Prøv avisen

Den uansvarlige forældreansvarslov

Paradoksalt nok overser debatten om loven fuldstændig, at børn som udgangspunkt har behov for ro, tryghed og stabilitet i hverdagen og krav på en fast base, skriver formand for Barnets tarv, Sisse Fallinge. - Foto: Lionel Vadam/PHOTOPQR/L'ALSACE

Der er absolut ingen grund til at fejre forældreansvarslovens toårs fødselsdag. Vi venter fortsat på justitsministerens konkrete forslag til, hvordan de helt åbenbare uhensigtsmæssige konsekvenser af loven løses

FOR ET ÅR SIDEN var der kø ved mikrofonerne af politikere, som offentligt fortrød deres opbakning til forældreansvarsloven. Mette Frederiksen (S) erkendte at være gået for langt i ligestillingens hellige navn på bekostning af børnene. Ligeledes udtalte justitsministeren til Berlingske Tidende, at "hvis der er vold eller svære samarbejdsvanskeligheder, er det ikke nødvendigvis altid bedst for barnet at holde fast i den fælles forældremyndighed". Ministeren bedyrede, at der ikke var tid til at vente på lovens evaluering i 2011.

Siden har vi ikke hørt meget fra politisk hold.

I mellemtiden har fædrene krævet "endnu mere ligestilling". Krisecentrene advarer om, at voldsramte kvinder og børn er mere udsatte efter den nye lov. Det største problem er dog, at børnene har fået vanskeligere betingelser med forældreansvarsloven.

Hvorfor er der så ikke sket noget? Et bud er, at et samlet folketing gik ind for loven i 2007. Politikerne vil gerne have, at loven fungerer. Ifølge Mette Frederiksen er "loven god for 90-95 procent af skilsmissesagerne". Der er med andre ord en generel forståelse af, at langt de fleste skilsmisseforældre opfører sig i overensstemmelse med loven.

Gruppen af skilsmisser med børn, og dermed forældreansvarslovens genstandsfelt, kan opdeles i tre: dem, der selv samarbejder, dem med vold og misbrug, og dem, der har behov for hjælp til at løse konflikterne.

Den første gruppe, hvor folk efter en skilsmisse fortsat har viljen og evnen til at samarbejde fornuftigt, har ikke brug for forældreansvarsloven! Dem er der heldigvis mange af, og denne gruppe kommer derfor typisk ikke i kontakt med systemet.

Siden forældreansvarslovens ikrafttræden har der primært været fokus på den anden gruppe sager, som indeholder elementer af vold eller incest. Det har vist sig, at loven og særligt den konkrete forvaltning i en lang række tilfælde ikke har evnet at håndtere disse sager med frygtelige afgørelser til følge. Det er de efterhånden også enige om. Men vi venter fortsat på justitsministerens konkrete forslag til, hvordan disse helt åbenbare uhensigtsmæssige konsekvenser af loven løses.

Den tredje gruppe omfatter de tilfælde, hvor forældrene efter en skilsmisse er så vrede, forbitrede og i nogle tilfælde hævngerrige, at et fremtidigt samarbejde reelt er umuligt – forældreansvarslov eller ej. Denne gruppe har der ikke været meget fokus på i den hidtidige debat om forældreansvarsloven.

Det er på tide, at der sættes fokus på lovens konsekvenser for denne gruppe. Dels er den meget større, end folk almindeligvis tror, dels er konsekvenserne for skilsmissebørnene i denne gruppe i mange tilfælde meget alvorlige og langsigtede – men på en stilfærdig måde, som gør, at disse sager ikke enkeltvis popper op på den politiske radar.

Den mest centrale ændring i forhold til tidligere lovgivning er, at domstolene har fået mulighed for at idømme forældre fælles forældremyndighed, og statsforvaltningerne har fået mulighed for at idømme deleordninger – syv dage hos mor og syv dage hos far.

I tråd med Folketingets ønsker og snart to år med forældreansvarsloven kan det konstateres, at der skal meget tungtvejende grunde til – med bevisførelse – at der ikke idømmes fælles forældremyndighed. Domstolene dømmer i stor udstrækning fælles forældremyndighed, selvom samarbejdet mellem forældrene enten er meget konfliktfyldt eller ikke-eksisterende. Statsforvaltningerne træffer ligeledes afgørelser om deleordninger – selv når forældre ikke taler fornuftigt sammen og har svære konflikter.

Statsforvaltningerne forventede forud for forældreansvarsloven maksimalt 4800 sager om forældremyndighed om året. Men i 2008 behandlede statsforvaltningerne 12.112 sager. I mellemtiden er sagsbehandlingstiderne i statsforvaltningen fordoblet. Der er altså et markant større antal skilsmisseforældre end forventet, som ikke selv kan løse konflikterne om deres fælles børn, og dermed en stor gruppe både børn og forældre, der kommer i kontakt med forældreansvarsloven.

Den lange sagsbehandlingstid har store negative konsekvenser for de involverede børn, idet konflikterne ofte trækker unødigt ud og eskalerer i den lange ventetid. De involverede børn placeres dermed i midten af forældrenes konflikt.

Der er grund til bekymring for, at børnene nu oplever langt flere konflikter og i højere grad må bære ansvaret for beslutninger, som forældrene ikke kan blive enige om. Nu bliver børnene nemlig involveret direkte i sagsforløbet i form af børnesamtaler, hvor de skal tage stilling til meget sårbare temaer såsom bopæl og samvær.

I 2008 gennemførte statsforvaltningerne 3000 samtaler med børn om samvær. Denne "høringsret" af børn helt ned til seks år skal ifølge loven gennemføres af særligt børnesagkyndigt personale og ikke stå alene i vurderingen af sagen.

I barnetstarv.dk har vi imidlertid mange eksempler på det modsatte. Børn bliver rask væk spurgt om, hvor de helst vil bo, om de vil have en deleordning og så videre. Der er en klar tendens til, at børnene udsættes for et pres i retning af udvidelse af samvær. Samtidig bliver børnenes udsagn tillagt betydelig vægt, og i flere afgørelser er barnets udsagn den eneste begrundelse for afgørelsen.

Vi synes at konstatere en umiddelbar udeblivelse af kompetente voksne, der er i stand til at vurdere og håndtere, at børn udtaler sig loyalt og ikke ønsker at tage stilling til åbenbare valgsituationer mellem deres forældre.

Når børnene bliver bedt om at udtale sig i disse konfliktfyldte sager, hvor der ikke er den mindste sandsynlighed for, at forældrene kommer til at samarbejde på sigt, er der ualmindelig stor risiko for, at barnet kommer til at bære ansvaret både for afgørelsen med sin udtalelse til statsforvaltningen og det efterfølgende samarbejde om hverdagens beslutninger, når forældrene ikke er i dialog.

Paradoksalt nok overser debatten om loven fuldstændig, at børn som udgangspunkt har behov for ro, tryghed og stabilitet i hverdagen og krav på en fast base. Tvangselementerne i forældreansvarsloven skal fjernes af hensyn til børnene. Hvert enkelt barn har krav på en reel, konkret vurdering af, hvem af forældrene, der bedst varetager det pågældende barns interesser, uden at barnet skal tage stilling og involveres direkte i sagen.

Derfor bør enkeltstående udsagn fra børn om, at en deleordning er o.k. (for så bliver hverken mor eller far kede af det), ikke stå alene – i sådanne tilfælde påtager børnene sig ansvaret for konflikten og samværsordningen uden selvfølgelig at kunne gennemskue de efterfølgende konsekvenser.

Vurderingen skal selvsagt træffes af kompetente fagfolk, der kan gennemskue, at børn som udgangspunkt er loyale og tro imod forældrene, og dermed vægter retfærdighed, ligestilling og deleordninger højere end egne interesser og behov.

I afgørelser om samvær og forældremyndighed bør forældresamarbejdets karakter indgå i højere grad. Graden af forældresamarbejde ville være forholdsvis nem at afdække. Taler de sammen? Går de begge til forældremøder? Orienterer de hinanden? Får børnene besøg af venner? Hvis konfliktniveauet mellem forældrene er højt, bør ansvaret for børnene placeres hos den forælder, som bedst varetager barnets interesser.

Fortalere for loven siger, at nu må forældrene oppe sig og tage ansvaret for at have fået barn sammen. I skal samarbejde. Dette arguments konsekvens er, at der ikke er behov for statsforvaltningerne til at konfliktmægle. Grænsen for "tvangssamarbejdet" ligger i dag ved dokumenteret vold og anden form for alvorlig svigt. Men burde loven ikke beskytte børnene imod forældrenes svære konflikter og unødig ansvarspådragelse frem for at beskytte ligestillingen af forældrene?

Sisse Fallinge er formand for netværket www.barnetstarv.dk, cand.scient.pol. og certificeret coach

Paradoksalt nok overser debatten om loven fuldstændig, at børn som udgangspunkt har behov for ro, tryghed og stabilitet i hverdagen og krav på en fast base, skriver formand for Barnets tarv, Sisse Fallinge. - Foto: colourbox.com