Den største fjende er vores egen frygt

Hovedproblemet efter terrorangrebet i Paris er, hvis vi kæder flygtningestrømmen og terrorismen sammen, så vi holder flygtningene ude og bygger mure. Vi har mere end før behov for at tage imod mennesker og bevare et åbent, samarbejdende samfund, mener dagens kronikør

Hugo Gården, journalist
Hugo Gården, journalist.

Terrorangrebet i Paris har fået mange europæere til at mene, at flygtningestrømmen og de åbne grænser trækker terrorister til. Der er ved at udvikle sig en myte, som ikke bare kan skade nødlidende mennesker, men som også kan ødelægge vores frie, liberale samfund. Den største fjende er vores egen frygt.

Derfor må vi sige velkommen til flygtningene, og vi må samtidig gå i krig mod terroristerne, som intet har med flygtningene at gøre, ud over at de skaber flygtningestrømmen. Vi må forebygge terrorismen ved at engagere os aktivt med muslimer herhjemme og med Mellemøstens stridende religioner og samfund.

At det er vigtigt for vores åbne, frie samfund at sige velkommen til nødstedte mennesker, oplevede jeg i efteråret i en smuk, engelsklignende kirke på Præstø-egnen. Da jeg trådte ind i den en søndag formiddag, sagde kirkeværgen: Velkommen te'. Det var første gang, siden jeg forlod Vendsyssel for godt 40 år siden, at jeg blev budt velkommen med den ordlyd.

Det stod i skærende kontrast til den fremmedfjendskhed, jeg har oplevet de seneste måneder i det Danmark, hvor jeg ikke har levet i de seneste 15 år.

Men det var ikke kun velkomsten, der slog mig. En ”fremmed” læste indgangsbønnen. Målt på udseende og accent kunne den fremmede kvinde være flygtning eller indvandrer fra Mellemøsten. Lidt senere var det menighedsrådets formand, der læste noget af dagens tekst i stedet for præsten. Jeg hørte en svag tysk accent og fik bagefter bekræftet, at hun var af tysk afstamning.

Præsten talte i sin prædiken om menneskets behov for at søge tilflugt - han sagde hos Gud, men mon ikke han også tænkte på dem, der søger tilflugt her på Jorden? Han talte om den nødvendige dialog og om tilgivelse som forudsætningen for at komme videre i livet. Videre i livet. Ja, vi skal alle videre i livet. Nogle har svært ved det og har behov for en hjælpende hånd.

Endelig sluttede gudstjenesten med en af de mest elskede salmer, ”Hil dig, frelser...”, hvis sidste ord er: ”...vi går til Paradis”. Paradis - det er et kernebegreb i Bibelen, men ordet og begrebet kommer fra det persiske ord paridaida, altså fra det land (Iran), vi har pålagt sanktioner i årevis.

Ordet betyder en omkranset og beskyttet idyllisk have. Det begreb eksisterede for tusinder af år siden i Persien - før Bibelens eksistens. Kort og godt: Den lille kirke i det fredsommelige landskab emmede af virkningen af menneskers og idéers flugt (!) over grænserne i årtusinder.

Efter flere år i Kina har jeg atter slået mig ned i Tyskland, hvor kansler Angela Merkel hilste flygtningene og de nye indvandrere velkommen. Hun kender situationen fra sit eget liv.

Hun var flygtning som barn, og hun kom fra det fattige og undertrykkende DDR til det genforenede Tyskland. Hun forstår den menneskelige lidelse og længslen efter en bedre tilværelse.

Derfor sagde hun også dét, som alle tyskere forbavsedes over: Hvis hun skulle undskylde, at hun tog pænt imod flygtningene, så ”er dette ikke mit land”. Dén sad. De, der var bange for flygtningestrømmen, klappede i, men kun for en stund, for der gik ikke lang tid, før folket rørte på sig, og det var med tommelfingeren nedad.

Hendes velkommen-politik kan vælte hende ved det kommende valg, hvis hun ikke kuppes af sine egne forinden.

For nylig så jeg en dansk film i Lübecks nordiske film-uge og var bagefter til suppespisning, som var arrangeret for at skaffe midler til de 100-200 flygtninge eller folkevandrere, der dagligt kommer til Lübeck, og som har brug for ly, mad og penge til den videre transport til - Sverige! Halvdelen har ikke penge til færgen og toget. Her i efteråret samlede folk i Lübeck cirka en million kroner sammen.

Nu er der risiko for, at hjælpsomheden over for andre forsvinder som dug for solen, og at vi bygger nye mure og hegn om Europa. Vi har i 70 år forsøgt at skabe harmoni og forsoning i Europa, blandt andet med åbne grænser, og hvis vi ikke holder hovedet koldt, risikerer vi, at det enestående projekt forsvinder, og at nationalistiske følelser stormer frem. Så får vi på ingen tid et samfund, som kun en minoritet ønsker sig, og det lærestykke, vi kan vise verden, forsvinder.

Måske skal kontrollen ved de ydre grænser forstærkes, men det burde være en let opgave, når folkevandringen kommer via ganske få steder. Hvis alle EU-lande sender bare én procent af deres politistyrker dertil, så er ressourceproblemet vel løst?

Desuden kan vi lave en massiv støtte til flygtningelejrene ved for eksempel Syrien. Det har EU-landene besluttet - men særdeles langsommeligt. Vi kan fra dansk side gøre noget straks, for eksempel ved at give statsstøtte til mindre og mellemstore firmaer, der kan bygge nødtørftige, men gode boliger, som kan sørge for vand og el, og som kan hjælpe dem med at lave små værkstedet og fabrikker, så de kan producere varer, de kan sælges til os under mærker som: ”Made in Camp”. Dermed kan vi give dem kundskaber, de kan bruge, når de skal tilbage og genopbygge totalt ødelagte byer og samfund.

Vi kan vise dem, hvad forsoningen i Europa har ført til, og dermed kan vi måske rette op på et par årtiers fejlslagne vestlige krigsførelse i Mellemøsten - krige, som har forværret konflikterne og lagt landene i økonomisk ruin.

Vi kan hjælpe dem med at forsone konflikten mellem sunnier og shiamuslimer, og det kræver selvsagt også diplomatiske initiativer over for konflikternes ”bagmænd”, det vil sige lande som Saudi-Arabien og Iran. Vi bliver også nødt til at sikre palæstinenserne deres egen stat, ellers vil deres konflikt med israelerne være kilde til konstant uro.

Endelig må vi gøre en massiv indsats på at integrere muslimer i de europæiske samfund og undgå fremvæksten af radikale miljøer som i Molenbeek i Bruxelles. Vi må turde kræve af muslimer, at de respekterer vores tolerance.

Vi har i Vesten bare haft meget svært ved at acceptere den nye forskellighed, som ”de fremmede” nødvendigvis indebærer hos os selv, og den skånselsløse kamp, der er nødvendig mod terrorister.

Al-Qaeda kunne have været bekæmpet få måneder efter 11/9, og vi tøvede med at bekæmpe piraterne ved Somalia. Ikke mindst efter terrorangrebet i Paris og bombningen af et russisk fly over Sinai er en brutal militær indsats mod Islamisk Stat nødvendig, selvom virkningen måske først kommer om lang tid.

Men det løser ikke terrorproblemet i sig selv. Der er behov for en langt mere omfattende strategi for at håndtere problemerne i Mellemøsten og den effekt, de har på os. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gør et hjemligt forsøg med et udredningsarbejde under Peter Taksøe-Jensen, der skal munde ud i, at vi får en bedre sammenhæng mellem alle elementer i udenrigspolitikken - lige fra forsvar og sikkerhed til handel og u-landsbistand.

Det er netop manglen på en overordnet og velgennemtænkt udenrigspolitik, der er årsagen til, at ikke bare Danmark, men Europa og USA har håndteret det mellemøstlige nærområde så overfladisk gennem så mange år.

Vi bør være mere pro-aktive og gøre en kolossal indsats for at hjælpe de mellemøstlige lande - som USA hjalp Europa med Marshall-hjælpen efter Anden Verdenskrig, og som vi hjalp Østeuropa efter Murens fald.

Vores krige i Mellemøsten har kostet omkring 4000 milliarder dollars. Vi har kun brugt en brøkdel af det beløb på genopbygning. Sådan et misforhold skaber bitterhed i den arabiske verden.

Det afgørende er at bevare en velkommen-kultur over for fremmede og at slå hårdt igen mod terrorister. Der må være en klar skelnen mellem de to dele.

Rigdommen i vort samfund består af respekt for forskelligheden og af udveksling mellem idéer, mennesker og nationaliteter. Det er den europæiske lære. Hvis vi ikke fastholder det, bliver der et ”missing link” i vores egen udvikling og i en langsigtet strategi mod enhver form for terrorisme.

Hugo Gaarden er journalist og forfatter