Det var en søndag i sommeren 1952. Jeg var tretten år og spillede håndbold i den lokale idrætsforening. Den søndag spillede vi turneringskamp, men jeg havde ikke min sædvanlige energi. Næste morgen vågnede jeg med feber.
Dengang kunne man tilkalde sin familielæge ved sygdom, og så kom han på hjemmebesøg med sin sorte lægetaske. Jeg ved ikke, hvad han fortalte mine forældre efter undersøgelsen, men jeg skulle i hvert fald blive i sengen. Næste dag havde jeg stadig feber, men nok ikke påfaldende høj. Over middag tog min mor i hvert fald en tur med rutebilen til den nærliggende købstad, og min far lagde sig på divanen i stuen for at sove til middag, sådan som han plejede.
Da han vågnede, kom han op på værelset for at se til mig, blot for at opdage, at jeg var slap og meget varm. Lægen blev igen tilkaldt, og denne gang kom han sporenstregs. Feberen var steget til 41, og jeg hørte ham sige, at jeg skulle på sygehuset, for det kunne være børnelammelse.
Efter alle disse år kan jeg stadig høre ambulancen ankomme og mærke fornemmelsen af at blive løftet over på en båre og båret ned ad den stejle trappe til stueetagen. Jeg nåede lige at se min far stå bag ambulancen, inden bagklappen blev smækket i med en dump lyd.
Far tog ikke med, for det var blevet tid til at røgte køer, og mor var ikke kommet hjem endnu. De to ambulancefolk sad foran, og jeg lå på båren i rummet bag ved. Hornet blev sat til: Babu, babu! Ud gik det ad landevejen til sygehuset.
Ved lyden af hornet gik situationen for alvor op for mig. Jeg havde fået børnelammelse og kunne ende som den pukkelryggede unge mand i landsbyen, der havde haft børnelammelse som dreng. Min fantasi rakte ikke til, at sygdommen også kunne være dødelig.
Da vi ankom til sygehuset, blev jeg lagt på enestue, og der kom en læge og en sygeplejerske for at tage en prøve af rygmarven. Det ville ikke gøre ondt, forsikrede lægen, men det var løgn, for sygeplejersken blev sat til at holde min krop fast. Heldigvis var lægen så rutineret, at han fik suget den nødvendige væske ud i første forsøg.
Om aftenen kom mine forældre på besøg. På grund af smittefaren måtte de ikke komme ind på stuen. De stod ude på gangen og kiggede ind gennem den åbne dør. Min mor stod og græd. Jeg tænkte, at det havde hun rigtig godt af, hun som var taget til byen i stedet for at blive hjemme ved mig.
Om natten fik jeg et voldsomt mareridt. Jeg drømte, jeg var blevet lam og ikke kunne røre mig. Natsygeplejersken kom løbende ved lyden af mine skrig.
Næste morgen bekræftede prøven, at jeg havde fået børnelammelse. Mit åndedræt var svækket, og min ene arm havde mistet noget af sin kraft. Det viste sig heldigvis, at de fysiske tegn var forbigående, men i karantæne skulle jeg, så jeg ikke risikerede at smitte andre.
Det blev til en måneds isolation på sygehusets epidemiafdeling, der lå i en lav bygning. Uden for vinduerne var der rejst et stillads, som de besøgende kunne kravle op på, så de kunne komme til at tale med patienterne gennem vinduerne, som blev åbnet hver dag ved besøgstid.
Først lå jeg på en tosengs-stue i selskab med en etårig pige i en tremmeseng. Min seng stod tæt op af hendes, så jeg kunne være barnepige, går jeg ud fra. Den lille smed nemlig hele tiden sit legetøj ud mellem tremmerne, og så græd hun hjerteskærende, til jeg med stort besvær fik samlet tingen op fra gulvet, hvorefter det hele startede forfra. Da mine forældre kom på besøg om aftenen, græd jeg mine modige tårer.
En af sygeplejerskerne på afdelingen kom fra vores landsby. Jeg ved ikke, om det var det, der gjorde, at mine forældre blev hørt, men jeg blev i hvert fald flyttet hen på en stue, hvor der lå to jævnaldrende piger. Vi måtte ikke forlade vores senge, så det var en stor hjælp at have nogen at underholde sig med. Et korsstingsbroderi fra Clara Wæver med en masse forskellige farver at holde rede på var også en velkommen adspredelse sammen med alt, hvad jeg kunne få fat i af læsestof.
En gang om dagen var der stuegang ved overlægen. Inden han dukkede op med en hale af yngre læger og andet sundhedspersonale bag sig, kom oversygeplejersken ind og kontrollerede, at sengene var bragt i orden, at vi havde lagt alting væk, og at de ledige hænder var placeret pænt oven på dynen. Det var også hende, der fortalte overlægen, hvordan vi havde det.
Efterhånden blev det september. Aftenerne blev koldere, og det blev vanskeligere at have besøg med vinduet åbent og de besøgende stående i al slags vejr på stilladset udenfor. Skolen var for længst begyndt efter sommerferien, og det bekymrede mig. Det blev ikke bedre, da jeg fik at vide, at den første måned efter udskrivelsen måtte jeg ikke anstrenge mig. Jeg var vant til at cykle de seks kilometer til og fra skole. Det var udelukket nu, og der var intet alternativ.
Risikoen for ikke at kunne komme i skole i endnu en måned fik mig til at bryde sammen. Jeg ved ikke, hvordan det gik til, men der blev truffet aftale om, at jeg kunne flytte ind på skolen, til jeg var helt rask.
Det blev en vidunderlig måned. Skolen lå i en rigtig by med boghandel og trikotageforretning og en stor købmand. Den var privat og drevet af en kvindelig forstander med en datter et år ældre end mig. For den tid var det en usædvanlig familiekonstruktion. Ingen far, ingen mand og en mor, der var leder og ikke helt ung. Hvordan kunne det mon gå til?
Datteren havde et stort værelse helt for sig selv, en underlig seng – og en grammofon. Efter skoletid lå hun henslængt og lyttede til jazzmusik fra plader, hun havde fået af en voksen bror, der boede i København. Pligter var der tilsyneladende ingen af.
Sådan lærte jeg Louis Armstrong, Fats Waller og Ella Fitzgerald at kende. En eksotisk og spændende verden åbnede sig for mig, der var vant til at øve mig på Czernys etuder, lytte til Giro 413 hver søndag efter middagsradioavisen og – når det gik højt – lave lektier til lyden af ”Music While You Work” fra en udenlandsk radiostation, jeg havde fundet på radioens mellembølger.
Da måneden var gået, tiggede og bad jeg mine forældre om at få lov at blive boende, men det var helt udelukket. Jeg blev hentet i den sorte Plymouth, og paradisets port lukkede sig bag mig.
Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget.
Måske var det det ophold, der grundlagde min længsel efter at flytte hjemmefra, gå på jazzklub og leve et frit og uafhængigt voksenliv i storbyen.