Prøv avisen

Den store hvide flok vi se

Digteren Brorson er en billedskabende mester i sine salmer, og han giver ofte mulighed for flere tolkninger. Dagens kronikør udlægger hans fremragende salme Den store hvide flok, som vil indgå i mange gudstjenester på allehelgenssøndag i morgen

DET ER PÅ FLERE MÅDER et sært ord, allehelgensdag. Det staves i ét ord efter retskrivningsordbogen, men i den nye salmebog hedder det Alle Helgens Dag. Rent sprogligt forventer man et flertalsord efter ordet alle, altså alle helgeners dag. Måske kunne det tænkes, at helgen i gammel tid var et flertalsord? Jeg har ikke kunnet opstøve nogen helt sikker forklaring. Og så er der det med helgener. I vores evangelisk-lutherske folkekirke dyrker man ikke helgener som i den katolske kirke. Alligevel har vi i morgen allehelgenssøndag i vore kirker.

Grundtvig skriver i sin salme fra 1837 Helgen her og helgen hisset/ er i samme menighed (nr. 573 i den nye salmebog). Grundtvig ser i salmen helgen her som de levende kristne på jorden, og helgen hisset som alle vore kære afdøde, der nu er hos Gud. Vi hører sammen ved alle at være i Guds hånd, til vi samles efterhånden/ ret i livets kildevang.

Således er allehelgenssøndag i vore kirker en mindedag for alle vore afdøde medkristne og ikke en helgendyrkelse i katolsk forstand.

En salme, som nok vil blive sunget i mange kirker denne søndag er Hans Adolph Brorsons Den store hvide flok vi se (nr. 571 i den nye salmebog). Det er en salme fra 1765, faktisk en arie, som viser Brorsons helt sublime lyriske format. Brorson er afgjort en af vore helt store lyrikere.

En arie er egentlig en sang for solostemme med instrumentledsagelse. Arien var meget populær i 1700-tallet og kendes især fra Mozarts operaer. Salmen beskriver, hvordan helgen her bliver til helgen hisset, nemlig den helteskare, som/ af hin den store trængsel kom (...) til Himlens helligdom! For pietisten Brorson er det nemlig en forudsætning, at man virkelig har omvendt sig og tilegnet sig troen på Gud og ikke givet efter i den store trængsel, nemlig de plager, jordelivet kan byde på i form af andre guder som materialisme, egoisme og andre ting, der leder bort fra den sande tro. Helteskaren har ikke ladet verdens fristelser nedbryde deres tro.

I FØRSTE VERS INDLEDER Brorson med et overraskende naturbillede, der hverken er dansk eller bibelsk, nemlig den store hvide flok (helteskaren), som lignes ved tusind bjerge fulde af sne. Brorson levede hele sit liv i den vestjyske marsk, og han har aldrig set sneklædte bjerge i virkeligheden. Men i det flade marskland med 180 grader himmel over sig, har han bestemt jævnligt set skyformationer, der til forveksling kan ligne bjerge med sne på.

Sneen og dens kulde fylder billedet med stor renhed og klarhed. Men nu dukker en kontrast op, nemlig den grønne farve, for som det videre hedder med skov omkring/ af palmesving. Den grønne farve tegner sig betagende smukt op mod den hvide sne. Endelig tilføjes også den røde farve, for den hvidklædte skare har sig tot/ i Lammets blod. I Johannes Åbenbaring (7, 14) står der ganske paradoksalt om den hvide flok: og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Hermed fortæller Brorson, at helteskaren har erklæret sig tro over for Jesus (Lammet) og har modtaget nåden fra ham. Ved sin død og opstandelse har Jesus givet dem frelsen, så de kan være med ham i paradis.

DET ER DEN SÆRE, barske fortælling Johannes Åbenbaring , slutningen på Det Nye Testamente, som Brorsons salme er bygget over, og han har arbejdet meget tekstnært. Åbenbaringen er en fortælling, som handler om dommedag, både om frelsen og fortabelsen. En brændende svovlpøl, en drage med syv hoveder og andre mareridtsagtige dyr truer de vantro.

Men Gud og Lammet sidder på tronen og modtager de frelste. Det er en mystisk fortælling i et kodesprog med talmagi og symboler.

Den hvidklædte helteskare er frelst og modtaget i Himlens helligdom. Dér holder de nu kirkegang/ med uophørlig jubelklang/ i høje kor,/ hvor Gud han bor/ blandt alle engles sang.

I mange kirker er Gud netop afbildet på korvæggen, og det er næsten, som om det himmelske billede ændrer sig og bliver til en kirkegudstjeneste. Brorson var biskop i Ribe, og måske ser han netop det høje kor i Ribe Domkirke for sit indre blik.

I vers 2 fortæller Brorson om, hvor svært det ofte har været for helteskaren at kæmpe sig igennem jordelivets trængsler: Tit tårestrøm på kinden flød,/ men Gud har dem,/ straks de kom hjem,/ aftørret på sit skød. Gud tager dem på sit skød og tørrer deres øjne. Brorson fremhæver her Gud som Faderen netop ved, at han tager dem på skødet. I teksten fra Johannes Åbenbaring hedder det kun: Gud skal tørre hver tåre af deres øjne (7, 17).

Og her skifter billedet igen, for nu holder de, hvor liv er bedst,/ hos ham en evig løvsals-fest,/ og Lammet selv/ ved livets elv/ er både vært og gæst. Vi er ikke længere i kirkerummet, for nu holdes der løvsalsfest, en slags gammeltestamentlig høstfest, hvor man byggede løvhytter, og hvor palmegrene var en vigtig rituel ingrediens. Lammet altså Jesus er både vært og gæst, han er både Gud og mand.

Tredje og sidste vers er et tusindfold til lykke til kæmpesamlingen, fordi de med deres troskab slap så vel herfra! Tusind er et af Brorsons yndlingsord. (Vi kender fra andre af hans salmer for eksempel Tusind længsels-sukke og Tusind hapestrenge). Nu kan helteskaren ved den velfortjente løvsalsfest i tusind engles lyst slå palmetakt og høste frugterne af, hvad de selv har sået med suk og gråd. Salmen munder ud i en lovprisning af Gud.

I FØRSTE VERS BENYTTER Brorson det personlige pronomen vi, Den store hvide flok vi se. Han ser ikke visionen alene, men måske med sin menighed. Her stiller han også spørgsmålet Hvo er de?, altså: Hvem er denne hvidklædte helteskare? Sådan spørges der også i teksten fra Johannes Åbenbaring, men billedet kunne godt følges op, som om det er menigheden, der spørger.

Svaret giver Brorson så i andet og tredje vers. Hermed er der skabt en lille prædikensituation, som netop underbygger den ovennævnte kirkegudstjeneste.

I sidste vers skifter vi til du, nemlig en direkte tiltale til helteskaren. Hvis vi bliver i billedet, så hylder Brorson og menigheden således sammen den frelste flok til fælles opbyggelse.

Det er nok ikke helt tilfældigt, at Brorson indleder med at sammenligne helteskaren med tusind bjerge hvid af sne. Bibelen vrimler nemlig med bjerge, som er mere end geografiske punkter. I fortællingen om forklarelsen på bjerget (Luk. 9, 28-36) oplever disciplene en forklarelse, der ikke er det samme som en forklaring.

En forklarelse er en sandhedsåbenbaring, en klarhed, hvis værdi ikke forringes af, at den ikke kan underkastes rationel, logisk analyse. Arken strandede på bjerget Ararat. Moses hentede tavlerne med De Ti Bud på Horebs Bjerg. Jesus fristes ifølge overleveringen af Djævelen på Tabors Bjerg. Og så er der bjergprædikenen, Oliebjerget og Golgata. For at nævne nogle af dem. Bibelske bjerge handler ikke specielt om udsigt, men om indsigt.

Brorson er en billedskabende mester i sine salmer, og han giver herved ofte mulighed for flere tolkninger. Ovennævnte tolkning gør Den store hvide flok til et meget smukt og virkningsfuldt indslag i en gudstjeneste på allehelgenssøndag.

Anne Marie Petersen er cand.mag. i nordisk litteratur med speciale i Brorson