Den store synd og den befriende tilgivelse

Noget af det dejligste i denne verden er at få tilgivelse for en skændig handling, som man helt bevidst har begået på trods af barndommens nok så bekendte uskyld. Det erfarede dagens kronikør i en alder af fem år, hvor hun fristet over evne gjorde noget, som den dag i dag stadig kan få hende til at føle sig skyldig, fortæller hun i årets vinderkronik

Vinderen af årets kronikkonkurrence fortæller om, hvordan hendes mors kærlige tilgivelse engang for mange år siden førte til den dejligste dag i hendes liv. Tegning: Peter M. Jensen.
Vinderen af årets kronikkonkurrence fortæller om, hvordan hendes mors kærlige tilgivelse engang for mange år siden førte til den dejligste dag i hendes liv. Tegning: Peter M. Jensen.

Når man er blevet så gammel som jeg, har man et utal af dejlige dage at se tilbage på. Men specielt en dag står skarpt tegnet i min hukommelse, og det, skønt jeg den dag bare var fem år. For noget af det dejligste i denne verden er at få tilgivelse for en skændig handling, som man helt bevidst har begået på trods af barndommens nok så bekendte uskyld.

LÆS OGSÅ: Den dejligste dag i mit liv

Det begyndte med et hedt ønske om at få en lillesøster. Fra pålidelig kilde havde jeg erfaret, at familieforøgelser skete ved storken og et stykke hugget sukkers mellemkomst, så hver formiddag sneg jeg mig ind i soveværelset og anbragte en sukkerknald i vindueskarmen.

Sent på eftermiddagen vendte jeg tilbage og konstaterede, at sukkerknalden var borte. En lillesøster kunne ikke være langt væk. Og jo den var god nok, den med sukkerknalden. En dag i eftersommeren betroede mor mig, at en lillesøster eller lillebror ville blive leveret i oktober måned.

Så en nat vågnede jeg op i den pæne stue, hvor vi ellers kun kom, når der var gæster eller til jul. Der lød højrøstet tale og munter latter inde fra spisestuen ved siden af. Efter et protesthyl fra min side blev jeg løftet op af sengen af far, der bekendtgjorde, at jeg havde fået en lillesøster. I soveværelset hos mor blev jeg præsenteret for vidunderet. Jeg betragtede hende med andagt og spirende søsterlig kærlighed og voksede flere centimeter, da mor titulerede mig med storesøster.

Næste dag kom min barnepige og hentede mig til en gåtur. Inden turen aflagde vi hendes mor et besøg. Hun spurgte interesseret til min lillesøster og fortsatte så med sukkersød stemme, om jeg måske ville sælge hende. Sælge min søster? Jeg undrede mig over den voksnes uforstand, men jeg fornemmede, at noget farligt var i gære.

Så hentede de to kvinder kassen med glansbilleder, som jeg så inderligt begærede især billedet med liljehånden, der holdt en rød rose mellem fingrene, og billedet af englen med de store vinger og det lyse hår. De lukkede kassen op og så indforstået på hinanden.Vil du sælge hende for den her kasse?, spurgte de og smilede indsmigrende.

Hele kassen med glansbilleder for en lillesøster? Jeg så på glansbillederne. Englen smilede forførende til mig rosenhånden lokkede. Jeg blev fristet over evne, og pludselig hørte jeg mig selv sige: I må gerne få søster.

Jeg sprang jublende af sted hjemad med kassen under armen, men jo tættere jeg kom på hjemmet, jo langsommere blev skridtene. Det anede mig, at min handel vist ikke var helt efter bogen. Tænk, at jeg havde solgt lillesøster for en kasse glansbilleder. De træske kvinder havde sagt, at de ville hente lillesøster en af dagene. Glansbillederne blev i hast og i hemmelighed deponeret under min seng.

LÆS OGSÅ: Da den værste dag i mit liv blev til den bedste

Nu fulgte en meget svær tid med allehånde anfægtelser. Hvordan skulle jeg se mor i øjnene nu, hvor hun på grund af min skændige handel skulle tage afsked med sin sidstfødte? Hvad med far? Han ville nok overveje at sende mig på børnehjem, en trussel, der ofte anvendtes i min barndom over for uvorne unger. Eller det, der var værre, sende mig på tålt ophold hos min stramtandede mormor på Fyn. Så hellere børnehjemmet.

Jeg tilbragte en stor del af dagen i min hule under syrenbusken i gården, hvorfra jeg kunne holde mandtal over de barselskoner, der aflagde mor visit. Med gru afventede jeg besøget af lillesøsters retmæssige ejere. Jeg havde meget ondt i maven.

Der var jo også lige det med den fine Odder-barnevogn, som det var lykkedes far med stort besvær og et udpræget talent for tuskhandel at fremskaffe. Det var samme model som den, kronprinsesse Ingrid promenerede små prinsesser i, hvilket tiltalte min royalistiske mor. Hvad kunne den nu bruges til?

I et optimistisk øjeblik strejfede den tanke mig, at den måske kunne anvendes til opbevaring og transport af de dværghøns, som jeg så hedt ønskede mig, og som far havde stillet mig i udsigt i forbindelse med familieforøgelsen. Smedens Judith havde sine dværghøns i en brugt gasovn, og vi plejede at lufte hønsene i en udtjent klapvogn af ældre dato.

Det havde naturligvis ikke undgået mine forældres opmærksomhed, at min opførsel havde ændret sig mærkbart. For at imødegå eventuel søskendejalousi besluttede de at indkalde familiens pædagogiske overhoved, nemlig min højtelskede farfar, degnen fra Agerbæk, som var mit faste holdepunkt i tilværelsen.

Hans tilsynekomst på den hjemlige arena fik mig straks til at forlade min hule under syrenbusken. Som sædvanlig tog han mig op på skødet, min faste plads, når det var fortælletid. Farfar var en gudbenådet fortæller, og hans dramatiske evner forårsagede hyppige tilfælde af urolig nattesøvn i børneværelset, når han havde udlagt bibelske fortællinger for mig.

Da han forhørte sig om min holdning til familieforøgelsen, brød jeg stortudende sammen og hiksede mig igennem det uheldige handelsforløb. Farfar var tavs en stund. Så lagde han ansigtet i meget eftertænksomme folder og sagde trøstende, at det ganske vist var slemt, hvad jeg havde gjort, men at det forholdt sig sådan, at kongen havde forbudt salg af børn i Danmark. Det lettede en hel del, for i min verden rangerede kong Christian X på linje med Vorherre selv. Farfars anbefaling var nu, at jeg straks skulle opsøge mor og berette om min handling.

Med kong Christian i ryggen og farfars opbakning sneglede jeg mig stadig tårevædet ind til mor med glansbilledkassen under armen og skriftede min synd. Jeg afventede ydmygt min dom.

Og så skete underet. Mor så på mig med et kærligt blik, strøg mig over prinsessekrøllen, og efter at have trukket helt klare linjer op for anstændig opførsel hos børn fik jeg hendes tilgivelse og trøst. Desuden var jeg ikke den eneste i verden, der havde afsluttet en uheldig handel, fortsatte hun. Hun kendte i hvert fald til en, der for mange år siden havde handlet endnu mere uheldigt end jeg.

Heldigvis gik hun ikke i detaljer med den historie. Det ville også have ærgret farfar. Den ville han godt selv have mulighed for at dramatisere. Nu skulle jeg bare tørre øjnene, gå hen og aflevere kassen med glansbillederne og sige, at min mor havde forbudt mig at sælge min søster.

Min lettelse var af olympiske dimensioner, og til min udelte glæde fik jeg oven i købet at vide af de implicerede damer, at glansbillederne da var en foræring. Det med lillesøster var bare en spøg. Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med vestjysk humor, som altså ikke altid er speciel menneskekærlig.

At have solgt sin lillesøster er en stor synd at bære på. Jeg lurer på, om ikke netop dette faux pas har medvirket til min overbærenhed, når min søster senere begik nogle af sine talrige skarnsstreger. Selv den dag i dag føler jeg mig skyldig. Men det rokker ikke ved det faktum, at min mors kærlige tilgivelse den gang for mange år siden førte til den dejligste dag i mit liv.