I KARISMATISK ORIENTEREDE kredse i Skandinavien taler man om "den udelte kirke", som var der tale om et historisk fænomen, der ikke længere lever og virker i verden.
Man foregiver, at enhedskirken opløstes efter kristenhedens første årtusinde, og at den moderne, økumeniske bevægelse derfor har det som sin fornemste opgave at genskabe kirkens enhed på grundlag af kirkefædrenes teologi, som man påtager sig at hente frem fra glemslen.
Den udelte kirke har imidlertid været til stede og virket på jorden uafbrudt siden apostlenes dage. Kirken er ikke splittet, den har aldrig været splittet, og i dens indre kan der heller ikke være nogen splittelse.
Grupper af kristne har ganske vist på forskellige måder gennem tiderne egenhændigt søgt at ændre på kirkens tro og har etableret egne trossamfund uden om kirkens hierarki. Men dermed har de ikke splittet kirken, blot lukket sig ude fra den.
Kirken selv kan nemlig aldrig deles eller komme i indre konflikt. For sådan er selve kirkens væsen: Én hellig og udelelig kirke. Ortodokse kristne tror, at trosbekendelsens "ene, hellige, katolske og apostolske" kirke er identisk med den ortodokse kirke. Og de tror, at ved Guds nåde er troens enhed, sandhedens fylde og kirkefædrenes lære bevaret helt og uforandret i den ortodokse kirke.
Kirkens jordiske virke og tro hviler på en guddommeligt givet nåde og myndighed, som benævnes "apostolsk succession". Denne har to sider. For det første: En ny biskop må indsættes ved håndspålæggelse af mindst tre andre biskopper, så at biskopper til alle tider kan føres i direkte linje tilbage til apostlene.
Dette konkrete og synlige tegn er lige så afgørende som dåbens vand og nadverens brød og vin. Det kan derfor ikke erstattes af et blot og bart åndeligt fællesskab med apostlene, endsige af individuelle følelser eller af et såkaldt "troens instinkt".
For det andet: Den ortodokse kirkes orden forudsætter, at hver enkelt biskop er i overensstemmelse med kirkens apostolske tro og har sakramentalt fællesskab med øvrige biskopper. Hvis en biskop falder fra kirkens lære, kan han naturligvis ikke bare åbne sin egen, nye kirke under påberåbelse af den apostolske succession.
FOR ORTODOKSE KRISTNE er troens og kirkens liv en enhed og en helhed. Helheden har forskellige sider, facetter og elementer, men alle delene hænger organisk sammen og lader sig ikke adskille eller opløse i enkeltdele. Derfor lægger de ortodokse stor vægt på kirkens levende kontinuitet fra apostlene over kirkefædrene og den tidlige kirke til i dag.
Helhed og tradition er således bærende begreber. Og kirkens tradition er omfattende: Bibelen, trosbekendelsen, klostrene, de økumeniske kirkemøder, kirkefædrene, de liturgiske bøger, kirkens bønner og de hellige ikoner er centrale elementer. Traditionen er et sammenhængende system med en meget stor mængde indbyrdes referencer mellem tro, dogmatik, sakramenter, gudstjenesteordning, bøn og ikoner. Garanten for indre sammenhæng og kontinuitet er biskoppens person og det biskoppelige embede.
Bemærk, at Bibelen er en del af den ortodokse kirkes tradition. Det indebærer, at ortodokse kristne tror, at Bibelen er skrevet i kirken og for kirken. Omvendt er der mange protestantiske kristne, som snarere mener, at kirken er bygget på Bibelen. Disse forskelle har konsekvenser for den måde, vi læser den hellige skrift på. Ortodokse læser Bibelen som del af gudstjenesten, i lydighed mod kirken og for bedre at begribe kirkens lære, aldrig for at kunne argumentere imod kirken.
Med "trosbekendelsen" tænker ortodokse kristne på den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse i dens oprindelige form uden senere tilføjelser eller ændringer. Det er alene den, som har autoritet, og det er den, som reciteres eller synges ved den ortodokse kirkes gudstjenester.
Trosbekendelsen udtrykker kirkens tro på, at Kristus er både Gud og menneske. Den blev til på de to første økumeniske kirkemøder i det fjerde århundrede.
Der er yderligere fem autoritative konciler, det sidste afholdt i år 787, og alle bekræfter de kirkens tro på Gud-mennesket Jesus Kristus. I den ortodokse kirke er der derfor ingen plads til forestillinger om Jesus som det særligt åndeligt udviklede menneske eller det moralske geni.
NÅR DET GÆLDER de hellige kirkefædre, er der intet brud mellem dem og kirken i dag. Tværtimod. Ortodokse kristne ser dem som lærere og bekendere af kirkens levende tro, som kilder, der strømmer i kirken gennem alle tider.
Fædrene kan derfor kun forstås i tæt samspil med den udelte kirkes hele liv siden apostlene, særligt med de økumeniske kirkemøders ånd og lære.
De liturgiske tekster til biskop, præst, diakon og menighed står centralt i den ortodokse kirkes liv. Kirken har ikke et omfattende system af skrifter til at udtrykke og præcisere dens dogmatiske definitioner.
Ortodoksien levendegør om nogen princippet lex orandi lex credendi: Vore bønner udtrykker det, vi tror! Vil nogen lære den ortodokse kirkes tro at kende, må de tage del i kirkens gudstjenester.
Gudstjenesten, bønnen og ikonernes plads deri er eksempler på, at kirkens liv er én sammenhængende helhed. Kirken har ganske vist ikke "copyright" på bønnernes ordlyd, ej heller på ordningen for de forskellige gudstjenester eller på ikonernes motiver.
Men meget går tabt, hvis man adskiller helheden eller udsøger sig enkelte elementer derfra for så at lade dem indgå i individuelle, liturgiske eller kunstneriske projekter.
Engang overværede jeg, hvordan en protestantisk præst, som interesserede sig meget for den ortodokse gudstjeneste, benyttede Johannes Chrysostomos? liturgiske ordning til en folkekirkelig nadverfejring.
Sådan da!
For den pågældende havde omhyggeligt renset Chrysostomos? tekst for alle henvisninger til Gudsmoder, Maria, og de hellige.
Den røgelse, som er foreskrevet, var der ikke noget af, brødet var oblater og ikke de runde, syrede brød, som bruges af ortodokse, og nadveren uddeltes ikke på den måde, som det er skik i den ortodokse kirke. Kort sagt var alt det fjernet, som ikke stemmer overens med protestantisk lære og praksis.
Jesusbønnen: "Herre, Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig synder", er meget brugt, også uden for kirken som led i en stigende interesse for det, nogle kalder "ortodoks spiritualitet". Interessen er grundlæggende glædelig, men når bønnen flyttes uden for den ortodokse kirkes rammer, mistes sammenhæng og perspektiv. Bønnen kan endog blive direkte skadelig, hvis nogen forveksler gentagelsen af Jesu navn med et såkaldt mantra.
Om nogen køber sig ortodoks munke- eller præstekjole eller skaffer sig ortodokse, liturgiske klæder, kan også det være et tegn på interesse for kirken. Men det kan være vanskeligt at forstå motivet til at klæde sig, som om man var ortodoks, hvis man ikke ønsker at blive det for alvor og i øvrigt mangler forståelse for kirkens hierarki og præsteembede.
Hvis nogen maler ikoner efter ortodoks model, kan det være et løfterigt, første skridt hen imod en dybere indlevelse i kirkens tro. Men ikoner er "teologi i farver".
Den sande ikonograf stiller sit talent til rådighed for at udtrykke kirkens trossandheder. Det er derimod en misforståelse at sætte sin egen personlighed i centrum og se ikonen som medium for ikonografens individuelle sjæleliv og kunstneriske egenart.
Det kan undre, når ikke-ortodokse komponerer deres helt egen, kirkelige praksis med flittig brug af bønner, klæder, ikoner og andre elementer fra den ortodokse kirke, hvis de i øvrigt ikke vil være en del af denne kirke. Det ortodokse økumeniske engagement bunder i ønsket om at vidne blandt andre kristne om kirkens tro. Det indebærer, at ortodokse kristne byder al sand længsel efter den udelte kirke velkommen og gerne hjælper med at finde vejen derind.
Poul Sebbelov er ortodoks præst