Den ubehagelige sandhed om coronavirus

Den nøgterne opfordring til regering og myndigheder er: Kom nu i gang. Luk skoler og børnehaver, påbyd hjemmearbejde, hvor det er muligt, og minimer al menneskelig kontakt den næste måned. Det er vores eneste chance for at mildne det, som kommer

Den ubehagelige sandhed om coronavirus

EFTER AT REGERINGEN har åbnet ballet herhjemme ved over de seneste par dage at levere et sæt halvlunkne ”opfordringer” til befolkningen, så er det vist på tide at sætte tingene lidt i perspektiv og klandre vores folkevalgte for ikke at udvise en passende ydmyg respekt over for de barske realiteter, som coronavirus repræsenterer. Den helt nøgterne opfordring til vores regering og myndigheder er: Kom nu i gang. Luk skoler og børnehaver. Påbyd hjemmearbejde, hvor det er praktisk muligt. Minimer al menneskelig kontakt den næste måned. Det er vores eneste chance for at mildne det, som kommer.

Når WHO’s generaldirektør, Tedros Adhanom, siger, at ”dette er ikke en øvelse”, så skal man høre efter. Den nøgterne registrering af, at Kina fryser 60 procent af deres økonomi, og Italien indfører karantæne for alle 60 millioner indbyggere, betyder, at det nok ikke er hysteri.

For at forstå, hvor ynkelig den danske regerings forsøg på indledningsvist at orme sig uden om erstatningsansvaret i epidemilovens paragraf 27 reelt er, så er man nødt til at prøve at forstå de begreber, som myndigheder og medier blander sammen i deres formidling af situationen, og de giver ved deres ambivalens hermed folk en mulighed for at ignorere deres egen frygt og ikke tage det her seriøst.

Jeg har over de seneste uger haft en del diskussioner med folk, som kan opsummeres på denne måde: ”Det er bare influenza, min ven.” Det er det ikke, men på grund af den kaotiske formidling kan man godt få det indtryk, da der sammenlignes pærer og bananer. Tilmed er fokus ofte på virussens dødelighed, som blot er en enkelt del af fortællingen og de udfordringer, vi står over for i den kommende tid.

Der findes to begreber, når man taler om dødelighed ved epidemier: Dødelighed blandt bekræftede sygdomstilfælde, som internationalt betegnes Case Fatality Rate (CFR), og dødelighed blandt alle, som bliver smittet med sygdommen, denne betegnes Infection Fatality Rate (IFR).

CFR er antal døde i forhold til antal diagnosticerede tilfælde, det vil sige, det er bekræftede tilfælde, hvor folk har været i kontakt med sundhedsvæsenet. CFR kan dog reelt først beregnes, når udbruddet er ovre, og alle patienter enten er døde eller raskmeldte. For influenza er CFR normalt mellem 0,10 og 0,13 procent. For nyt coronavirus estimeres CFR af WHO til at være 1,4-3,4 procent.

Infection Fatality Rate (IFR) er antal døde i forhold til antallet af alle smittede i en population, også de milde, de helt symptomfrie og hermed uopdagede. Da vi ikke laver test på hele befolkninger, er dette tal et matematisk estimat, som baseres på blandt andet smitterater og tidligere erfaringer med lignende epidemier.

Sydkorea kommer os dog lidt til hjælp, da man her er i gang med et enormt stort testprogram, hvor de i løbet af den næste uge forventer at hæve antallet af daglige test fra 10.000 til 15.000. De gør dette blandt andet via mobile teststationer, hvor de tester bredt og tilfældigt. De har nu testet cirka 250.000 og fundet 7500 tilfælde, hvoraf 54 er døde, og 247 er raskmeldte. Det giver en observeret IFR på 0,7 procent. Dette passer meget fint med WHO’s nuværende estimat for covid-19’s IFR, som vurderes at være mellem 0,3 procent og 1 procent.

For almindelig sæsoninfluenza er IFR 0,06 procent. Delkonklusionen på dette er, at nyt coronavirus umiddelbart er mellem 5 og 16 gange mere dødelig end influenza. Det er ikke influenza.

Men dette er ikke hele historien. Hertil kommer det seneste centrale epidemiologiske begreb, nemlig spredningsraten eller formeringsraten, som betegnes ”R nul” (RO). Den beskriver det gennemsnitlige antal nye personer, som en inficeret smitter. Det vil sige, hvorledes smitten vokser eksponentielt i specielt den indledende fase af et udbrud. Ved en RO på 2 fordobles antal smittede i hver cyklus, som er tiden fra, at man bliver smittet, til man smitter andre. For sæsoninfluenza er RO normalt cirka 1,3. For covid-19 er RO ifølge WHO mellem 2 og 2,5.

Da der er en del senere studier, som fastslår højere RO end WHO, så lad os tage deres værdi på 2,5 for pålydende. Dette bør vi blandt andet gøre på grund af erfaringerne fra krydstogtskibet ”Diamond Princess”, hvor man på trods af tidlig karantæne af alle passagerer, og hvor man løbende fjernede alle bekræftet smittede efter ankomsten til Yokohama, alligevel observerede en funktionel RO på 2,28.

Formeringsraten RO er central, fordi den indgår i en række andre relevante forhold omkring smittens potentielle omfang. Bare fordi et patogen har en given RO, er det ikke ensbetydende med, at den bliver en pandemi. Sars havde for eksempel en ret høj RO, men den smittede først sent i sygdomsforløbet, så de ramte var ikke særligt mobile eller havde allerede søgt lægehjælp og var derfor isolerede. Nyt coronavirus har den ubehagelige egenskab, at den har smitte under den symptomfri inkubationsperiode i et varierende omfang, så den har alle muligheder for at opnå sit fulde potentiale, hvilket er det, vi rent faktisk ser.

I relation til den potentielle samlede dødelighed (IFR) er RO også en faktor, da den indgår i beregningen af, hvornår flokimmunitet opnås. Flokimmunitet er den andel af en befolkning, som skal være smittet, før epidemien brænder ud af sig selv i fraværet af en vaccine eller brutale karantæneforanstaltninger.

Det betyder, at ved en RO på 1,3 som sæsoninfluenza brænder smitten ud ved cirka 23 procent smittede i en befolkning. Ved en RO på 2,5 som ved covid-19 brænder den ud ved 60 procent. Disse 60 procent er også det maksimale potentiale for antal smittede i Danmark, hvis vi ikke aktivt begrænser smitten. Det er tre millioner danskere, når epidemien har løbet sig ud over det næste års tid.

Konsekvensen af denne forskel i RO er, at selv hvis den reelle dødelighedsrate (IFR) var den samme for sæsoninfluenza og nyt coronavirus, så vil den nærværende epidemi alene på grund af forskellen i formeringsraten betyde en dobbelt så stor dødelighed i absolutte tal, da den når at smitte cirka dobbelt så mange.

Tilbage til danske forhold. Den ubehagelige sandhed, som man er nødt til at erkende, er, at der ikke kommer nogen Hollywood-agtig videnskabsmand og tryller en vaccine frem i sidste øjeblik. Vi har på 17. år ingen sikker vaccine mod sars, på trods af et ret målrettet arbejde i denne periode. En realistisk vaccine kan først være klar om et års tid eller to.Derfor er vi helt afhængige af middelalderlige, mekaniske begrænsninger på spredningsraten. ”Luk landsbyen, og kast sten efter fremmede”, er den eneste forhåndenværende strategi. Det er endnu mere nødvendigt for os, da vi hvad angår hospitalskapacitet er på den i Danmark.

Det er ikke blot den højere dødelighed, som er problemet, selvom den er værre end influenza. Det er det faktum, at 15 til 20 procent af bekræftede tilfælde kræver hospitalsbehandling. Korrigeret for forholdet mellem CFR og IFR så kan det blive op imod 147.000 mennesker.

Tre procent af bekræftede tilfælde kræver intensiv behandling, primært med respirator. Det er i værste tilfælde cirka 29.000 mennesker. Hvis ikke mekaniske karantæneforanstaltninger nedsætter RO. Ifølge oplysninger fra Sundhedsstyrelsen vedrørende det danske beredskab har vi pr. den 5. marts: 431 respiratorpladser, 112 intensivpladser (uden respirator) og 603 opvågningspladser. Lad det synke ind.

Derfor opfordrer jeg specielt til at lukke børnehaver, skoler og uddannelsesinstitutioner nu. Børn og unge er nemlig et særtilfælde under denne epidemi. Børn og unge har generelt meget milde og nogle gange helt symptomfrie forløb. Derfor fungerer de som smittespredere i denne sammenhæng. De vil hæve eller fastholde RO og dermed vores mulighed for at begrænse belastningen af vores sygehusvæsen.