Den store overgang: Og Djævelen i dørtærskelen

Overgange fra det kendte til det ukendte findes hele livet, og den store overgang fra arbejdsliv til otium hører til de vanskeligste. Den djævel, der er på spring i dørtærskelen til livet som pensionist, er det bedst at respektere, skriver dagens kronikør

”DOLCE FAR NIENTE,” kalder italienerne det at nyde at gøre ingenting. Den tilstand mange ser frem til som pensionist. Men omstillingen til otium kan være en udfordring.

Djævelen ligger på lur i dørtærskelen. Derfor bærer brudgommen sin brud ind i det nye hjem. I overgangen, hvor man har taget afsæt fra det gamle og kendte og endnu ikke har fodfæste i det nye og ukendte, er man skrøbelig og sårbar.

Janus var overgangens gud i det gamle Rom. Han havde to hoveder, der spejder henholdsvis tilbage og frem på samme tid. Måske havde han fire hoveder ligesom vendernes gud Svantevit, afguden der blev styrtet af Absalon og Valdemar den Store. Måske repræsenterede Svantevit ud over en frugtbarhed og krig også det store overblik. Ikke bare fremtid og fortid, med et ansigt, der ser frem, og et andet i nakken, men også sådan at de to andre ansigter henholdsvis betragter os, hvor vi er i nutiden og ser væk fra os ud i tidløsheden; evigheden om man vil. Evigheden er ubegribelig, men det er nutiden også, fordi vi er midt i den. Svantevit kunne være en parallel til Janus. En arketypisk logik kunne tale for, at Janus har fire ansigter, hvoraf de to er usynlige.

MENNESKETS LIV gennemgår mange faser, der påbegyndes og forlades. Man mister det kendte og frygter det ukendte. Kulturer og religioner manifesterer nogle af de markante overgange med ceremonier som for eksempel barnedåb, konfirmation, afslutning på skoleundervisning, bryllup, begravelse og lignende For ikke at tale om ceremonier knyttet til død og fødsel af det henholdsvis gamle og nye år.

I psykoanalysen betragter man overgangen fra en fase til den næste som betydningsfuld for ens personlighedsdannelse. Freudiansk teori omhandler ubevidste faser i den tidlige barndom, og er der for store vanskeligheder forbundet med udviklingsforløbet fra en fase til en anden, kan det præge ens karakter og identitet for resten af livet. Nogle af ens soldater bliver så at sige nødt til at blive tilbage ved ingenmandslandet i grænseovergangen. Livet igennem er det i overgangen, identiteten skabes. Det er indlysende, hvis forandringen er selvvalgt og indebærer en beslutning, som har betydning for resten af livet, som for eksempel valg af livspartner eller fravalg og skilsmisse. Men personligheden skabes også af den måde, man håndterer begivenheder eller situationer i ens liv, der uopfordret efterspørger en forandring. Ulykkelige begivenheder eller måske mindre dramatisk: Nye politiske trends eller skred i almene holdninger. Hvor stiller man sig? Flyder man uden videre med, eller går man imod mainstream? Her kan den personlige integritet støbes eller omkalfatres.

Når livsvilkår ændres i en sådan grad, at man taler om tiden før og tiden efter, burde overgangen indeholde et element af pause. En timeout med plads til overvejelse. Mulighed for at se tilbage, fremad, ind mod sig selv, hvor man er nu og måske også have en tanke for det tidløse. Det, der hæver sig over tiden. Børn har en instinktiv trang til at gemme sig i en hule, bag en dør eller under et bord. Måske krybe ind i et skab. Sikkert på grund af den ambivalente lyst til spænding. Det klaustrofobiske gys for ikke at blive fundet, at blive borte og glemt. Men utvivlsomt også for at have noget for sig selv. Et behov for at være sig selv, alene. Tænk, hvis man kunne stige af tiden for et øjeblik, mens den gik videre udenfor. Som af en karrusel, man så kan stige på igen.

UANSET OM MAN SER sit otium i møde som landkending, der toner frem, eller man udskyder længst muligt, er overgangen for alle skelsættende. En af mine bekendte, der, efter at have sluppet pligterne, mødte op på min sidste arbejdsdag, sagde med et undskyldende smil: ”Det er altså sværere, end du tror.”

Nu siger jeg det samme. Her kan man have behov for at gemme sig i et øjebliks tidslomme og sende en tanke til Janus eller Svantevit, om man vil. For sjælen skal flytte. Det er rigtig dårlig stil, hvis den på en eller anden måde som et spøgelse stadigt tumler rundt og ikke har forstået, at her hører den ikke til mere. Det er pinligt og gør ondt. Den djævel, der er på spring i dørtærskelen til et otium, er det bedst at respektere. Det kan være en alvorlig udfordring at nå over til det sted, hvor foråret kommer, mens du ingenting gør, og græsset gror af sig selv, som et buddhistisk udtryk siger. Men vel ankommet er der til gengæld rart at være.

Når alt kommer til alt, er alt en overgang. Alting går over, og det er godt at vide, når man er hos tandlægen. Men når vi taler om alting som det hele i sammenhæng, er det knap så godt.

”Ingenting, ingenting. Det hele er kun en overgang og alt er ingenting,” som Holger Drachmanns vise kynisk deklamerer i ”Det grønne håb”, og det lyder godt nok deprimerende.

Det er en myte, at danskerne har verdensrekord i selvmord. Den holder ikke statistisk vand. Vi er også verdens lykkeligste mennesker, siger man. Så generelt synes vi bestemt om livet og mener normalt ikke, at det kun er ingenting. Tværtimod ønsker de fleste mennesker mere af det og får det tilsyneladende også mere og mere. I den grad, at det er blevet en økonomisk belastning. Vi har ikke råd til at leve 10 år længere for hver ny generation. Især hvis de 10 år ligger i den ende, hvor vi lader foråret komme, mens vi ingenting gør andet end at slå græsset, der gror af sig selv. Nej, vi ville sandsynligvis alt andet lige sige top til et her og nu tilbud om udødelighed. Hvis det kom forbi.

I GYMNASIET VAR JEG som mange andre drenge i den klassisksproglige linje betaget af en dame, vi med hilsen til Otto Gelsted kaldte den rosenfingrede Dagning. Romerne kaldte hende Aurora, morgengryets gudinde, og hun var også navngiverske for skolen Aurehøj Gymnasium. Aurora havde en elsker. Faktisk havde hun flere, som gudinderne har det med at have. Men Tithon var en af dem. Det upraktiske ved ham var, at han var dødelig, især upraktisk for en udødelig gudinde. Hun bad Zeus om at fjerne den kalamitet, hvilket han så let som ingenting fiksede. Men omtåget af sin forelskelse havde Aurora glemt en detalje, nemlig at bede om evig ungdom. År efter år skrumpede Tithon helt ind til ingenting. Det eneste, der efterhånden var tilbage af ham, var en hæs hvislende stemme. Hun lukkede ham inde i mørket, og han endte som den cikade, vi hører især ved nattetide i Grækenland og landene omkring Middelhavet.

De græske mænd har ofte en dusk basilikum bag øret. Efter sigende holder den insekter væk fra ansigtet, men jeg har lagt mærke til, at duften af basilikum også kan fortrænge den intense jasminduft, der i den lune natteluft kan være alt for berusende.

Når mændene sidder ved de små borde på et torv og slynger komboloi-kæden hen over håndryggen igen og igen, har det intet formål – andet end netop at være formålsløst. Sådan at tiden går i stå, og man ikke skal nå noget, i den grad at man kan komme til at glemme tiden. Det har forekommet mig, at de med den klikkende lyd af komboloiens kugler, der, uden systematisk takt støder sammen, ligesom basilikumduft overtrumfer duft af jasmin, fortrænger cikadens hæse summen, så man glemmer alt det med evig ungdom. På den anden side kunne man godt forføres til at forblive i den overgang af tidløshed. ”Verweile doch, du bist so schön!” . Og han er jo på spring – lige dér, Djævelen.