses og ville skrive en besked til sin afløser. Jeg dristede mig til at kaste et øje på hendes notater. ”Piskefløde, rødkål, mandelgave,” stod der!
Der var ingen overlæge til stede, da du blev født. Lægen sad antagelig midt i julemiddagen. Du kom som den største julegave til os selveste juleaften. Og du har siden været den største gave til far og mig.
Du blev døbt pinsedag den 26. maj, og denne dag har siden været fejret som din fødselsdag - i skolen og herhjemme. Vi har således for et par måneder siden fejret din 30-årsfødselsdag.
Jeg forsøgte i min graviditet at give dig det bedste, jeg kunne. Jeg bad til, at det måtte lykkes. Far og jeg tænker med glæde tilbage på, at du som barn sang i kirkens drengekor, at du som dagelev på Herlufsholm Kostskole elskede den daglige morgensang i kirken.
Vi glæder os over din historiske interesse, dit engagement i naturen, dit friluftsliv, som du har gjort til din levevej og dit valg af din søde, norske kæreste. Men mest af alt glæder vi os over, at du er et kærligt menneske.
Tak til dig - vor bedste sommer- og julegave!
Hanne Juul-Dam, Snesere